Det sker igen og igen, at der skrives om virkeligheden ude på landet. Købmanden lukker. Skolen lukker. Alting lukker – undtagen kirken. Igennem flere år har der af samme grund været et folkekirkeligt projekt, der har heddet ”Kirken på landet”. Der er således blevet brugt tid og penge på at forske i, hvordan der kan være en kirke i et sogn, hvor kirken er det eneste, der er tilbage. Men vi hører ikke rigtigt noget fra projektet. Ikke herude på landet i hvert fald.
Vi vil derfor prøve selv at komme med et bud på, hvordan folkekirken kunne komme til at spille en rolle i de 1000 sogne, der har under 1000 indbyggere. Vi mener, at kirken kunne blive det sted, som fornyer det folkelige fællesskab. Ikke ved først og fremmest at sætte en masse aktiviteter i gang, men ved at besinde sig på forbindelsen mellem det kirkelige og det folkelige fællesskab, og hvad denne forbindelse betyder.
Spørgsmålet er bare, hvad vi forstår ved et fællesskab. På Wikipedia defineres fællesskab som ”en samling af mennesker, som bindes sammen af noget, de har til fælles, hvilket vil sige noget, de er enige om, har samme synspunkt på eller for eksempel en interesse, de deler med hinanden.”
Sådan kunne man argumentere for, at kirken i sig selv er et fællesskab for dem, der har en religiøs interesse. Her mødes de, der har særlige interesser. De kender hinanden. De deler deres religiøse behov og deltager i religiøse ritualer med hinanden. De kan ligefrem omtale sig selv som en levende menighed. Folk, der ikke plejer at komme i kirken, mærker alligevel med det samme, at de ikke er en del af de andres fællesskab. Der er noget lukket over det.
Ser vi kirken som et fællesskab for de religiøse, vil den reducere sig til at være et særligt fællesskab på linje med andre særlige fællesskaber i sognet. Nogle dyrker det religiøse, mens andre dyrker fodbold eller zumba. En sådan kirke vil ikke have nogen fornyende kraft i sognets folkelige fællesskab. Det vil til gengæld den kirke, der ikke ser sig selv som et religiøst fællesskab, men som et kristent fællesskab. Et kristent fællesskab, der som en selvfølge har forbindelse med sognets folkelige fællesskab.
Højskolemand, seminarieforstander og domprovst Jørgen Bøgh sagde engang: ”Som folkekirke må kirken være kirke både for dem, der føler sig som religiøse, og dem, der ikke gør det. Som inkarnationens kirke må kirken være kirke for hele mennesket, og ikke blot for sjælesiden. Den sekt-mentalitet, som gør kirken til de bevidst religiøses kirke, og den opdeling af mennesket, som får kirken til at bruge en uendelighed af kræfter til den form for rendyrkning af det sjælelige, som kaldes opbyggelighed, er ubibelsk og uvirkelig.
Den fratager den mere jordbundne del af befolkningen forbindelsen med den kirke, de blev døbt til at tilhøre.” En kristen kirke er altså inkarnationens kirke. Det kan ikke være anderledes, når Gud har inkarneret sig som et menneske. Her er han ikke kun til stede i et særligt reservat af menneskelivet. Han er til stede i hele menneskelivet – både sjæleligt og legemligt.
Når mennesker samles i kirkens gudstjeneste, er det derfor for at høre, hvem de er. De er ikke længere bare tilfældige individer, der ikke har noget med hinanden at gøre. De er mennesker, til hvem Gud er kommet. De er mennesker, som Gud har taget bolig i for at lade dem vokse sammen i tro, håb og kærlighed. I dette fællesskab er der ingen forskel på mand eller kvinde, rig eller fattig, vinder eller taber.
De er fælles om at tilhøre det fællesskab, som Gud har taget bolig i. Når man har siddet på kirkebænk sammen, kan man derfor ikke være ligeglad med den, der sidder ved siden af. Måske er man forskellige. Måske kommer man ikke lige ofte i kirke. Måske er man tilmed uenige om det meste. Især det politiske. Men på trods af alle disse forskelle er man mennesker, som Gud har bundet sammen i tro, håb og kærlighed. I denne bundethed er man derfor forpligtet på hinanden.
