Prøv avisen

Kirkefondet en folkekirkelig succes

Kirkefondet var ikke fjendtligt stemt over for folkekirken, som Lars Schädler Andersen angiver i sin kronik den 28. april 2012. Tvært i mod bevirkede Kirkefondets indsats, at folkekirken blev bevaret og udviklet i København, skriver dagens kronikør. Foto: .

Ifølge en ny afhandling var Kirkefondet og dets stiftere fra start fjendtligt stemt over for folkekirken. Dagens kronikør, der selv har været generalsekretær i Kirkefondet, er dybt uenig i denne tolkning. Det, at folkekirken blev bevaret og historisk udviklet i København, skete faktisk på grund af og ikke på trods af Kirkefondets indsats, skriver han

MIDT I EN KIRKELUKNINGSTID er det spændende, at der er forskningsmæssig interesse for Kirkefondets historie. Historikeren Lars Schädler Andersen er aktuel med en afhandling om Harald Westergaard, som var en af stifterne og i mange år en ledende kraft i Kirkefondet. Harald Westergaard var samtidig økonom og en fremtrædende videnskabsmand.

Jeg har endnu ikke læst afhandlingen; men i en kronik i Kristeligt Dagblad den 28. april fremlagde Lars Schädler Andersen sine konklusioner. De levner ikke Kirkefondet megen ære i folkekirken.

LÆS OGSÅ: "Kirkelukninger er ikke afvikling, men udvikling"

Ifølge Lars Schädler Andersen var Kirkefondet og Westergaard decideret folkekirke-fjendtlige. Det belægges med en række citater og henvisninger til initiativer, der angiveligt var folkekirkeundergravende. Lars Schädler Andersen henviser endvidere til et elitært og valgmenighedsagtigt menighedssyn og en negativ holdning til sognestrukturen.

Det er også uden for al tvivl, at kirkefondsfædrene og blandt dem ikke mindst Harald Westergaard var meget kritiske over for folkekirkens måde at møde de daværende udfordringer i København på.

De var ikke mindst kritiske over for sognestrukturen og den geografisk-statskirkelige måde at tænke kirke på. Og de dannede menighedssamfund, der skulle være den aktive kerne i et udadvendt og missionerende kirkeliv.

At Kirkefondet og kirkefondsfædrene i modsætning til de grundtvigske valg- og frimenighedsfolk faktisk blev i folkekirken og sognemenigheden og arbejdede, til de segnede, for at skabe levende (folkekirke)menigheder og bygge et stort antal (folke)kirkebygninger i København, anfægter ikke Lars Schädler Andersen. Han ser dette som taktisk parasit- eller femtekolonnevirksomhed: Kirkefondsfædrene ville bare sikre (kirkefonds)præsterne løn fra folkekirken (hvad de i mange år faktisk ikke fik!) og bruge sognene som missionsmarker. Reelt var kirkefondsfædrene ifølge Lars Schädler Andersen med biskop Skat Rørdam som en undtagelse krypto-frikirkelige.

DENNE TOLKNING af Kirkefondets historie er langtfra ny. Den følger desværre det spor, som er lagt op gennem hele det 20. århundrede, begyndende med samtidige kritikere som den sognekirke-grundtvigske Morten Pontoppidan og det anti-kirkelige miljø omkring avisen Politiken og Viggo Hørup og fortsættende med sønderlemmende kritiske partsindlæg fra tidehvervske og tidehvervs-grundtvigske præster og teologer senere i det 20. århundrede.

Det kan næppe overraske, at jeg er dybt uenig i denne tolkning. Kirkefondets historie er lige fra starten en enestående folkekirkelig succeshistorie. På trods af modstand og træghed fra de kirkelige myndigheder og flertallet af præsterne lykkedes det nedefra fra engagerede præster og frivillige aktive som for eksempel Westergaard at få bygget kirker og dannet levedygtige menigheder i København i en kaotisk udvikling af indvandring og industrialisering. At folkekirken blev bevaret og udviklet i København under disse forhold skete på grund af og ikke på trods af Kirkefondets indsats.

