Prøv avisen
Kronik

Kirken kan ikke vende ryggen til erfaring og fornuft

Folkekirken burde lægge striden med videnskab og oplysning på hylden og forsvare enhvers ret til at stole på egne sanser og forstand og på det verdenssyn, der mere end noget andet har formet Vestens forestillinger, udvikling og evne til at klare hverdagen

Flertallet af folkekirkemedlemmer er rationelle mennesker. Mange føler sig derfor utilpas i kirken, når den knalder døren i til videnskab, erfaring og fornuft og i stedet inviterer til kaffeslabberas, ammestuesnak, spiritualitet, sjælevandring og nu også samtaler med døde kæledyr. Kirkens åbenhed for overtro er symptom på, at rationalismen er presset ud sammen med for eksempel Taarbæk-præsten Thorkild Grosbøll, selvom Jesus og kirkefædre som Paulus, Luther og vores egen Grundtvig anså både erfaring og fornuft som det fælles menneskelige fundament.

Skal vi på én gang være både oplyste og kristne, mangler der en forståelse af for eksempel trosbekendelsens historiske baggrund i middelalderens og reformationstidens forestillingsverden, det vil sige tiden før 1600-tallets videnskabelige revolution. En lang række fænomener såsom sol, måne, stjerner, jordskælv, uvejr, elektricitet, magnetisme, arvelighed, sindssygdom, misvækst, epidemier og individuelle sygdomme er i vore dage ikke ”mystiske” og ubegribelige foreteelser, som en faderlig guddom nedkalder over os som straffe, prøvelser eller belønninger. Disse og utallige andre naturlige fænomener har vi nu konkret viden om.

Men befolkningens rationelle indstilling og naturens afmytologisering kolliderer naturligvis med trosbekendelsens og de bibelske myters uændrede formuleringer. Når så for eksempel Helsingør-bispen tvinger rationalister som Grosbøll væk fra pastoratet, og københavner-bispen ligefrem bryster sig af ikke at have begreb om naturvidenskab, skaber det fornyet plads for den form for ”åndelighed”, ”spiritualitet” eller ”nyreligiøsitet”, der ikke kan forenes med kirkefædrenes eller befolkningens respekt for viden, erfaring og fornuft.

Uanset dåbens og nadverens naturstridighed og kultiske baggrund i oldtidsforestillinger om vandets, blodets og brødets mening burde folkekirken kunne lægge striden med videnskab og oplysning på hylden og forsvare enhvers ret til at stole på egne sanser og forstand og på det verdenssyn, der mere end noget andet har formet Vestens forestillinger, udvikling og evne til at klare hverdagen.

Vestlig videnskab er tæt sammenvævet med kristendommens historie, der har bidraget til en samfundsorden, hvor videnskab og kritik tolereres og endog har kunnet korrigere de skiftende officielle versioner af kristendommen. Efter middelalderens irrationalitet fik det kristne Europa en fornyet tro på observation, erfaring og fornuft. Det kan blandt andet illustreres med danskeren Niels Stensens liv og værk (Steno, 1638-1686, saligkåret af den rationelle polske pave i 1988, 302 år efter sin død). Trods sin dybe religiøsitet brød Steno med en række af middelalderens kirkedogmer og vaneforestillinger. Som den første gav han hjertet, hjernen, kirtlerne og musklerne en moderne, funktionel beskrivelse – fjernt fra dogmernes forståelse. For eksempel brød han med hjertedogmet og sagde efter grundige undersøgelser:

”Man anser hjertet for at være sjælens sæde og åndens trone. Men i hjertet finder man intet, som ikke findes i enhver muskel, og i enhver muskel finder man intet, som ikke findes i hjertet. Hjertet er en muskel.”

