Kender et land med 300 års imperiedrømme sin grænse?

Det kølige forhold mellem Danmark og Rusland er ikke en pludseligt opstået ”russofobi”, men udtryk for en dyb frygt, der bunder i, at danskerne har taget ved lære af Ruslands imperialistiske politik gennem 300 år, skriver dagens kronikør

I den seneste tid er retorikken fra den kolde krig blevet genoplivet. Danske politikere og embedsmænd tager afstand fra et Rusland, der står med armene over kors og er fuldstændig uforstående over for den kolde danske skulder. Forholdets foreløbige kuldeklimaks har været postulatet fra den russiske ambassadør, Mikhail Vanin, om, at danskerne lider af ”russofobi”.

Det kølige forhold mellem Danmark og Rusland skyldes dog ikke en psykotisk russofobi, der skulle gøre, at danskerne ser rødt, når de tænker på nationen i nabolaget mod øst. Der er snarere tale om en dyb frygt – en frygt, der bunder i, at danskerne har taget ved lære og læst tendenserne over tid.

Gennem de sidste 300 år har Rusland ført en imperialistisk politik med konstante forsøg på at udvide den russiske interessesfære. Størstedelen af danskerne frygter ufrivilligt at blive en del af denne interessesfære, der ligger langt fra den liberale, demokratiske samfundsorden, som er fundamentet for det danske samfund. Siden midten af det 19. århundrede har den russiske geopolitik været kendetegnet ved sin imperiedrøm, sin ekspansionslyst og sin uforudsigelighed. Imperiedrømmen om et stort Rusland med altomfattende indflydelse på sine nærmeste naboer. Ekspansionslysten mod havene. Uforudsigeligheden, når målet om at blive en stormagt helliger det politiske middel.

Imperiedrømmen tog for alvor fart i forbindelse med Krimkrigen (1853-1856) – en unødvendig krig, der på grund af følgesygdomme kostede mere end 750.000 mennesker livet. Krigen blev udløst af en mangeårig kappestrid mellem Frankrig og Rusland om beskyttelse af hellige steder i Palæstina. Hvad der på overfladen lignede en kamp mellem den romersk-katolske og den russisk-ortodokse kirke, var nærmere en nationalistisk kamp om prestige.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det zaristiske Rusland havde i årene forinden blandet sig i både Den Ungarske Opstand (1849) og i striden om Slesvig-Holsten (1849-1851) for at hindre den nye demokratiske samfundsorden i at sætte aflæggere i flere lande. Da Det Osmanniske Rige overdrog nøglerne til Fødselskirken i Jerusalem til romersk-katolske munke under fransk formynderskab, følte Rusland sig trådt på sine imperieambitioner. Rusland så sit snit til at angribe Det Osmanniske Rige og få kontrol over Sortehavet gennem en belejring af den europæiske del af Tyrkiet.

Stormagterne Frankrig og England frygtede et russisk domineret Balkan og gik derfor ind i krigen. Det var første gang, at de to stormagter stod side om side mod en fælles fjende – et sammenhold, der fik afgørende betydning for udfaldet af de to verdenskrige, der ventede i horisonten inden for de næste 100 år.

Ved fredsforhandlingerne blev Rusland tvunget ind på en mere forsonlig kurs over for Europa, men hverken imperiedrømmen eller ekspansionslysten mod havet var glemt. I stedet vendte Rusland sit blik mod sortehavs- kysten. Frem mod 1880’erne fik Rusland kontrol over områderne Kirgistan, Tadsjikistan, Turkmenistan og Usbekistan. En folketælling fra 1897 viste, at det russiske imperium i alt havde 125 millioner indbyggere. Blot 56 millioner heraf var etnisk russiske.

Et kejserskud i Sarajevo blev som bekendt gnisten, der antændte ilden til Første Verdenskrig. Efter et revolutionsforsøg i 1905 virkede zarstyret allerede udslukt, og mange i samtiden forudså, at styret ville krakelere i tilfælde af endnu en krig. Sprækkerne bristede med Oktoberrevolutionen i 1917, hvor bolsjevikkernes magtovertagelse samtidig blev begyndelsen på en opløsning af det russiske imperium.

