Prøv avisen
Kronik

Kirken for danskerne ude i verden fylder 150 år

Når Danske Sømands- og Udlandskirker i denne weekend markerer 150-året for den første danske sømandskirke, er der fokus på kirkernes værdi for den enkelte dansker i udlandet, skriver dagens kronikører

Debatten om den danske folkekirke handler ofte om faldende medlemstal og mængden af aktive.

Det er vigtigt, at kirken er noget for mange. Det er vigtigt at kunne sælge billetter og få så mange som muligt til at komme i kirken og tage aktivt del i kirkens arrangementer. Her overfor står gerne argumentet, at det for mange danskere blot er vigtigt at vide, at kirken er der. At den er der den dag, man har behov for den. Det kan lyde som et tyndt argument. Men det er det ikke for den enkelte.

I Danske Sømands- og Udlandskirker (DSUK) er vi nødt til at kunne sælge billetter for at opretholde danske kirker verden rundt.

Vi modtager et statstilskud, og sammen med bidrag fra menigheder i Danmark, arv og gaver, kan det dække en stor del af præsternes løn samt administrationen med at udsende præster. Til gengæld er menighederne i udlandet nødt til selv at skaffe pengene til bygninger og aktiviteter. Derfor skal kirken være der for de mange og udvikle sig til et samlingssted, hvor danskere kan mødes. Det er godt sådan.

Men lige så vigtigt er det at være til stede for den enkelte. I DSUK oplever vi dette meget tydeligt.

I år, hvor vi markerer 150-året for den første danske sømandskirke, er der ikke mange danske søfolk på verdenshavene og på ophold i havnene. Skibsfarten har ændret karakter. Gamle dages liv på havnen var et mylder af hårdtarbejdende mennesker beskæftiget med losning og lastning, med havneknejper og let- levende damer. Da var sømandskirken og sømandshjemmet et stabilt holdepunkt.

I dag er livet på havnen højteknologiske, indhegnede og terrorsikrede kæmpe containerpladser eller tankanlæg, hvor skibene ligger til kaj i mindre end et døgn, og hvor søfolkene bliver om bord. De store skibe, der sejler på verdenshavene i dag, har en lille besætning på under 20 søfolk. Alt er computerstyret, og der er ikke mange danske søfolk om bord. Måske bare kaptajnen og kokken.

Alligevel har vi fortsat sømandskirken. I dag går præsten om bord på skibene, og søfolkene har kun sjældent tid til at komme til kirken.

Vi har fortsat en vigtig opgave i at støtte de danske søfolk, for det fællesskab og kulturelle sammenhold, der førhen fandtes på et skib med mange danskere, findes ikke længere. I dag skal en dansk sømand m/k begå sig mellem grupper af kolleger med fuldstændig anderledes baggrund end vedkommende selv. Kinesere, filippinere, russere og mange andre.

Det er udfordrende at skabe sammenhold blandt så sammensat en flok, og det er ofte en ensom post som ene danske styrmand eller kaptajn om bord i op til fire måneder på havet.

Her bliver sømandspræsternes besøg om bord af afgørende betydning. Samtalen på dansk med en præst, der har tavshedspligt, den praktiske hjælp fra land og dagens avis fra Danmark. Sømandspræsterne og deres assistenter er der for den enkelte, når et skib anløber en af de store havne. For tiden ni steder i verden: Hongkong, Pelepas, Singapore, New York, Hamborg, Rotterdam, Hull og Algeciras. De store forandringer i søfartens vilkår smitter selvfølgelig af på, hvordan sømandskirken kan arbejde og vil også gøre det i kommende år. Handelsvejene ændres – senest med indvielsen af den udvidede Panamakanal, som vil betyde, at skibe sejler ad nye ruter.

