Karen Blixens breve fra Afrika vidner om hendes evner

Igennem 18 år skrev Karen Blixen breve med sin onkel. Brevene vidner om, at han var overvældet over Blixens overtalelses-evner. Brevene samler sig om ét gennemgående emne: At overtale Westenholz til at sikre farmens overlevelse, skriver lektor

”JEG HAVDE EN FARM I AFRIKA”.

Sådan lyder den berømte indledningssætning til Karen Blixens erindringsværk ”Den afrikanske farm” fra 1937, en storladen sætning, som er kendt af millioner verden over. Hvad de færreste ved er, at det er lidt at en tilsnigelse, når Karen Blixen skriver om sin elskede kaffeplantage, for hun ejede den ikke, hun bestyrede den kun. Hun fortier, at der var en – for mange ukendt – mandlig hovedperson bag hendes fortælling fra Afrika, nemlig hendes onkel, forretningsmanden Aage Westenholz (1859-1935). Han var formand for og storaktionær i aktieselskabet Karen Coffee Company Ltd., der ejede kaffefarmen.

Karen Blixens år i Afrika fra 1914 til 1931 leverede stof til et stort drama, en fantastisk fortælling, som hun med fuldt berettiget kunstnerisk frihed gav digterisk form i ”Den afrikanske farm”. Vil man kende virkelighedsbaggrunden for det afrikanske eventyr, skal man gå til Gyldendal-udgivelsen ”Karen Blixens afrikanske farm. En brevsamling, 1913-1931”. Heri er Karen Blixens 18 år lange, intense korrespondance med Aage Westenholz fra Afrika-årene offentliggjort for første gang, sammen med en lang række breve mellem Westenholz og Karen Blixens ægtemand, Bror Blixen, og mellem Westenholz og andre familiemedlemmer og aktører i aktieselskabet Karen Coffee Company Ltd.

Vi kan kun være Westenholz-familien taknemmelig for, at de nu har frigivet brevene. Brevmaterialet føjer nemlig væsentlige og hidtil ubeskrevne dele til historien bag ”Den afrikanske Farm”: De retter op på det skæve billede af relationen mellem Westenholz og Karen Blixen, og de leverer nye brikker til forståelse af Blixens personlighed.

Gennem brevenes mange regnskaber opstår en dramatisk historie med alle tænkelige ingredienser af svigt, bedrag og umådeholden luksus og ikke mindst Westenholz’ langmodige og generøse adfærd over for sin niece, selv da det ser mest sort ud med tørke og faldende kaffepriser og helt frem til den sørgelige finale i 1931, hvor farmen går fallit.

ET SCOOP i udgivelsen er en rejsedagbog, affattet af Aage Westenholz under hans ophold på farmen i 1921. Her får vi for første gang en førstehåndsberetning om hverdagen i Karen Blixens hus. Udgivelsen rummer også en afhandling af historikeren Per Boje, der som den første kortlægger aktieselskabets historie og analyserer økonomien bag det afrikanske kaffe- og kolonieventyr.

Den 18 år lange brevduel mellem Karen Blixen (Tanne) og Westenholz vidner om en kompleks relation med flere og skiftende tonearter. Fra det øjeblik, hvor aktieselskabet blev dannet i november 1913 i København, var Blixen og Westenholz ikke længere kun niece og onkel, men også ansat og formand i firmaet Karen Coffee Company Ltd, og deres forretningsmæssige mellemværende kom til at udfordre dem begge.

I korrespondancens første år får man indtryk af et hengivent far-datter-lignende forhold fra Blixens opvækst. Der var uden tvivl en inspirerende og eksotisk atmosfære omkring onkel Aage, når han kom hjem på sine besøg fra sit mangeårige ophold i Fjernøsten, hvor han med succes varetog plantagedrift i Malaysia og var direktør i et elektricitetsfirma i det nuværende Thailand.

Da Karen mistede sin højt elskede far som niårig, var Westenholz en af de få mænd, der brød det, som Blixen kaldte ”Tantevældet” på Rungstedlund.

WESTENHOLZ VURDEREDE ret hurtigt Bror Blixen som en charmerende fantast, der var uegnet som direktør for farmen. Karen Blixen på sin side går ofte bodsgang for Bror i sine breve til onklen, og hun udtrykker stor loyalitet med sin ægtemand.

