FOR ET PAR MÅNEDERS TID siden var jeg til begravelse på Fyn. Den sidste af fem søstre, min moster, var død, næsten 100 år gammel, og da vi bar hende ud af kirken efter en smuk ceremoni, slog det mig, at nu er den del af familiens historie fortid.
Nu er der ikke længere levende vidner tilbage, der kan fortælle om slægtsgården Aulby Damgaard lidt uden for Middelfart. De var fem piger, fem døtre af Marie og Rasmus, og da den yngste blev født, græd min morfar. Ikke af glæde, men af sorg over, at der ikke ville komme den søn, der med tiden kunne overtage gården. Gården blev dog bevaret i slægten, da den ældste af søstrene blev gift med en solid landmandssøn, og så kunne min morfar dø med fred i sindet.
LÆS OGSÅ: Homo-ritual: Præster må finde ny bibeltekst
Det er så den historie, som nu ikke længere har levende vidner til at fortælle den, og hvad gør man så i en familie eller i en slægt. Ja, der sker det, at fortællingen ritualiseres, forstået på den måde, at for at vi, der er tilbage, i forhold til os selv og vores børn kan fastholde os selv og dem i et større historisk perspektiv, skal historien fortælles og genfortælles.
Det bliver den så fra nu af, og der kommer med tiden et eget ritual ind over en sådan fortælling, forstået som faste former i fortællingen, som kun de, der hører til i den fortælling, er forpligtet på.
Det var det, der skete efter den første påskemorgen. De første vidner til den tomme grav og opstandelsen er kvinderne, og om dem står der i Matthæusevangeliet, at de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.
Ja, siden den morgen er det blevet fortalt igen og igen, og fortællingen er med tiden blevet ritualiseret i den forstand, at den nu bærer med sig nogle faste former, som også går igen i dåben og nadveren. Kun sådan kan den større historie bevares.
DEA TRIER MØRCH skrev for en del år siden en lille roman Aftenstjernen. Den handler om nogle voksne børn, der mister deres mor, Bett, som dør efter længere tids kræftsygdom.
Det er besluttet, at der ikke skal ske noget kirkeligt eller rituelt i forbindelse med hendes død, og da Bett dør, bliver der taget en kort afsked i kapellet. Et par dage senere er de voksne børn og svigerbørn samlet, men det er, som om der er noget, der ikke er afsluttet rigtigt, og så er det, at den ældste søn, Niels Peter, rejser sig og holder en lille tale, og da han har sat sig igen, ja, så kan de ikke med tavsheden, og at der ikke sker noget.
Har du ikke nogle højskolesangbøger, Niels Peter?, er der en af de andre, der så spørger, og jo, det har han, og lidt efter sidder de og synger Danmark nu blunder den lyse nat.
Da de har sunget sangen, siger Elin: Skal vi ikke gå over til Brorson?. Jo, svarer en anden. Her vil ties. Det er nummer 174. Ditlevs blik vandrede gennem de tykke brilleglas fra Mette til Simon og Niels Peter. De nikkede til hinanden. De vidste, hvad de var i færd med.
Ja, de vidste, at de var i færd med at ritualisere en stund, som de ikke selv kunne udfylde meningsfyldt. Der skulle noget mere til. Ja, der skulle en tale til, sang og salmer, og de slutter med At sige verden ret farvel vel nok den stærkeste begravelsessalme, vi har i salmebogen.
DE VIDSTE, hvad de var i færd med. Skønt ingen af dem på noget tidspunkt vedkender sig troen på påskens grundfortælling, så bygger de den alligevel ind i stunden. Alt sammen forløser det, på samme måde som ritualet forløser.
Ritualet holder os på plads, men det forløser også den sorg, der er, når vi står ved livets afslutning, og det er det samme, der hænder ved livets begyndelse. At dåben, og at det, der med ritualets ord bliver sagt i dåben, holder os fast på den forpligtelse, vi har over for et nyt menneskeliv.
