PRÆSTER ER NORMALT uhyre forsigtige med at prædike politisk, for kirken og evangeliet er jo for alle uanset politisk observans. Alligevel har jeg over en længere periode bemærket en tendens til, at flere og flere præster mere eller mindre direkte kritiserer bestemte politiske holdninger for eksempel til flygtninge, ældre, syge, hjemløse og andre, som er afhængige af samfundets hjælp.
Hele spørgsmålet om den såkaldte velfærd, som jo i høj grad hænger sammen med skattepolitik, har nemlig med menneskesyn at gøre, og det er derfor ikke så underligt, at præster bliver mere polemiske, hvis de fornemmer, at der er ved at udkrystallisere sig en politisk kynisme, som modsiger et kristent menneskesyn. Klimaforandring og naturødelæggelse er også efterhånden et hyppigt politisk tema i prædikener, for verden er Guds. Spørgsmålet er, om der er ved at opstå en kløft mellem den herskende politiske diskurs og kurs, som den kommer til udtryk i lovgivning, i debatter, i taler og i partiprogrammer og så videre og en kristen livsforståelse.
Er det tegn på, at den politisk neutrale kirkes tid er ved at ebbe ud?
Nu er der rent faktisk inden for kirken mange vidt forskellige opfattelser af kristendommen, men betyder denne pluralisme, at kristendom kun kan forstås i flertal? Eller kan der trods den kirkelige mangfoldighed siges noget faktuelt, objektivt, entydigt, generelt og eviggyldigt om, hvad kristendom går ud på – noget, som også har politiske konsekvenser?
Naturligvis! Der findes jo et bibelsk trosgrundlag for kristendommen, og det sætter trods alt visse rammer for, hvad der kan kaldes kristendom. Man kan for eksempel ud fra Skriften umiddelbart opremse, hvad kristendommen ikke går ud på: hævn, egoisme, løgnagtighed, misundelse, kynisme, naturødelæggelse, voldtægt, undertrykkelse, håbløshed, gerningsregnskab, nihilisme og lignende. Der er faktisk på trods af de mange kirkeretninger og teologiske uenigheder en temmelig tydelig livsindstilling i kristendommen, som kan italesættes både fagligt og folkeligt.
I NYESTE TID har der imidlertid bredt sig den opfattelse, at religion er en privatsag, som ikke hører til i det offentlige rum. Men den misforståelse forudsætter, at man identificerer religiøsitet på en ganske bestemt måde, nemlig som forestillinger om noget overnaturligt og mystisk, der ikke kan bevises, og som ikke eller højst indirekte har samfundsmæssig betydning.
Ifølge dette religionsbegreb kan man frit tro hvad som helst, bare man opfører sig i overensstemmelse med det sekulære samfunds lovgivning. Sådan set er troen intet andet end udtryk for mere eller mindre tilfældige og frit opdigtede forestillinger, som man har for sig selv og eventuelt deler med nogle meningsfæller.
En sådan forestilling om tro beror imidlertid på en sammenkædning for ikke at sige af en kortslutning af to forhold, nemlig den moderne individualisme og Martin Luthers adskillelse af det åndelige og det verdslige regimente. Der var for Luther god grund til at skelne mellem kirke og stat, mellem religion og politik, for kirken var på hans tid en reel politisk magtfaktor.
Men Luther havde aldrig forestillet sig, at staten kunne udrangere kristendommen som kollektivt tydningsgrundlag, og at troen kunne isoleres til at være et privatanliggende. Nok var troen for ham ikke noget ydre, men tværtimod et inderligt forhold mellem den enkelte og Gud, men et forhold som vel at mærke skulle komme til udtryk i både livsforståelse og livsførelse. Når så en moderne individualismeideologi lægges ind over den lutherske tanke om troen som et personligt og inderligt anliggende, bliver konklusionen, at tro udelukkende er en privatsag, som naturligvis ikke hører til i det offentlige rum.
