Prøv avisen
Kronik

Kronik: Folkekirken glemmer mennesker med særlige behov

"Gudstjenesten er i sig selv et fællesskab af mangfoldighed og forskellighed. Hvordan får vi den også til at blive et reelt fællesskab, hvor alle er set og hørt, forstået og tilkendt værdighed?," spørger lektor Lars Nymark Heilesen. Foto: Privatfoto

Lars Nymark Heilesen, Lektor, Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Mennesker med særlige behov bør være en påmindelse til folkekirken om, hvordan den bedst er kirke. Det er et handicappet samfund og en handicappet kirke, der ikke lægger sig i selen for at løfte handicap ind på dagsordenen, skriver kronikøren

I BOGEN ”Kirken og mennesker med særlige behov – menneskesyn og teologi”, som netop er udkommet på Forlaget Eksistensen, fortæller kommunikationsvejleder Emmy Kjelmann om John. En ung mand, hvis liv på et splitsekund blev totalt forandret, da han som 26-årig kørte frontalt ind i et træ.

Fra at have været en aktiv ung mand med livet foran sig, var han nu svært traumatiseret, både fysisk og intellektuelt. Der var tvivl om, hvor meget han overhovedet forstod og kunne bearbejde kognitivt. Men et intenst udredningsforløb og nær og empatisk kontakt fra en samtalepartner har ført til, at John i dag har udviklet et alternativt sprog. Han må ikke mere nøjes med at blinke ja eller nej til spørgsmål, andre finder på at stille ham, men kan selv udtrykke sine meninger og vinde identitet.

Emmy Kjelmann slutter sin artikel: ”Når et menneske bliver ramt af en så omfattende hjerneskade, som John blev, kan man ikke vide, om det kan lykkes at opnå en alternativ kommunikationsform – men vi skylder at prøve.”

Det gør vi også i folkekirken – skylder at prøve, når det gælder gruppen af mennesker med særlige behov, der udgør omkring fem procent af os. De er en stadig glemt dimension, også i folkekirken i 2018. Præster har specialhold til konfirmationsforberedelse. Sogne tilbyder nu efterhånden også minikonfirmandundervisning til børn med særlige behov.

Men ingen tænker for eksempel på, at nogen mellem os er udelukket fra gudstjenesten, fordi de ikke selv kan finde derhen eller finde ud af at være der. Og det var ikke kirken, der opdagede John, som af gode grunde ikke gjorde opmærksom på sig selv. Der er meget, kirken og menighederne på den måde går glip af.

”EN GLEMT DIMENSION” hedder i øvrigt en fin bog fra 1995 om kirken og mennesker med udviklingshæmning. Det er således måske slet ikke så mærkeligt, at der er kommet til at gå 23 år, før kirkefolk nu igen skriver om gudstjeneste, undervisning, musik og menigheds- og samfundsfællesskab med mennesker med udviklingshæmning.

Historien om John minder os om dem som konkrete mennesker mellem os. Den glemte dimension omkring mennesker med særlige behov er nemlig et punkt på den fællesmenneskelige dagsorden i samfundet og ikke kun på en kirkelig dagsorden. Derfor har bogen ”Kirken og mennesker med særlige behov” undertitlen ”menneskesyn og teologi”.

Der er forskel på at have ét ben eller to ben. Man løber nødvendigvis hurtigere på to ben end på ét. Et handicap, psykisk eller fysisk, løber man ikke fra. Det gør en forskel. Men forskellen bliver for alvor mærkbar, når den måde eller det tempo, man udvikler sig i, ikke følger flertallets mønster og derfor hurtigt kommer til at støde mod krav og normer, som det flertalsstyrede samfund opstiller. Man bliver skilt ud af gruppen, klassen, holdet og får plads på det hold, der hedder ”mennesker med særlige behov”.

Det aktuelle handicapudtryk ”særlige behov” tilslører samfundsflertallets egen andel og eget medansvar. Det ligger i selve udtrykket, at hvis man er den, der har ”særlige behov”, er man definitorisk den, der sidder med et problem, uanset at det er det stigende flimmer, den voksende kompleksitet, de benhårde krav, som vi stiller til hinanden i samfundet, der for alvor tilspidser problemet.

Umærkeligt lægger der sig hen over gruppen af mennesker med særlige behov en skygge af ikke kun at have et problem, men også at være et problem. De fylder, de koster, de kommer på tværs af de ambitiøse mål og det generelt krævede tempo i ”normalsamfundet”. Det er et handicappet samfund og en handicappet kirke, der ikke lægger sig i selen for at løfte handicap ind på fællesskabets dagsorden.

