Kirke med plads til både forskellighed og fælles retning

Der er næsten ingen grænser for, hvad folkekirken kan - og kan blive. Samtidig er der mange udfordringer, og de skal mødes af en folkekirke, der vedkender sig evangeliets fortegn, og som har modet til at se verden, som den er. Kirken skal, fast i mælet og ind i menneskers virkelighed, fortælle Guds egen historie, mener bispekandidat i Aarhus Stift

Jens Maibom
Diakonhøjskolen d. 28/2/14
© Flemming Jeppesen, Fokus
Jens Maibom Diakonhøjskolen d. 28/2/14 © Flemming Jeppesen, Fokus.

Der er så meget godt at sige om folkekirken. Dag ud og dag ind arbejdes ihærdigt på at bringe evangeliet i spil i menneskers liv. Gudstjenester, undervisning, samtaler, diakoni samt ansattes og frivilliges lange seje træk er med til at sætte en helt afgørende dagsorden.

Folkekirkelige strukturer sikrer, at beretningen om Gud, der blev menneske og tog bolig iblandt os, ikke bare er forbeholdt nogle få. Det glade budskab når ud i hjørner og kroge af det fælles liv - i byen, på landet, i fængslet, på sygehuset, i skolen, på gaden, ja, i hele sognet.

Dér, hvor tillid, samarbejde og sognefællesskab går op i en højere enhed med evangeliets forkyndelse, er der næsten ingen grænser for, hvad folkekirken kan - og kan blive. Det skal vi skønne på og fortælle hinanden om, men ikke lade os blænde af.

For folkekirken er også udfordret - af ligegyldighed, nye menneskesyn, ateisme, traditionalisme, uigennemsigtige og utidssvarende strukturer, faldende dåbstal, forholdet mellem land og by med videre.

Snart er det ligegyldighedens dæmoni, hvor alt nedskrives til at være ét fedt, der udfordrer, og snart er det vor tids funktionalistiske menneskesyn, hvor menneskelivet reduceres til det, man evner og kan. Snart udfordrer den om sig gribende ateisme, hvor alt det, der ikke kan måles og vejes, afskrives, og snart traditionalismen, hvor alt skal være, som det plejer at være. Snart udfordrer uigennemsigtige og utidssvarende strukturer, hvor der ofte ses stort på medinddragelse og medindflydelse, og snart faldende dåbstal og forholdet mellem land og by, hvor tidligere tiders svar ikke længere rækker.

Disse udfordringer, og flere med dem, skal mødes af en folkekirke, der vedkender sig evangeliets fortegn, og som har modet til at se verden, som den er. Kirken skal, fast i mælet og ind i menneskers virkelighed, fortælle Guds egen historie. Sætte ord på alt det, der ikke kan siges, måles og vejes. Fortælle om troen, håbet og kærligheden. Om Guds skabelse, om det kristne menneskesyn, om det fælles menneskeliv, om Jesu opstandelse, om syndernes forladelse, om dybden i og rækkevidden af Jesu ord: ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verden ende.”

Når jeg har sagt ja til opfordringerne om at stille op til bispevalget i Aarhus Stift, er det blandt andet, fordi jeg ved, at de udfordringer, folkekirken står i, kan løses i samarbejde med menighedsråd, ansatte og frivillige. Jeg ved også fra mit arbejdsliv, mine frivillige tillidshverv, mine mange år i menighedsrådsarbejdet og fra mit præsteliv, at det forudsætter ledelsesmæssige strukturer, hvor omdrejningspunktet er ordentlighed og åbenhed, og hvor der både er plads til forskellighed og fælles retning. Det er så vigtigt, fordi folkekirkens troværdighed står på spil, dér hvor det ikke evnes eller lykkes.

Hvis jeg bliver biskop, vil jeg have mig fem prioriteringer for øje. Folkekirken skal forkynde evangeliet i øjenhøjde med mennesker, prioritere menighedens liv og vækst, styrke det sociale og diakonale arbejde, dagsordensætte ledelse og gennemskuelighed og bygge bro til og mellem mennesker.

Folkekirken skal forkynde evangeliet i øjenhøjde med mennesker. Nogle vil sikkert mene, at det lyder som en kliche, men der er meget mere på spil end ord. Det handler nemlig om, at kirken skal skabe ægte mødesteder, hvor menneskers erfaringer og den kristne livstydning kan møde hinanden og opbygge og udvikle det fælles liv. Det betyder, at kirken skal evne og ville såvel tradition som fornyelse. Traditionen, fordi den rummer nogle vigtige forbindelseslinjer til menneskers liv - og fornyelsen, fordi den er nødvendig, hvis menneskers liv skal tages alvorligt. Som kirke skal vi altså være dygtige til såvel højmesse som nye gudstjenesteformer, til såvel undervisning som debat, til såvel sjælesorg som samtaleværksted.

