John Maynard Keynes er navnet, der oftest dukker op, når der er en større krise i økonomien. Senest under den globale finanskrise 2007-2009, den værste krise siden den store depression i 1930’erne.
Og nu hvor coronapandemien tvinger arbejdsstyrken ud i ledighed både på grund af sygdommen og afskedigelser, ja, så er det igen Keynes’ teori om, hvordan man bekæmper arbejdsløshed, der holdes op som den magiske kur. Senest i hans eget Storbritannien for under en måned siden: Da finansminister Rishi Sunak i marts med kort mellemrum offentliggjorde to stimuluspakker på over 4000 milliarder kroner, skrev The Observer: ”Endnu en gang har vi overskredet Rubicon. Keynesianismen er genindsat på sin retmæssige plads i det britiske offentlige liv.” Og The Times kaldte det ”et budget (...) som Keynes ville have bifaldet”.
Et par lovligt friske udsagn! For i en pamflet fra 1940, mens han var rådgiver for Storbritanniens regering under Anden Verdenskrig, stillede Keynes også spørgsmålet: ”Hvordan skal vi betale for krigen?”. Et spørgsmål, der som regel negligeres, når politikere og populister – som det efterhånden er svært at kende forskel på – skal demonstrere handlekraft og fremlægger ”hjælpepakker”, som briterne netop har gjort.
Idéen i Keynes’ medicin er kickstart, ligesom når man sparker en motorcykel i gang. Når der er krise og arbejdsløshed, skal produktionen op. Og det skal staten sørge for ved at øge efterspørgslen. Enten ved at sænke skatterne, så forbruget øges, og produktionen og dermed beskæftigelsen stiger, eller ved at sætte offentlige investeringer i gang og derved selv direkte øge beskæftigelsen.
Altså økonomisk politik via de offentlige finanser (finanspolitik). Pengepolitik anvendes sammen med eller som alternativ til finanspolitik. Som regel som alternativ. Her anses renten (fastsat af Nationalbanken i forståelse med regeringen) som det effektive middel til at regulere investeringerne og dermed produktion og beskæftigelse, men pengepolitikken virker ikke rigtig længere, fordi renten allerede er presset helt i bund.
Keynes er altså blevet hot igen, og finanspolitikken bruges nu i den løbende debat som led i en letsindig overbudspolitik om hjælpepakkers størrelse og indhold. Men hvem er egentlig denne John Maynard Keynes (1883-1946)? Det korte svar er, at Keynes var det 20. århundredes største økonom. Og lad det være sagt med det samme her i jantelovens fædreland: Keynes var født privilegeret, både materielt og intellektuelt. Hans far var universitetslærer i Cambridge. Moderen var byens borgmester og præsident for National Council of Women.
Han blev som 14-årig sendt til Eton, hvor han viste et særligt talent for matematik, men hans tutor kunne fra starten se, at han havde fået en elev med en ganske usædvanlig spændvidde i talenter og interesser og opmuntrede ham til at sprede sig. Et råd, som stemte perfekt med Keynes’ egen tilbøjelighed og nysgerrighed. I 1902 kom han ind på King’s College i Cambridge og besluttede trods kraftige opfordringer ikke at tage afgangseksamen i økonomi, men valgte i stedet Civil Service Examination, som var adgangsbillet til statens tjeneste og omfattede fag som psykologi, græsk filosofi, etik, historie og retsfilosofi. En noget anderledes fagkombination, end der kræves ved ansættelse i den danske centraladministration. Hans eksamensopgave hed dog ”Drama, Melodrama, and Opera”, som noget nemmere end etik og græsk filosofi forbindes med ens oplevelser af magtudøvelsen i Danmark.
Keynes blev nummer to ved afsluttende eksamen – men kun nummer syv i økonomi – og begyndte derefter som juniorassistent i India Office, en antikveret papirmaskine, som han forlod efter et par år for at undervise i økonomi i Cambridge. Og tempoet i hans tilværelse accelererede i årene op til Første Verdenskrig, hvor han var aktiv som lærer, debattør, redaktør og forfatter. ”Public Man”, som englænderne siger.
