Prøv avisen
Kronik

Karen Blixens Kenya bløder igen

I 1934 forlod Karen Blixen Kenya. I filmen ”Out of Africa” (”Mit Afrika”) fra 1985, der bygger på Blixens bog ”Den Afrikanske Farm” fra 1937, var en af hendes sidste gerninger at bede det britiske kolonistyre om at give farmens jord tilbage til Kikuyu-folket. Måsken var hendes bøn et forvarsel om de tvister, der kom til at præge koloniernes kamp for selvstændighed, skriver dagens kronikør. Foto: Ritzau Scanpix

Kenya har oplevet vold og store stridigheder om præsidentposten, og urolighederne bunder i etniske stridigheder. Det har rødder tilbage til Karen Blixens Kenya i kolonitiden, og selvom landet i dag kalder sig et demokrati, er det reelt et semiautoritært regime

TORSDAG DEN 26. OKTOBER var en trist dag for Kenya. 10 år efter det blodige valg i 2007 var Kenya igen præget af vold ved omvalget til præsidentposten. Den siddende præsident, Uhuru Kenyatta, vandt valget den 8. august med 54,27 procent af stemmerne. Det blev bestridt af oppositionslederen, Raila Odinga, fra National Super Alliancen, der hævdede, at den uafhængige valgkommission (IEBC) var blevet manipuleret til fordel for Kenyatta, hvorefter Kenyas højesteret den 1. september annullerede valget.

Det var ikke kun en trist dag for Kenya, men også for idéen om liberalt demokrati i Afrika, hvor Kenya var udråbt som et forbillede på et ungt, stabilt demokrati. I 1934 forlod Karen Blixen Kenya. I filmen ”Out of Africa” (”Mit Afrika”) fra 1985, der bygger på Blixens bog ”Den Afrikanske Farm” fra 1937, var en af hendes sidste gerninger at bede det britiske kolonistyre om at give farmens jord tilbage til Kikuyu-folket.

MÅSKE VAR KAREN BLIXENS BØN et forvarsel om de tvister, der kom til at præge koloniernes kamp for selvstændighed udadtil og indadtil om statshed og stammekrige om jord og magt. Hvorfor? England og Frankrig trak i 1916 grænser fra Middelhavet til Den Persiske Golf. Kenya var fra 1920 til 1963 kronkoloni i det britiske imperium.

I Kenya er årsagerne til urolighederne konstitutionelle og politiske. Valget i 2007 medførte over 1000 døde og 650.000 internt fordrevne. Odingas luo-milits blev mistænkt for etnisk udrensning, og kikuyu-militsstyrker blev mistænkt for folkedrab på luo- og luhya-grupper planlagt af vinderen Mwai Kibaki. Striden mellem de etniske grupper går tilbage til afkoloniseringen, hvor briterne gav store dele af jorden til kikuyu-stammen. Det skaber i dag et inter-etnisk sikkerhedsdilemma om retten til jord. Formelt er Kenyas styreform et elektoralt demokrati, men i dag er det et semiautoritært regime.

FOLKERETLIGT SKETE transitionen fra kolonistat til selvstændige stater i den omvendte rækkefølge af de vestlige demokratier, der havde tilkæmpet sig substantiel statshed, før de fik formel suverænitet og blev optaget i FN. FN-pagtens artikel 2.1 anerkender folkenes lige ret til selvstændighed. At Catalonien påberåber sig denne ret, er en politisk sag, der ikke strikt konvergerer med folkeretten. Kolonistaterne fik tildelt de jure ekstern suverænitet og blev optaget som suveræne stater i FN, før de fik intern de facto -suverænitet og reel statshed: demokratiske statsinstitutioner, der deler magten, der udøves af regeringen, som kontrolleres af en fri presse og uafhængige domstole, såkaldt pluralisme.

I litteraturen er der enighed om, at konstitutionalisme er mere end en konstitution, nemlig begrænset magtudøvelse, som det for eksempel er indskrevet i den danske grundlovs paragraf 3 om magtdeling. Annulleringen af augustvalget var en demokratisk sejr for en uafhængig domstol som forsvarer af en ung forfatning. Eller sådan så det ud, indtil Kenyatta misbrugte sit voldsmonopol til at intimidere oppositionen, National Super Alliancen i det nordlige Kisumu, hvor jeg var på studietur med Forsvarsakademiet i 2012. En dag besøgte vi en politistation. Næste dag var der tumult ved vores hotel, som fortsatte i 2013 efter valgsejren den 4. marts til Kenyatta, der også blev bestridt af Odinga.