Men fortællingen og ritualet forløser også den dybe glæde og forventning, vi bærer og nærer til dette liv. Derfor er fortællingen vigtig, derfor er ritualerne vigtige, og derfor er det af afgørende betydning, at vi hele tiden holder fortællingen sammen med det ritual, der bygges oven på grundfortællingen.
Af den grund bliver det særdeles vanskeligt at sammenskrive et fælles, kønsneutralt ritual, der fremover skal kunne bruges ved vielser i kirkerne et ritual, der skal være gældende både for mand og kvinde, for mand og mand, og for kvinde og kvinde, når nu vores ligestillings- og kirkeminister får held med at gennemføre en ny lov om vielser.
DER ER ET RITUAL, der udspringer af den store fortælling, som har sit udspring i skabelsesberetningen, som er indfældet i skabelsesordenen, og som derfor gør det særdeles vanskeligt at sammenstille disse forhold. Derfor skal ministerens uigennemtænkte krav til kirken ikke stå uimodsagt. For det krav er at kaste vrag på fortællingen og på ritualets dybde.
Hermed ikke sagt, at der ikke kan skrives et ritual for en vielse mand og mand imellem og kvinde og kvinde imellem. Det kan der, og hvis man vil have en grundfortælling med, kunne man overveje i ritualet for eksempelvis vielsen mellem to mænd at indskrive fortællingen om David og Jonatan fra 1. Samuelsbog som grundfortællingen. Om ikke andet så for at imødegå bibelfundamentalisternes evige omtale af vederstyggeligheden ved et homoseksuelt forhold, som de finder belæg for i Det Gamle Testamente. Blot skal man huske på, at det ikke er forplantningen og familien, der er det grundlæggende i den fortælling, som det er det i den fortælling fra Første Mosebog, der er grundfortællingen i vielsesritualet for mand og kvinde, men en forpligtende kærlighed af anden art.
Det er i høj grad en væsentlig grundfortælling, som der også kan findes eksempler på i Det Nye Testamente. Men det er en anden fortælling end den, der ligger til grund for ægteskabet mellem mand og kvinde, og det skal der tages højde for for netop ikke at adskille ritualet fra den grundfortælling, den er bygget på.
VI HAR ALLEREDE mulighed for en kirkelig velsignelse af registreret partnerskab, som også bliver praktiseret, men når der skal bygges et ritual ind i en sådan velsignelse, kan det ikke blive med den samme fortællings begrundelse, som vi kender for den kirkelige velsignelse af et borgerlig indgået ægteskab.
Det er det ene, det andet er, at der teologisk og kirkehistorisk er en afgørende forskel på en velsignelse af et forhold og på indstiftelse af et ægteskab, men når ligestillings- og kirkeministeren ikke vil erkende den forskel og tilmed ureflekteret forventer et fælles, kønsneutralt ritual, så bryder han i sin uvidenhed med den lovmæssighed, der indgår i ritualet. Det brud sker, hvor man sætter ligestilling over alt andet og gør ligestilling til religion.
I det hele taget er det afgørende for folkekirken, at den ikke ligger under for den totalitære tænkning, som politikere i hele debatten om ligestilling og kønskvotering afslører, en tænkning, som har sneget sig ind overalt, og som efterhånden fylder ulidelig meget.
Det er, som om der ikke må og kan tales imod ligestilling og kønskvotering, for man kan ikke tale imod tidens trend. Fra mange sider hævdes det, at hvis kirken skal være en del af den moderne danskers liv, så skal den følge med tiden, og tiden er til nytænkning, især hvad ligestilling angår.
Naturligvis skal kirken følge med tiden, men den skal også være en røst ind i tiden, der en gang imellem skal turde tale tidens trend imod.
Kirken bliver pinlig følgagtig og utroværdig, hvis den ikke selv hele tiden i forsøget på at komme det folk i tale, som den er til for, reflekterer over sin egen historie og den bagvedliggende grundfortælling.