Kierkegaard, kvinder og kærlighed

Man skal ikke tage filosoffen Søren Kierkegaards provokerende udsagn alt for bogstaveligt. Gør man det alligevel, opstår de mange misforståelser om hans syn på for eksempel jøders, præsters og kvinders eksistentielle forhold, mener dagens kronikør

Kierkegaard var så langt forud for sin tid, at han blev misforstået, når han forsøgte at få kvinden opnormeret til hendes egentlige position som ligeværdig med, men forskellig fra manden, mener dagens kronikør Birgit Bertung.
Kierkegaard var så langt forud for sin tid, at han blev misforstået, når han forsøgte at få kvinden opnormeret til hendes egentlige position som ligeværdig med, men forskellig fra manden, mener dagens kronikør Birgit Bertung. . Foto: Arkiv.

I en vis lighed med synet på jøderne er Søren Kierkegaards kvindesyn et misforstået emne i hans produktion; men han skrev for så vidt for at blive "misforstået", og det må siges at være lykkedes i overordentlig grad.

I sin indirekte form ville han nemlig give læseren selv en chance for at overveje sagen. Med denne fremgangsmåde har han også aktuel betydning.

At videregive direkte meddelelser om det eksistentielle, om meningen med livet og den rette måde at forholde sig på er umuligt, mener Kierkegaard, eller "i det mindste lige så besværligt som at afbilde en nisse med den hat, der gør ham usynlig".

Forfatteren vil uvægerligt komme til at stå i vejen for læserens egen tilegnelse af teksten. Den må således på en måde være "usynlig" for at virke. Derfor taler han også altid om sin "forfattervirksomhed" – ikke om sit forfatterskab.

Man skal naturligvis ikke tage de provokerende udsagn alt for bogstaveligt. Gør man det alligevel, opstår de mange misforståelser om hans syn på for eksempel jøders, præsters og kvinders eksistentielle forhold, men metoden bruges over for næsten alle menneskelige forhold, han endevender sarkastisk.

Han vil have læserne til så at sige medvirke ved at konfrontere dem med modsigelser, og jeg har i min bog "Kierkegaard, kvinder og kærlighed" valgt at tage udgangspunkt i to citater: 1) "Kvinden er mere angst end manden, og angstens størrelse er profetien om fuldkommenhedens vidunderlighed", og 2) "Den største afstand fra idealet udgår fra familielivet, fra løvinden eller for at sige det på en anden måde, fra grisesoen".

Modsigelsen skal få læseren op på mærkerne, og indholdet er derfor ikke, at alle kvinder altid er at ligne ved en griseso, men at nogle kvinder under visse omstændigheder er det, og det er disse forhold, vi må have klarlagt.

Det har rent historisk oftest været kvinderne, som har gjort en dyd af at være alt for andre, men det er eksistentielt set en farlig sag – indtil det destruerende.

I et rent mellemmenneskeligt forhold som for eksempel et ægteskabsforhold er det en misforståelse at være alt for en anden, fordi man så rent logisk intet kan være selv. Kun for Gud må ens selviskhed være intet.

Er man intet i forhold til andre mennesker, bliver man helt afhængig af dem og har dermed ingen selvstændig eksistens. Man kan i så fald ikke blive "den enkelte" betydningsfulde med et personligt eksistentielt ansvar, men må nøjes med at være en del af en "mængde": ægteskabet, og det er naturligvis ødelæggende, da mennesket netop er skabt til at blive "et selv", en selvstændig person.

Kærlighed indeholder "ligelighed" – ligeværdighed. To mennesker kan blive "ét kød", men ikke "én ånd". Derfor tager Kierkegaard udgangspunkt i den forhåndenværende romantiske og pietistiske tankeverden, men skaber forvirring ved at ændre ordene til eksistentielle begreber – han er hverken romantiker eller pietist, idet det siges, at pietismen "er min sjæl og mit væsen fremmed".

