Kina bliver snart verdens førende økonomi målt i bruttonationalprodukt, BNP. USA sakker bagud. Det britiske Center for Economic and Business Research hævder, at det vil ske i 2028. Kina blev allerede i 2012 nummer et målt i købekraft, PPP. I BNP er der stadig stor forskel.
USA’s BNP er nu 21,9 trillioner dollars med 16,9 trillioner for Kina. Men prognosen er, at i 2028 er Kinas BNP større end USA’s. Kina er for længst blevet verdens største handelsnation, den største produktionsnation, den største energiforbruger, den største CO2-udleder.
I dette århundrede har Kinas vækst i gennemsnit været over 10 procent om året, og hvert ottende år er væksten blevet fordoblet. Kina har dermed formået i perioden fra 1978, hvor man begyndte at åbne sig op for verden, at blive verdens største eksportør af varer og har dermed medvirket til at føre 800 millioner kinesere ud af fattigdom.
Kina er set med økonomiske parametre en gigantisk succes, en formidabel udviklingsmæssig bedrift. Og Kina ser ud til at fortsætte. Skønt coronapandemien opstod i Kina, og skønt det autoritære styre viste alvorlige svagheder i form af undertykkelse og bagatellisering af den ustyrlige covid-19, lykkedes det étpartistaten med effektive og ofte hårdhændede metoder at få bugt med udbredelsen. Der er under 4000 dødsfald.
USA nærmer sig 350.000 af snart 1,8 millioner dødsfald på globalt plan. Mens de fleste lande melder om negativ vækst i 2020, er vurderingen, at Kinas vækst bliver på to procent for så til gengæld i 2021 at nå op på 8,4 procent mod omkring seks procent årligt før pandemien. I USA er væksten reduceret med 3,6 procent og vil stige fire procent i 2021. Det ser ud til, at Kina aldrig har været stærkere. Fabrikkerne har indhentet reduktionerne og nedlukningerne fra covid-19. Natklubberne er genåbnet i Wuhan. Alt i alt er det en stor sejr for Kina, hvor den konstante vækst og forbedringerne af levestandarden er forudsætningen for, at det kommunistiske étpartisystem kan fungere. Med sin økonomiske overlegenhed vil Kina udfordre USA.
Vi står altså over for et stadigt voksende Kina, som bekræftes i sin autoritære styreform, fordi den leverer udvikling, vækst, fattigdomsfjernelse, stabilitet, selvtillid, og fordi den viser sin styrke i den største globale krise i det 21. århundrede: corona-pandemien.
Men der findes en anden Kinafortælling. Det er fortællingen om det sårbare Kina. Der er åbenbare svagheder i Kina. Xi Jinping bruger selv stærke ord om systemets ubalance, om ulighed, om vanskelighed for at opfylde befolkningens krav og behov. Han taler om truslen mod partiets, folkets og nationens overlevelse.
I 2013 annoncerede Xi Jinping, at Kinas økonomiske model var ”ukoordineret, ubalanceret og uholdbar”. Der skulle reformer til. Men Xi Jinping leverede ikke reformer. Der føres efter alt at dømme heftige interne, hemmelige debatter om de manglende dybtgående reformer, om truslen fra ”the middle income trap”, om alt for høje produktionsomkostninger, om investeringer i overkapacitet, om økonomisk og finansielle uholdbare massive investeringer i boliger og infrastruktur, om kritisk regional gældsættelse, om den stigende ulighed i samfundet, om problemerne med at forandre produktionen fra kvantitet til kvalitet og innovation, om gigantiske udgifter til intern sikkerhed i kampen mod Kinas tre svøber, terrorisme, ekstremisme og separatisme.
Separatisme er for Kina hjerteblodet: Som historisk set massivt truet på sin suverænitet prioriterer Kina fastholdelse af territoriel integritet allerhøjst. Det er et billede af en stat med fundamentale problemer.
