Kirken i den digitale fremtid

Fremtiden er lige om hjørnet. Og på tv-området betyder det, at der inden længe vil være et mylder af tv-kanaler, der byder sig til. Blandt dem utvivlsomt flere religiøse kanaler, som må komme til at udgøre en udfordring for folkekirken

I meget gamle dage skulle man bevæge sig hen på torvet, til kroen eller til kirken, hvis man ville høre nyt udefra. Når tilrejsende bragte nyheder med sig, eller officielle kundgørelser skulle meddeles, måtte man fysisk være til stede, hvor sidste nyt blev fortalt eller læst op. Senere medførte bogtrykkerkunsten, at den trykte avis så dagens lys. Da blev det enkelte menneske uafhængig af tid og sted, hvis man ville høre nyt, for nyheder og kundgørelser kom lige ind ad døren. Man kunne så selv bestemme, hvornår man ville informeres, og i vid udstrækning også via selektiv læsning, om hvad man ville informeres. En stor sejr til det individuelle. Næste udviklingsskridt blev så de elektroniske medier, og nu måtte man igen til at passe klokken og være på et bestemt sted, hvis man ville følge med i sidste nyt. »Pressens Radioavis« definerede døgnrytmen i mange hjem, og senere overtog »TV-aktuelt«, som TV-avisen hed i starten, den rolle. Den enkeltes frihed blev på ny indskrænket og styret. Og i disse år sker der så igen en ændring: De elektroniske medier er ved at blive digitaliserede. Dette tekniske fremskridt vil betyde, at den enkelte igen får individuel mulighed for at vælge både tid og sted for modtagelse af oplysninger, oplevelser og informationer. For det digitale tv-apparat er konstrueret sådan, at det i sig lagrede alle de udsendelser, der har været vist på et bestemt i forvejen udvalgte antal kanaler i f.eks. de sidste 48 timer. Det betyder, at seeren selv kan vælge tidspunktet for at se en hvilken som helst nyhedsudsendelse uden at have sat videomaskinen til. Man vil endda på samme måde som i den trykte avis ud fra en elektronisk oversigt selv kunne udvælge, hvilke indslag fra den pågældende tv-avis man ønsker at se. En helt neutral teknisk udvikling som betyder, at man ved at sende tv-signaler digitalt i stedet for som i dag analogt, etablerer en revolutionerende kulturel effekt. Det moderne menneske får igen den frihed og valgmulighed tilbage, som da den trykte avis afløste den mundtlige beretning. Men der venter endnu mere lyksalighed i den digitale verden. For alle eksperter er enige om, at inden for en tidshorisont på 10 år vil alle vores nukendte elektroniske apparater smelte sammen til et: tv, radio, telefon, diverse alarmer, computer mv. vil alt sammen rummes i samme apparat, hvilket giver mennesker store muligheder med hensyn til oplevelser, samt indsamling af informationer og muligheder for at kommunikere med hinanden. Billedtelefoner, overvågningsudstyr, varerbestilling, filmunderholdning etc. vil forbavsende hurtigt blive en realistisk mulighed i ethvert hjem, der måtte ønske det. På tv-området vil den nye teknik betyde to ting. Dels at man, som beskrevet ovenfor, som seer bliver relativ uafhængig af tidspunktet, hvornår en bestemt film eller udsendelse sendes. Dels at udbudet af udsendelser vil stige voldsomt. Det sidste skyldes, at man med det nuværende jordbaserede analoge sendenet i Danmark disponerer over to-fire kanaler, men i fremtiden vil man via det samme sendenet, men nu med digital teknik, kunne sende 16-24 kanaler samtidig - ad åre måske 40 kanaler. Den udvikling vil betyde, at der ved siden af de store public service-kanaler, DR og TV 2, vil opstå et mylder af specialkanaler. For dels er der altså god sendeplads til dem på sendenettet, dels vil den nye teknik og den hastige tekniske udvikling betyde, at det bliver langt billigere at producere tv, end tilfældet er i dag. Mens et professionelt tv-kamera for blot fire-fem år siden kostede 400-600.000 kr, kan man i dag købe tv-kameraer, som teknisk er fuldt på højde med de gamle, til en pris af 50-70.000 kroner, og priserne på teknisk »isenkram« styrtdykker fortsat. Til den tid vil utvivlsomt mange udenlandske tv-stationer byde sig til med udsendelser til danskerne. Og en del af disse vil være forskellige religiøse grupper, som med tv-tilbud til søgende og troende mennesker søger at vinde tilhængere. Spørgsmålet melder sig derfor naturligt: Hvordan vil den danske folkekirke mon forholde sig til denne nye elektroniske