Kina og USA forhandler igen: Hvad bringer fremtiden?

USA’s Joe Biden og Kinas Xi Jinping er i gang med forhandlinger. Kommer der lidt diplomatisk varme i de temmelig kolde relationer mellem Kina og USA? Det kræver indrømmelser. Kina er fortsat mest interesseret i et gensidigt samarbejde, skriver kronikøren

Xi Jinping og Joe Biden har telefonisk udvekslet bemærkninger. Og nu har der været møde mellem udenrigsminister Blinken og den kinesiske modpart, Yang Jiechi, den 18.-19. marts i Alaska. Begge lande stod fast på fundamentale krav: USA kræver, at Kina ændrer sin politik ved ikke at blande sig i amerikanske og allieredes indre anliggender ved påvirkninger og truende adfærd og kræver samtidig, at Kina ændrer den undertrykkende politik i Hongkong, Xinjiang, Taiwan og i det sydkinesiske hav. Kina kræver, at USA ikke blander sig i kinesiske indre anliggender, ikke mindst i de nævnte områder, ophører med at føre hegemonisk magtpolitik og at fremføre urimelige anklager om kinesisk indblanding i USA’s anliggender. Scenen er sat for konflikter. Der skal indrømmelser og moderationer til, hvis forhandlingsforløbet skal fortsætte. Er kompromisser mulige?

Kineserne ser Bidens politik som en fortsættelse af Trumps antikinesiske globale ”fælles front”-kampagne, og USA ser den kinesiske politik som en stramning af Xi Jinpings globale, regionale og lokale ekspansive, disciplinerende og partidominerende aktiviteter.

Alligevel er der sprækker, som tyder på lidt mere diplomatisk varme. USA fortsætter med at se konfrontation, konkurrence og samarbejde som hovedingredienserne i relationerne, men har slækket lidt på kravene om total afkobling. Men der er grænser for Bidens muligheder: beskyldninger fra republikanerne om at være for bløde mod Kina truer. Kina ser gerne så meget samarbejde som muligt. Blot det ikke svækker de vitale interesser, frem for alt den fulde suverænitet over det, der betragtes som fundamentale dele af det kinesiske rige.

Grundlæggende kunne man spørge: Hvilket af de to lande er mest interesseret i gensidigt samarbejde, og hvilket land kan bedst undvære det? For at besvare spørgsmålet kan man tage udgangspunkt i de to landes officielle nationale sikkerhedsstrategi. Forleden kom Biden med USA’s nye nationale sikkerhedsstrategi, NSS. Det var en overraskelse. Normalt bruger en præsident mindst et år på at udforme en ny strategi. Derfor blev strategien også benævnt ”midlertidig”. Den er kort og betegnet som en vejledning. Begrundelsen er, at der ikke er nogen tid at spilde. USA kan ikke længere tillade sig at være væk fra verdensscenen. USA er igen verdens leder. Diplomatiet og alliancerne er tilbage.

Det er andre toner end Trumps december 2017 NSS-strategi, hvis hovedmotiv var ”America First”. Mens Trump fremhævede, at hans strategi var forudsigelig, men taktikken og fremgangsmåden derimod var uforudsigelig, lægger Biden vægt på en generel forudsigelighed og på diplomatiet som fremgangsmåde i forening med samarbejdet med allierede og partnere.

Afgørende er overensstemmelsen og dermed kontinuiteten: Både Trump og Biden fremhæver, at strategiens sigte udelukkende er det amerikanske folks sikkerhed – og derfor skal USA bevare sin overlegne internationale position. USA skal altid kunne agere ud fra styrke. USA er verdens stærkeste magt og vil handle derefter. Her er fuld enighed mellem de to regeringer.

Grundlæggende for USA’s langtidsholdbare strategi er endvidere, at amerikanske værdier som markedsøkonomi, demokrati, frihed, menneskerettigheder og lov og orden også accepteres som universelle værdier.

