Kirken destruerede tidlig forskning

En fraktion inden for den katolske kirke benyttede allerede i slutningen af 1100-tallet moderne forskningsmetoder. Vi har ingen historiske vidnesbyrd om denne forskning, fordi kirken destruerede alle dokumenter

VAR DER I EUROPA et tilløb til oplysningstiden allerede i 1100-tallet? Det er konklusionen på en hypotese, og jeg skal her kort redegøre for præmisserne.

Man skal være opmærksom på, at forudsætningen for den videnskabelige revolution, der finder sted i oplysningstiden, er den empiriske tænkemåde. Da Arkimedes for 2400 år siden ifølge legenden sænkede sig ned i sit badekar, var det den empiriske tænkemåde, han anvendte til at udvikle sine læresætninger.

Ser vi på Europa i 1100-tallet, kan vi konstatere, at den katolske kirke på det tidspunkt har udviklet en høj grad af videnskab, som formidles gennem de såkaldte katedralskoler, altså skoler, der er tilknyttet kirken. Her anvender man ikke den empiriske metode. Man filosoferer sig til det verdensbillede, der doceres på kirkens katedralskoler.

Det er det, der radikalt ændrer sig med oplysningstidens indføring af det empiriske idésystem. Det medfører den revolution, der fører frem til vores teknologiske og videnskabelige udvikling.

Men min påstand er, at der inden for den katolske kirke allerede i slutningen af 1100-tallet blev påbegyndt en tilsvarende videnskabelig revolution, der ville erstatte kirkens dogmatiske lære med den moderne, videnskabelige metode. Men at dette tilløb blev kvalt, og alle oplysninger om det efterfølgende blev fjernet af den katolske kirke.

Denne påstand bygger på, at den videnskabelige revolution udløstes af spørgsmålet, om jorden står stille i midten af universet, sådan som kirken havde filosoferet sig frem til, eller om den bevæger sig rundt om sig selv og rundt om solen, sådan som Kopernikus foreslår i 1514 og publicerer på sit dødsleje i 1543. Man skal lægge mærke til, at Kopernikus' teori alene bygger på observationer, der er foretaget med middelalderens instrumenter, og de fleste af disse observationer er udført af arabiske astronomer allerede før år 1100.

Den katolske kirke nedlagde forbud mod bøger med heliocentrisk indhold helt frem til 16. april 1757, hvor pave Benedikt XIV endelig mere end 200 år efter Kopernikus' død ophæver forbuddet.

KIRKEN TABTE ALTSÅ KAMPEN mellem det dogmatiske og det empiriske. Men havde kirken haft magt, som den havde agt, ville vi stadig leve med middelalderens videnskabelige tænkemåde og uden de videnskabelige fremskridt og resultater, vi kender i dag. Det er værd at tænke over.

Men det er også vigtigt at gøre sig klart, at uden kirkens veludviklede videnskabelige institutioner, var der heller ikke kommet nogen videnskabelig revolution. Kirkerne spiller en væsentlig rolle i dette billede.

Rundetaarn fra 1637 er kirketårn til Trinitatis Kirke og samtidig astronomisk observatorium. Kirken Santa Maria Novella i Firenze blev allerede i 1574 indrettet som astronomisk observatorium. I 1576, samtidig med at Tycho Brahe lagde grundstenen til sit observatorium Uranienborg på Hven, lavede professor Egnatio Dante et hul i muren på kirken Basilica San Petronio i Bologna. Dette hul kunne fange sollyset og kaste det ned på en skala på kirkens gulv, og dermed blev det muligt at foretage målinger, som afslørede, at den daværende julianske kalender var kommet 11 dage ud af trit med solåret. Dante blev medlem af den kommission, pave Gregor XIII nedsatte for at skabe en ny kalender.

I 1655 får dr. Giovanni Cassini til opgave at sikre, at Dantes solobservatorium i Basilica San Petronio bevares efter en ombygning. Cassini overfører Dantes åbning til kirkens nye mur, men han flytter den samtidig højere op i kirken, så han kan lave en endnu mere nøjagtig skala på kirkegulvet.