ADSKILLELSEN AF religion og politik og placeringen af det religiøse i privaten har efterhånden resulteret i, at de politiske partier kan køre friløb på mere eller mindre selvopfundne livstydninger – på private meninger. Selvfølgelig skal en demokratisk funderet statsmagt med et folkevalgt Folketing respekteres, men det er vel principielt ikke helt udelukket, at en kulturel-politisk samfundsudvikling kan tage en sådan drejning, at den er direkte i modstrid med grundlæggende kristne værdier.
Hvis for eksempel den såkaldte velfærd nedskrives til et minimum, hvor syge, svage, gamle og børn, hvis værdighed, trivsel og livskvalitet afhænger af, om der tages kollektivt ansvar for dem, er der tydeligvis tale om en bestemt ”politisk tro” på en form for darwinisme, som ikke harmonerer med kristne grundværdier. Drives der rovdrift på jorden, planter, dyr, søer og havet, så er skabelsestanken forladt til fordel for scientisme, naturalisme og positivisme, behovsdyrkelse, profitbegær med mere. Men går magthaverne imod Guds ordning og vilje – altså imod den kristne livstydning, er der ifølge Luther grund til protest og måske ligefrem oprør.
MEN SÅ ER VI TILBAGE ved begyndelsen, for hvem kan udtale sig og agere i kristendommens navn, når kirken blot er en rammeordning og derfor ingen stemme har, men kun kan opvise et virvar af stemmer, og troen udelukkende er en privatsag? Er eneste mulighed så en kirke, der bare tavst må se til, at samfundet eventuelt afvikler en kristen livsforståelse og nedskriver mennesket til et socialt hierarkisk dyr?
Det kan være politikere med en særlig agenda, økonomer og filosoffer, det kan være store nationale og multinationale selskaber, det kan være banker og andre, der driver udviklingen i en retning, som går imod fundamentale indsigter og værdier i kristendommen. Luther udtrykte som bekendt kristendommens grundprincipper i katekismerne, og i dem er der uden tvivl historiske sandheder på spil – men også mere end det.
SPØRGSMÅLET ER, om det på nutidens præmisser er muligt at tale ind i debatten ved hjælp af et moderne kirkeligt manifest, uden der bliver tale om et politisk partiprogram. Et manifest, som kunne være til hjælp og inspiration i den kristnes lønkammer, når der skal tages stilling til de sekulære politikker, der udbydes. For uanset den kirkelige mangfoldighed og uenighed, er det muligt at udpege fundamentale sandheder, som enhver, der gider sætte sig lidt ind i tingene, må anerkende som grundlag for en kristen livstydning.
Man behøver kun nævne skabelsestanken, der jo klart er udtryk for, at naturen ikke bare kan forstås scientistisk som dødt råstof, mennesker kan skalte og valte med efter forgodtbefindende, men som tværtimod skal tolkes og respekteres som Guds skaberværk. Og hvis mennesker primært tænkes som borgere i dyreriget, som ulve blandt ulve, og derfor behandles umenneskeligt, strider det helt åbenlyst mod den kristne tanke om mennesker som åndelige væsener og borgere i Guds Rige – forpligtet på næstekærlighed.
FØRES DER EN POLITIK på grundlag af et reduceret menneske- og livssyn, der legaliserer, at kløften mellem fattig og rig uddybes, at velfærden undergraves, at nødlidende svigtes, at kloden og klimaet ødelægges og så videre, må den kristne have pligt til at protestere og gøre oprør.
Kirken kan, hvis den vil, sagtens udarbejde et officielt kirkeligt manifest, som gør det muligt at holde de forskellige partiprogrammer og de konkrete politikeres synspunkter og afgørelser op mod de kristne grundbegreber. Men det er naturligvis stadigvæk alene op til den enkelte at vurdere, hvordan kristen tro så kan omsættes til politisk praksis.