Prøv avisen
Kronik

Studenteroprøret er også historien om en tryg og velpolstret generation, der savnede åndelighed

Karl Marx delte oplysningstidens optimisme, der så hele verdenshistorien som et stadigt fremskridt fra fortidens mørke, despoti og fattigdom til nutidens europæiske oplysning og voksende velstand – med udsigt til en fremtid med indløsning af løfterne fra Den Franske Revolution: frihed, lighed og broderskab.

Ole Vind, Dr.phil., Grundtvigs Højskole

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Marxismen og liberalismen er idéhistoriske tvillinger, begge fikserede på økonomi, rationalitet og effektivitet. Men i dag står såvel marxisme, socialisme som liberalisme lige uforberedte og famlende, når det gælder global bæredygtighed og klimakrise

DEN 5. MAJ I ÅR var det 200 år siden, at Karl Marx blev født i Trier i den preussiske provins Rhinlandet. Det blev fejret i den gamle by ved floden Mosel, hvor man på fødselsdagen afslørede en fire meter høj bronzestatue af Marx. Den er udført af den kinesiske kunstner Wu Weishan og skænket som gave af den kinesiske stat.

Marx var af jødisk slægt, men faderen var konverteret til luthersk kristendom, statsreligionen i Preussen. Gennem sin opvækst og skolegang i Trier mødte han oplysningstidens tanker og inspirationen fra den franske revolution. Efter filosofiske studier i Berlin erhvervede han doktorgraden i 1841.

MED SIT FORFATTERSKAB blev han ophavsmand til marxismen – en altomfattende filosofi om samfund, økonomi, historie og mentalitet. Marxismen blev til inspiration for talrige socialistiske og kommunistiske bevægelser i og uden for Europa, kulminerende i dag med det moderne Kina, hvor marxismen er skrevet ind i forfatningen.

Marxismens historie kan minde om de store religioners globale udbredelse, og marxismen er da også dybest set at forstå som en religiøs bevægelse – på godt og ondt.

Det blev tydeligt i Vesteuropa for 50 år siden efter studenteroprøret i 1968. En hel generation af studenter fra samfundsvidenskab og humaniora gjorde nu en tysk filosofi fra 1800-tallet til grundlag for deres videnskabelige studier.

Fra 1970 til 1972 udkom Marx’ hovedværk ”Kapitalen” for første gang komplet på dansk i 11 bind, og utallige afhandlinger i marxistisk ånd så dagens lys. Det var som en vækkelse og vidner om, at marxismen er meget mere end en videnskabelig teori. Den rummer en storslået historiefilosofi om hele menneskehedens skæbne her på Jorden. Og den bæres af en dyb moralsk forargelse over ulighed, uretfærdighed og undertrykkelse i det kapitalistiske samfund.

I ”Kapitalen” finder man talrige eksempler på kapitalismens umenneskelighed med den groveste udnyttelse af arbejderne og deres familier – gerne dokumenteret med rapporter fra engelske fabriksinspektører fra tekstil- og mineindustrien. Af Marx beskrevet som historisk nødvendighed – men den moralske forargelse gløder gennem teksten.

Denne indignation løber gennem Marx’ hele værk, som imidlertid også bæres af troen på en gylden fremtid. Han delte oplysningstidens optimisme, der så hele verdenshistorien som et stadigt fremskridt fra fortidens mørke, despoti og fattigdom til nutidens europæiske oplysning og voksende velstand – med udsigt til en fremtid med indløsning af løfterne fra Den Franske Revolution: frihed, lighed og broderskab.

MARX DELTE SIN TIDS udviklingsoptimisme, hvor de tekniske fremskridt, ”produktivkræfternes udvikling”, banede vej for velstand, frihed og kulturel rigdom. Kapitalismen betød for Marx et historisk fremskridt – blot dømt til gennem klassekamp og revolution at vige for et højere og endnu rigere samfundstrin: kommunismen.

En dag vil maskinerne under fælles kontrol frigøre mennesket fra arbejdets nødvendighed. Hinsides ”nødvendighedens rige” når vi ”frihedens rige”, hvor vi frit kan vælge at fiske om formiddagen, gå på jagt om eftermiddagen og skrive digte eller studere matematik om aftenen. Og ”først da kan samfundet skrive på sine faner: enhver yder efter evne, enhver får efter behov”.