De seneste 20 år har rettighedstænkningen sat fokus på det fælles ansvar. Salamanca-erklæringen i 1994 satte internationalt ind mod diskrimination af handicappede i uddannelse. FN’s Handicapkonvention fra 2006 fulgte det op. Begge dele har Danmark underskrevet. I 2012 udmøntede det sig i inklusionsreglerne i folkeskolereformen.

De har betydet, at der nu stort set er børn og unge med psykiatriske diagnoser på alle konfirmandhold og minikonfirmandhold fra den lokale skole. Med tydelighed bliver folkekirkens menneskesyn og teologi ad den vej udfordret i øjeblikket. Vi bliver nødt til at svare.

I folkekirken mødes konventionernes krav om ”lige ret” med det kristne evangelium, der har inklusion som en grundsætning. Alle mennesker er skabt af Gud og har fået Guds ånd. Det gælder altid og før alt andet, derfor også uanset handicap eller ikke-handicap. Det forhold lader sig ikke rokke af noget, viser Gud med stigende tydelighed gennem hele den bibelske historie.

Allertydeligst bliver det i den lidende Guds søn på korset, hvor alle kløfter og brud i verden må give tabt i forhold til Gud. Påskedag bærer den opstandne Jesus fortsat sårmærkerne i hænderne som tegn på Guds vilje til at bære menneskets smerte, handicap, lidelse, synd og død i al fremtid.

Paulus tegner konsekvenserne for kirken i et tankevækkende billede af menigheden som Kristi krop. Gud har indbudt os alle til et fællesskab, hvor vi er hinandens ører og øjne, ben og arme og hænder og pandelapper i verden. Tilmed har Gud stillet de svageste og mest sårbare i midten, og kun når de står dér i kirken, spejler de Guds mening med invitationen. Guds kirke er altså indrettet sådan. Vi må arbejde med, hvordan vi bedst muligt hele tiden kan vende folkekirken i den retning.

SOGNEPRÆST, ph.d.-studerende Karin Braüner Vium Mikkelsen peger i den netop udkomne bog ”Kirken og mennesker med særlige behov” på syv felter, hvor det er oplagt at arbejde med inklusion i folkekirken:

Gudstjenesten er i sig selv et fællesskab af mangfoldighed og forskellighed. Hvordan får vi den også til at blive et reelt fællesskab, hvor alle er set og hørt, forstået og tilkendt værdighed?

Inklusion i hele kirkens praksis: gudstjenester, undervisning, sjælesorg, diakoni/mission, børne- og ungdomsarbejde, sogneeftermiddage, højskoleaftener, udflugter – på alle områder vil der være konkrete tiltag at gribe til.

Menigheden som ”krop”. Hvordan lader det sig gensidigt udfolde, at vi er bestemt til at være hinandens øjne, ører, ben og pandelapper? Pigen med Downs syndrom i kirkedøren, som med lige smilende glæde rækker salmebogen til hver kirkegænger, som kommer, styrker alles gudstjeneste.

At få mulighed for at få fortalt sit livsvilkår og sin situation i lyset af den bibelske historie. Hvordan sikrer vi, at det ikke kun kommer til at gælde det ”normale” flertal, men sker til opbyggelse af alle i undervisning, liturgi/prædiken – og måske tilbud til særlige målgrupper?

Netværk og naboskaber: Det er en opgave at få udviklet dem i og uden for kirken: ved kirkekaffen eller -frokosten, nabobesøg, som konfirmandven, køreven.

Hjælpeforanstaltninger og diakoni: Der må tænkes i hjælpemidler i gudstjenesten (tegn til tale, mentorer og hjælpere med mere) og menighedslivet (for eksempel besøgstjeneste, telefonkæder, liftbus, ledsagere, chauffører).

Det må være en opgave for kirke og menighed at være fortalere for mennesker med særlige behov i lokalsamfund og generelt. Der er en åben mulighed i medier, politiske debatter og på gadehjørnet.

Det er ikke altid til at sige, hvad der kan lykkes. Men vi skylder at prøve.

”Den glemte dimension omkring mennesker med særlige behov er nemlig et punkt på den fællesmenneskelige dagsorden i samfundet og ikke kun på en kirkelig dagsorden,” skriver Lars Nymark Heilesen, som har redigeret bogen ”Kirken og mennesker med særlige behov – menneskesyn og teologi”.