Kip med flaget for lærer og skole

Ved et nyt skoleårs begyndelse er der al mulig grund til at kippe med flaget for lærerstand og folkeskole. Uden dem vil dansk kultur og samfund unægteligt stå svagt. Opfordringen er klar: Drop den konstante udskamning af lærere og folkeskole

Læreren er en afgørende figur i barnets sociale og kulturelle dannelse. Det er svært at forestille sig, hvordan et barn skal kunne klare sig uden obligatorisk skoleuddannelse. Om man bliver fisker, landmand, tømrer, finanskvinde eller universitetsprofessor, betyder i den sammenhæng intet. Alle har vi modtaget samme oplæring i de basale færdigheder og normer, der kræves for at kunne begå sig i det moderne danske samfund.
Læreren er en afgørende figur i barnets sociale og kulturelle dannelse. Det er svært at forestille sig, hvordan et barn skal kunne klare sig uden obligatorisk skoleuddannelse. Om man bliver fisker, landmand, tømrer, finanskvinde eller universitetsprofessor, betyder i den sammenhæng intet. Alle har vi modtaget samme oplæring i de basale færdigheder og normer, der kræves for at kunne begå sig i det moderne danske samfund. . Foto: Iris/Ritzua Scanpix/modelfoto.

ET NYT SKOLEÅR ER BEGYNDT. En ny årgang håbefulde poder er trådt ind i skolen. En lang række lærere kan begynde forfra med oplæring af en ny generation. Men vi har også allerede læst de første historier om lærere, der på grund af stress og manglende mulighed for at udføre deres arbejde, som de gerne vil, har givet op. Andre fortællinger handler om overbud af vikarer i folkeskolen. Det skorter ikke på negative historier.

Ser vi på mediedebatten og den politiske diskussion om folkeskolen, har den de seneste 25 år været præget af betydelig mistillid til både lærere og skole. Det er trist, for mangen en lærer har derfor søgt væk fra skolen, atter andre har mistet en motivation, som ellers altid har været et vigtigt kendetegn for lærerstanden, og tilsvarende har det været svært at rekruttere tilstrækkeligt med begavede unge mennesker til læreruddannelsen.

Vi er hverken skoleforskere eller gift med folkeskolen, men vi arbejder i forskning med betydning af læring i et evolutionært perspektiv, ligesom vi alle fire er folkeskolen stor tak skyldig for, hvem og hvor vi er i dag. Derfor vil vi gerne slå et slag for lærerens helt afgørende betydning for kultur og samfund. Ja, mere end det.

Hvis vi begynder med lærerens betydning for kultur og samfund, ved vi i dag, at mennesket udmærker sig ved gradvist opbygget kultur. Til forskel fra traditioner blandt andre dyr som for eksempel chimpansers brug af træredskaber forfines menneskelig kultur løbende og undergår stadig større forandring. En rumraket er anderledes i dag end for 50 år siden. På tværs af generationer og mellem jævnaldrende lærer man af hinanden. I mange hundredtusinde år foregik læring gennem efterligning fra og mellem generationer i jæger-samler- kulturer. Unge drenge lærte at gå på jagt ved at efterligne deres fædre.

Den form for efterligning kender vi også fra små børn, som det første lange stykke tid primært lærer ved at efterligne forældre. I menneskehedens historie indtraf et væsentligt skifte med overgangen fra jæger-samler-kulturer til de tidligste former for agerbrug. Indførelsen af landbrug førte til en mere kompleks arbejdsdeling, hvor en elite i stigende grad begyndte at stå med ansvar for læring. Den udvikling blev forstærket med de tidligste bykulturer. I en lang periode var det en religiøs elite, der varetog læringsopgaven, fordi læring var identisk med oplæring i den religiøse tradition. Ser man bort fra jura og medicin, er det først med oplysningstiden i Nordvesteuropa, at det religiøse monopol på viden afvikles.

Uddannelsessystemet i Vesteuropa er i dag et statsligt system, hvor religiøse eksperter ikke længere er primære rollemodeller. Den status oppebæres af læreren, som indfører børnene i hele den sum af viden, knowhow og teknikker, vi kalder kultur. Dertil kommer samfundets basale værdier og normer, som også er centrale i uddannelsen.