Han siger, at han vil bruge observatoriet til at måle den nøjagtige tid, det tager solen at gå én gang rundt på himmelkuglen. Man må nemlig huske, at endnu på dette tidspunkt har den katolske kirke ikke anerkendt det heliocentriske verdensbillede. Men Cassinis virkelige formål er noget helt andet. Han vil observere solen så nøjagtigt, at det kan bekræfte eller afkræfte den teori, Tycho Brahes elev, Kepler ud fra sin læremesters observationer fremsætter i 1609 om jordens og planeternes elliptiske baner om solen. Dette formål er Cassini nødt til at holde hemmeligt, fordi den italienske astronom Galileo Galilei i 1633 var blevet dømt for kætteri, og det var strengt forbudt at udbrede kendskabet til det heliocentriske verdensbillede.

I de følgende 80 år bruger astronomer solobservatoriet i kirken Basilica San Petronio til mere end 4500 observationer, som alle giver væsentlige bidrag til århundredets videnskabelige forståelse for astronomien og det heliocentriske verdensbillede.

Kirken Saint-Sulpice i Paris får 1744 indbygget et tilsvarende astronomisk instrument, der kan fastlægge solens position med stor nøjagtighed. Altså endnu en kirke, der samtidig fungerer som astronomisk observatorium.

13 år senere accepterer kirken som nævnt det heliocentriske verdensbillede. Vi kan altså konstatere, at på trods af kirkens modstand mod empirisk forskning i kosmos, har kirken under hele forløbet lagt faciliteter til denne forskning.

Men der er en forhistorie.

OP GENNEM 1100-TALLET har den katolske kirke oversat alt, hvad der fandtes af videnskabelig arabisk litteratur, til latin. Dermed er kirken blevet bekendt med Eratosthenes' metode til at måle Jordens størrelse, beskrevet første gang 250 år før Kristus. Metoden kræver to astronomiske observatorier og desuden kendskab til afstanden mellem dem.

Kaliffen Al Mamun fik kendskab til metoden omkring år 820. Han opførte astronomiske observatorier og udførte eksperimenter til bekræftelse af metoden. Vi har beskrivelser (Draper 1910, Al-Biruni 1983) af to forskellige astronomiske målinger kombineret med landmålinger, han lader udføre.

Metoden beskrives i Europa detaljeret i noter fra første halvdel af 1100-tallet, der tillægges Hugo, en lærer ved katedralskolen Skt. Victoire i Burgund.

Skulle man så ikke nu forvente, at de intellektuelle i den katolske kirke har nysgerrighed nok til, ligesom Al Mamun, at iværksætte egne observationer og målinger af jordens størrelse efter den metode, der nu kommer til deres kundskab? At den katolske kirke altså her, mod slutningen af 1100-tallet, vil opføre de første europæiske astronomiske observatorier, som Al Mamun gjorde det i det arabiske kalifat i 800-tallet?

Men hvorfor har vi så ikke eksempler på astronomiske observatorier i Europa, før vi når helt frem til slutningen af 1500-tallet?

Dette åbenlyse mysterium er tilsyneladende hidtil undgået historikernes opmærksomhed.

På Bornholm ligger fire rundkirker, der dateres til et sted i perioden mellem midten af 1100-tallet og begyndelsen af 1200-tallet. I bogen "Bornholms mysterium" fra 1993 har jeg beskrevet, hvordan kirkerne er forbundet gennem en bestemt geometri, der er udlagt i landskabet. I "Bornholms rundkirker" fra 2003 påviser jeg, at kirkerne ikke kan være forsvarsværker, som hidtil antaget, men må være tænkt som en kombination af kirker og astronomiske observatorier. I 2007 påviser jeg i min seneste bog, "Sigtet for tavshed", hvordan netop kombinationen af observatorier og landskabsgeometri gør det muligt med middelalderens instrumenter at udføre et bestemt eksperiment i geodæsi, som empirisk kan fastslå, om jordens form afviger fra den perfekte kugleform.

Metoden er beskrevet af professor Niels C. Lind, som siger: "Dette er et vigtigt videnskabeligt forskningsresultat med stor praktisk betydning og med betydelig filosofisk rækkevidde".

Min konklusion er derfor, at en fraktion inden for den katolske kirke allerede i slutningen af 1100-tallet empirisk udforskede kosmos. Når vi kun har arkæologiske og ikke historiske vidnesbyrd om denne forskning, må det skyldes, at det lykkedes kirken at destruere de pågældende historiske dokumenter, ligesom kirken i 1500-tallet brændte tilsvarende dokumenter om empirisk forskning i kosmos, fordi udgangspunktet var at stille spørgsmålstegn ved kirkens dogmer.

Erling Haagensen er forfatter og journalist