Selv en ateist kan se, at kirken er nødvendig. Den engelske filosof og forfatter Alain de Botton skriver i bogen ”Religion for ateister” om den sære, takkede, tårnhøje bygning, der ligger dér midt i bybilledet og minder alle forbipasserende om, at herinde hersker nogle helt andre værdier end dem, der gælder udenfor.
Kirken ligner hverken en kontorbygning, et fitnesscenter eller et almindeligt beboelseshus. Og når vi træder ind gennem de tunge trædøre med ”300 stenengle omkring indgangen”, træder vi ind i en verden, hvor vi først og fremmest er defineret som mennesker for Guds ansigt.
En gudstjeneste er nok det eneste sted, hvor man ikke straks bliver mødt med spørgsmålet: Nå, hvad laver du så? Underforstået, hvor ligger du på den sociale rangstige? Altså – er du én, jeg har lyst til at kende?
I kirken bliver alle mødt med ordene ”Lad os alle bede” og ”Herren være med jer”. Vi inddrages i Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab. Vi sænker paraderne og tør bøje os frem og hilse på den fremmede ved siden af os.
Alain de Botton tror ikke på Gud, men han har dyb respekt for det kristne fællesskab. Det er for ham så enestående, at han mener, at alle – troende som ikke-troende – er nødt til at tage ved lære af det, for at vores samfund ikke skal gå til grunde.
Kirken udsletter skellene og minder os om, at der er meget mere, der forener osend adskiller os.
Det er især vigtigt at blive mindet om i dag, mener han, hvor vi lever inde i sociale bobler. Det har vi altid gjort, men i dag er der ikke noget, der tvinger os sammen på tværs af skellene, og vi har derfor meget lidt reel erfaring med mennesker uden for vores egne cirkler.
Vi får vores viden om, hvordan andre mennesker lever, gennem medierne. Og det giver os let et billede af fremmede mennesker som farlige. Tyve, svindlere og mordere alle sammen. Kirken afmystificerer den fremmede, og vi finder ud af, at han eller hun ligner os selv.
I kirken sidder en samling mennesker, der for en gangs skyld ikke er sammensat efter alder, race, profession eller indkomstgruppe. En vilkårlig samling sjæle. Her sidder man sammen og lytter til den omvæltende påstand, at succes i denne verden ikke betyder noget. Den tanke, at man endda kan være lykkelig uden, begynder at tage form. Man rammes af en mærkelig følsomhed, der prikker til et undseligt ønske om at åbne sig for et nyt menneske. Og som det mest forunderlige: Herinde i dette rum har man formået at få konger og fyrster til at knæle for en skulptur af en tømrersøn, som byder dem at vaske bønders, gadefejeres og lastvognschaufførers fødder.
Den sekulære filosofs hyldest til kirkens enestående, inkluderende fællesskab er tankevækkende. Inden for kirken gør vi os mange bekymringer om kirkens fremtid. Alle de gamle, traditionsrige, europæiske nationalkirker bløder medlemmer.
Folkekirken slås også med faldende dåbstal og voksende traditionstab. Men vi holder stadig et højt medlemstal overordnet set. Et bredt udsnit af den danske befolkning er inde at vende i folkekirken i løbet af et år, og man kan stadig tale om, at kirken er dybt forankret i vores fælles bevidsthed.
Jeg er ikke i tvivl om, at det både skyldes den flade ledelsesstruktur, der engagerer medlemmerne lokalt i deres kirke. og en stor og målrettet flid og kreativitet i kirkens arbejde over de sidste årtier. Den gamle vittighed om, at præsten kun arbejder om søndagen, er for længst forstummet. Kirken arbejder hårdt.
Desto større grund er der til at tage et tjek på, hvad der driver os. Hvis alt kommer til at handle om at holde medlemstallet oppe, er der måske et fokus, der skrider i svinget. Hvornår kommer vores service-iver til at lægge sig for tæt op ad behagesyge? Tør vi sige fra, når vi kommer for langt væk fra vores egentlige opgave? Kan vi i kirken undslå os for at være grebet af den samme gerningsretfærdighed og medfølgende utilstrækkelighedsfølelse som resten af samfundet?
Vi står jo nærmest på tæerne for at komme en ny og mere forbrugerorienteret menighed i møde. Og det har sin pris. Præster bukker under for stress og udbrændthed. Man kører træt og bliver rådvild. For hvornår gør man nok? Kan man ikke altid gøre det bedre? Finde på noget nyt og mere spændende, som menigheden vil strømme til.
Vi tæller kirkegængere, vi tæller nadvergæster, vi tæller, hvor mange der går ind og ud ad vores sognegårde. Vi tæller succeser og noterer fiaskoer. Vi tæller faktisk løs i folkekirken. Virksomhedstænkningen er gået os i blodet, og vi tænker i bundlinjer. Er tallene dårlige, er det svært som præster ikke at føle, at det er vores egen skyld. Vi har ikke gjort nok. Vi slog ikke til.
En træt, gammel præst sidder i Bergamo og slikker sårene efter et forfærdeligt halvår i coronaens skygge, hvor menneskelivets skrøbelighed har råbt til himlen fra ophobede kister, der køres væk i lastbiler. Han peger op på væggen, på den korsfæstede Kristus.
”Se på dét symbol. Det er ikke et symbol på en, der kom og triumferede,” som præsten ifølge Weekendavisen den 11. september siger. Det tror jeg, vi skal huske på. Kirken skal ikke triumfere. Den står sandest i solidaritet med den, som lider nederlag.
Kirken skal ikke være en del af hamsterhjulet. Kirken er et helligsted. Et sted, hvor trætte og fortravlede mennesker kan finde fred. Et sted, hvor der tales sandt om det at være menneske – også når det gør ondt. Et roens rum, et trøstens rum – et hvilested for urolige sjæle.
Et sted, hvor vi hører evangeliet samle os sammen som mennesker, på tværs af alle de eksperimenterende jeg’er og identiteter, vi går og tumler med derude. Måske er kirkens vigtigste opgave at invitere ind i roen. Derfor nytter det heller ikke noget, at præsten ikke selv kan få vejret.
Fremtidens kirke skal besinde sig på, hvad der er dens grundlæggende opgave. Vi behøver ikke stå på tæerne for at legitimere vores tilstedeværelse. Vi behøver heller ikke puste os op som institution. Biskopper, provster, præster, menighedsråd, ledelse, drift og administration, hele menageriet tjener den ene opgave at udstråle evangeliet.
Det betyder, at vi hverken behøver at gemme os bag fortravlet aktivitet eller tom virksomhedsretorik. Vi skal tale de store ord. Der er brug for dem. Det store sprog, som vi møder i dåben og ved nadveren, og som sært nok gør os store ved netop at gøre os helt små og lære os at blive som børn igen.
Samtidig skal vi også øve os på at tale klart og vedkommende og uden at falde ind i det kirkelige insidersprog. Tale om skyld og tilgivelse, og om skam og utilstrækkelighed. Igen og igen genrejser Gud vores værdighed. Med et citat fra den tidligere engelske ærkebiskop Rowan Williams er det mest vidunderlige i evangeliet, at vi får at vide, at vi er mere værd, end vi tror.
Lille tro eller stor tro, outsider eller insider? På en måde er vi alle outsidere, der endnu ikke har forstået, at vi er inde i Guds kærlighed. Vi, som arbejder og færdes inden for folkekirken, må derfor aldrig blive så meget insidere, at vi gør andre til outsidere.
Det kristne fællesskab er et fællesskab af outsidere. Det er der noget uendelig smukt ved.