I den forstand bliver det kristne fællesskab noget andet end det religiøse fællesskab. Er det religiøse fællesskab forbeholdt de bevidst religiøse, er det kristne fællesskab for alle. Hvor det religiøse fællesskab lukker sig om sig selv, åbner det kristne fællesskab sig ud mod alle. Det kristne fællesskab insisterer ligefrem på at have forbindelse med det folkelige fællesskab. Herude er der så mange forskellige måder at se livet på. Nogle har fuld gang i livet. Andre er gået i stå. Nogle har succes. Andre har svært ved at få dagligdagen til at hænge sammen.
Nogle gange er forskellene så store, at man synes at leve i forskellige virkeligheder. Men at sige, at der ikke længere findes noget fællesskab ude på landet, passer ikke. Fællesskabet findes. Uanset hvem der bor på stedet, er de alle fælles om at tilhøre Gud. Alene af den grund er det værdifuldt, at kirken er der. For er den der ikke længere, er der ikke længere det sted, hvor folk kan holdes fast på, at de har noget sammen på trods af forskellene. Så kan de i ro og mag vende ryggen til hinanden. Lukke dørene til deres huse og være fløjtende ligeglade med, at naboen ikke kan få dagligdagen til at hænge sammen.
Kirken på landet har derfor en vigtig rolle at spille. Når skolerne og butikkerne ikke længere er der, er fællesskabet ikke synligt, som det har været. Alle kunne se det, da børnene kom på skolen, og de voksne købte ind hos købmanden. Når disse naturlige mødesteder ikke længere findes, får fællesskabet det svært. Så svært, at det nogle gange synes at være blevet væk. Kirkens rolle er at genfinde det. Den skal ikke genfinde det, fordi det kunne være hyggeligt. Den skal heller ikke genfinde det for at skabe mere aktivitet og adspredelse for folk. Den skal alene være med til at genfinde fællesskabet, fordi fællesskabet evangelisk set er en begrundelse i sig selv.
Hvordan det folkelige fællesskab leves, må være forskelligt fra sted til sted. Det er sikkert ikke lige nemt alle steder. Folkelige fællesskaber kan til tider være anstrengende. Måske fordi man skal være sammen med mennesker, man er uenig med, måske fordi man også skal være sammen med mennesker, der ikke har det nemt. Men folkelige fællesskaber lever heller ikke af, at det skal være nemt. Skal det være nemt, skal man flygte ind i fællesskaber af ligesindede. Disse fællesskaber er der rigeligt af i Danmark. De er bare ikke folkelige. Folkelige fællesskaber lever af en gensidighed, der er dybere end fællesinteresser. Det er dette dybere, som kirkens gudstjeneste skaber, og som kan styrke og forny det folkelige fællesskab.
For os begynder en diskussion af kirkens rolle på landet derfor med en besindelse på, at kirken ikke er et fællesskab mellem andre fællesskaber. Kirken er derimod et sted, hvor fællesskaber skabes. Præsten Morten Pontoppidan talte for mange år siden højstemt om, at kirken var et mødested, hvor ”alteret brænder med den hellige ild, den, der smelter hadet, blødgør det stive og hårde sind og lader dem, der før var fjender, strække hænderne broderligt ud mod hinanden.” Dette mødested ville således få betydning for sognet. Vi tror, at han stadig har ret.
Forstås kirken sådan, er den ikke bare en lukket klub for særligt interesserede. Den er heller ikke bare et kulturhus, der skal skabe adspredelse. Kirken er et gudstjenestefællesskab, der i sit budskab insisterer på et folkeligt fællesskab, hvor alle i al deres forskellighed er forpligtede på hinanden.
Birgitte Rosager Møldrup og Morten Fester Thaysen er sognepræster og medlemmer af Grundtvigsk Forums styrelse