Kirkens mund og mæle – 25 år efter

For præcis 25 år siden udkom den kirkelige debatbog ”Kirkens mund og mæle”. I den anledning ser en af bogens forfattere tilbage på 25 års debat om folkekirkens synlighed og gennemslagskraft

I oktober 1992, for 25 år siden, ramte en voldsom epidemi dansk kirkeliv. Den fik hurtigt navnet ”synodofobi” – synodeforskrækkelse. Kirkepolitikere var blandt de hårdest ramte, men også tidehvervske præster, Kirkeligt Samfund og dele af den kirkelige højrefløj blev ramt.

Smittesprederen var en bog, som udkom den 1. oktober. Den hed ”Kirkens mund og mæle”, og jeg var en af fem forfattere. De andre var ægteparret Margrete Auken og Erik A. Nielsen, hun præst og SF-politiker, han litteraturlektor og gudstjenesteekspert, Else-Marie Bukdahl, rektor på Kunstakademiets billedskole, og Laue Traberg Smidt, organisationsmand og Venstre-politiker.

Bogen var resultatet afet par års studiekreds om emnet folkekirkens fremtid. Teologerne Hans Raun Iversen og Jørgen I. Jensen og ombudsmand og juraprofessor Hans Gammeltoft-Hansen havde været inddraget undervejs, og de to førstnævnte bidrog til bogen med navngivne indlæg.

Målet var at sætte gang i en debat om folkekirkens demokratiske underskud og påpege nødvendigheden af at gøre folkekirken mere synlig og hørbar i offentligheden, herunder ikke mindst i værdidebatten – som det endnu ikke hed dengang! 45 teser pegede på en række efter forfatternes mening påtrængende udfordringer. Et antal artikler uddybede nogle af temaerne, og konklusionen var det forslag, som fremkaldte epidemien: at folkekirken burde have ”mund og mæle” i form af demokratiske organer på stifts- og landsplan ligesom på sogneplan.

Og så kan det ellers nok være, der faldt brænde ned! Måske burde vi have forudset, at al opmærksomhed ville samle sig om forslagene om kirkemøde og kirkeråd. De uddybende artikler fik kun begrænset opmærksomhed, selvom det måske var der, det vigtigste var at finde: diagnosen på en række problemer i folkekirkens styrelse og måde at fungere i samfundet på.

Det var løsningsforslagene, der provokerede. Politikere og kirkefolk stod i kø for at fordømme forslagene. Der var ikke grænser for de skældsord, der blev anvendt. Forfatterne blev nærmest sat i kategori med kættere og landsforrædere. Den daværende kirkeminister, Torben Rechendorff (K), som ellers selv havde gjort en betydelig og positiv indsats for at gøre folkekirken og kristendommen mere synlig, kalde bogen ”udansk, uluthersk og ukristelig”.

Det store spøgelse var synoden. Det gamle mantra om, at ”ingen skal kunne sige noget på folkekirkens vegne”, blev trukket frem igen og igen. Vi ville lave en særlig elitekirke, vi ville skille stat og kirke, vi gik ateisters og venstreorienteredes kirkefjendske ærinde og så videre og så videre. Der var ikke grænser for, hvor meget skade vores forslag ville gøre – folkekirkens opløsning og kristendommens udryddelse i Danmark lurede i horisonten.

Der var dog også mere nuancerede stemmer i debatten – stemmer, som havde øje for udfordringerne, men ikke nødvendigvis var enige i løsningerne. En konstruktiv kritik handlede om de to forskellige dimensioner i spørgsmålet om kirkeligt demokrati: på den ene side ”mund og mæle”-dimensionen, altså kirkens stemme i spørgsmål om samfund, etik og værdier. På den anden side ”herre i eget hus”-dimensionen, behovet for en demokratisering på planerne over sognet og kirkelig myndighed i lære- og ritualspørgsmål. Kritikken gik så på, at vi lagde alt for voldsom vægt på ”mund og mæle” – jævnfør bogens titel – og lod den anden vinkel ligge. Og derved gjorde vi os meget sårbare for kritik.

Når man kigger på bogens faktiske forslag, synes det nu ikke helt at passe. Forslaget indeholdt jo netop tanken om stiftsråd med initiativret og et kirkeråd, der også skulle overtage den enevældige myndighed, som kirkeministeren havde og til dels stadig har, over folkekirkens fælles økonomi (Fællesfonden).

