Kierkegaard er en åndelig hostesaft mod tidens åndløshed

Søren Kierkegaard er den tænker, der klarest har formuleret, hvordan man som moderne menneske kan leve som kristen. Det er især i den opbyggelige del af hans forfatterskab, at der er virkelig meget at hente. Det kan anbefales enhver at indtage Kierkegaard i små doser, som en slags åndelig hostesaft mod tidens åndløshed, mener dagens kronikør

"I forfatterskabet i hans eget navn henviser Søren Kierkegaard det enkelte menneske til evangeliet om Jesus Kristus i håb om, at hans skrift må nå den enkelte og være en del af anledningen til, at han kommer til tro på Jesus Kristus," skriver Werner Elof Sørensen i dagens kronik. Foto: Mary Evans Picture Library

I 1813, statsbankerottens år, da så mangen anden gal pengeseddel blev sat i omløb, fødtes Søren Kierkegaard den 5. maj. Sådan omtrent omtaler Peter P. Rohde Søren Kierkegaards fødsel. Om det er en måde, Søren Kierkegaard selv omtaler sin fødsel på med ironisk distance, skal være usagt; men her 200 år senere har denne gale pengeseddels åndelige liv og forfatterskab stadig værdi.

42 år senere døde Søren Kierkegaard. I dette forholdsvis korte liv samlede han sig om et forfatterskab, der anskueliggjorde, hvordan et menneske lever et liv som kristen med sin næste i denne verden.

Personligt har jeg meget at sige dette forfatterskab tak for. Han er anledningen til, at ikke kun jeg, men mange andre i dette land har opdaget, at det vigtigste her i livet ikke er, hvem vi er, hvordan vi er, og hvordan vi klarer os. Nej, det vigtigste er, at hver enkelt af os opdager, at vi er elsket som det menneske, vi er fra undfangelsen, gennem livet og døden til opstandelsen fra de døde.

LÆS OGSÅ: Baglæns gennem livet

Det syn giver en dyb respekt for andre menneskers liv. Ligesom det giver en glæde ved at leve livet sammen med mennesker, uanset hvem de er. En glæde, der bunder i, at Gud elsker os og tilgiver os og sætter os til at elske og tilgive hinanden.

Jeg kender af indlysende grunde ikke Søren Kierkegaard personligt. Han havde været død i næsten 100 år, da jeg blev født. Alligevel er det, som om han kender mig personligt, når jeg læser hans værker. Ligesom jeg har en klar fornemmelse af, at der er et varmt menneskehjerte bag hans forfatterskab, også når han er mest kringlet.

Som jeg læser forfatterskabet, forsøger han at beskrive forskellige mennesker, der har forskellige forhold til Vor Herre. Nogle er afvisende, andre er henholdende, nogle hykler, andre lyver sig bedre eller dårligere, end de er. Men alle har vi brug for, at Gud elsker os i Jesus Kristus.

Netop fordi Gud er vor Skaber, vor Herre og Frelser, så er verden indrettet sådan, så ingen kan undvære Gud. Det er sandheden om os og verden, uanset om vi tror det eller ej. Denne sandhed kan ikke siges direkte til andre mennesker end dem, der tror på den i forvejen.

Tror vi ikke evangeliet om Jesus Kristus, så skubber vi på den ene eller anden måde sandheden om ham væk fra os. Så nægter vi på den ene eller anden måde at leve i Guds tilgivende kærlighed.

Det bliver sandheden om Vor Herre ikke mindre af, og det bliver heller ikke mindre rigtigt at gøre Guds vilje, men vi er bare lukket ude fra sandheden og retten, fordi vi ikke tror på Vor Herre Jesus Kristus som Guds søn og Vor Herre og Frelser.

Nogle af de krumspring, vi gør i anledning af denne udelukkelse, beskriver Søren Kierkegaard ret præcist i sit forfatterskab under fremmed navn. Hans såkaldte pseudonyme forfatterskab.