verden? Afventer man blot passivt udviklingen, risikerer man at blive skubbet helt af banen. Derfor mener jeg, man snarest må i gang med at gøre sig overvejelser over, hvorledes denne nye digitale virkelighed vil påvirke og gribe ind i folkekirkekristnes tros-liv. For indtil dato har folkekirkens medievirksomhed som bekendt været uhyre tilfældig og lemfældig. Man har stort set lagt ansvaret over til DR og TV 2 og håbet, de klarede sagen. Det har de gjort i en årrække, men det gør de ikke mere. Derfor er der lidt tilfældigt i fem af landets 12 stifter blevet ansat medie- og informationsmedarbejdere. Tre af disse arbejder målrettet med tv-produktion, hvor man med overordentlig anstrengt økonomi og uhyre pressede arbejdssituationer, producerer og udsender regelmæssige tv-udsendelser på lokal-tv i folkekirkelig regi. Dette folkekirkelige lokal-tv udfylder følgende behov: 1) leveret et troværdigt modbillede til den kristen-domsopfattelse, som frikirkerne med stor dygtighed og ihærdighed præsenterer på tv-skærmen (og som ofte er ganske langt fra luthersk-evangelisk kristendomsopfattelse!). 2) givet den lokale folkekirke mulighed for at præsentere sig som den kirke, der er folkets kirke i sogn og stift, og som via skærmen kan vise de talrige muligheder, den tilbyder sine medlemmer. 3) givet mulighed for, at folkekirken er med til at sætte dagsordenen for, hvad der bør diskuteres og forholdes til i en verden, som i øvrigt i højere og højere grad er styret af materialisme og hurtige overfladiske åndelige bevægelser. 4) givet kirkens folk en øvelsesplads, så man på må og få har kunnet høste erfaringer om, hvordan kirkeligt stof kan præsenteres på skærmen. Men som nævnt: Det er både kompliceret og dyrt at lave tv, hvorfor små enheder som stifter, for slet ikke at tale om sognet, slet ikke magter denne opgave, hvis resultatet skal have et tilfredsstillende niveau. Opgaven »Folkekirke i tv« kan efter min mening kun løses på landsplan. Og det giver for dagens folkekirke et både indholdsmæssigt og organisatorisk problem. For ideologien om, at ordets forkyndelse sker i det nære miljø, i sognekirken, står blandt kirkefolk fortsat så fast, som var det en del af kirkens bekendelsesgrundlag. Og den ideologi passer det flygtige tv-medie jo ikke ind i. Organisatorisk er folkekirkestrukturen skruet sådan sammen, at selvom folkekirken er særdeles formuende, er det ikke uden videre organisatorisk muligt at kanalisere midler over til oprettelse af f.eks. et Folkekirkeligt Medieinstitut. Sådanne institutioner har man ellers i en snes år haft i vores søsterkirker i Norge, Sverige og Finland, hvor kompetente teologer, præster og mediefolk sørger for, at de respektive landes lyttere og seere også på medieområdet får tilbudt information, oplysning, undervisning og forkyndelse, som en naturlig del af en folkekirkes forpligtelse. Men på grund af folkekirkens diffuse magtopbygning, er det uklart, hvor ansvaret for sådant arbejde måtte være placeret. Er det i Kirkeministeriet, hos biskopperne, i Menighedsrådsforeningen? Man kunne forestille sig, at Kirkeministeriet, der i forvejen økonomisk dækker de folkekirkelige efteruddannelsesinstitutioner, i samarbejde med biskopperne og menighedsrådsforeningen, etablerede et Folkekirkeligt Medieinstitut i tæt samarbejde med f.eks. Folkekirkens Religionspædagogisk Institut i Løgumkloster. På den måde kunne man uden at skulle gribe ind i hele kirkens struktur forholdsvis nemt skaffe det økonomiske grundlag for et nødvendigt landsdækkende folkekirkeligt mediearbejde. Der er tale om et beløb i størrelsesordenen 20 millioner kroner, hvilket i den samlede folkekirkelige økonomi regnes i promiller. Men en løsning begynder at haste. For før vi får set os om, bliver der etableret adskillige religiøse kanaler fra måske danske frikirker, men utvivlsomt også fra muslimer og andre udenlandske trossamfund. Rundt omkring uden for folkekirken er der både vilje, økonomi og organisationer beregnet hertil. Den danske folkekirke skylder kristendommen og sine medlemmer at være parat, så man den dag, hvor digitaliseringen er en realitet, er klar til at gå i luften enten med sin egen kanal, eller et samarbejde med eksempelvis de folkelige oplysningsforbund. Det teoreriske, uddannelsesmæssige, tekniske og organisatoriske arbejde burde for længst være begyndt. n sognepræst