Prøv avisen
Kronik

Kirken må ikke svigte de mennesker, der tvivler på troen

Cirka 50 procent af de mennesker, der tidligere oplevede troen som meningsfuld, oplevede i stedet konflikt, tvivl, forladthed, vrede, skyld/skam eller meningsløshed i mødet med kriser.

Når vi møder en krise i livet, kan vi opleve tro som en udfordring. Sådan er det faktisk for cirka halvdelen af de troende danskere i mødet med kriser. Kirken burde gå forrest med at hjælpe dem, der oplever kriser, mener landsleder i diakonal organisation, skriver Annette Bech Vad, landsleder i Agape – en forening, der hjælper mennesker, for hvem livet gør ondt

Det er vigtigt, at kirken også tager sig af dem, som under en livskrise samtidig oplever en form for troskrise. I mødet med kriser er det forskelligt, om vi oplever troen som en ressource eller en udfordring, og cirka halvdelen af troende danskere oplever troen som en udfordring i mødet med kriser. Derfor er det vigtigt, at vi tager os af dem, som under en livskrise samtidig oplever en form for troskrise.

Danmark har netop fået Nordeuropas første professorat i eksistentiel og åndelig omsorg på Syddansk Universitet. Niels Christian Hvidt er nyudnævnt professor, som skal forsøge at etablere en helhedsorienteret indsats for mennesker, der oplever sygdom. Det lover godt for fremtidens patienter, den dag forskningstiltagene bliver implementeret i sundhedsvæsenet, for vi er alle hele mennesker med krop, sjæl og ånd.

Men hvordan ser det ud for kirken og de diakonale organisationer? Er den spirende viden om åndelig omsorg inden for sundhedsvæsenet endnu kun en vigtig del for enkelte præster og ledere?

De fleste kirker tilstræber at have et diakonalt syn og dermed et helhedssyn på mennesket. Men når dette helhedssyn også hele vejen rundt om det religiøse menneske i dag?

De tendenser, jeg ser som landsleder af en diakonal organisation, tyder på, at det brede danske kirkelandskab mangler opmærksomhed her. Lad mig gribe i egen barm og tilstå, at vi i foreningen Agape først i nyere tid for alvor har fået øjnene op for, hvor stor en gruppe mennesker der oplever troen som en udfordring i mødet med kriser. I vores nylige pilotprojekt om tro og kriser peger de foreløbige resultater på, at over 90 procent af en gruppe adspurgte klienter på 33 personer, der havde givet samtykke, beskrev troen med ord som ”betydningsfuld”, ”et fundament med stor værdi i livet” eller ”altafgørende”.

Når de samme personer blev spurgt til tro i mødet med kriser, tyder det på, at cirka 50 procent af de adspurgte oplever troen som en udfordring. Lidt under 50 procent oplever troen som en positiv ressource, og cirka 10 procent oplever troen som både positiv og negativ.

Cirka 50 procent af de mennesker, der tidligere oplevede troen som meningsfuld, oplevede i stedet konflikt, tvivl, forladthed, vrede, skyld/skam eller meningsløshed i mødet med kriser. Disse mennesker oplevede – oven i mødet med krisen – en form for troskrise.

Blandt kristne i Danmark er der, ifølge postdoc Dorte Toudal Viftrup, en trospalet, der indeholder for få farver, og det kan blive problematisk, når livs-omstændighederne kræver flere nuancer på troen og gudsforholdet.

”Det ser ud til, at danskernes tro intensiveres i forbindelse med lidelse og krise. Men der kommer ikke flere farver på paletten i den intensivering. De samme farver bruges blot mere”, sagde forsker Dorte Toudal Viftrup i Psykologisk Set i juni 2014.

Derudover brillerer Danmark på listen over verdens mindst religiøse samfund og har religiøsitet på andenpladsen over tabubelagte emner ifølge Berlingske den 3. september 2016. Dette tabu er kun overgået af tabuet omkring psykisk sygdom. Det er derfor nærliggende at forvente, at det menneske, der oplever troen som en udfordring, ikke selv vil bringe det på banen i mødet med præster og andre ansatte i kirken, men kan gå med smerten i ensomhed.

