Kirken findes ikke lige nu, som vi kender den

Vi lever i en tid, hvor Danmark er lukket ned, og mennesker ikke kan mødes. I den tid bliver vi nødt til at erkende, at kirken for tiden ikke findes, som vi kender den. Vi må også til at erkende, at skolen for tiden ikke findes, som vi kender den, skriver kronikørerne

Fra venstre: sognepræst Morten Fester Thaysen og provst Thomas Reinholdt Rasmussen.
Fra venstre: sognepræst Morten Fester Thaysen og provst Thomas Reinholdt Rasmussen.

Inden coronakrisen begyndte at trænge sig på og landet lukkede ned, talte man meget i kirkelige kredse om offentlighedsteologi. Det er vanskeligt at få hold på dette begreb, for hvad betyder det, og hvorledes forholder det sig til det omgivende samfund?

Nu er samfundet lukket ned, og kirkerne også. Landets søndagsgudstjenester er ophørt, og det er egentlig ganske uset: Før i tiden i de strengeste sygdomsepidemier blev der holdt gudstjenester i stor stil, selv i Wittenberg under pesten i 1527 var dette tilfældet.

Men i vore dage er det anderledes, og det må også folkekirken forholde sig til. Der bliver ganske vist stadig holdt kirkelige handlinger som dåb, vielser, bisættelser og begravelser, dog kun for inviterede deltagere. Men de offentlige gudstjenester er som sagt aflyst. Derfor udfolder kirkelivet sig nu i helt anderledes omfang på nettet, på sociale medier og i radio og på tv. Og godt for det. Guds ord skal stadig forkyndes og lyde til trøst, opbyggelse og håb.

Men hvad med nadveren? Kan denne holdes gennem virtuelle fællesskaber? Det er spørgsmålet, og allerede flere har forsøgt sig med altergang gennem skærm og radio. Men spørgsmålet er, om det er i tråd med en luthersk nadverlære. Spørgsmålet er her ikke kun af snæver teologisk interesse. Spørgsmålet angår også, hvad vi forstår ved kirken og den offentlighed, som kirken er en del af.

Det Lutherske Verdensforbund har udsendt en artikel skrevet af teologen Dirk G. Lange. Det er en fornem skrivelse med ord på rette sted. Han udfolder tydeligt, at virtuel altergang ikke er muligt i en luthersk kontekst, for menigheden mangler.

Selvfølgelig sidder der mennesker ved højttalerne og ved skærmene, men de kan jo ikke deltage i nadverindstiftelsen. Hvis nadveren virker gennem radioen, er vi blevet så ekstremt lutherske, at vi har glemt menighedens aktive deltagelse i indstiftelse med svar i form af lovsang og bøn.

Radio- og tv-nadveren glemmer menigheden. Radio og tv fungerer til prædikenen, hvor ordet tilsiges, men ikke i forhold til nadveren. Hvis vi holder altergang uden nadveren, skaber vi et hierarki, hvor præsten kan fungere uden menighed. Hvor præsten ophøjes, og menigheden glemmes. Et sådant nadversyn bør man ikke arbejde for i en luthersk kirke, og derfor er det væsentligt, at vi også teologisk gennemtænker, hvad vi foretager os i disse underlige uger, for der kommer også en tid bagefter, hvor det, vi gør nu, kan have betydning. Nadveren kan ikke modtages virtuelt, og der er jo heller ingen, der forestiller sig, at dåben kan modtages gennem radioen.

Opgaven for den kristne er nu med Dirk G. Langes ord: at vente. At vente i tålmodighed, indtil fællesskabet igen kan finde sted, og nadveren modtages. Den kristne skal vente i bøn og i tålmodighed, for kirken findes ikke lige nu som en offentlig virkelighed. Den findes kun som en efterligning, hvor ordet forkyndes, men hvor nadveren ikke kan forvaltes. Derfor skal vi holde op med at foregøgle os, at kirken findes lige nu. Det gør den ikke. Kirkerne er lukkede for offentligheden, og det fysiske fællesskab er udelukket. Hvis vi tror, at kirken findes stadigvæk som før, skaber vi os et abstrakt kirkesyn, der kan skade senere hen, og vi kommer til at løbe forpustede rundt for at finde den kirke, der ikke findes.

