Prøv avisen

Kierkegaard fortidens kandidat i nutiden

"Akademikere tager alt for sjældent højde for den intellektuelle kontekst, som lod Kierkegaard mene, som han gjorde," skriver dagens kronikør. Arkivfoto. Indvielse af midlertidig skulptur af Søren Kierkegaard på Vor Frue Plads i København søndag den 8. september 2013. På billedet ses Tea Bendix, kunstneren bag skulpturen af Kierkegaard. Foto: Kasper Palsnov/ Denmark

Kierkegaard er uden tvivl en stor teologisk tænker, men moderne tænkning og Kants "kritiske idealisme" springer han let og elegant hen over. Kierkegaard har næsten ingen fornemmelse for årsag og virkning. Det er for hans præmoderne forståelse, som om Gud står bag enhver begivenhed, hvorpå stort set alt kan hænde

JEG ER BLANDT DEM, der i maj i år var så heldig at fejre 200-året for Kierkegaards fødsel i København. Jeg har læst hans bøger i 40 år, og hans tænkning har været omdrejningspunkt for udarbejdelsen af min egen position i forhold til kristendommen.

Jeg har helt bestemt lært meget om etik og livet, og han er uden tvivl den vigtigste teolog, jeg har læst (måske sammen med Luther). Ikke desto mindre kan jeg ikke tilslutte mig hans sandhed om kristendommen.

Akademikere tager alt for sjældent højde for den intellektuelle kontekst, som lod Kierkegaard mene, som han gjorde. Naturligvis mente han, at man skulle holde fast i troen i mødet med fornuften og springe ud i troen.

Der er god grund til at tro, at han simpelthen førte Reformationen til dens logiske konsekvens. Fornuften bliver for Kierkegaard i endnu højere grad end for Reformationen et værk, som nødvendigvis må føre én væk fra Gud, og som troen bør nedbryde og modvirke.

LÆS OGSÅ: Kierkegaard til tiden

Alligevel må man sige, at for Kierke-gaard eksisterede troen i et felt befolket med antagelser, som de færreste af os gør os i dag. Faktisk var det oplysningstidens udfordring af disse antagelser i det sene 18. og tidlige 19. århundredes Europa, der fik Kierkegaard til at hævde det, han gjorde.

Kierkegaards ærinde var at genbekræfte, at den kristne tro gik ud på, at Gud var kommet til menneskene i Jesu Kristi person, som i sig selv var fuldt ud menneske og fuldt ud Gud. Det indebar en påstand om, at noget særligt var sket i historien: Kristus var unik og den eneste af sin slags.

Uddannede mennesker havde derimod siden Newtons tid forstået, at natur og historie udgør en sammenflettet årsagssammenhæng. Deraf påstanden om, at Cæsar gik over Rubicon, idet det er en kendt kategori at krydse floder, og for at gøre det måtte han få sin hest til at sætte den ene fod foran den anden i en årsagsforbindelse. Hvis jeg ser en grøn bille, ved jeg på samme måde, at dens forældre ligeledes var grønne biller.

Den kristne påstand er, at Jesus var fuldt ud menneske. Men også, at han var Guds legemliggørelse i en betydning, som ingen anden er det. I Philosophiske Smuler beskriver Kierkegaard det sokratiske system, hvori al sandhed allerede er blevet menneskene givet og blot behøver afdækning.

Vi kan udvide dette til også at handle om den empiriske verden. Så stiller han det afgørende spørgsmål: Hvad ville det betyde at undslippe dette? Det ville være at sige, at sandheden var blevet givet menneskeheden på et bestemt tidspunkt i historien. Et særligt historisk øjeblik.

Hvordan kunne dette være muligt? Til en start har Kierkegaard ikke formået at tage springet over i Kants kritiske idealisme baseret på troen på naturloven om årsag og virkning. Faktisk følger Kierkegaard i sporene efter den uortodokse 1700-talstænker Georg Hamann.

