En præst kommer ud af en kirkebygning i det centrale London. Han støder ind i en ung gut, som spørger, hvad den der bygning er for en. Præsten forklarer, at det er en bygning, som tilhører Jesus, og præsten forklarer endvidere, at den figur, som hænger om halsen på den unge mand, i øvrigt symboliserer denne Jesus. Teenageren lyser op. Ja, for han havde da ofte tænkt på, hvem den lille mandsskikkelse mon var.
LÆS OGSÅ: Globaliseringen udfordrer forholdet mellem stat og kirke
Den engelske biskop Graham Cray indleder en forelæsning på en konference på Misjonshøgskolen i Stavanger i marts måned med at berette om denne hændelse. Da latteren lægger sig i auditoriet, forklarer han, at en sådan historie ikke vækker megen latter blandt præster i London. For disse præster er denne historie udtryk for en virkelighed, som de er konfronteret med hver eneste dag.
På baggrund af markante kulturelle og religiøse ændringer i den vestlige verden, som har fundet sted siden oplysningstiden, og som tog fart med sekulariseringsprocesserne i det 20. århundrede, har en drøftelse blandt vestlige teologer udviklet sig.
Et stigende antal teologer taler om, at den vestlige verden ikke længere legemliggør en kristen enhedskultur, men at de vestlige samfund i dag er pluralistiske og i stigende grad multireligiøse. Disse teologer refererer til, at det engang var kirken, der leverede præmisserne for det vestlige samfunds etiske drøftelser og forståelse af virkeligheden, mens kirken i dag i bedste fald blot er en stemme blandt mange andre. Disse ændringer rejser naturligvis vigtige spørgsmål angående kirkens rolle i dagens samfund.
Teologer med forskellig konfessionel baggrund og fra forskellige lande deltager i debatten, og forskellige indsigter beriger således drøftelsen. Selvom hvert land har sin egen historie, er udviklingstendenserne i de forskellige vestlige lande dog på flere måder ikke så forskellige endda.
I Danmark er historien kort fortalt den, at den danske konge i 1536 overtog bispernes tiendeindtægter og ejendom mod, at han til gengæld skulle værne landet mod angreb udefra og opretholde den evangelisk-lutherske kirke. Det betød, at alle landets indbyggere skulle tilhøre den lutherske kirke, og som en naturlig følge af dette var der dåbstvang.
Den danske kirkehistorie kan således berette om, hvorledes kongen kaldte en præst, som havde udøbte børn af baptistiske forældre i sit pastorat, i audiens, stampede i gulvet og befalede, at han straks ophørte med at fylde landet med hedninger.
Vi kan også læse om, hvorledes en ung kvinde flygtede med sit barn, da den beskikkede embedsperson kom for at bringe barnet til kirke for at pånøde det kirkens goder.
Ud over dåbstvang var der også gudstjenestetvang, og udeblev man fra gudstjenester, blev der truet med både bøde og gabestok. Det var jo ikke for sjov, at den evangelisk-lutherske kirke var en statskirke.
Med Grundlovens vedtagelse i 1849 blev religionsfrihed som bekendt indført, men da man i farten ikke fik etableret kirkelige ledelsesorganer, er det fortsat den danske dronning eller konge, der autoriserer den danske folkekirkes gudstjenesteordning, ritualer, bibeloversættelse og salmebog.
Selvom der fortsat findes mange levn fra statskirkeperioden i Danmark, findes der imidlertid ikke længere statslige teologiske fakulteter, der er konfessionelt luthersk funderet. I folkeskolen undervises der ikke længere i luthersk kristentro, men i kristendomskundskab, religion og livssyn. Desuden mister folkekirken hvert år flere tusinde medlemmer, og der er som bekendt under to procent af den danske befolkning, som deltager regelmæssigt i folkekirkens gudstjenestefejringer.
Den middelalderlige kirkelige hegemoni er med andre ord blevet opløst. Det udfordrer den danske folkekirke på dens hidtil stort set selvfølgelige centrale placering i det danske samfund og skaber et stort behov for at drøfte folkekirkens rolle i det danske samfund, som det tager sig ud i det 21. århundrede.
Det er let at begræde den aktuelle kirkelige situation: Hvorfor står kirkebænke tomme hen søndag morgen? Hvorfor mister folkekirken medlemmer i tusindtal? Hvorfor må kirker lukkes? Denne udfordrende situation kan imidlertid også være et gunstigt øjeblik, som kan muliggøre en erkendelse af to vigtige forhold, som angår kirkens identitet og dens rolle i et moderne samfund.
For det første kan denne situation muliggøre en erkendelse af, hvad enhver kirke til enhver tid er kaldet til, nemlig at proklamere Kristus som frelser og herre over for det folk, som den lever iblandt. Hvis udviklingen fortsætter, vil hver fjerde dansker inden for ganske få år ikke være medlem af den danske folkekirke. Det kan skabe en ny bevidsthed om, at folkekirken må være i mission over for ateister, agnostikere og muslimer i det danske samfund.
For det andet kan denne nye situation muliggøre en nybesindelse på kirkens egenart. Den middelalderlige enhedskultur er passé, og stat og kirke fremstår i dag i højere grad end i middelalderen som to forskellige institutioner med forskellige værdier.
I et pluralistisk samfund vil kirken i særlig grad fremstå som en distinkt social enhed, der på flere måder er forskellig fra det samfund, som den er en del af. Hvis kirken i denne situation tør stå ved sin egenart, åbner det op for spændende muligheder for, at kirken kan bidrage selvstændigt til det danske samfund.
Pluralisme og multireligiøsitet til trods er der teologer og politikere, som kæmper en brav kamp for at fastholde illusionen om, at Danmark er et kristent land, og at kristendommen skal holde sammen på vores lille idylliske kongerige.
Disse teologer og politikere har svært ved at opgive tanken om, at kirken kan udtale sig på vegne af hele samfundet, og at det er kirkens opgave at skabe sammenhængskraft i det danske samfund. Det første er imidlertid ikke længere muligt, og det sidste er efter min bedste overbevisning ikke kirkens opgave og da slet ikke i et pluralistisk samfund.
Den afgørende opgave for folkekirken i dag er igen og igen at genopdage sig selv, at stå ved sig selv og at turde udfordre gængse opfattelser i samfundet, når det er nødvendigt. En nybesindelse på folkekirkens egenart må dog ikke lede til, at den begynder at isolere sig, bliver en lukket selvrepetition af sin egen tradition eller frasiger sig ansvar for det danske samfund.
Derimod må folkekirkens egenart være konstituerende for dens åbenhed over for, ansvar for og engagement i samfundet. En sådan position rummer et stort potentiale for en forståelse af kirkens rolle i et pluralistisk samfund, og en sådan position peger efter min bedste overbevisning ind i fremtiden for folkekirken i Danmark og for kirken i den vestlige verden i øvrigt.
Det vil klæde folkekirken at påbegynde en grundig drøftelse af dens rolle i et pluralistisk og tiltagende multireligiøst dansk samfund. Hermed har jeg antydet ét bud på dette.
Jeppe Bach Nikolajsen er ansvarshavende redaktør af Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke og adjunkt ved Menighedsfakultetet i Aarhus