Det var ikke ved min ankomst til Danmark, at jeg lærte Søren Kierke-gaard at kende. Mit møde med ham fandt sted før, i 1974, da jeg læste på Bukarests Universitetet i Rumænien.
Mødet beroede på en lykkelig tilfældighed. Min årgang fik under sin filosofiske uddannelse en stor professor. Hans navn er Gheorghe Vladutescu. I dag er hans betydning anerkendt både i Rumænien og i udlandet, hvor han har fået tildelt en lang række æresbevisninger.
Vladutescu var en uovertruffen forelæser. Han kom ind i auditoriet uden manuskript. Det eneste, han havde med sig, var en lap papir, ikke større end et visitkort, hvor han havde noteret nogle stikord. Og så talte han i to timer, afbrudt af en 10 minutters rygepause.
LÆS OGSÅ: Kierkegaard inspirerer et væld af verdener
I de mest prægnante ord, med overraskende billeder, med citater, som han altid havde præsent i hukommelsen, med skønlitterære eksempler, udfoldede han tankens forundring og spørgen fra før-sokraterne til vore dage. Det var ikke kun solide kundskaber, han videregav. Det, der først og fremmest gjorde indtryk, var, at den viden ikke var noget udvendigt, men en del af ham selv det var hele hans personlighed, der gjaldt, den lidenskab, der var i ham.
Vladutescus oprindelige interesse var religiøs filosofi og religionshistorie, men med kommunismens komme kunne sådan et fag ikke længere eksistere. Så valgte han filosofihistorien i stedet.
Det helt specielle ved dette kursus var, at det var fuldstændig frit for den ellers obligatoriske marxisme, videnskabelige socialisme og videnskabelige ateisme. Her blev der udelukkende talt om eksistensens fundamentale spørgsmål, og der blev kun læst værker, som var en berigelse for sind og hjerte.
Vi læste så godt som alt, hvad der var værd at læse: for eksempel Aristoteles, Thomas Aquinas, Abélard og så Kierkegaard. Vi hørte forelæsningerne og blev så sendt til Universitetsbiblioteket for at læse Kierkegaard og om Kierke-gaard på de store europæiske sprog fransk for det meste.
At læse Kierkegaard i et kommunistland, hvor enhver af vore handlinger og tanker var overvåget af systemet, og i en tid, hvor kristendommen var forfulgt, blev til et eksistentielt møde. Det var ikke en stemme fra fortiden, man hørte, men man mødte et menneske, som var vor samtidige, som forstod den rædsel, vi levede i, og som blæste liv og mod i vore bange sjæle. Vi var ikke længere alene.
Længe før kommunismen blev til virkelighed, vidste Kierkegaard, hvad den bar i sig: Saaledes er det verdsligt rigtigt, der maa (slet) ingen Forskjel være mellem Menneske og Menneske, Rigdom og Kunst og Videnskab og Regjering osv. osv. er af det Onde, alle Mennesker skulle være lige som Arbeidere i en Fabrik, som Lemmerne paa en Lade-gaard, eensklædte, spise eens Mad, (lavet i een uhyre Gryde) paa samme Klokkeslæt, i lige Maal. Det er det, Communismen vil sige, skriver han i sine notater (Pap. IX B 22).
LÆS OGSÅ: Teologien forandrer ikke længere verden
Vi var dem, som Kierkegaard talte om. Vi, som var blevet underkastet det uniformerede liv; vi, som delte den samme tomme gryde; vi, som havde oplevet, hvordan den sande elite i kunst og videnskab var blevet elimineret i fængsler og udryddelseslejre, og hvordan det usande og det ringe erstattede det sande og det lødige (vort filosofikursus var en undtagelse fra reglen, og vi vidste det).
Det var i vores liv, at den dårlige lighed, som i had mod mennesket fornægter jordelivets forskellighed og ensarter med magt, var blevet til virkelighed. Vi var dem, som var blevet udpeget til at blive til det nye menneske, altså som den ideologiske tyran forsøgte at lave om på og studse til efter sit Snit paa Mennesker, som Kierkegaard sagde i Kjerlighedens Gjerninger. Skabe kan den Strenge og Herskesyge nu engang ikke, saa vil han i det mindste omskabe, det er, han søger sit Eget, at han overalt, hvor han peger hen, kan sige: see, det er mit Billede, det er min Tanke, det er min Villie.