Der lå ikke i forslaget nogen ændring af Folketingets lovgivningsmyndighed over folkekirken, og der var heller ikke tillagt kirkemødet nogen besluttende myndighed. Det skulle være et organ for en stadig folkekirkelig samtale om både teologiske og værdimæssige spørgsmål. Der var ikke tale om en synode eller en kirkeforfatning, men noget, der ikke var stort mere vidtgående end det forslag, som udvalget om en styrelsesreform under den forrige regering kom med – som så desværre er sendt i syltekrukke, men som havde tilslutning fra store dele af det kirkelige landskab.

Debatten om bogen kørte i flere år. Forfatterne fik mange foredragsinvitationer, der blev holdt studiekredse og møder, og medieomtalen fortsatte et stykke tid. Fra diverse årsmøder kom der bandbuller mod bogen. Men der var nu også en del røster, der støttede bogens anliggende og advarede mod dæmonisering og synodeforskrækkelse.

Set på 25 års afstand kan jeg sagtens se svagheder ved bogen. Både nogle af teserne og selve løsningsforslagene er noget bombastiske i deres tillid til, at de kirkelige organer vil løse folkekirkens udfordringer. Men på den anden side synes jeg, vi havde meget godt fat i analysen af udfordringerne. Folkekirken havde dengang et demokratisk underskud. Der er heller ingen tvivl om, set på baggrund af det værdiskred og den udvikling i den etiske debat, der har været siden, at der har været og er et behov for, at folkekirkelige stemmer er hørbare og synlige på mange områder.

De forløbne25 år har vist, at der var behov for at sætte noget gang i debatten om folkekirkens rolle. Det spændende og positive er, at en meget stor del af bogens analyse i dag er mainstream -opfattelse i folkekirken, og at en række af de konkrete forslag er blevet gennemført! Det er blot ikke sket ved et samlet lovkompleks, men hen ad vejen ved enkeltlove og for en dels vedkommende via initiativer uden lovgivning.

Vi har jo fået de stiftsråd, som bogen plæderede for – ovenikøbet nærmest med flere kompetencer og større initiativret, end vi havde forestillet os, omend budgetterne er små. Vi har fået en vis demokratisering af Fællesfonden og en langt større gennemskuelighed, omend vi ikke er nået helt i mål, hvad det angår.

Provstierne har fået en langt større rolle som lokale samarbejds- og initiativorganer, end vi kunne forestille os. Og både på lokalt plan og på provsti- og stiftsplan er der masser af initiativer, der får folkekirken til at være synlig og hørbar ind i de forskellige værdidebatter: miljø, integration, dannelse, kunst og kultur, religionens rolle i samfundet.

Måske var debatten om kirkeråd mere relevant i forhold til ”herre i eget hus”-dimensionen end til ”mund og mæle”. I virkeligheden er der jo ingen – heller ikke bogens forfattere – der ønskede eller ønsker tilstande, hvor folkekirken har en meningsmaskine, der sprøjter autoriserede standpunkter ud, som dybest set bidrager til at undergrave kirkens autoritet og rummelighed. Der er det jo rigtigt, at erfaringerne fra Sverige og Tyskland skræmmer, hvad det angår.

Men i forhold til de ”indre anliggender”, folkekirkens fælles økonomi og lærespørgsmålene, mangler vi stadig et stykke i at have en gennemskuelig og demokratisk orden i folkekirken.

Så er der kirkemødet. Her har vi jo til gengæld fået et helt andet og mere spændende bud, end vi kunne forestille os dengang: et kirkemøde fra neden – Folkekirkemødet – der ganske vist har lige så lidt beslutningskompetence, som vi forestillede os, men som til gengæld i høj grad er blevet det ”parlament”, samtaleforum, netop for de store spørgsmål og udfordringer til folkekirken, som vi ønskede os.

Det bliver bestemt ikke ringere af, at Folkekirkemødet er blevet til som et frit initiativ og med stor og bred tilslutning, og at Landsforeningen af Menighedsråd, som i dag er det mest repræsentative organ i folkekirken, lægger sin vægt bag det.

Hvad ”Kirkens mund og mæle” har betydet for den udvikling, der er sket, skal jeg ikke vurdere. At den har haft en betydning som igangsætter, bølgebryder og provokation, er jeg ikke i tvivl om. At den konkrete udvikling går anderledes end bogens forslag, er der ikke grund til at begræde. Der er sket meget positivt, siden bogen udkom.

Kaj Bollmann er sognepræst i Jyllinge og formand for Kirkeligt Centrum