Prøv avisen
Kronik

Henrik Stubkjær: Kirken har ansvar og opgave i flygtningekrisen

Henrik Stubkjær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, stiller op til bispevalg i Viborg.Her fotograferet i hjemmets køkken i Haslev.

Hvis ikke vi som kirke taler de nødstedtes sag og i praksis også er med til at tage hånd om dem og deres liv, så svigter vi kirkens Herre, mener biskop Henrik Stubkjær

Vi befinder os midt i den største flygtningekrise siden Anden Verdenskrig. Millioner er på flugt fra en grusom borgerkrig i Syrien. Tusinder er på flugt i Sudan og Sydsudan, i Afghanistan og i en række mellemøstlige lande, hvor de også tvinges fra hus og hjem på grund af lige så bestialske borgerkrige.

Dertil skal så endvidere lægges millioner af ”klimaflygtninge”. Mennesker, der tvunget af klimaforandringerne må forlade deres hjembyer og områder, fordi det ikke længere er muligt at leve der på grund af oversvømmelser eller ekstrem tørke. Disse klimaflygtninge tælles i dag slet ikke med som flygtninge, idet de ikke passer ind i de bestående flygtningedefinitioner.

Millioner af flygtninge befinder sig i nærområderne, som er ved at gå i knæ i forsøget på at skaffe mad og husly til de mange børn, voksne og ældre.

Allerede for over et år siden var forholdene i Libanon kaotiske. Over en million syrere er flygtet over grænsen ind i Libanon, som er et land med omkring fire millioner indbyggere. Mange af flygtningene er kristne og kurdere eller andre minoriteter, som var de første ofre i borgerkrigen.

Jeg besøgte flygtningelejre langs grænsen til Syrien. Lejrene er egentlig gamle lejre til statsløse palæstinensere, som nu må finde husly til de nye flygtninge. Der var rum, hvor der boede 20 mennesker uden nogen form for privatliv. Der var folk, som boede i gamle ruiner, i garager og i halvfærdige huse.

”Vi skal hjælpe i nærområderne,” lyder det igen og igen. Ja, det er rigtigt. Vi gør det også og har gjort det i flere år. Men presset overstiger kapaciteten. Der er nærområder, som for længst er fyldt - ja, overfyldt i ekstrem grad.

Derfor bevæger flygtningene sig nu imod Europa i et desperat håb om at finde sikkerhed og livsmuligheder her for sig selv og deres børn. I de seneste uger har vi set flygtningene krydse grænsen til Danmark. Vi har set dem vandre på vore veje, angste og udmattede - kæmpende for at nå dertil, hvor de tror, de vil blive hjulpet. Og nu må hjælpen også intensiveres her hos os.

I en nødsituation, som vi ser nu, må en kristen evangelisk-luthersk kirke reagere. Gør den det ikke, er det slet ikke nogen kristen kirke. For kernen i det kristne evangelium er kærlighed. Og kærlighed kan kun forstås i relationer.

Vi er som mennesker Guds skabte - og sat i en relation til både Gud, som vores skaber og opretholder, og til vores medmennesker. Vi skal elske Gud af hele vores hjerte og vores næste som os selv. Guds kærlighed til mennesker er en kærlighed, der går hele vejen. Gud gav sig selv for at frelse os. Hans kærlighed viste sin styrke i påsken, hvor den overvandt både ondskab og død.

Klarest er betydningen af det udtrykt i 1. Johannesbrev. (kapitel 4, vers 7-11): ”Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder. Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden.”

Evangeliets udgangspunkt er altså Guds kærlighed til mennesker. Den kærlighed kan vi ikke holde for os selv. Den vil ud, og den vil deles. Bønnen og den kristne spiritualitet er netop en søgen ind i dette Guds rum, hvor vi møder kærligheden, og hvor vi så får sparket ud i verden igen: Gå så ud og del kærligheden med andre!

Kærligheden er gudsforholdets essens. Derfor er det, at dommen over den manglende omsorg for de nød-lidende, som den skildres i domslignelsen fra Matthæusevangeliet, bliver så absolut.

Men samtidig ligger der også det i relationen mellem Gud, mig og mit medmenneske, at den kærlighed, vi giver videre til andre, ikke er noget, vi præsterer af egen kraft og kan bryste os af. Nej det, vi gør, er egentlig blot det, vi bør gøre - give den kærlighed videre, som vi har modtaget!

Mennesket retfærdiggøres ikke af gode gerninger, men kun gennem Guds kærlighed, som er ny over os hver eneste morgen, vi vågner. Derfor kan Jesus også sige: ”Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.”

Omsorgen for vores medmennesker giver altså ingen ”point i den store bog”. Det er at gøre, hvad vi skylder at gøre. Derfor er det hykleri at stille sig op og prale med ens bedrifter. Samtidig er det også ulideligt at blive hjulpet af folk, som - idet de hjælper - tydeligt signalerer, at de mener, de gør gode gerninger.

Det var netop, hvad Luther også gjorde op med, da han hængte teserne op på kirkedøren i Wittenberg. Han gjorde op med afladshandelen og den udbredte gerningsretfærdighed, som havde grebet kirken. I forhold til Gud spiller gerningerne ingen rolle, for vi gør kun det, vi skylder at gøre.

Her er der kun troen - den tro, som lader sig gribe af Guds kærlighed. ”For i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro - som der står skrevet: 'Den retfærdige skal leve af tro'.” (Romerbrevet kapitel 1,vers 17).

Luther gør altså op med gerningerne som en vej til frelse. Men han gør på ingen måder op med kærlighedens forpligtelse til at yde omsorg for mennesker i nød. Denne omsorg dirigerer Gud gennem både det verdslige regimente og det åndelige regimente. Her er Luther pragmatisk, for Gud er for ham jo øverste instans for begge regimenter, og det er da også sigende, at omsorgen for de fattige, i den første lutherske kirkeordinans i Danmark fra 1537 placeres under kirken.

Når Luther taler om kirkens diakoni, altså den praktiske omsorg for medmennesker, så tager han ofte udgangspunkt i nadveren. I sin tidlige sermon om nadver fra 1519 skriver han således: ”Så må mit hjerte da give sig hen i kærlighed og lære, at dette sakramente er et kærlighedens sakramente, og ligesom der skænkes dig kærlighed og bistand, således må du igen vise Kristus kærlighed og bistand ved at hjælpe hans trængende brødre.”

Dette er et ansvar, som tilfalder den enkelte, men det er også et ansvar, vi som kirke må forholde os til. Luther selv gør det blandt andet i en prædiken til Stefansdag i 1523, hvor han tilskynder kirkerne i Wittenberg til at oprette diakonater og inddele byen i områder, så omsorgen kan organiseres effektivt.

At kirken også har et ansvar i den situation, hvor mennesker på flugt banker på vores dør, det er for mig indlysende. Og det er lige så indlysende, at det ikke har noget at gøre med, at kirken så blander sig i flygtningepolitikken, som det tilfalder vore politikere at udforme.

Hvis ikke vi som kirke taler de nødstedtes sag og i praksis også er med til at tage hånd om dem og deres liv, så svigter vi kirkens Herre.

Kirken skal ikke blande sig i kvotefordelinger og placeringer og internationale løsninger i de lande, som skaber flygtningene - det har vi vore politikere til. Men kirken skal holde politikerne og os alle fast på vores ansvar og på håbet midt i det håbløse.

Henrik Stubkjær er biskop over Viborg Stift