Prøv avisen

Katolsk sociallære - historie og metode

Pave Benedikt XVI's nye rundskrivelse viser det særlige menneskesyn, som danner forudsætning for den katolske sociallære, nemlig at alt, hvad der har at gøre med den menneskelige persons værdighed og dens umistelige rettigheder, falder ind under moralen

PAVE BENEDIKT XVI har udsendt sin længe ventede socialencyklika "Caritas in veritate" (Kærlighed i sandhed) og fortsatte dermed en lang tradition for autoritativ stillingtagen til samfundsmæssige problemer i form af pavelige rundskrivelser.

En decideret sociallære forstået som det højeste kirkelige læreembedes holdning til den samfundsmæssige udvikling er imidlertid af relativt ny dato. Begyndelsen blev gjort, da pave Leo XIII (1878-1903) foranlediget af det 19. århundredes industrialisering i 1891 udsendte den første universalkirkelige stillingtagen til arbejderspørgsmålet, "Rerum novarum" (Usædvanlige forhold), og krævede sikring af gunstigere arbejdsbetingelser og bedre bolig- og lønforhold for arbejderne og dermed formulerede grundsætninger, som den katolske sociallære igen og igen er vendt tilbage til.

1931 havde følgerne af Første Verdenskrig og den første globale, økonomiske krise forandret verden så meget, at den daværende pave, Pius XI (1922-1939), fandt anledning til at udsende en ny socialencyklika, "Quadragesimo anno" (40 år efter), hvori han forlangte en bedre integration af arbejderne i hele det økonomiske system og overvindelse af klassekampen ved opbygning af et samfund baseret på retfærdighed, kærlighed og solidaritet.

Igen 30 år senere argumenterede koncilspaven Johannes XXIII (1958-1963) i encyklikaen "Mater et magistra" (Kirken som moder og læremester) for første gang for social retfærdighed og økonomisk udligning mellem i- og u-lande. I 1963 satte han under indtryk af oprustning og atomkrigstrussel i "Pacem in terris" (Fred på Jord) den globale politik på dagsordenen og plæderede for udviklingen af et fælles liv i sandhed, retfærdighed, kærlighed og frihed.

I "Kirken i den moderne verden" fortsatte Andet Vatikankoncil (1962-1965) denne linje, og pave Paul VI (1963-1978) propagerede i 1967 i rundskrivelsen "Populorum progressio" (Folkeslagenes fremskridt) u-landenes udvikling, som for ham var en anden form for fred. Også den polskfødte pave Johannes Paul II (1978-2005) ytrede sig ved flere lejligheder om socialetiske spørgsmål, i første omgang i rundskrivelsen "Laborem exercens" (Menneskets arbejde), hvori han på baggrund af en kapitalismekritik gav arbejdet en ny og mere omfattende betydning end blot at være udtryk for materiel erhvervsvirksomhed ved at understrege dets subjektive, spirituelle dimension. I tillæg hertil udsendte den samme pave i 100-året for pave Leo XIII's skelsættende begyndelse en omfattende encyklika, "Centesimus annus" (Hundrede år), hvori han analyserede betydningen af den marxistiske totalitarismes sammenbrud i 1989 for hele verden, som han krævede indrettet efter principperne om solidaritet og almenvel.

Nu har så også den nuværende pave stillet sig i rækken og foranlediget af globaliseringen givet sit bidrag til den katolske sociallære. Den rejser som alle sine forgængere det væsentlige spørgsmål, på hvilket grundlag og med hvilken legitimation kirken overhovedet blander sig i alle disse sekulære spørgsmål, som umiddelbart ikke ser ud til at have meget med kirke og kristendom at gøre.

FOR AT TAGE det sidste først: Ret, ja, pligt til at give anvisninger på verdslige områder har kirken ifølge pave Pius XI i det omfang, hvori disse områder berører og kræver etiske afgørelser. Kirken har ingen ret til og ingen saglige forudsætninger for at udtale sig om tekniske aspekter (for eksempel vedrørende økonomi, biologi og medicin), men så snart disse fænomener får etiske implikationer og altså kræver morallovens applikation, bliver den kirkelige autoritets kompetence tydelig. Hvad der i visse protestantiske kredse med et tysk, næsten uoversætteligt udtryk er blevet kaldt sekulære områders Eigengesetzlichkeit (det vil sige med deres egen iboende lovmæssighed og derfor ikke omfattet af kristen moral), bliver altså her tilbagevist, for alt, hvad der har at gøre med den menneskelige persons værdighed og dens umistelige rettigheder, falder ind under moralen. Dette særlige menneskesyn danner forudsætning for den katolske sociallære.