Læreren er en afgørende figur i barnets sociale og kulturelle dannelse. Det er svært at forestille sig, hvordan et barn skal kunne klare sig uden obligatorisk skoleuddannelse. Om man bliver fisker, landmand, tømrer, finanskvinde eller universitetsprofessor, betyder i den sammenhæng intet. Alle har vi modtaget samme oplæring i de basale færdigheder og normer, der kræves for at kunne begå sig i det moderne danske samfund. Det er også derfor, skolesystemet tilpasses forandringer i den omgivende kultur, for altid at være på omgangshøjde med det samfund, det indfører barnet i.

Hvad ville der ske, hvis vi fritog en generation for skoleundervisning? Hvor meget ville gå tabt? Forestil Dem, at vi fritager to generationer. Grundlæggende færdigheder ville hurtigt forsvinde fra skriftsproget. Evnen til simpel matematik ville fordufte som dug for solen.

Tænk blot på, hvad der i disse år sker i forhold til fremmedsprogskompetence i skolesystemet. Evnen til at forstå norsk og svensk er desværre en saga blot. Tyskkundskaber er, havde vi nær skrevet, en by i Rusland og så fremdeles. Vi har i det danske skolesystem et problem med navnlig drenge af anden etnisk baggrund, som for et godt ord hyppigt befinder sig i modsætning til skolen. Hvordan skal de begå sig i normalsamfundet uden gennem obligatorisk skolegang at have opnået de fundamentale færdigheder, som er forudsætning for at være del af kulturen?

Dermed den første problemstilling. Så væsentlige vuggestue- og børnehavepædagoger end er, og de er også afgørende, er lærerens særlige betydning ubestridelig. Fordi vi på grund af en meget kompleks arbejdsdeling har flyttet indøvelse i kultur og samfund væk fra hjemmet til skolen, har lærer og skole en afgørende rolle som kulturbevarer og samfundsformidler. Læreren bibringer barnet de færdigheder, som efter endt skolegang skal sætte det i stand til at begå sig i samfundet. Læreren er med en væsentlig præcisering den centrale rollemodel.

Læring består både af en social og ikke-social dimension. Den sociale består i efterligning af andre og trofast gengivelse af den viden og kunnen, man har modtaget; men social læring må suppleres af ikke-social, hvis ikke den skal stagnere. Den betegner den enkeltes evne til gennem trial and error -strategi at tilpasse de opnåede færdigheder nye udfordringer. Det skal læreren også bibringe eleven, og det er folkeskolen kendt for.

Man kan blot tænke på skolesystemer som det kinesiske, hvor den sidste dimension i høj grad er fraværende. Det bekræfter flere undersøgelser, der netop fremhæver den danske model for evnen til at uddanne innovative, kritiske og selvstændigt tænkende elever. Derfor er den stadige lærer- og skole- bashing problematisk, fordi den blandt lærere har ført til lede, mistillid og manglende motivation. Det er intet mindre end et dødsstød mod samfund og kultur. Det tager ingen tid at ødelægge en kultur, men det kræver betydeligt arbejde og et langt tidsspand, hvis overhovedet, at genopvække den.

Næste problemstilling: kvantificering af investeringer. Mange vil sikkert give os ret i de principielle overvejelser, men er det ikke bragesnak? Filosofisk lommeuld uden empirisk tyngde og substans. Hvordan opstille økonomiske kalkuler og matematiske modeller, der understøtter synspunktet? Hvordan med de positive økonomisk dynamiske virkninger, som det hedder i Finansministeriet?

Navnlig inden for evolutionsbiologi og psykologi opstilles matematiske modeller og udføres eksperimentel forskning, der dokumenterer investering i primæruddannelse som økonomisk fordelagtig. Computersimulationer viser, at investering i social kombineret med asocial læring betaler sig.

Den gruppe, som besidder en høj grad af kombineret læring, vil over tid udkonkurrere gruppen med mindre eller ensidig læring. Det tilsiger et uddannelsessystem med fokus på både social og asocial læring. Eksperimentel forskning godtgør, hvordan klasser med ekstrastøtte til svage elever over tid overvinder nogle af de negative dynamiske effekter, vi har henvist til. Det ligger lige for at kvantificere de økonomiske gevinster knyttet til forskellige typer af læringsinvesteringer.

Ved et nyt skoleårs begyndelse er der al mulig grund til at kippe med flaget for lærerstand og folkeskole. Uden dem vil dansk kultur og samfund unægteligt stå svagt. Opfordringen er klar: Drop den idelige udskamning af lærere og folkeskole. Skole og lærer er afgørende for nye generationers opfostring i dansk kultur og dannelsen til at indgå som myndige samfundsborgere.

Lad os favne dem!