Den teknologiske udvikling fortsætter. Der tales om førerløse skibe, hvor størstedelen af arbejdet på et skib er landbaseret. Det er måske fremtidssnak i dag, men kan hurtigt blive virkelighed. Det vil få betydning for, hvordan sømandskirken udvikler sig i de kommende år. Der har altid været en tradition for at åbne og nedlægge sømandskirker afhængig af behovet. Fremover skal der også arbejdes på nye måder. Opgaven er der fortsat – at være meget for de få, men måske skal det ske på en anden måde end hidtil.

Mange danske præster i udlandet er akkrediteret som socialattaché. Her har DSUK et godt samarbejde med den danske udenrigstjeneste, der oplever, at der er opgaver, præsterne har bedre forudsætninger for at løse.

Det kan være at støtte et menneske, der oplever ægtefællens pludselige dødsfald under en rejse, støtte ofre og vidner til terrorhandling eller naturkatastrofer. Det gælder også, når danskere kommer i konflikt med loven og fængsles. Her kan kirken være meget for den enkelte. Det er heldigvis ikke mange, det sker for, men i den situation kan præsten blive det eneste holdepunkt.

Således oplevede den 78-årige Per Hansen fra Odder at blive fængslet i Hongkong. Gennem et år var sømandspræsten hans livline til at bevare håbet, til samarbejde med det danske konsulat og adgangen til et stykke sæbe, et taletidskort, en bibel. Når man pludselig befinder sig bag tremmer i en 20-mandscelle og ikke forstår, hvad fangevogteren råber, så er man virkelig alene.

Det at være der for den enkelte kan ikke måles og vejes eller tilskrives værdi efter antal. Det er netop det nærvær, vi kan give som kirke – og den efterhånden største gave af alle – nemlig tid til at lytte og bare være. Nok er det interessant, hvor mange der besøger en kirke årligt, og hvor mange der deltager i højmessen, men betydningen for den enkelte må vi ikke glemme, ikke underkende og ikke nedprioritere. Det er måske endda særlig vigtigt for de danskere, der befinder sig langt hjemmefra.

For nogle sømandskirker er udviklingen også præget af, at der er opstået en menighed omkring kirken, der kan bære det kirkelige arbejde videre. Et eksempel er sømandskirken i New York, der ligger i Brooklyn, tæt ved de gamle kajer. De er nu forvandlet til park og boldbaner i tilknytning til, hvad der nu er et fashionabelt kvarter i centrum af New York. Havnen, som er USA’s tredjestørste, er flyttet ud på den anden side af frihedsstatuen. Og præsten kommer på besøg, når det ønskes, men det er mere omstændeligt både på grund af afstand og sikkerhedscheck.

Til gengæld er kirken i højere grad kirke for de mange; for børnefamilier med mange aktiviteter, som samlingspunkt for danske kunstnere, bankfolk, shippingfolk, medfølgende ægtefæller, studerende og andre danske, der i en periode bor i New York eller på østkysten. Oplandet er nemlig stort, særlig til højtiderne. Kirken er forandret som et spejl af det omgivende samfunds udvikling.

I denne weekend mødes DSUK’s repræsentantskab på Hotel Nyborg Strand. Her har 180 delegerede fokus på netop sømandskirkerne og på, hvordan DSUK fortsat kan give opbakning til søens folk. Kan vi tage nye digitale værktøjer i brug og nå flere? Kan vi udvide vores assistance på landjorden? Hvordan kan sømandspræsterne, som også betjener fastboende danskere i havnebyerne, bedre nå den enkelte? Et udvalg har arbejdet med disse spørgsmål, og på repræsentantskabsmødet bliver der lejlighed til at drøfte det i det brede bagland, som DSUK nyder godt af. Her sidder blandt andre repræsentanter fra folkekirken og fra kirkerne, mange som har stor indsigt i forholdene uden for Danmarks grænser samt repræsentanter fra det politiske liv, som vi ønsker at dele erfaringer og visioner med.

Den politiske opbakning fra Danmark og forståelsen for de særlige forhold, danske kirker i udlandet arbejder under, er væsentlig for både de mange og den enkelte.