I forfatterskabet i hans eget navn henviser Søren Kierkegaard det enkelte menneske til evangeliet om Jesus Kristus i håb om, at hans skrift må nå den enkelte og være en del af anledningen til, at han kommer til tro på Jesus Kristus.

Det er især dette opbyggelige forfatterskab, der har optaget mig i de senere år. Her er virkeligt meget at hente. Det kan anbefales enhver at indtage i små doser, som en slags åndelig hostesaft mod åndløshed.

Især Christelige Taler og Kjerlighedens Gerninger vil jeg anbefale. Dem har jeg selv fået meget ud af. Et af de krumspring, vi gør for at slippe for at høre på evangeliet, er, at vi siger: jeg vil kun forholde mig til det, jeg kan sanse og forstå. Resten vil jeg ikke have med at gøre. Det får vi så alligevel, både når vi bliver forelskede, og når vi dør, men det kan vi jo prøve at lukke øjne og ører for.

Det, der så bliver tilbage, når vi har sanset og forstået, hvad vi formåede, er nogle sorte huller i vor tilværelse, som vi går udenom, fordi angsten og fortvivlelsen strømmer os i møde herfra.

Gud lader sig nemlig ikke spotte, han har jo skabt os som hele mennesker, så når vi kastrerer os selv og ikke vil leve som åndelige mennesker, så mærker vi, at vi går glip af noget.

Et andet krumspring, vi gør os for ikke at leve i Guds tilgivende kærlighed, er at skabe vor egen moral og etik. Vi kan så lave regler og paragraffer for livet, som vi så minutiøst forsøger at efterleve. Men vi kommer altid ud i situationer, vi ikke kan lovgive for, som vi ikke kan lave regler for, så igen vælder angsten og fortvivlelsen os i møde herfra.

Heller ikke vore egne værdier og moral er tilstrækkeligt til at leve et helt menneskeliv, det opdagede allerede de farisæere, der omvendte sig og troede evangeliet. Den mest kendte af dem er Paulus.

Et tredje krumspring, vi gør, er at stykke vor egen religion sammen af ting, vi kan bruge fra fremmede religioner og kristendommen. Vi mener så, at vi er klædt på til et religiøst liv. Måske kan klædningen oven i købet ligne en from kristens på en prik.

Men der er en forskel på denne falske nyreligiøse klædning og den ægte kristnes dåbsdragt. Det er, at lige så snart det nyreligiøse menneske kommer ud for noget, der er uventet for ham, så blotter hans klædning noget bart og udækket. Ligesom skoen passer ham lige så dårligt, som Askepots sko passede til de onde stedsøstre. De var nødt til at klippe en tå og kappe en hæl. Sådan noget giver angst og fortvivlelse.

Når vi modtager os selv af Vor Herres hånd, skaber han et nyt jeg i os, som kan tro på ham og leve i forhold til Vor Herre og vort gamle jeg nu, i fremtiden og evigheden.

I troen på Vor Herre er vi nu tilgivet vor manglende tro på ham og har håb om et liv og en opstandelse i hans tilgivende kærlighed.

Kun da passer tøjet, kun da gør vi, hvad vi skal i situationen, kun da behøver vi ikke at skamme os over, at der er noget i tilværelsen, vi hverken kan sanse eller forstå. For Vor Herre kommer til os fra evigheden og frelser os i nutiden, så vor fortid bliver tilgivet, og vor fremtid fuld af håb.

Selv røveren på korset bliver frelst, selv den største religiøse hykler, selv det mest forvirrede hoved, der ikke kan finde ud af noget som helst. For Jesus Kristus er alles frelser.

Det gælder blot om at have ører at høre med og øjne at se med. Har vi ikke det, er Søren Kierkegaards værker en god samling høreapparater og briller. Jeg har som sagt haft stor glæde af disse åndelige høreapparater og briller.

Werner Elof Sørensen er præst i Odense