OM VALGET DEN 26. OKTOBER 2017 skulle have forhindret en gentagelse af det ”stjålne” valg i 2007, hvor Kibaki samtykkede i at dele magten med oppositionen. Det eneste eksempel i det postkoloniale Kenya på et alternativ til winner takes it all-valgsystemet, som for eksempel eksisterer i USA, der ikke er proportionalt repræsentativt. I Kenya er præsidentens magt ikke begrænset af checks and balances som i USA eller af et folketing ligesom i Danmark, hvor regeringsformen er indskrænket monarkisk.

Troen på, at domstole kan løse tvister af ren politisk karakter, såsom valg, kaldes judicialization of politics og på dansk ”juridikalisering”. Forskydning af megapolitik til højesteret er en ny trend i folkeretten, der er et tveægget sværd, da det på den ene side er et bolværk mod en regering, der ikke vil dele magten – som Kenyattas – og på den anden side kan det skabe urealistiske forventninger om, at domstolene kan løse alt, der vedrører kernen i en stats identitet, formel og substantiel suverænitet.

Tilliden til en uafhængig, uangribelig højesteret var stadig tårnhøj, da chefdommer David Maraga kaldte dommerne sammen den 24. oktober for at tage stilling til, om omvalget igen skulle udskydes på grund af vold og trusler mod oppositionen efter august-valget. Kun to ud af de syv dommerne dukkede op, så høringen måtte opgives, da der ikke var de fornødne stemmer. Dagen før var bodyguarden for dommer Philomena Mwilu blevet dræbt, og lederen af valgkommissionen kunne ikke garantere for valgets troværdighed. Dette fik Odinga til at trække sig som kandidat og boykotte valget.

Og sådan endte denne kamp om konstitutionalisme og substantiel statshed: forsøget på at håndhæve principperne om et gennemsigtigt valgsystem, frie, fair valg overvåget af valgobservatorium og højesteret og beskyttelse af civile mod vilkårlige overgreb, som er kernen i suverænitet.

I 2008 BLEV en koalitionsregering dannet, og Kenyas konstitution blev vedtaget ved en folkeafstemning i 2010, der decentraliserede magten fra Nairobi til regionerne.

Men valget i 2017 er et symptom på, at valgloven og magt misbruges etnisk, da kenyanerne stemmer kollektivt ud fra etnisk tilhørsforhold. Konstitutionelt design for multietniske samfund er svært at skabe og efterleve. Vi må huske på, at Kenyas grundlov er ung modsat Danmarks grundlov af 5. juni 1849. Vi fik først demokrati i praksis med indførelsen af negativ parlamentarisme i 1901, og sikring af en ligelig repræsentation af forskellige anskuelser blandt vælgerne, da de fem f’er fik stemmeret: fruentimmere, fjolser, frihedsberøvede, fattiglemmer og folkehold. At få Kenyatta til at påtage sig et ansvar for at beskytte sin befolkning og dommerne er op ad bakke. Kenya var med til på FN-topmødet i 2005 at vedtage den moralsk-politiske forpligtelse for ansvaret for at beskytte befolkninger mod folkedrab, forbrydelser imod menneskeheden, krigsforbrydelser og etnisk udrensning. Det er ikke sket. Siden valget den 8. august har regeringsstyrker begået omfattende vold mod oppositionen. Kenya bløder igen.

Juridikalisering er en global trend, der udspringer af tre forbundne processer: spredningen af juridisk jargon til den politiske sfære såsom straffrihed, efterprøvelse af grænser for lovgivende og udøvende magt og troen på, at domstole kan bilægge tvister over en stats raison d’etre: identitet, grundlovs- og nationsopbygning.

Et led i juridikaliseringen er tidligere generalsekretærer ved FN Kofi Annan og Ban Ki-moons tiltag til i samarbejde med den internationale straffedomstol (ICC) at bekæmpe straffrihed; Efter valget i 2007 blev Kenyatta, dengang vicepremierminister, anklaget af ICC for folkedrab. Sigtelsen frafaldt i 2014, da vidner døde og forsvandt på mystisk vis.

Kenyatta er formelt erklæret ny præsident. Odinga fortsætter kampen for demokrati og ansvarlig regeringsførelse i Kenya, som også bjergtog mig, da jeg besøgte Karen Blixen House i Ngong Hills – de fem knoer, hvor hun gødede jorden til kaffe og ord til kommende romaner. Må den endelige vinder blive fred og retfærdig i Afrika.