HUN ER TÆT PÅ AT GRÆDE, da hun kommer for at snakke med præsten efter en gudstjeneste. Efter næsten tre år på gymnasiet er hendes gudstro ved at forsvinde mellem hænderne på hende. Hun har i den tid været skydeskive for interesserede, pågående, udfordrende, nedladende og kritiske spørgsmål angående sin tro, som hun åbenmundet har bekendt.
Og nu kan hun ikke mere. Argumenterne er slidt op i nærkampen med indvendinger rejst af klassekammerater, der er skolet til at tvivle på alt undtagen deres egen tvivl. Hun ved ikke længere, hvad hun tror eller ikke tror. Hvad skal hun gøre? Hvordan kan hun tro på en Gud, hun ikke kan se eller måle eller føre bevis for? Og hvorfor skulle hun?
Med andre ord stiller hun med stor kraft og autenticitet spørgsmålet: Hvordan kan jeg med min intellektuelle og personlige integritet i behold fastholde en klassisk, kristen gudstro i mødet med sekularisering, pluralisme og ateisme?
Den unge pige er blot et eksempel fra den kamp, som kristen gudstro i disse år står over for i hele den vestlige verden, hvor der foregår en mere og mere intens debat om tro og ikke-tro. Og vi tror, man kan møde hende og lignende mennesker i og uden for enhver kirke i Danmark. I hvert fald har vi som unge præster i Aalborg, København og Århus set mange andre eksempler på, hvordan sekularisering, pluralisme og en mere og mere aggressiv ateisme på en helt ny måde stiller troende mennesker til regnskab for deres tro. Og vi har været der selv. Vi skylder ikke bare den unge pige og andre som hende et svar – også hendes udfordrere, skeptikerne og tvivlerne, har krav på en replik til deres spørgsmål til og indvendinger mod kristen gudstro. Kirken må i en pluralistisk tid, hvor livsanskuelser og religioner myldrer frem mellem hinanden, give et svar på de indvendinger mod kristen gudstro, som findes i kulturen.
VI VOVER NU at give vores bud på en replik. Dette efterår vil vi ved en række gudstjenester prædike med udgangspunkt i de mest udfordrende og udbredte indvendinger mod kristen gudstro, som vi har mødt blandt både troende og ikke-troende i Danmark.
Det gør vi ikke, fordi vi er bekymrede for kristendommens rolle som leverandør af værdier og sammenhængskraft til det moderne velfærdssamfund. Vi er dybest set ligeglade med, om der synges salmer og bedes fadervor i folkeskolen, eller om lukkeloven respekterer kirkens hellige dage.
Derimod er det helt afgørende, at der i dette land findes en kirke, der kan se sin tid i øjnene og gøre rede for den tro, som bekendes søndag efter søndag, og som gør krav på at være sandheden om, hvem vi er, hvor vi kommer fra, og hvor vi skal hen.
Vi har udvalgt følgende fem indvendinger som temaer for vores prædikener: 1) Der kan ikke kun være én sand religion – og kun jeg selv kan vurdere, hvad der virker for mig. 2) Videnskaben har modbevist kristendommen – og jeg kan ikke ignorere fakta. 3) Kristendommen begrænser min moralske frihed – og den kan jeg ikke opgive. 4) Der er så megen ondskab og uretfærdig lidelse i verden – og det ville en god Gud have gjort noget ved. 5) Jeg har ikke brug for Gud – og ingen har ret til at holde mig ansvarlig for det liv, jeg lever.
Vi kalder det "Kirke for skeptikere og tvivlere". Vores mål er ikke at give letkøbte svar på gode spørgsmål, men at gøre rede for troens fornuft og ræsonnementet bag kristen gudstro i vores tid både over for ateister, agnostikere, skeptikere, tvivlere og troende mennesker.