Det er en opgave, der kræver fokus, viden og i nogle tilfælde ændret praksis at hjælpe mennesker med at finde nye måder at udleve troen på.

Præster og ledere i kristne organisationer må i højere grad møde og hjælpe mennesker på en måde, så farverne i trospaletten kan blive mere mangfoldige, for eksempel gennem forkyndelse og sjælesorg, så vi ikke kommer til at fastholde mennesker i at gøre endnu mere af det, der ikke virker.

Lad mig komme med et par eksempler. Hvis Anne, der tidligere har mødt Gud gennem fællesskaber med lovsang som et bærende element, bliver ramt af en depression, kan det være, at det ikke er lovsangsfællesskaber, der er det sted, hvor hun møder Gud, i hvert fald ikke så længe, hun er deprimeret og nedtrykt. Eller Niels, der mister et nærtstående familiemedlem. Efterfølgende oplever han, at det er svært at komme i kirken og høre præstens forkyndelse, som ellers var det sted, hvor han mødte Gud.

Både Anne og Niels vil formentlig være frustrerede og ihærdigt søge Gud gennem de samme kanaler, som de tidligere har fundet hjælpsomme. Men efter depression og dødsfald sker det måske med skuffelse og skam til følge, hvilket understøttes af psykologers undersøgelser og erfaring på området.

Kirkens opgave må være at hjælpe mennesker som Anne og Niels med at udvide trospraksis, så de kan gøre brug af nye strategier, som kan være hjælpsomme, uanset om krisen skyldes dødsfald, sygdom eller noget helt tredje.

Måske kan kirken hente inspiration i den religionspsykologiske forskning gennem den amerikanske professor Kenneth Pargament. Som også Niels Christian Hvidt bygger sin forskning på.

Kenneth Pargament opdeler de religiøse metoder i fire overordnede ”stier til det hellige” på tværs af religioner, og han hævder, at de fleste mennesker primært vil benytte én af disse metoder til at nå sit religiøse mål.

Den første er viden. Eksempelvis ved at studere Bibelen for at opbygge sit religiøse menings-, værdi-, og orienteringssystem.

Den anden er handling. Eksempelvis gennem socialt, politisk, relationelt eller miljømæssigt engagement.

Den tredje er relationer. Eksempelvis ved at søge andres råd og fællesskab.

Og til sidst oplevelse. Eksempelvis ved at opleve og mærke Gud følelsesmæssigt og det, der er eksistentielt vigtigt. Jo flere stier et menneske kan gøre brug af, des mere fleksibel er troen, og des større er sandsynligheden for, at troen bliver en styrke frem for en udfordring.

Her har kirken og diakonale organisationer en opgave. Vi skal hjælpe mennesker i krise, som samtidig oplever en troskrise, og det kan vi blandt andet gøre ved at italesætte troen og måder at søge Gud og udleve troen på. Ved at tale om, at det er helt normalt at opleve troen som en udfordring, når vi oplever en krise.

Kirken kan gennem sjælesorg og forkyndelse give mennesker som Anne og Niels hjælp og støtte til at møde Gud på andre måder end hidtil. Det kunne for eksempel være gennem retræte, natur eller musik, helt afhængigt af hvad der kan være hjælpsomt for det enkelte menneske.

Kirkeledere, præster og sjælesørgere skal have del i den viden om åndelig omsorg, som er i sin vorden i dagens Danmark. Vi må gennem undervisning, forkyndelse og sjælesorg give hjælp til at udvide trospaletten.

Ledere og præster må spørge ind til troen og have både viden og en sensitivitet for, at det tabubelagte område kan være fyldt med smerte og skuffelse over en oplevelse af en Gud, der har svigtet og glemt sit menneske – lige præcis på det tidspunkt, hvor mennesket havde allermest brug for ham.

Det må være en af diakoniens fornemmeste opgaver. Må kirken igen gå foran med et helhedsorienteret, diakonalt menneskesyn.

Tillykke til Danmark med det første professorat i eksistentiel og åndelig omsorg. Må det få betydning for mennesker helt ind i kirken.