Når jeg ser 10 år frem i tiden, ønsker jeg for folkekirken, at den bliver en kirke, der tør vove at sætte sig mål. Langsigtede mål. Mål, som inspirerer og giver håb. Mål, kirken aktivt arbejder på at matche med nødvendige kompetencer. Mål, der giver retning i arbejdet og derfor mening til rækken af delopgaver.
Selvfølgelig skal folkekirken fortsat reagere på det omgivende samfunds dagsordener, men hvis den vil udvikle sig, og ikke bare overleve i en decimeret udgave af fordums storhed, så er kirken nødt til at sætte sine egne dagsordener. Det handler ikke om topstyring, men om netværksfacilitering på kryds og tværs i kirken. Det handler om at turde tale forandringer op og frimodighed frem.
På det personlige plan opleves udvikling som et plusord. Men når vi taler organisationsudvikling, bliver det ofte sådan, at mange bliver udmattede bare ved tanken. Hvis folkekirken skal være kirke for et folk, der udvikler og forandrer sig, må vi finde en måde, hvorpå denne løbende udvikling og forandring bliver en naturlig del af det at være kirke. En del, som tilfører kirken nyt liv og energi. Ikke noget, vi fodslæbende bevidner i det stille håb, at det rammer naboen og ikke os selv, hvorefter vi ånder lettede op, indtil det er tid til endnu en tur i forandringsmøllen.
Vi er nødt til at være risikovillige. Vi kan ikke bare sejle langs kysten, fordi det er sikkert. En folkekirke, der hele tiden ankommer sikkert til alle sine beslutninger, er en kirke, der har drømt for småt og satset for hårdt på konsensus.
Tæt forbundet med målsætning, risikovillighed og store drømme er ledelse. Ikke administration, men lederskab. Ikke brug af autoritet og titler, men den type lederskab, som inspirerer og engagerer mennesker til at arbejde med de overordnede mål på en innovativ, mangfoldig og selvstændig måde. Det vigtigste for folkekirken i årene fremover bliver at fremme og udvikle den type lederskab. Der findes ledere overalt, både blandt frivillige og ansatte. Nogle af dem har også titel af ledere.
Der findes også folk med formelle ledelsestitler, som ikke udøver nogen form for lederskab, men holder sig til administration og/eller autoritetsudøvelse. Den type lederskab, jeg taler om, bæres af evnen til at tage hånd om andre, til at sætte mennesker først og lytte grundigt og åbent, før beslutninger tages. Men også af viljen og modet til at stå fast – også når beslutningerne fremkalder stormvejr. Gode ledere tager sig af dem, de leder. De forsvarer dem, skaber tryghed for dem, går foran, men spiser sidst.
Vi har undervurderet værdien af god ledelse – både i menighedsråd, blandt frivillige og præster – og derfor ikke brugt megen tid på at fostre den. God ledelse er kulturbærende for kirkens måde at arbejde på. God ledelse indgyder mod, fastholder håb og skaber engagement. Tænk på, hvor megen tid Jesus brugte på at danne nogle ganske få mennesker til at blive de fremtidige ledere af kirken – og hvilket overvældende resultat de opnåede.
Og hvad skal al denne ledelse så bruges til? Den skal bruges til at understøtte og fremme myndiggørelsen af kirkens medlemmer. Kirken står over for mange udfordringer. Af dem vil jeg blot nævne den største. At forblive en folkekirke, der opleves åben og relevant for flertallet af befolkningen. For at kunne det, skal vi bevare og udvikle en god balance mellem det folkelige og det kirkelige - mellem tradition og fornyelse. Vi skal tale sammen om vores tro. Viden om kristendommen er helt essentiel, hvis troen skal overleve.