Dette var essensen i den kommunistiske utopi som i ethvert andet totalitært samfundsprojekt. Det hvilede på hovmodets dødssynd: At ville omskabe menneskene. Uanset hvordan selvundskyldningen og legitimeringen ellers lød at det var til menneskenes bedste, for den lyse fremtids skyld hvilede dette på manglende kærlighed (elementær respekt) til det reelle menneske med hans ejendommelighed (altså hans særpræg og identitet, som han har fået af Gud) og var et oprør mod Gud. For projektmageren gør sig selv til Gud, han vil korrigere Guds skaberværk.
Den lighed, som derved opstår, idet der er nogle, der vil gøre de andre lige, er kun den dæmoniske karikatur af den sande lighed mellem menneskene, som Gud sætter, idet hans kærlighed omfatter alle, og idet alle er lige over for ham. Der, hvor menneskene giver sig i lag med at sammenligne sig med hinanden, der dyrkes kun hovmod og misundelse som begge er det modsatte af kærligheden og af glæden over de gaver, som Gud giver hver enkelt.
Der, hvor ligheden dyrkes, måler menneskene hinanden med en jordisk, tilfældig og tyrannisk målestok. De bliver henvist til hinanden, i splittelse, i mimetisk rivalitet (for nu at bruge René Girards rammende udtryk) og i frygten for hinanden. Derfor betegnede Kierkegaard kommunismen som Menneske-Frygtens Tyrannie (Pap. VIII 1 A 598).
Lighedstanken er en splittelsestanke, som gør menneskene fremmede for hinanden, og den fører uvægerligt til klassekamp som midlet til at opnå ligheden. Dette så Kierkegaard med profetisk klarhed, og han skyndte sig så meget med at forberede menneskene imod hadets ideologi, at Kjerlighedens Gjerninger, som er kristendommens svar derpå, udkom i 1847, det vil sige året før Marx og Engels Kommunistiske Manifest.
Ganske betegnende er kapitel syv i anden del af bogen en forkyndelse af barmhjertigheden, som henvender sig til de fattige, og er som sådan rigtig vendt mod Communismen (Pap. VIII 1 A 299). Bevar dette Hjerte i Din Barm, som, trods Armod og Elendighed, dog har Deeltagelse med Andres Elendighed, dette Hjerte, der for Gud har Frimodighed til at vide, at man kan være barmhjertig, ja, at man da netop kan være i høieste Grad, i udmærket og fortrinlig Forstand barmhjertig, naar man Intet har at give () det har Du i Din Magt () skal Penge ogsaa have den Magt at gjøre dem ubarmhjertige, som ingen Penge have: saa har Pengenes Magt jo ganske seiret. Men har Pengenes Magt ganske seiret, saa er ogsaa Barmhjertigheden ganske afskaffet.
Over for hadet bringer Kierkegaard barmhjertigheden, ja, næstekærligheden. Over for de ydre vilkårs undertrykkelse samvittighedens umistelige frihed. Over for den falske lighed den absolutte, vertikalt skænkede lighed. Over for den nedværdigelse, som forberedtes mennesket den sande menneskeværdighed.
Med sine ord, som er forkyndelsens ord og hvor stærkt lød dette ikke over for den klassekamp-ideologi med den konstante udpegning af den uendelige række af klassefjender! rev Kierkegaard de fængslende mure omkring os ned. Man blev kaldt til menneskeværdighed, det vil sige til at leve som menneske, som Guds skabning, der tilhører Skaberen og skal forholde sig til det Ubetingede. Man var en samvittighed, og ingen jordisk magt kan sætte den ud af kraft. Der, hvor der var splittelse, mistillid og frygt, lærte Kierkegaard os at se næsten, altså at se mennesket i lyset af Kristi kærlighed.
Når man læser Kierkegaard i nødens stund, bliver man særlig lydhør. I løgnens land underkastet det system, som var løgnen ved magten var der intet, man tørstede mere efter end et sandhedsord. Sådan, mere eller mindre i det skjulte, ved et filosofikursus, som var et af de sjældne åndehuller i det lukkede land, byggede Kierkegaard vore sjæle op.
Siden dengang har det for mig været en kærlighedens gæld at fortælle om Kierkegaard. Hvilket jeg også gør nu i hans jubilæumsår.
Monica Papazu er mag. art. i sammenlignende litteratur.