Katolsk seksualmoral er livsbekræftende

KRONIK: Den menneskelige seksualitet er menneskelig og ikke dyrisk, og menneskets opgave består i at forvalte sin seksualitet i lydighed mod Guds skaberorden

Jeg har naturligvis valgt denne provokerende overskrift som kontrast til Kaare Rübner Jørgensens kronik i Kristeligt Dagblad den 19. marts med overskriften "Katolsk seksualmoral er en blindgyde".

I stedet for at kommentere de enkelte udsagn i denne kronik og gå ind i en polemik med forfatteren, vil jeg forsøge i store træk at fremstille den katolske kirkes syn på seksualitet. Den omtalte kronik og stort set alle diskussioner om dette emne afslører uvidenhed om, hvad den katolske kirke står for. Dette er også for nylig kommet til udtryk i den ofte hadefulde og uretfærdige anklage mod kirken for at være hovedansvarlig for aids-epidemiens udbredelse på grund af modstanden mod brug af kondomer.

Den katolske kirke har ikke nogen anden opgave end at formidle Guds åbenbaring uafkortet til menneskeheden. Kirkens lære hviler alene på det, vi kunne kalde Guds skabelsesorden og frelsesorden i Jesus Kristus. Kirken har derfor ikke sin egen dagsorden i etiske spørgsmål.

Hvad er så skabelsesordenen i spørgsmålet om seksualmoral? 1. Gud skabte mennesket i sit billede som mand og kvinde (1. Mos. 1,27). 2. Gud velsignede dette par: "Bliv frugtbare og talrige" (1,28). 3. Gud satte mand og kvinde som par til at være den fysiske skabnings herre (. 1.28). 4. Mand og kvinde skal blive "ét kød" (. 2,24), det vil sige, de skal blive en levende åndelig, sjælelig og fysisk organisme. En livgivende celle af åndelig og fysisk art. Af sådanne celler skal det menneskelige samfund opbygges.

Den menneskelige seksualitet har det til fælles med dyrene, at den skal tjene til livets forplantning. Men til forskel for dyrene skal mennesket selv administrere sin seksualitet af den grund, at det foruden at have en krop også er et åndeligt væsen, det vil sige udstyret med fornuft og fri vilje.

Derfor er mennesket den mest originale skabning, Gud har skabt. Mennesket er nemlig i stand til aktivt at samarbejde med Gud som skaber af nyt menneskeliv. Englene er direkte skabte af Gud, har ingen forældre eller børn. Dyrene forplanter sig i kraft af deres iboende instinkter. Mennesket alene kan sammen med Gud frembringe nyt menneskeliv. Denne forståelse er afgørende for vores forståelse af os selv, vores værdighed og vores seksualitet.

Den menneskelige seksualitet er netop menneskelig og ikke dyrisk. Menneskets opgave består i at forvalte sin seksualitet i lydighed mod Guds skaberorden. Menneskets opgave består ikke i at opfinde en eller anden seksualetik, men i at opdage den af Gud i menneskets seksualitet nedlagte orden og virkeliggøre den. Det er den etiske udfordring.

Vi forstår det godt i vor tid, når talen er om menneskets ansvar for naturen, der omgiver os. Jeg tænker eksempelvis på menneskets ansvar for klimaændringer. Mennesket kan ikke ved en demokratisk afgørelse bestemme, hvordan naturens kræfter skal fungere. Vi må opdage naturens love og indordne os bedst muligt under dem. I disse sammenhænge taler man igen om etik eller moral, altså om menneskets ansvar for verden, om end det kun er et relativt ansvar.

Det kan derfor undre, at vi i vor tid ikke har en egentlig seksualetik og en opfattelse af, at mennesket også har et ansvar for sin og andres seksualitet. Det eneste etiske princip, jeg kan få øje på er: Din seksuelle aktivitet må ikke skade andre. Men hvad vil det sige i sidste ende? En sådan afkortning af moderne seksualmoral skyldes indførelse af det overordnede syn på seksualitet, at der skal herske seksuel frihed, at mennesket har ret til suverænt at bestemme over sin egen krop og sin seksualitet, herunder at et ufødt barn ikke har sin egen ret.

Heroverfor lærer den katolske kirke, at den menneskelige seksualitet er klart defineret af Gud selv, og at menneskets opgave er at lære den at kende og leve den på Guds præmisser. Jeg vil her citere pave Paul VIs kontroversielle rundskrivelse Humanæ Vitæ (1968) om Livets videregivelse: "Den lære, som kirken ofte har gjort rede for, bygger på den uløselige sammenhæng, der findes mellem den ægteskabelige akts to betydninger: forening i kærlighed og forplantning. Denne sammenhæng har Gud villet, og den kan ikke egenmægtig brydes af mennesket".