Det er ikke mindst økonomien, der står stærkt i den alternative Kina-fortælling. Politologen Michael Beckley argumenterer for, at skønt man normalt måler økonomisk styrke ved at bruge bruttonationalproduktet, det vil sige værdien af et lands samlede produktion af varer og tjenesteydelser, giver det ikke noget retvisende billede af et lands styrke. I stort anlagte historiske studier bruger han en alternativ model, som giver et helt andet billede.
Han kan blandt andet påvise, at BNP-modellen i høj grad overvurderer folkerige staters relative magtpostition, fordi den ikke medtager de omkostninger, et land har ved at brødføde, beskytte, overvåge og servicere sin store befolkning. Her kommer forholdet mellem Kina og USA ind i billedet. I sin bog ”Unrivaled: Why America Will Remain the World’s Sole Superpower” overfører han overbevisende argumentet i sammenligninger mellem de to lande. Kort fortalt skal omkostningerne ved at have en høj BNP fratrækkes. Det er produktionsomkostninger, velfærdsomkostninger og sikkerhedsomkostninger. Produktionsomkostninger er råmaterialer og forurening. Velfærdsomkostninger er fødevarer, sundhed, uddannelse og social sikkerhed. Sikkerhedsomkostninger er udgifter til politi og beskyttelse og overvågning.
Beckley når frem til, USA er adskillige gange rigere end Kina, og at kløften i velstand øges med trillioner af dollars hvert år, uanset det forhold, at den normale BNP-vækst årligt for USA er omkring to procent, og for Kina seks procent. Beckley leverer overbevisende tal, ikke mindst via sin specifikke målemetode. Dertil kommer, at Kina ud over at være stort også er ineffektivt.
Det leverer et imponerende produktionsoutput, men med meget store omkostninger. Kina har, hævder Beckley, kronisk høje produktionsomkostninger, og de 1,4 milliarder kinesere kræver velfærd og sikkerhed. USA er også stort, men meget effektivt. Amerikansk produktion hører til den mest effektive i verden.
Med kun en fjerdedel af det kinesiske befolkningstal har USA meget lavere udgifter til sin befolknings velfærd og sikkerhed. Beckleys påstand er altså, at Kina i realiteten sakker bagud, fordi dets ineffektive vækstmodel og udgifterne ved at sørge for 20 procent af verdens befolkning sluger størstedelen af de økonomiske resultater.
Konklusion: USA er fortsat enesupermagten. Men gælden til USA? Kina har i lang tid investeret i overkapaciteter, hjemme og i udlandet. Derfor har Kina pådraget sig en omfattende gældsbyrde. Fra 100 procent af BNP i 1990’erne til 255 procent i 2017. Gælden er den største nogensinde for et udviklingsland. USA’s gæld er eksorbitant. Men med en pr. capita-indkomst seks gange større end Kinas er betalingsevnen stor, og med dollaren som solid reservevaluta kan USA fortsat låne til meget lave renter.
Den første fortælling viser den nye fremstormende økonomiske supermagt, som tager over fra USA. Den anden viser et udviklingsland, som har svært ved at finde sig til rette som et middelindkomstland med de fundamentale socioøkonomiske problemer af styringsmæssig karakter, som denne proces medfører.
Kina har haft ekstraordinære globale strategiske muligheder. Alligevel ser vi et sårbart, mangelfuldt Kina. Selv ser jeg denne anden fortælling som den mest realistiske. Kina er ikke klar til at tage over. Hvad siger Kina selv om de to billeder? Kina er fuldt klar over alvoren i og omfanget af alle sine problemer.
Kina har sine ambitiøse mål, men man ved, at det tager tid, og at der er nye trusler. Kina er stolt af de økonomiske sejre og lytter gerne til den første fortælling. Den anden fortælling indeholder fundamentale problemer, som det kinesiske styre er fuldt bekendt med. Så derfor er denne fortælling den afgørende del af alle Kinas vigtige beslutninger.