HVERKEN FREMTIDSUTOPIEN eller forargelsen har noget med videnskab at gøre, men udgør netop det, der appellerede til studenterne i 1968. De detaljerede analyser af udbytningens økonomiske mekanik gav marxismen et videnskabeligt skær. Det var et helhedssyn, der talte til både forstand og følelse. Studenteroprøret udløste en marxistisk vækkelse.

Studenteroprøret var jo kun en del af et ungdomsoprør, der også blomstrede i hippieklæder, beatmusik, kollektiver, meditation og nyreligiøse vækkelser med buddhistisk og hinduistisk inspiration. New age og ”vandmandens tidsalder” som utopiske paralleller til det kommunistiske samfund.

Ungdomsoprøret forstås bedst som en vækkelse – psykologisk af samme art som de ”gudelige” vækkelser i 1800-tallet, der blev til grundtvigianisme og Indre Mission. At så mange studenter og akademikere lod sig fange af skolastiske marxistiske analyser, er kun forståeligt som religiøst fænomen. I 1800-tallet drog unge grundtvigianske teologer ud på højskoler for at oplyse almuen – i 1970’erne ville de marxistiske studenter bevidstgøre den undertrykte arbejderklasse.

Marxismen bygger på en genskrivning af det jødisk-kristne historiesyn, der ser hele menneskehedens historie som samlet fremskridtsfortælling. Fra et oprindeligt klasseløst paradis, jægere og samlere, over syndefaldet med agerbruget, ejendomsretten og produktivkræfternes udvikling og dermed følgende klassekamp til revolutionen og det klasseløse, kommunistiske paradis – en version af det kristne tusindårsrige på jord.

Marxismens lokketoner kommer fra den jødisk-kristne klangbund, som også ligger bag Grundtvigs tilsvarende historiesyn. Han taler om Forsynet, hvor Marx taler om historiens love, men fælles er de om troen på fremskridtet mod et jordisk paradis, som hos Grundtvig hedder ”gyldenåret”. Begge er de overbeviste om, at vi i det protestantiske Nordvesteuropa er nået tættest på målet.

MENS 1800-TALLETS VÆKKELSER opstod i en fattig bondealmue, så havde vækkelsen fra 1968 baggrund i en borgerlig middelklasse i en velpolstret velfærdsstat. Vækkelser har ikke nødvendigvis baggrund i materiel nød. Historien om 1968 er også historien om en generation, der voksede op med tryghed og materiel velstand, men savnede åndelige orienteringspunkter.

Den materielle vækst er jo fortsat siden 1968 med samme opbakning fra marxismen som fra liberalismen. De er idéhistoriske tvillinger, begge fikserede på penge og økonomi, rationalitet, effektivitet og stadige fremskridt mod målet: øget fritid og arbejdsfri lykke. Produktivkræfterne udgør stigen fra jord til himmel – uenige er de om strategien på stigen undervejs.

Derfor står marxismen, socialismen og liberalismen da også i dag lige uforberedte og famlende, når det gælder global bæredygtighed og den miljø- og klimakrise, der er en følge af produktivkræfternes succesfulde udbytning af Jorden. Deres forestillinger er bundet til den materielle vækst og det maskin- og robotarbejde, der udhuler naturgrundlaget og gør mennesker overflødige.

Til den marxistiske vækkelse fra 1968 hørte også en sværmerisk begejstring for Maos rurale folkerepublik. Her er produktivkræfterne siden dengang vokset eksplosivt, og Kina er snart klodens førende økonomiske magt – med tilsvarende klimaaftryk. Kolossalstatuen af Marx som Kinas gave til hans fødeby i 200-året for hans fødsel står nu som et manende monument over utopiens magt – på godt og ondt.

På ungdomsoprørets anden fløj med hippier, flowerpower og modstand mod materialismen handlede det hverken om marxisme eller liberalisme – det handlede slet ikke om økonomi, men om fantasi. ”Mangel på fantasi er ikke at have fantasi til at se, hvad man mangler”, som der stod på en mur i Paris i maj 1968.