Vores mål er heller ikke at optrappe en konflikt med anderledes tænkende og troende. Vi vil derimod gerne være med til at demonstrere, hvordan man i respekt for andres synspunkter kan føre en både kritisk og konstruktiv samtale – også når det drejer sig om religiøse spørgsmål. Og når vi vælger at sætte en række gudstjenester af til dette, så er det, fordi vi gerne vil invitere mennesker ind i det rum, hvorfra vores tro og vores samtale begynder. I det rum, hvor Ånd og krop mødes. Men også fordi vi tror, at kristen tro ikke bare er et ord, som skal siges og høres – det er også en erfaring, vi kan gøre.
At gøre rede for og forsvare sin tro både intellektuelt, åndeligt og moralsk i mødet med mennesker, der tilslutter sig andre livsanskuelser, er en gammel disciplin i kirken. Det hedder apologetik. Vi mener, at der i vores tid er opstået et nyt behov for apologetik, trosforsvar.
Fremtrædende teologer i den tidlige kirke gjorde sig store anstrengelser for at forsvare kristendommen og missionere samtidig i mødet med den pluralistiske kontekst. Den opgave er påtrængende vigtig ikke bare for teologer, men for alle kristne i en tid, der grundlæggende set er karakteriseret ved en religiøs pluralisme, der kan sammenlignes med den pluralisme, de første kristne mødte omkring dem, hvor utallige religiøse anskuelser levede side om side.
DET VAR ISÆR de første kristnes insisteren på, at kristendommen var den eneste og absolutte sandhed, der medførte, at de kristne blev mødt med forfølgelse og afvisning af myndighederne. Og det er den samme insisteren, der gør apologetik til en påtrængende opgave for den kristne kirke i dag. Ligesom de tidligste kristne gjorde det, må også kristne i vores tid afslå at være et tilbud på linje med så mange andre religiøse tilbud. Budskabet om, at Gud blev menneske i Jesus for at vise os både, hvem Gud er, og hvem mennesket er, er ikke en fortælling som alle andre grundfortællinger i vores kultur. Kristendommen rummer i sig et absoluthedskrav, som vil blive mødt med stort pres i en pluralistisk tid, fordi et absoluthedskrav anfægter selve grundlaget for pluralismen som ideologi.
Det kan få omkostninger at gøre rede for sin tro. Trosforsvar har aldrig været for sjov. Mange af de tidlige kristne understregede deres pointe med at give deres liv for troen. Der vil også i dag være en pris forbundet med at fastholde kristendommens sandhedskrav. Den pris kan for kirken i vores land blive, at den mister sine privilegier som kulturbærende institution.
Men apologetik er en uvant disciplin for kirken i vores land, fordi kirken og kristen Gudstro har været indlejret i samfundets institutionelle hukommelse gennem tilhørsforholdet til fædrelandet og kongen. Og nu famler vi os frem uvante med at skulle stå til regnskab for vores tro. Det kan man tydeligt se i den offentlige debat, hvor de mest ivrige forsvarere for kristentro ofte kommer til at argumentere fornærmet over, at kirken ikke længere får tildelt tidligere tiders privilegier.
Verden bliver på samme tid både mere religiøs og mindre religiøs, og fronterne polariseres i disse år. Kristendommens vækst i Asien, Sydamerika og Afrika vil forandre vores verden, så uanset om man tror på Gud eller har valgt en anden livstolkning, så har både troende og ikke-troende al mulig grund til at blive klogere på hinanden. Selvom vi måske ikke deler tro eller livsanskuelse, har vi et fælles ansvar for at forstå vores medmennesker og leve sammen med dem uden vold og aggressivitet. Det mål nås ikke ved, at vi hver især nedtoner vores tro og tier med det, der ligger os på sinde.
Vi vil med "Kirke for skeptikere og tvivlere" give vores bud på, hvordan man kan gå en anden vej. Om ikke andet håber vi, at initiativet kan hjælpe det enkelte menneske til at fastholde sine overbevisninger med større klarhed, men også større ydmyghed over for og accept af de mennesker, der tænker og tror noget andet end dem selv. Både for samfundet og kirken er det den eneste vej frem.
Jesper Fodgaard, Peter Søndergaard og Poul Nyborg er præster i valgmenigheder i henholdsvis Aalborg og Århus og en kommende valgmenighed i København