Bror fremstår med sit ekstravagante forhold til penge som den egentlige hovedskurk i denne udgivelses fortælling. I 1920 så Westenholz sig nødsaget til at opsætte et dokument, hvor Karen Blixen skulle skrive under på, at Bror aldrig mere måtte vise sig på farmen.

Karen Blixen gav udtryk for, at hele tankegangen i dokumentet var hende fremmed, og striden kom til at udgøre et lavpunkt i deres styrkeprøve. Den ellers frygtløse Karen Blixen betroede Thomas Dinesen, at hun undertiden var bange for deres onkel Aage.

Mens han trak i farmens livstråde i Danmark, stod til ansvar for de modvillige aktionærer og forsøgte at lære sin niece hæderlige og borgerlige forretningsprincipper, slog hun sig i tøjret i Afrika og ønskede brændende at købe farmen og derved opnå fuld frihed.

I et brev til Thomas Dinesen i 1921 udtrykte han, at han var noget overvældet over sin nieces overtalelsesevner: ”Tanne har større Evne end nogen af os, hun er klogere end baade Du og jeg (…) – for klog er hun os, og kører med os.”

Brevene vidner i høj grad også om, at Blixen har været velovervejet i sine valg af retoriske virkemidler. En samlende betegnelse kunne være ”Forførerens breve”. Hendes breve samler sig om ét gennemgående emne: Farmens tilstand, og de har ét overordnet sigte, nemlig at overtale Westenholz til at sikre dens overlevelse.

Læser man Westenholz’ rejsedagbog, bliver man også slået af Karen Blixens overtalelsesevner. Westenholz rejste i 1921 til Afrika til den vaklende farm med det formål at sælge den, eventuelt til Karen Blixen, uden for stort et tab.

I stedet skete der det, at Karen Blixen den 19. juni 1921 blev udnævnt til direktør for farmen, og at foretagendet blev tilført nye midler. Per Boje viser på baggrund af et stort kildemateriale, at Blixen udviklede sig til en habil forretningskvinde og en hårdtarbejdende direktør.

Ja, Blixen kom ganske vist aldrig til at eje sin elskede farm, men hun var i 10 år direktør for næsten 1000 ansatte, og hun rådede over et område på størrelse med Frederiksberg Kommune.

Per Boje påviser også, at det primært var ydre faktorer som kulde, tørke og fluktuerende kaffepriser, der betød, at farmen aldrig kom til at give et tilfredsstillende økonomisk udbytte.

Boje pointerer endvidere, at den skæbne, farmen led, ikke var usædvanlig i denne tidsperiode. Mange andre farme med lignende forretningskonstruktioner led en lignende skæbne.

Da farmens fallit var en realitet i 1931, klinger Blixen og Westenholz’ brevveksling ud i en værdig og respektfuld tone, hvor de hver især anerkender den andens indsats og bidrag i deres fælles kamp.

BREVENE UDFOLDER et menneskeligt drama, hvor familie og forretning blandes, og hvor to stærke personligheder krydser klinger.

Karen Blixen betonede gang på gang, at farmen for hende var en ”Livssag”, og at kampen for den var et eksistentielt drama forbundet med håb og tro:

”(…) mister jeg Haabet og Troen her, gaar Kraften af mig, og dette er efter min Mening det værste, som kan ske, thi til syvende og sidst hviler det hele, saadan som Situationen er i Øjeblikket, paa mig.”

Brevvekslingen viser, at Westenholz og den øvrige familie på ingen måder var en hjerteløs sammensværgelse, der udelukkende så farmen som forretning. Westenholz-familien postede op mod 100 millioner nutidige kroner i farmen i Afrika. For Westenholz var ønsket at hjælpe sin talentfulde og uortodokse niece på vej i livet og samtidig at skabe en veldrevet forretning.

Det sidste lykkedes aldrig. Det første lykkedes til fulde. For ud af investeringen i farmen og Karen Blixens ”Livssag” viste sig et helt andet afkast, nemlig Karen Blixens forfatterskab, ikke mindst den vidt berømte, poetiske åbningslinje:

”Jeg havde en farm i Afrika …”