Kina har ikke på samme måde en national sikkerhedsstrategi, Man kunne hævde, at Kinas silkevejsprojekt BRI sammenfatter én væsentlig del af det, som projektet skal garantere: Kinas nationale sikkerhed. Et samarbejde med og påvirkning af verden gennem massive handelsveje, infrastrukturforbindelser og udviklingsincitamenter skal kunne sikre Kinas fortsatte vækst og dermed partiets absolut førende rolle og eksistens. BRI har eksisteret siden 2013 og omfatter 140 lande og rækker så langt som til Arktis. En anden væsentlig del af styrkelsen af Kinas sikkerhed er introduktionen af den kinesiske drøm, genetableringen af Kinas storhed fra før de 100 års ydmygelse med fremmed kolonial gennemtrængning. Begge dele betyder økonomisk global ekspansion, men ikke nødvendigvis skabelsen af en kinesisk verden eller verdensorden.

Mens USA har en gennemført sindrig opbygning af et hierarki af nationale strategier med NSS som kronen på værket, følger Kina et andet system, en lang række af sideordnede strategier i form af hvidbøger, som udgives af statsrådet.

I 2019 kom ”China and the World in the New Era”, der kunne ses som svarende til det amerikanske NSS. I januar i år kom ”China’s International Development Cooperation in the New Era”.

I begge hvidbøger bliver der gjort meget ud af, at Kina er verdens største udviklingsland. Dernæst, at det er vigtigt for Kina at få det internationale samfund til at forstå den kinesiske udvikling, hvordan Kinas historie forløber, hvor Kina bevæger sig hen, og hvad målene for Kina er.

At Kina i den grad fører sig frem på at være et udviklingsland – og tilmed det største – virker paradoksalt, når Kina samtidig i bnp pr. indbygger ligger foran Rusland og Bulgarien, at man har et mål om at være et moderat velhavende samfund i 2030 og endelig har offentliggjort, at man i 2020 fuldt og helt har udryddet fattigdom i landet.

Hvad er så målene for Kina? De ultimative mål er, at man i 100-året for folkerepublikkens oprettelse i 2049 er et stærkt, velhavende, socialistisk, civiliseret, harmonisk, demokratisk og smukt Kina. I hvidbøgerne hedder det også, at Kina satser på fred, udvikling, lighed, demokrati og frihed.

Begge lande udtrykker i deres strategier, at verden i de seneste år er ændret. Nye globale dynamikker træder frem. ”Magtfordelingen i verden er under forandring,” siger USA. ”Der er ændringer i den internationale arkitektur,” siger Kina.

Den største ændring for USA er, at Kina er blevet mere selvhævdende, ekspansivt og dermed ses som mere truende. For Kina udøver USA i stigende grad globalt hegemoni og magtpolitik. Forskellen er, at USA åbent, kraftigt og vedholdende fører politiske kampagner mod Kina. Kina, derimod, er mere tilbageholdende og refererer sjældnere direkte til USA som modstanderen.

Hvad kan man udlede af disse analyser? Tre groft tegnede indsigter.

1) Kina er den globalt set svagere part, som stadig hævder at være udviklingsland. USA er fortsat den uundværlige og indlysende verdensleder, den overlegne supermagt.

2) Kina er også særlingen, som vender indad, og som fastholder, at alt på den ene eller anden måde skal være med kinesiske karakteristika, og som fastholder, at ”kinagørelse” generelt må være en velsignelse. USA har vænnet sig til, at dets materielle styrke har påvirket verden i en sådan grad, at amerikanske værdier, individuel frihed, demokrati, menneskerettigheder og international orden er blevet til universelle værdier, i princippet støttet af Kina.

3) Kina er også den smarte stormagt, som elegant springer teknologiske generationer over, og som har indset, at økonomisk vækst overruler traditionel sikkerhedspolitik. Kina ved også, at skal styrkebalancen gøres op og testes, så står USA som den klare vinder.

Forholdet mellem USA og Kina er markant asymmetrisk. Begge parter må nærme sig hinanden, men indrømmelserne vil mest komme fra Kina. Derfor er den samlede konklusion, at magtforholdet tilsiger, at Kina fortsat er den part, som er mest interesseret i et gensidigt samarbejde. Selvom Kina nu er ved at etablere en højere grad af selvforsyning, vil USA som den overlegne bedst kunne undvære samarbejdet.