NU HAR JEG VÆRET TIL min første julebasar i Den Danske Kirke i Sydfrankrig, kunne jeg fortælle i telefonen til min ældste søn hjemme i Danmark og skulle lige til i begejstrede vendinger at berette om den lettere surrealistiske julegløgg i solskin på terrassen udenfor under palmetræerne, danske sild i karry indenfor i køleskabet tilhørende det til anledningen lejede hotellokale, adventskranse af ægte gran og andre grundlovssikrede klenodier, der hører med, hvis danskere også dem i udlandet skal kunne komme i den rette julestemning, da han spurgte: Hvor ligger den? Kirken, altså.
Øh sådan lidt rundt omkring. Og det er jo rigtigt, for Den Danske Kirke i Sydfrankrig har ganske vist et sogn, der med den danske præst Carl Bjarkams ord strækker sig fra Pyrenæerne og op til Monaco, men udmærker sig ved rent faktisk ikke at have en kirke og må derfor leje sig ind hos de imødekommende englændere i deres kirker enten i Beaulieu nord for Nice eller i Cannes.
LÆS OGSÅ: Vi er Guds medarbejdere
Sådan er de økonomiske realiteter. Den Danske Kirke får ingen økonomisk støtte hjemmefra. Så hvis danskere i Sydfrankrig vil have en dansk kirke og en dansk præst, der i parentes bemærket også gerne skulle have noget at bo i, må de finansiere det hele selv.
Deraf julebasaren, som ved salget af julepynt, dansk kunsthåndværk, røget laks, smørrebrød, juleøl, klejner (der skal godt nok sælges mange klejner), hotdogs med det hele, danske bøger, jule-cder og julelotto udgør et væsentligt økonomisk grundlag for kirkens eksistens.
Dertil kommer en rundhåndet og helt uundværlig sponsorstøtte fra danske virksomheder i Sydfrankrig samt menighedens årlige økonomiske bidrag på frivillig basis. Alt sammen nødvendigt, for at der fremover som i de seneste 30 år kan være en dansk folkekirke for danskere i Sydfrankrig.
En kirke, der ud over gudstjenester og kirkelige handlinger også byder på litteraturkreds, foredrag, koncerter, udflugter, konfirmationsforberedelser samt udgivelse af Kirkenyt og sørger for besøg hos syge og ældre. Men en kirke er der altså ikke råd til.
I DANMARK NEDLÆGGER man kirkerne eller bruger dem til andre formål, ligesom små land- og bysogne bliver slået sammen. Der er altså kirker i overskud. Kunne vi ikke få en af overskudskirkerne sat på en togvogn og fragtet herned til Sydfrankrig? Vi skal nok passe godt på den.
Det ville være endda overordentligt dejligt, hvis danskerne hernede kunne sige Her bor vi, men er det i virkeligheden dét, det handler om? Det er det selvfølgelig også, men ikke kun.
For godt nok har de sydfranske danskere ikke en kirke i gængs forstand hverken med rundbuer eller tårne, men de har et kirkerum bygget af levende stene, som Grundtvig skrev. Et rum for et kirkeligt, folkeligt og kulturelt fællesskab i den allerbredeste betydning af ordet. Og det er vel dét fælles kirkerum, som virkelig tæller?
Jeg kan ikke lade være med at drage en parallel til min mands familie, som tilhører de tre procent af Frankrigs befolkning, der er protestanter.
Mit første møde for mange år siden med en af de ældste i familien, tante Nicole, fandt sted i Paris i den reformerte kirke, som den calvinistiske kirke i Frankrig bliver kaldt netop til den årlige julebasar, her til fordel for et børnehjem for handicappede, men princippet var det samme: Der skulle ikke sælges danske sild, men godt med specialiteter fra den franske julebuffet for at kunne fylde børnehjemmets kassebeholdning.
Er De protestant? lød det med et ret direkte blik nede fra tante Nicoles beskedne højde. Jo, jeg er da protestant, svarede jeg, lettere pikeret over, at der overhovedet skulle sættes spørgsmålstegn ved mit forhold til den danske protestantiske folkekirke. Godt, sagde tante Nicole. Og så er De høj, fortsatte hun. Det er godt. Så kan De lige række mig tallerkenerne deroppe på øverste hylde.
Efter således at have fået vist, at jeg besad nogle af de væsentligste kvalifikationer for indlemmelse i den franske familie, kunne jeg tilsyneladende betragte mig som optaget ikke bare i den franske svigerfamilie, men også, gik det senere op for mig, i et fransk mindretal, jeg som udsendt gennemsnitsprotestant fra den komfortable danske folkekirke skulle til at lære at kende og forholde mig til.
JEG VIDSTE selvfølgelig godt, at de franske protestanter, huguenotterne, havde været forfulgt i en grad, så de fleste måtte flygte ud af landet, blandt andet til Danmark, hvis de skulle overleve. Men én ting er historiebøgerne, noget helt andet er det pludselig at befinde sig i den spartanske calvinistiske kirke på landet i Vendée i calvinistisk sprogbrug kaldet temple, hos de franske lutheranere taler man slet og ret om en kirke til julegudstjeneste og prøve at forstå, hvorfor alteret kun består af et almindeligt spisebord med en hvid gulvlang dug over, hvis eneste udsmykning er den store mørke bibel, der ligesom hviler tungt ikke bare på bordet, men over hele kirkerummet.
Der er to forklaringer. Den ene og helt overordnede er, at for protestanterne er det ordet og ikke udsmykningen, der er det vigtigste. Det var netop et af stridsspørgsmålene i forhold til den katolske kirke. Det andet forhold og det skulle vise sig at blive livsvigtigt for de franske protestanter efter ophævelsen af Nantes-ediktet i 1685 var, at det var protestanterne forbudt at samles i en kirke.
Derfor var det med livet som indsats, at protestanterne holdt gudstjenester, og derfor var det så vigtigt i tilfælde af pludselig kontrol i kirken, at Bibelen lynhurtigt kunne pakkes væk ned under spisebordets hylde godt dækket af den hvide dug, så gudstjenesten bare kunne se ud som en ganske vist stor, men almindelig familiesammenkomst.
Protestanterne var til sidst tvunget til at samles og holde skjult gudstjeneste i bogstaveligt talt Guds frie natur. Man skal helt frem til revolutionen og derefter Napoleon, før retten til at samles til gudstjenester i deres kirker blev givet tilbage til protestanterne, men kirken som sådan betragter protestanterne heller ikke i dag som et helligt sted, men som et sted for fællesskabet. Det er menigheden, der skaber kirken. Uden menighed ingen kirke.
Det kan danskerne i Den Danske Kirke i Sydfrankrig, også en form for mindretalskirke, godt skrive under på. Det er jo med kirker som med så meget andet, at når de ikke længere er en selvfølge, bliver man nødt til at kæmpe lidt for dem. Det vinder de som regel ved.
Jeg interviewede i sin tid DR-korrespondenten Ib Rehné fra Kairo, Beirut, Rom, Paris og mange andre steder, og spurgte ham om, hvor han egentlig følte sig hjemme. Hjemme, det er der, hvor jeg er, lød svaret. Kirken i den bredeste og folkeligste betydning af ordet det er der, hvor vi er. Lad os passe på kirkerne af de levende stene.
Pia Loyau er freelancejournalist