Prøv avisen

Kirken bør ikke snydes for en afstemning

KRONIK: Selvom der ikke står ret mange sætninger om kirkerne i Lissabon-traktaten, er det en sag med store, principielle kirkelige og kirkepolitiske perspektiver, nationalt og europæisk

Hvad kan Lissabon-traktaten komme til at betyde for kirkens fremtid her i landet og i Europa? Jeg gætter næppe forkert, at det vil de allerfleste, blandt andet de godt 80 procent folkekirkekristne danskere da forfærdelig gerne vide og kunne tage stilling til. Og da den eneste måde, vi kan tage stilling til sagen på, er ved en folkeafstemning, er det også af kirkelige grunde vigtigt, at Lissabon-traktaten kommer til folkeafstemning.

Men hvad betyder traktaten da? Det er der to svar på. Det første er teologisk og meget kort, at for evangeliet, der er kirkens mål og mening, betyder traktaten jo ikke noget. Det kan ingen og intet i verden ændre eller beherske uden ved at undertrykke det.

Det andet svar kan sammenfattes til, at for kirkerne som organisationer får traktaten utvivlsomt uoverskuelig betydning, fordi der er kommet en kirkeartikel ind i Lissabon-traktaten, der integrerer kirkerne i EU-retten. Og samtidig involveres de på anden vis i forhold til EU. Derfor kan Lissabon-traktaten vise sig at blive skelsættende i dansk og europæisk kirkehistorie.

Selvom der ikke står ret mange sætninger om kirkerne i Lissabon-traktaten, er det en sag med store, principielle kirkelige og kirkepolitiske perspektiver, nationalt og europæisk. Artiklen om kirkerne har to dele, der siger, at: "Unionen respekterer og anfægter ikke den status, som kirker og religiøse sammenslutninger eller samfund har i medlemsstaterne i henhold til national lovgivning."og "Unionen opretholder en åben, gennemsigtig og regelmæssig dialog med disse kirker og organisationer i anerkendelse af deres identitet og specifikke bidrag."

Artiklens betydning er imidlertid ikke så ligetil at begribe som dens ordlyd. Navnlig fordi den skal ses i sammenhæng med andre artikler og principper i traktaten.

Umiddelbart ser første del ud til at bestemme kirkers og trossamfunds forhold som et rent nationalt anliggende, EU ikke kan blande sig i. Men så enkelt er det ikke. Det er kun kirkernes og trossamfundenes "status", EU respekterer, ikke deres virksomhed. Hvordan kirkerne for eksempel fungerer med personale, økonomi og andet praktisk, er EU ikke forpligtet på at respektere og undlade at anfægte. Man skal bemærke, at kirker og trossamfund ikke er nævnt i listerne over fordelingen af kompetencer mellem EU og medlemslandene. Som bekendt er folkekirkens virksomhed reguleret af talrige love, bekendtgørelser med videre besluttet i Folketinget eller Kirkeministeriet. Hvad denne praktiske side af kirkerne og trossamfundene angår, er de ikke fredet imod mulig EU-lovgivning og afgørelser fra EF-domstolen.

Det er afgørende for artiklens betydning, at traktaten akkurat som den forkastede forfatning knæsætter princippet om EU-rettens forrang frem for medlemslandenes ret. Nu står det bare i en erklæring. Det betyder, at dansk ret ikke er en selvstændig ret, og at selv Grundloven og højesteretsafgørelser kan underkendes ved EF-domstolen, også Grundlovens kirke- og religionsparagraffer. Dansk kirke- og religionsret vil være underordnet EU-retten og forpligtet af EU-lovgivning og -domme på området.

Man må endvidere regne med, at princippet om, at det er forbudt at diskriminere, også vil blive håndhævet over for kirkerne og trossamfundene i EU's lovgivnings- og domstolspraksis. Princippet har nu en så overordnet og tungtvejende stilling i traktaten, at det er ganske usandsynligt, at kirkers og trossamfunds virksomhed ikke også skal rette sig efter det.

Men hvad med folkekirkens "status", at den ifølge Grundlovens paragraf 4 understøttes af staten, den må EU da vel ifølge artiklen være forpligtet på at "respektere" og ikke "anfægte"? Ja, siger artiklens ordlyd. Og dog er det ikke sikkert netop på grund af antidiskriminationsprincippet. Det store spørgsmål er nemlig, hvordan EU (eventuelt EF-domstolen) vurderer denne artikel i forhold til antidiskriminationsprincippet. Hvis det vejes tungere end hensynet til folkekirkens "status" i dansk ret, er selve folkekirkeordningen så vidt den kan siges at forskelsbehandle i konflikt med EU-retten. Og med EU-rettens forrang og antidiskriminationsprincippet kan EU så underkende Grundlovens paragraf 4 og forlange folkekirkens "status" ændret. Spørgsmålet afgøres ikke af den danske Højesteret, men af EF-domstolen, der står over Højesteret.