UANSET HVAD MAN VIL MENE om kirkefondsfædrenes missionske teologi, var de folkekirkelige foregangsmænd i København, og mange af deres idéer er i dag god latin i hele det folkekirkelige spektrum, herunder for eksempel erkendelsen af, at sognestrukturen slet ikke har samme betydning i København som på landet.

Lars Schädler Andersens citater viser ganske rigtigt en særdeles skarp kritik af det daværende folkekirkelige establishment. Kirkefondsfædrene var dybt frustrerede over det manglende blik for den folkekirkelige nødvendighed i at skabe kirke på en anden måde i København end i landsbysamfundet så frustrerede, at folk som Westergaard i perioder mente, at det var nytteløst at blive i folkekirken.

Præcis han vidste som økonom og sociolog, hvad udviklingen indebar. Folkekirken var ved at blive rendt over ende i København. Og spørgsmålet var, om de kirkeligt ansvarlige ønskede at gøre noget reelt for at rette op på situationen.

Det virkede mildt sagt ikke sådan, når man i mange år accepterede sogne på 30.000 og 50.000 indbyggere uden andet end en sognepræst og en kapellan og uden menighedslokaler.

Oprøret mod denne situation var ikke folkekirkeundergravende, men skete ud fra et intenst ønske om, at folkekirken skulle leve op til sit navn også i København og møde befolkningen med evangeliet, der hvor de var. Kirkefondets vision om en kirkebygning, en præst og et sogn for hver 5000 mennesker viste i den forbindelse netop ønsket om at sikre et tæt folkekirkeligt netværk.

Tonefaldet i den kirkelige debat dengang var særdeles ligefremt. I hele landet eskalerede modsætningen mellem Indre Mission og grundtvigianerne, og de sidstnævnte var godt i gang med valg- og frimenighedsdannelser.

I København skærpedes tonefaldet yderligere af de mange fronter: mellem statskirketræghed og kirkefondsaktivisme, mellem grundtvigsk og missionsk og mellem kristelighed på den ene side og arbejderbevægelse og radikale fritænkere på den anden side.

DERFOR BØR DET IKKE OVERRASKE, at Westergaard og andre talte med store bogstaver. Heller ikke, at de kunne true med at forlade folkekirken. Men de gjorde det ikke! De blev. I de følgende årtier viste de et kolossalt ansvar for og engagement i at udvikle folkekirken i København gennem kirkebyggeri og lokalmenigheder i nye boligområder.

Der var meningsforskelle kirkefondsfædrene imellem. Men fra Skat Rørdam og fremad var Sjællands senere Københavns biskop født formand for Kirkefondet. Det var både et symbol på Kirkefondets folkekirkelige loyalitet og omvendt på folkekirkens anerkendelse og integration af Kirkefondets indsats.

Indholdsmæssigt kan denne dobbelte integration ses endnu tydeligere gennem en anden af Kirkefondsfædrene, Henry Ussing, som i flere generationer var Kirkefondets ideologiske leder og i udgangspunktet næsten lige så kritisk over for de herskende forhold i folkekirken som Westergaard.

Alligevel blev han i en menneskealder Københavns stiftsprovst, altså statskirkelighedens tilsyn også med de menigheder, der havde baggrund i Kirkefondets virksomhed. I et samvirke mellem de kirkelige myndigheder i København og Kirkefondet lykkedes det faktisk stort set i København i den periode, hvor han var stiftsprovst, at realisere intentionen om et tæt folkekirkeligt netværk i København så tæt, at befolkningsudviklingen i dag gør det naturligt at lukke eller ændre brugen af nogle af de kirker, der blev bygget.

Folkekirken er aldrig en statisk størrelse, den udvikler sig hele tiden blandt andet ud fra skarp kritik og nye grænsesprængende initiativer i forhold til udvikling i samfund og livsform.

Det var en dialektisk proces dengang, og det er det stadig i dag. Mange initiativer, der er mainstream og nyder kirkeministeriel moralsk opbakning og integreres konkret i det folkekirkelige liv i dag, blev afvist som folkekirkeundergravende for 30 år siden.

Folkekirken i fremtiden vil se anderledes ud end folkekirken i fortiden ikke blot i København, men også i resten af landet. Folkekirken trues ikke af kritisk nytænkning og eksperimenter, der går til kanten. Det er omvendt.