Men straks ved verdenskrigens udbrud i 1914 tog hans liv en afgørende drejning. Han blev kaldt til finansministeriet for at rådgive om løsningen af en alvorlig krise, som truede Londons og dermed Storbritanniens stilling som verdens finanscentrum.
Hans råd bidrog afgørende til at afværge krisen, og han kom til at spille en central rolle i ministeriet under hele krigen. Hans indsats dér og navnlig hans sønderlemmende kritik af krigens sejrherrer grundlagde hans ry som det 20. århundredes største økonom.
Kritikken blev fremsat i bogen ”The Economic Consequences of the Peace”, som forudsagde, at forsøg på at få Tyskland til at betale ville ødelægge de økonomiske mekanismer, som Europas velstand havde været baseret på, og på længere sigt føre til en tysk revanchekrig. Det blev en international bestseller.
Depressionen i 1930’erne kom oven i sammenbruddet i USA’s økonomi i 1929, som allerede hos amerikanerne havde medført en anerkendelse af, at det kunne være nødvendigt i svære tider at acceptere underskud på statsbudgettet (BNP i USA var halveret fra 1929 til 1933), blandt andet til at finansiere offentlige investeringer. Keynes’ hovedbudskab var, at når økonomiens selvregulerende kræfter bryder sammen, og der opstår massearbejdsløshed, er det statens forpligtelse at gribe aktivt ind ved at øge efterspørgslen. Ellers bryder det kapitalistiske system sammen. Ifølge Keynes vil systemets fald være en større katastrofe end dets succes.
Keynes’ betydning (”den keynesianske revolution”) bestod i, at han skabte bred accept af statens forpligtelse til at stabilisere samfundsøkonomien. Hans teori er fokuseret på at bruge de offentlige budgetter aktivt til at bekæmpe arbejdsløshed ved at fremme forbrug og investeringer.
Under coronakrisen kan problemet blive, at produktionen på grund af sygdommen og hjemsendelser og afskedigelser falder så stærkt, at der opstår knaphed på forbrugsvarer, i hvert fald hvis krisen holder ved i nogle måneder, mens efterspørgslen i kraft af hjælpepakker og fortsat udbetaling af løn, også til folk, der må gå hjemme, ikke falder tilsvarende – hvorved der opstår risiko for inflation og underskud på statsbudgettet, som vil føre til skatteforhøjelser. Og til kontraproduktive diskussioner om alt andet end det centrale: at dække underskuddene på en socialt rimelig måde.
Diskussionen herhjemme er allerede i gang, og hvis det går, som det plejer, kommer vi uvægerligt til at høre om alle mulige problemer, som også bør løses – dagpengeforhøjelser, minimumsnormeringer, forbedringer for pensionister, grøn omstilling, genoptagelse af dansk vaccineproduktion og så videre.
En debat, hvor populister prøver at få det til at lyde, som om alle har grund til at føle sig snydt for et eller andet. En debat, som ingen trænger til i en tid med ekstraordinært stor usikkerhed og bekymring for fremtiden. Bjarne Corydon advarede for nylig i Deadline mod økonomisk populisme i dansk politik og mod regeringens svækkelse af finansministeriets rolle som værn mod at gøre statsbudgettet til en konkursbegæring.
Eller for nu at vende tilbage til Keynes’ gamle pamflet om, hvordan regningen skal betales: Keynes foreslog skatteforhøjelser for alle og særligt kraftigt for de højeste indkomster, men sådan, at de laveste indkomster senere skulle have pengene tilbage. Vi trænger faktisk til noget tilsvarende enkelt, en helt fokuseret løsning, som tager rimelige sociale hensyn og lader os slippe for skrig og skrål.