Men hjertedogmet lever stadig i bedste velgående, nu mest som et ”spirituelt” begreb om kærlighedens og poesiens (hjertets) modsætning til fornuften (hjernen), selvom vi ved, at både kærlighed, poesi og fornuft udspringer af hjernens processer. Under en berømt forelæsning i Paris gjorde Steno yderligere op med samtidens og Descartes’ forestillinger om, at sjælen ved Guds indvirkning styrer vibrationer i koglekirtlen midt i hjernen og derved påvirker hjernen til at sende signaler til musklerne, så vi kan undgå synd og nærmest maskinagtigt gøre, hvad Gud har ”kaldet” os til. I stedet viste Steno, at Descartes på alle punkter beskrev hjernen anatomisk helt forkert og kritiserede samtidens store kanoner med blandt andet disse ord:

”Disse mennesker (blandt andre Descartes, red.) vil give Dem en beskrivelse af hjernen og beliggenheden af alle dens funktioner, som om de selv havde været til stede ved skabelsen af denne ’vidunderlige maskine’ og havde gennemskuet alle dens store bygmesters inderste planer.”

Og han grundlagde den vel mest religionskritiske videnskab af alle, geologien. Steno viste (1667), at fossiler, der ligner nutidens havdyr, ikke er uransagelige tegn fra Gud, men stammer fra livet i fortidens have, også når fossilerne ”findes mange tusinde mile fra havet eller på de højeste bjergtinder”. Og han viste (1669), at Jorden har undergået enorme forandringer, der langt overskrider, hvad de bibelske myter tillader. Han blev derfor spurgt af inkvisitionen, hvad man skal tro, når Bibelen og dogmerne afviger fra naturvidenskaben.

Spørgsmålet var selvfølgelig relevant, men også livsfarligt. Galilei havde lige akkurat undgået en dødsdom og blev sat i årelang husarrest for at svare på lignende spørgsmål. Nu stod Steno så pludselig i samme farlige situation. Stenos mæcen, storhertug Cosimo III tvivlede ikke på Stenos oprigtige konvertering til katolicismen, det vil sige ”moderkirken” og dens udspring i urkristendommen. I Stenos optik kunne ”moderkirken” efter Reformationens lærestreg til paverne bedre give plads til erfaring, fornuft og videnskab end den fundamentalistiske pietisme, der rådede i Nordeuropa. Og den residerende pave ønskede næppe en ny konflikt med videnskaben, hvis det kunne undgås. Så man accepterede Stenos principielle opfattelse: ”Sand videnskab er den højeste lovprisning af Gud!”.

Med andre ord: Observationer, der bekræftes af fornuften, og fornuft, der bekræftes af observationer, står over hvad Bibelens forfattere engang har skrevet. Når der er uoverensstemmelser med ”demonstrativt sikker viden”, er det videnskaben, man bør tro på.

Heldigvis sikrer Grundloven, at rationelle medlemmer af folkekirken ikke kan smides ud, og at vi må tro og sige, hvad vi vil, uden at forlise tilknytningen til kirken, dens historie og omskiftelige tro, som danskerne har praktiseret i 1000 år. Men jeg ville ønske, folkekirken ville tillade præstestanden at udtrykke tro på sikker viden, også når den kun kan rummes i en allegorisk fortolkning, for eksempel trosbekendelsen og sakramenterne.

Det burde være tilladt præster at sige, at både bibel og trosbekendelse er historiske, menneskeskabte dokumenter, som i nutidig kristelig forstand kun kan have allegorisk betydning, og at disse dokumenter ikke altid harmonerer med det, nutidens mennesker kan tro på. Folkekirkens præster har og skal have en lang universitetsuddannelse, der bygger på videnskabelig skoling og videnskabsetik. Heri adskiller de sig fra præsteskabet i Danmarks anden store religion, islam, hvis imamer typisk har studeret en ukritisk, bogstavelig – og ofte ufredelig og juridisk dømmende – fortolkning af islams hellige skrifter.

Modsat imamer og missionærer i fremmede kulturer skal danske præster deltage i fællesskabet med den øvrige befolkning om samtidens almene viden og de gældende love. For mig er folkekirkens omdrejningspunkt den enkeltes møde – på godt og ondt – med vores fælles historie, vilkår, viden og erfaring og fælles håb om kærlighed, dagligt brød og tilgivelse. Hvis vi skal tage de kristne budskaber om fællesskab, næstekærlighed, håb, synd og tilgivelse alvorligt – og det synes jeg, vi skal – kan kirken ikke samtidig vende ryggen til det fælles rationelle grundlag, som får vores daglige liv til at fungere, og som vi mere end noget andet tror på.