Det andet stykke i artiklen indskriver forholdet mellem europæiske kirker og EU som en traktatfæstet "dialog". Initiativet dertil stammer fra de store, europæiske såvel katolske som protestantiske kirkeorganisationer i samlet enighed. De ønsker at komme tættere på EU og at formalisere deres hidtil uformelle dialog som et fast, traktatbestemt forhold. Dialogen er tiltænkt at være åben og gennemsigtig, hvad der ikke er det samme som at bero på en demokratisk valg- og beslutningsproces.

Det fremgår ikke af artiklens ord, hvem der skal/kan repræsentere kirkerne i dialogen, og om det er direkte eller indirekte repræsentation. Er det med direkte repræsentanter for alle selvstændige, europæiske kirker eller indirekte via de europæiske kirkeorganisationer? Og hvilke beføjelser forudsættes deltagerne i dialogen at have på kirkernes vegne? I realiteten bliver det nok de europæiske kirkeorganisationer bag initiativet til kirkeartiklen, der kommer til at føre dialogen i og med EU på kirkernes vegne. Og så har folkekirken et kæmpeproblem, fordi den ikke har nogen repræsentation. Og fordi en folkekirkelig repræsentation i forhold til EU gennem den protestantiske kirkeorganisation i Europa (KEK), folkekirken er medlem af, vil være af højst indirekte karakter og uden klare demokratiske valg- og spilleregler. Uanset at der bliver tale om direkte eller indirekte repræsentation, bliver folkekirken presset til at gøre op med sig selv, om den vil lade sig repræsentere eller ej og i givet fald hvordan.

Hvad mål og mening er med den faste dialog mellem kirkerne og EU er ubestemt. Den er altså åben for hvad som helst, dialogens parter bliver enige om at beskæftige sig med. I realiteten åbner artiklen for, at der gradvist kan opstå et kirkepolitisk magtforum, der ikke er sat grænser og retningslinjer for i umiddelbar tilknytning til EU-organerne. Det er for mig at se det mest afgørende og problematiske kirkepolitiske perspektiv i Lissabon-traktaten.

Den kirkelige integration i EU-retten og -institutionerne betyder, at det hidtidige forhold mellem Folketinget, Kirkeministeriet og folkekirken bliver nummer to i forhold til det overliggende EU-niveau. Dansk kirke- og religionsret bliver en del af EU-retten og dansk kirke- og religionspolitik opsuges i den kirke- og religionspolitik, der udfoldes i EU gennem dialogen mellem kirkerne og EU i tæt kontakt til den EU-kommission, der har fat i både den lovgivende og udøvende magt i EU.

I sin helhed betyder Lissabon-traktaten den hidtil største politiske magtoverdragelse til EU i EF's og EU's historie. Uanset at den er en omklædt udgave af forfatniningstraktaten og ikke kaldes en forfatning, er den en forfatning af indhold. EU bliver en statslignende stormagt med beslutnings- og/eller lovgivningskompetence på alle politiske områder (bortset fra skatte- og fordelingspolitik) også kirke- og religionspolitik.

Så vidtgående ændringer er det selvfølgelig en sag for det danske folk at tage stilling til. Der er vel dem, der mener, at det med kirke og religion er en bagatel, men det er en problematisk fejlvurdering. Kirkespørgsmålet er efter min mening i sig selv så væsentligt, at det burde udløse en folkeafstemning, så alle i det kirkelige fællesskab kan få lejlighed til at tage stilling til traktatens kirke- og religionspolitiske indhold sammen med alle andre borgere om alt det andet i traktaten. Uanset at Justitsministeriet har sagt, at der ikke er suverænitetsafgivelse overhovedet.

Almindelig sund demokratisk dømmekraft tilsiger, at så store ændringer, som Lissabon-traktaten medfører, bør vi stemme om. Andet vil være udemokratisk snyd og vælgerundertrykkelse. Folketinget kan vælge at sende traktaten til folkeafstemning eller snyde os for den. Snyder det os for den, snyder det også kirken.

Helge Rørtoft-Madsen er tidligere sognepræst