Derfor skal vi have en løbende vidensdeling af kristendommens indhold og en bred folkelig diskussion af vores tro. Det er et fælles anliggende. Hvis kirken skal forblive en folkekirke, er vi nødt til at tage idéen om et myndigt lægfolk meget mere alvorligt og udvikle langsigtede strategier for, hvordan vi løbende fremmer denne myndiggørelse. At være kristen har længe ikke været den givne mulighed, men et valg blandt mange andre muligheder. Derfor er det vigtigt, at vi som kristne har viden om vores tro, så vi kan indgå i en åben dialog både med andre kristne og med folk af anden eller ingen tro.
Vi skal ikke bare tale sammen om vores tro. Vi skal også spørge, hvordan vi som kirke kan række ud til det samfund, vi er en del af. Det kan blandt andet komme til udtryk i et styrket samarbejde med civilsamfundet og en øget diakonal indsats – ikke mindst på landet.
Når mennesker trives, frigives der store potentialer, masser af energi, og meget bliver muligt. Når de ikke trives, føler sig utrygge og mødes af manglende respekt, er der næsten ikke noget, som kan lykkes. Derfor går jeg til valg på, at sætte trivsel på dagsordenen. Det er min erfaring, at der bruges alt for megen energi på manglende trivsel i folkekirken. Jeg vil, som biskop, arbejde meget aktivt for at fremme trivslen i Lolland-Falsters Stift. Uden trivsel er der ikke kræfter til at engagere sig i arbejdet med at sætte langsigtede mål og samles om at nå dem.
Uden trivsel er der ikke andet tilbage end den daglige overlevelse, båret af et mere eller mindre desperat råb på ”straks-fornyelse”, der kan give øjeblikkelig anerkendelse og derved en kort stund lette lidt på mistrivslen. Det kan synes grænsende til banalt. Men hvis det var det, så ville alle i og omkring kirken vel trives. Arbejdet med trivsel er uløseligt forbundet med den forståelse af lederskab, som jeg ovenfor har redegjort for. Det er også forbundet med kirkens troværdighed i forhold til forkyndelsen. Trivsel er vores konkrete og daglige udfordring i den helt praktiske efterfølgelse af Kristus i vores liv med hinanden.
Jeg vil arbejde for en kirke, der tør udvikle en modkultur til centraliseringen. Jeg vil sætte kirkeligt entreprenørskab for både lægfolk og præster på dagsordenen, således at vi får kompetencer, der matcher vores udfordringer. Jeg vil arbejde for at stærkt lokalt demokrati, forankret i det nære.
Jeg står for en kirke, der insisterer på, at være til stede i yderkanter, geografiske såvel som sociale. Landsognenes vilkår er ændret, men vi har stadigvæk kirker på landet. Mit langsigtede mål er, at det skal vi fortsætte med at have. Det skal være et fælles mål, og vi skal arbejde sammen om at nå det.
Det samarbejde kan ikke være båret af tillid og frimodighed, hvis den underlæggende besked er, at den biskop, der leder samarbejdet, er villig til at ofre nogen, for at andre kan overleve. Ingen familie ville løse en økonomisk eller anden krise ved successivt at ofre det ene efter det andet af familiens medlemmer. Vi er en familie i stiftet – hinandens søstre og brødre i Kristus. Der vil være byrder forbundet med et sådant tilvalg af en decentral modkultur. Dem må vi bære i fællesskab. Ellers reducerer vi det kirkelige liv hos os til en uafbrudt række af kirkelig musikalsk stoleleg, hvor det eneste fokus reelt er ikke at blive den sidste. Det er giftigt for trivslen og ødelæggende for håbet.
Vi har lige fejret påske og hørt om kvinderne, der på vej til graven er helt og aldeles opslugt af deres sorg, indkrogede i deres bekymring over, hvordan de skal få stenen væltet fra graven. Men da de når frem til graven, ser de, at stenen er væltet fra, selvom den er meget stor. Vi skal have en kulturændring i den måde, vi går til vores udfordringer på. Fokus skal være på den opstandne Kristus, ikke på vores bekymringer. Når Gud har væltet stenen fra hans grav, vil han også vælte stenen fra det, der spærrer for vores glæde.