Sagt med lidt andre ord: Ethvert samleje skal efter Guds orden være et autentisk udtryk for ægtefællernes helt særlige form for kærlighed og deres vilje til at indgå i Guds skabelse af nyt liv. Enhver form for kunstig prævention forandrer samlejets karakter af potentiel skaberakt. Prævention er menneskets forandring af seksualitetens væsen, en manglende respekt for dens gudgivne mening.

Det spørgsmål, som netop i vore dage med rette stilles i denne forbindelse, er, om et ægtepar slet ikke har lov til at regulere hyppigheden og antallet af børnefødsler. Det er den katolske kirkes udtrykkelige lære, at de ikke blot har det, men også at de har en pligt til at gøre det. Men hvordan? Det enkle svar er, at Gud selv har indbygget i kvindens seksualitet en reguleringsfaktor, hendes cyklus af frugtbare og ufrugtbare perioder.

Netop i vor tid har videnskabsmænd med stort held forsket i denne cyklus og fundet sikre symptomer, der gør det muligt for kvinden med stor sikkerhed at fastslå, hvor hun befinder sig i sin cyklus. Den såkaldte ovulationsmetode, udviklet af forskerparret Billing i internationalt samarbejde har vist sig i praksis at være en revolution.

Det hævdes ofte i danske sammenhænge, at denne metode ikke er særlig sikker. Erfaringen viser igen, at man i Danmark er meget uvidende om denne form for naturlig familieplanlægning og identificerer den med rytmemetoden eller temperaturmetoden. De sidste undersøgelser, jeg har kendskab til, viser, at Billingsmetoden er 99 procent sikker, hvis den anvendes rigtigt. Den kan således måle sig med de kunstige former for prævention, hvad sikkerhed angår. Og så er den uden risiko for kvinden.

Men hvilke er den naturlige familie-planlægnings moralske egenskaber? 1. Parret respekterer den menneskelige seksualitets væsen og funktionalitet som på en gang henordnet til forplantning og til udtryk for kærlighed. 2. Manden må helt konkret indrette sig efter sin hustrus seksualitet. Hun har nøglen til metoden. Det indebærer en bevidst respekt for hende som kvinde. Her har manden ikke det sidste ord. I det mest intime forhold respekteres kvinden for det, hun er, hvilket har en enorm og dokumenteret betydning for respekten for kvinden som sådan. 3. Manden (og kvinden) lærer betydningen af periodevis afholdenhed, hvilket gør det muligt at uddybe deres gensidige kærlighed. 4. Ægtefællerne er sig hele tiden bevidst, at de tilsammen har et potentiale til at tjene livets videregivelse. De har et fælles ansvar for livet. 5. Sex beskyttes mod misbrug, altså mod den misforståelse, at sex ikke hører hjemme i ægteskabet, eller at sex skal dominere forholdet mellem ægtefællerne. 6. Metoden er ydmyg, fordi ægtefællerne forholder sig til Guds skaberorden. 7. Den er det bedste udtryk for, at ægtefællerne i fællesskab tager ansvar for deres seksualitet og deres ægteskabelige kærlighed. 8. Ethvert barn er som udgangspunkt velkommen og accepteret.

Den kunstige prævention forsynder sig mod de fleste af de her nævnte punkter. Den mest katastrofale konsekvens af den universelle fremkomst af kunstig prævention er imidlertid en global seksuel revolution, der truer de unges forståelse af seksualiteten og dermed deres evne til at indgå i et ansvarligt ægteskab. Den løsriver sex fra ægteskabet, gør det til et mål i sig selv og legitimerer "fri sex", der er en trussel mod troskaben i ægteskabet. Den skaber en utålelig sexet atmosfære i det offentlige rum, der er en væsentlig årsag til spredning af kønssygdomme og af hiv. Den baner vej for "dødens kultur" i form af abort og i sidste ende også aktiv dødshjælp (livets begyndelse og afslutning hænger sammen), der åbner for alle mulige perverse former for sex, herunder pædofili og incest.

Den dybeste årsag til alt dette er vores krav om at indrette tilværelsen på vore egne præmisser og ikke på Guds. Den katolske kirke er sig bevidst, at den er forpligtet til uafkortet og kompromisløst for livets egen skyld og for menneskehedens sande vel at forkynde Gud som livets ophav og herre og hans skaberorden, der forpligter mennesket. Det er en profetisk opgave.

Lars Messerschmidt er generalvikar i den katolske kirke i Danmark