At forkynde evangeliet i øjenhøjde er at stille skarpt på det moderne menneske, komme det i møde og lade det udfordre af evangeliets sandhed.

Folkekirken skal prioritere menighedens liv og vækst. Det er ikke nogen selvfølge, at omdrejningspunktet er sognet og menigheden. For folkekirken er altid i fare for at havne i en institutionaliseret konflikt med sig selv og sit eget budskab, og den kirkelige dagsorden bliver derfor ofte en anden end menighedens liv og vækst. Derfor skal vi som kirke på land og i by blive dygtigere til at inspirere hinanden til at skabe forpligtende fællesskaber på tværs - også af meninger. Man kan ikke nødvendigvis være enige med alle, men man kan godt være uenige på en ordentlig måde.

Menigheden og de frivillige er en vigtig del af folkekirkens dna. Menighedsrådsarbejde og fællesskabende initiativer står og falder med, at folk vil give en hånd. Inddragelse af menighed og sognet er derfor en vigtig forudsætning for en stærk og tidssvarende folkekirke.

Folkekirken skal styrke det sociale og diakonale arbejde. Et sådant arbejde er med til at give forkyndelsen og kirken krop, og det bærer således ved til at skabe sammenhæng, mellem det vi siger, og det vi gør. Tidens fokus på færdigheder, effektivitet og hurtighed gør, at mange mennesker efterlades alene, og det afstedkommer nye udfordringer. Det er vigtigt, at folkekirken melder sig på banen ved at skabe nye fællesskaber som modvægt til ensomhed og udsathed. Kirken har meget at bidrage med - og der er nok at gå i gang med.

Det sociale og diakonale arbejde er et oplagt sted at udvikle nye samarbejdsformer med såvel de frivillige folkekirkelige diakonale organisationer som de offentlige strukturer.

Folkekirken skal dagsordensætte ledelse og gennemskuelighed i beslutningsprocesserne. Mange af uenighederne og konflikterne i det folkekirkelige landskab kunne undgås, hvis der var endnu tydeligere og gennemsigtige ledelsesstrukturer. Folkekirken har mange ansatte og frivillige, og alle parter har krav på tydelighed i forbindelse med det daglige arbejde. Det folkekirkelige arbejdsmiljø scorer ikke høje karakterer, og det er på høje tid at gøre noget ved det.

God ledelse, også i kirken, handler om at skabe tillid, trivsel og fælles retning. Dét er forudsætningen for et godt samarbejde og bæredygtige og ansvarlige beslutninger.

Det handler om gennemskuelighed i de fælles beslutningsprocesser og i en folkekirkelig sammenhæng at sikre sogn, menighedsråd og ansatte reel inddragelse og indflydelse.

Folkekirken skal bygge bro til og mellem mennesker. Kirken skal have hjerte for at samtale på tværs af tro, grænser og etnicitet. Det handler om mission og mellemkirkeligt arbejde. Om religionsdialog og engagement for bedre levevilkår. Det handler også om at forstå sig sat i sammenhæng med Guds skaberværk, forstå sig vævet ind i en grænsesprængende fortælling, der hele tiden holder mig fast på, at det enkelte menneske, jeg står overfor, først og fremmest er et medmenneske.

At bygge bro til og mellem mennesker handler også om kommunikation. Det handler om at fortælle, hvem man er, og hvad man er optaget af. Vi skal sammen fortælle de mange gode folkekirkelige hverdagshistorier, så den almindelige dansker forstår, at dørtrinnet til kirken ikke er og behøver at være så højt.

Folkekirken er alt for god til at beholde som en hemmelighed. Dén er værd at kæmpe for - og skulle jeg blive biskop i Aarhus Stift, går jeg glad og gerne ind i ”kampen”.

En biskop er præst og skal opmuntre, inspirere og vejlede. Og hvordan gør man så det? Ved at hælde hovedet til, at man ikke er alene: Frygt ikke, stol trygt på Gud og lad os så tage os af hinanden.

Jens Maibom Pedersen er forstander for Diakonhøjskolen i Aarhus og den ene af to kandidater ved bispevalget i Aarhus StiftBegge kandidater til at blive den næste biskop i Aarhus Stift skriver i anledning af valget en kronik i Kristeligt Dagblad. I morgen skriver den anden kandidat, domprovst Henrik Wigh-Poulsen, kronikken