Dernæst til grundlaget for den kirkelige intervention: Den katolske sociallære hviler på en række teologiske og filosofiske principper. I første række gælder det, at mennesket ses som en person, der er skabt af Gud til frihed og ansvar og dermed også til at indgå i sociale sammenhænge. Menneskets personalitet danner dermed grundlaget for dets socialitet, dets anlæg for at leve i fællesskab med og relation til og i anvisthed på andre. Denne sin særlige personale værdighed og unikke værdi har det som skabt i Guds billede, og derfor har det sit eget iboende formål og må aldrig misbruges som formål for noget andet (ideologier, tidsånden og så videre). Mennesket og alt, der tjener til dets vel, placeres indiskutabelt i centrum. Denne med menneskets personalitet givne specielle værdighed ophøjer den katolske sociallære til ufravigelig målestok for udformningen af økonomi og samfund.

Ved siden af det særlige menneskesyn spiller princippet om almenvellet en afgørende rolle. Almenvellet defineres som "summen af de vilkår i samfundslivet, der gør det lettere for mennesket at virkeliggøre sig selv både individuelt og kollektivt" (Andet Vatikankoncil, "Kirken i den moderne verden", par. 26). Almenvellet er tilgodeset, når hvert enkelt menneske i et samfund har mulighed for at leve et optimalt liv og således har tilgang til alt, hvad det har brug for til livets opretholdelse og til realisering af livet (arbejde, civilstand og så videre). Det betyder imidlertid ikke, at individet tilsidesættes til fordel for kollektivet, men at almenvel og individuelle interesser må afpasses efter hinanden. Da dette imidlertid kan volde vanskeligheder, bliver det statens opgave ved hensigtsmæssige økonomiske og sociale forholdsregler at sikre optimale betingelser for alle samfundsborgere.

Almenvellet har sin forudsætning i solidaritetsprincippet, der understreger ansvaret for helheden og følelsen af samhørighed (jf. næstekærligheden, Kristi efterfølgelse, Bjergprædikenen). Uden solidariteten, der ikke blot er den enkeltes, men også statens opgave, falder samfundet fra hinanden i modstridende interessegrupper og uden sans for de svage, som fællesskabsfølelsen netop beskytter.

ET AF DE KENDTESTE karakteristika for katolsk sociallære er subsidiaritetsprincippet, der hører dybt sammen med idéerne om almenvellet og solidariteten. Dette princip vil værne den enkelte imod krænkelse fra overordnede institutioner, herunder staten, og foreskriver, at problemer, der kan løses af en lavere instans, ikke skal forelægges for og afgøres af en højere. Dette princip har et åbenbart positivt og kritisk potentiale i tilfælde af konflikter med totalitære regimer og institutioner (inklusive såmænd også det kirkelige magtapparat). Det har af samme grund også vundet fodfæste i sekulære sammenhænge, for eksempel i EU, hvor det indskrevet i konstitutionen bidrager til at beskytte de enkelte medlemslande mod overgreb fra europæiske myndigheder.

Ved siden af de nævnte fire socialprincipper har et femte i løbet af den seneste generation vist sig at blive mere og mere nødvendigt: princippet om bæredygtighed og ansvaret for fremtiden. I en tid med voksende økologisk indsigt og erkendelse af ikke blot menneskets nuværende, men også fremtidige ansvar for skaberværket er dette princip i realiteten fremgået som resultat af en solidaritet, der også gælder fremtidige generationer.

For pave Benedikt XVI kræver globaliseringen og alles heraf tydeliggjorte afhængighed af alle (skærpet i den aktuelle finanskrise, men også evident på mange andre områder), at man særligt fokuserer på retfærdighed og almenvel (solidaritet). Typisk for ham er den hertil nødvendige caritas, en kærlighed i Kristi sandhed, hvormed alle former for den efter hans opfattelse overalt snigende relativisme kan imødegås.

"Sandheden skal søges, findes og udtrykkes i kærlighedens ?økonomi?, men kærligheden skal på sin side forstås, bekræftes og praktiseres i lyset af sandheden." ("Caritas in veritate", par. 2).

Peder Nørgaard-Højen er lektor i teologi ved Københavns Universitet

Encyklikaen "Caritas in veritate" er tilgængelig på http://www.vatican.va/ i den latinske original og i oversættelse til hovedsprogene

Læs om hovedindholdet af pavens rundskrivelse i baggrundsartikel i Kristeligt Dagblad den 23. juli. Læs artiklen og andre om encyklikaen på

kristeligt-dagblad.dk