Selvom flere områder erklærede sig selvstændige, var den russiske ambition om at nå havene intakt. Efter verdenskrigens afslutning startede derfor en kamp for at samle imperiet og igen strække sig ud mod havet. I løbet af få år var de fleste løsrevne områder igen en del af imperiet, nu forklædt i en brynje af et ideologisk diktatur. Polen, Finland og Baltikum undgik angreb fra Den Røde Hær.

Selvstændigheden for disse lande fik lov til at fortsætte frem til 1939, hvor to de to ekspansionistiske diktaturer Sovjetunionen og Nazityskland delte Centraleuropa mellem sig ved Molotov-Ribbentrop-pagten. Den russiske ambition om at nå Østersøen var lykkedes, men antændte endnu en gnist i det sprængfarlige verdenssamfund. Den russiske besættelse af de baltiske lande holdt frem til 1941, hvor de tre lande blev tabt til Hitler.

Ved topmøderne i Teheran og Jalta i 1944 og 1945 blev de russiske ambitioner tydelige for de andre kommende sejrsherrer. De indvilgede i at dele Europa i interessesfærer, men definitionen af en interessesfære skulle vise sig at variere på tværs af breddegrader. I sommeren 1946 havde de amerikanske tropper i høj grad trukket sig ud af Europa, mens Den Røde Hærs tilstedeværelse i Øst- og Centraleuropa var mere eller mindre fastholdt. Rusland havde nået havene og udbredt sit imperium gennem sin nyvundne interessesfære. Jerntæppet var gået for i Europa.

Opløsningen af Sovjetunionen med et smuldret imperium var blot en parentes i den russiske geostrategi. Derfor var hævntørsten ved opløsningen stor, og der blev brugt militære kræfter på at sikre, at der ikke var flere lande, der skulle forlade Rusland. I 2008 lancerede den russiske præsident, Dmitrij Medvedev, at Rusland ville beskytte de russiske mindretal i de tidligere sovjetrepublikker. Samme år førte Rusland krig mod Georgien. Så kom annekteringen af Krim og krigen mod Ukraine. Med erfaringen hentet gennem tiderne er det ikke det sidste, vi har set til den russiske ekspansion. For imperiedrømmen og ekspansionslysten lever endnu.

Ekspansionslysten kan også ramme Danmark, da Danmark efter Baltikum er Ruslands nærmeste nabo ved Østersøen og har et engagement i de arktiske egne. Strategisk ville det være kronen på en russisk imperiedrøm at have Danmark som en del af sin interessesfære. Sandsynligheden for en væbnet konflikt er forholdsvis lille. I stedet kan andre midler tages i brug, eksempelvis cyberangreb, forskellige former for propaganda og fake news, der langsomt kan destabilisere et lille land indefra og få det til at søge ly i en interessesfære, fordi alt andet virker ustabilt og usikkert.

Hverken danske politikere eller danskerne i al almindelighed lider af russofobi. Tværtimod er de fleste danskere imponerede over den russiske kunst og kultur, og erhvervslivet handler til gensidig glæde gerne med russiske virksomheder. Der er snarere tale om en frygt for den russiske uforudsigelighed – at have en stor nabo i baghaven, der har imperiedrømme samt et anderledes syn på retssamfund og demokrati end det danske. Danskerne har taget ved lære. Det er alt.

Modsat tilfældet under den kolde krig er der ikke længere en stormagt med et ideologisk paradigme, der holder hånden over Danmark og resten af Europa. Under Donald Trump er Rusland rykket tættere på USA, og Europa risikerer at blive klemt i midten. Derfor må der én gang for alle findes en løsning mellem Rusland og Europa, herunder også Danmark.

Det er klart for alle, at Rusland og Europa begge vil have størst fordel af at have et forhold, der bygger på gensidig tillid til gavn for stabiliteten og væksten i vores samfund. Begge parter bør anerkende og respektere, at der i Rusland og Europa er vidt forskellige syn på styreform, retsvæsen og selvbestemmelse – og begge parter skal vide, hvor grænsen går. Spørgsmålet er blot, om en nation med 300 år gamle imperiedrømme kender sin grænse.