Filosoffen David Hume sagde engang ironisk, at den, der tror på et mirakel, er bevidst om et mirakel i sin egen person og underminerer alle sine forståelsesprincipper. Kierkegaard sagde ja, lige netop! Det er Gud, som sætter os i stand til tro.

Kierkegaard har næsten ingen fornemmelse for årsag og virkning og hævder, at der ikke findes nogen anledning generelt. Det er for ham (som for en person fra middelalderen), som om Gud står direkte bag enhver begivenhed, hvorpå stort set hvad som helst kan hænde.

I en sådan verden bliver forestillingen om Guds legemliggørelse langt mere tænkelig. Igen synes han at tro på figuralisme, altså at visse mønstre gentager sig selv op igennem historien. Således var Kristi komme forudformet i Det Gamle Testamente, fandt sted i legemliggørelsen og er på sin side en begivenhed i historien, men kommer af en fremtid, der bryder ind, og som denne begivenhed vil finde sin mening i.

DISKUSSIONEN MED HEGEL og de danske hegelianere handler ikke om, hvorvidt historien har et mål. Der, hvor Kierkegaard mente at de var galt på den, var i sammenstillingen af Geist med historien. For Kierkegaard derimod er Gud en helt anden og ophøjet. Men det evige mødes med det timelige i Øieblikket.

Igen bliver det langt mere muligt at forestille sig legemliggørelsen, hvis man tænker sådan. Kierkegaard mener vitterligt om mennesker, at vi i ethvert givet øjeblik er en syntese af det evige og det materielle og på denne måde lig Kristus.

En sådan tankegang passer præcist ind i Kierkegaards lutheranske kontekst. Vi er simul justus et peccator, på én gang retfærdige og syndere. Det betyder, at der er to virkeligheder til stede i øjeblikket.

Kierkegaard har simpelthen båret dette med ind i sin forståelse af det eviges forhold til det timelige i historien: Hvis tiden og evigheden berører hinanden, da må det være i øjeblikket. Han tror, at hvis denne form for tænkning afvises, vil genopstandelsen være tabt. Således passer legemliggørelsen ind i en bredere sammenhæng.

Endelig er man nødt til at begribe, at Kierkegaard lever i en verden, hvis dimensioner er begrænsede i forhold til, hvad vi i dag ved er tilfældet. Historien er langt kortere og universet meget mindre hos Kierkegaard.

Vore antagelser om disse ting danner rammerne om al vor tænkning. Som respons på 1840ernes tale om evolutionen antager Kierkegaard, at der må have været et oprindeligt menneskepar. I en sådan verden synes menneskeheden at være Guds øjesten, mens det for os mennesker af i dag ikke giver megen mening med en Gud udenfor, der griber ind.

Hvor bringer dette os hen? Det giver tydeligvis ikke mening for kristne at sige, at kristne har alle dage haft tro i mødet med fornuften, uden at tage højde for den intellektuelle kontekst, som denne tro var bundet til.

Sandt nok mente Kierkegaard, at man burde holde sig til kristendommens sandhed i mødet med fornuften. Han sammenlignede springet ud i troen med en saltomortale. Men som vi ser, havde han et helt andet verdenssyn, som gav rum for muligheden af mirakler, hvori det evige mødte det timelige i øjeblikket, og Gud var direkte indblandet i historiens gang.

Der er ikke noget af alt dette, der indebærer, at vi ikke bør værdsætte Kierkegaard. Han begreb som måske ingen anden, hvad kristendommen er nødt til at forkynde for at være tro mod sig selv.

Kristne har alle dage hævdet, at der var noget unikt ved personen Jesus fra Nazaret. (Havde det ikke været tilfældet, kunne man have brugt hvem som helst). Inden for moderniteten støder den forestilling sammen med vort greb om virkeligheden. Kierkegaard var klar over dette sammenstød, men sværgede selv til decideret præmoderne forståelser. Deri ligger det fascinerende ved hans værk.

Oversat af Sara Høyrup