I stedet skal vi indse, at vi lige nu vandrer i ørkenen og venter på den dag, da kirken igen er mulig i menighedens fysiske fællesskab om sakramenternes forvaltning.

Dette kan være en befrielse: at vide at kirken som sådan ikke findes i det offentlige rum. Kun ordet findes i det offentlige rum, sådan som vi kan høre det i radioen, tv og på nettet og ikke mindst i vor egen læsningen af Bibelen. Her er der rige muligheder.

Men hvad har alt dette med offentlighedsteologi at gøre? Da vi lagde Dirk G. Langes artikel ud på Facebook, og kommenterede den, blev vi kontaktet af en skoleleder, der sagde, at artiklen for hende var befriende at læse, for i skoleverdenen prøver de i disse uger næsten desperat at holde skole på nettet. Lærerne forsøger således af alle kræfter at lave fjernundervisning, og eleverne prøver at lade sig undervise fjernt. Alt imens holder Undervisningsministeriet med nødlove fast i krav om mål, der skal nås og karakterer, der skal gives.

Alle prøver på den måde desperat at lade som om, at der er en skole, der ikke findes. Det er ikke let. Det ved lærerne. Det ved ikke mindst børnene og forældrene, der har dem derhjemme i disse uger. Og ordene om, at kirken ikke findes, var for hende en befrielse, for nu skal man ikke længere løbe rundt efter noget og i noget, der ikke findes. Man har ikke skole.

Man har måske i bedste fald noget, der ligner, men skole har man ikke. Man har heller ikke kirke, men man har i bedste fald noget, der ligner. Vi løber livet af os, hvis vi tror, at det er det samme, vi har nu, som vi havde før. Og mens vi løber hurtigere og hurtigere i troen på, at det stadig findes, risikerer vi at ende med at skade det, vi har. Vil vi for eksempel på samme måde kunne insistere på, at kirken og skolen består af fysiske fællesskaber bagefter, når vi en tid har løbet rundt og påstået noget andet?

Dette er et eksempel på offentlighedsteologi. Et område som kirkens nadver bliver forstået i en bredere kontekst og skaber rum for en ny forståelse i andre offentlige institutioner.

Kirke har vi, når der er fysisk kontakt, og sakramenterne er ikke noget, præsten råder over alene, men gives gennem den svarende menighed. Skole har man heller ikke i læreren alene, men kun i det fællesskab, som lærer og elever har sammen i den fysiske verden, for vi er kroppe i rummet og ikke svævende ånder i ingenting.

Vi lever lige nu i en tid, hvor Danmark er lukket ned, og mennesker ikke kan mødes. I den tid bliver vi nødt til at erkende, at kirken for tiden ikke findes, som vi kender den. Vi må også til at erkende, at skolen for tiden ikke findes, som vi kender den. Ligesom mange andre ting, der plejer at være afgørende for vores fælles liv heller ikke findes. Det er vores alvorlige virkelighed lige nu, og den virkelighed må se vi i øjnene, præcis som den er. Ellers skaber vi os et falskt liv, der driver os rundt i manegen og skader mere, end det gavner.

I stedet skal vi forsøge at blive på denne ørkenvandring frem mod den dag, hvor vi igen kan mødes. I kirken er det om nadveren. I skolerne er det om at holde skole mellem lærere og elever, der er fysisk til stede i samme rum. Det samme gælder i andre offentlige institutioner.

Den kristne kan blive i ørkenen. Her kan den kristne høre Guds ord og ellers gøre det, der kan gøres her. Alle kan gøre noget i ørkenen. Ikke mindst ved at lytte og være der for hinanden i det omfang, det kan lade sig gøre. Men ørkenen er, som den er. Den er netop ørken.

Ørkenen kan vi ikke trylle væk. Den er her i form af corona og karantæne. Ordet ”karantæne” kommer netop af 40 dage, og Jesus var som bekendt 40 dage i ørkenen. Disciplen står ikke over sin mester, så lad os blive i ørkenen lidt endnu og ikke plante den til med kunstige gevækster, der ingen mening giver.

For der kommer jo en dag, hvor vi træder ud af ørkenen, og da skal vi ikke have forvandlet den til et plasticland, der kommer til at trække dybe spor ind i den tid, hvor både kirken og skolen er til stede igen.