At han heller ikke er familieromantiker, kan ses af følgende stærkt ironiske citat, formidlet af et pseudonym: " – og når jeg da har ringet på, hun ved, at det er ved det klokkeslet, jeg plejer at komme (vi stakkels embedsmænd er også i den henseende generede, at vi ikke kunne overraske vore koner), hun kender den måde, på hvilken jeg plejer at ringe, når jeg nu indenfor kan høre en støjen og larmen af børnene og af hende, og hun selv stiller sig i spidsen for den lille skare, selv så barnlig, at hun synes at rivalisere med børnene i at juble – da føler jeg, at jeg har et hjem". Kun en meget selvoptaget mand kan vist overse ironien!

Metoden er således et varsel om, at alle angreb på Kierkegaard for at være romantisk, pietistisk, seksualangst eller fjendsk over for for eksempel kvinder, præster eller jøder sandsynligvis allerede er afvist af ham selv, hvis vi blot forstår at læse det – og dermed samtidig gøre os vores egen stilling til sagen klar. Hvilket præcis er formålet! Og han er også selv læser.

Når Kierkegaard skriver, at "kannibaler skulle indgå i Guds rige før præster og professorer", så kræver det virkelig en indsats at forstå, hvordan det giver mening. Ligeledes siges det, at vi "skal vogte os for dem, som går i lange klæder", hvilket betyder, at vi skal anstrenge os for at opdage, hvad der skjuler sig bag de lange klæder: det egentlige menneske.

Netop præsterne og kvinderne gik i lange klæder, og kvinderne har det ofte med at skjule sig bag ægtemanden – men når de ikke gør det, så er de til gengæld langt "vidunderligere" og "mere fuldkomne end manden", fordi de er bedre til at hengive sig religiøst. Vil de derimod ikke selv påtage sig det eksistentielle ansvar for, hvordan de lever – så er de "mindre fuldkomne".

Mennesket er nemlig en syntese, en sammensætning af modsætninger som for eksempel af legeme og sjæl, det timelige og det evige (åndelige), og idealet er at holde "ligevægten" imellem disse momenter.

Hvis nogen kvinde skulle fristes til at overprioritere den legemlige side af syntesen og dermed forsøge at reducere sig selv ved overvejende at leve som en fødemaskine (en griseso), således at de evige værdier underprioriteres, så kan hun ikke blive en egentlig person.

Det er simpelthen ikke meningen med et menneske, at det kun skal udfolde sig legemligt, det gælder kun dyrene. Omvendt kan et menneske naturligvis heller ikke kun være åndeligt, det har jo en krop.

I det første tilfælde har kvinden overset gudsforholdet, og så forsynder hun sig og bliver uegentlig, hvorfor Kierkegaard skriver med store bogstaver over for hende. I det andet tilfælde har hun overset, at det legemlige, det seksuelle, det sanselige også er en del af hende, hvorfor det ligger i skabelsens intention, at det skal udfoldes i det omfang, det forekommer integreret i det enkelte individ.

Der er således tale om en fatal logisk brøler, når kirkeinstitutionen på den tid ved vielsen forlanger af kvinden, at hun skal adlyde sin mand. Hun skal kun adlyde Gud; ellers ville det jo betyde, at en kvinde "blot var til nar i livet"; at hun ikke fik "lov til at betyde noget i sig selv, men kun ved sit forhold", sit ægteskabsforhold.

Pseudonymet assessor Vilhelms hustru – personificeringen af den tids hustruer – har således ikke engang et navn – mens han har både navn og titel. Det vil sige, at kvinden på Kierkegaards tid kun havde identitet som "datter af", "mor til" eller "gift med" – en eller anden mand.

At hun ikke "får lov til" betyder jo, at nogen hindrer hende i noget, der tilkommer hende, det vil sige, hun undertrykkes – og derfor hæver Kierkegaard den indirekte røst, da det er den eneste, der efter hans mening har virkning – før eller senere!

Det, han gjorde, var ikke at nedvurdere kvinden, men tværtimod at forsøge at få hende opnormeret til hendes egentlige position som ligeværdig med, men forskellig fra manden.

Han var så langt forud for sin tid, at han blev misforstået, men man skal være varsom med at læse Kierkegaard for pålydende – han var dialektiker.

Han ville indirekte vise hende, hvad hun gør – "redde hende" kan hun kun selv. Min bog "Kierkegaard, kvinder og kærlighed", som netop er genudgivet, uddyber sagen.

Birgit Bertung er forfatter og mag.art. i filosofi