Kirkens nye spiritualitet

Der er stigende interesse for stilhed og fordybelse i folkekirken. Det ytrer sig i interessen for retræter, i væksten af retrætesteder og i en stigende interesse for stillegudstjenester landet over. Den kirkelige interesse følger øjensynlig en udvikling i befolkningen som helhed. Der er i dag mindre fascination af østlige og alternative religionsformer end tidligere, ligesom der tales mindre om meditation - og mere om bøn og indre praksis. Så man kan skønne, at den almene spirituelle interesse fra at være et småkættersk grænsefænomen er ved at blive et respekteret udtryk for kristen tro. Ligeledes bevæger spiritualitet som fænomen sig fra esoteriske smågrupper ud i bredere kredse og udtrykker sig som en ny fromhed, der gør religiøse erfaringer og fordrer sammenhæng mellem tro og daglig livspraksis. Det påfaldende i denne nye spiritualitet er, at den er klart kristen. Det er så meget mere påfaldende, fordi den nye spirituelle bølge i sin opblomstring modtog inspiration fra østlige fordybelsesformer. Når udviklingen er forløbet således, tilsyneladende ud fra en egen indre dynamik, må man antage, at den østlige impuls i bevægelsen simpelthen har været for fremmedartet. Det lader sig åbenbart ikke gøre at integrere en østlig religiøsitet, som bygger på en anden psykologi og en anden menneskeforståelse, end vi kender i Vesten. Det ligner en proces, hvor mennesker først søgte spiritualiteten i det fremmede - fordi den var fraværende i egen kultur. Men hvor den kristne impuls i kraft af denne vedvarende spørgen har meldt sig som en mere fyldestgørende vej. Problemet er imidlertid, at der ikke findes en levende spirituel tradition her i landet. Det betyder, at de, der begynder at søge og spørge kristent igennem sindets fordybelse, ikke har nogen steder at gå hen. Ikke har nogen steder, hvor man kan spørge sig for om, hvordan man gør i praksis. Derfor står kirken i dag med den konkrete opgave at skabe rammer og liturgiske former for en religiøsitet, der spørger gennem fordybelse. Der er brug for, at præster og folkekirkemedlemmer i almindelighed begynder at arbejde med såvel liturgiske former, som med personlig fordybelsespraksis i almindelig sognekirkelig sammenhæng. En personlig erfaring med fordybelse gennem bøn og meditation er nødvendig for, at man kan vejlede andre. Og den liturgiske ramme er nødvendig for, at de mennesker, der har brug for fordybelsen, kan have steder at samles. I denne sammenhæng er meditations- eller stillegudstjenesten et spændende fænomen. Hvor den findes, er den opstået som svar på menneskers umiddelbare behov, og den byder med sin tilknytning til det lokale miljø på langt bedre muligheder end f.eks. retræten for at integrere fordybelsens erfaringer i såvel dagligliv som i det øvrige gudstjenesteliv. I miljøet omkring stillegudstjenester er det muligt at opbygge erfaringer for, hvorledes spiritualitet kan udvikles og formes på nutidige, danske præmisser. Det er vigtigt, at der opstår et reelt folkekirkeligt alternativ til en østligt inspireret tradition. I det sogn, hvor jeg er præst, har der med udgangspunkt i en månedlig stillegudstjeneste gennem snart ti år udviklet sig et miljø, hvor vi har arbejdet såvel med stillegudstjenestens form som med den enkeltes praksis af fordybelse gennem bøn og meditation. Stillegudstjenesten kom først, og vi arbejdede gennem årene nogle problemfelter igennem. Er det f.eks. en rigtig gudstjeneste, når mennesker kommer sammen for at være stille og fordybe sig i sig selv? Det er oplagt, at salmer, læsninger og prædikenen her får en anden funktion. Ledernes opgave bliver at støtte for fordybelsen. De skal derfor være enkle og ikke sætte mange tanker i gang. Mennesker er jo kommet for netop at nedtone mental aktivitet. Derimod lægger de fælles bønner en klangbund, som støtter sindets lette åbenhed. Og altergangens meditative tale om Kristi nærvær træder her tydeligere frem. Endelig får musikken en fremtrædende plads, fordi den så tydeligt kan tale fordybelsens og følelsernes sprog. Spændingen mellem individ og fællesskab er en anden problematik. Kan man tale om et menighedsfællesskab, når kirkegængerne tilsyneladende blot søger deres eget sind? Erfaringerne har været, at fællesskabsoplevelser kan være langt rigere end ved en almindelig gudstjeneste. Det giver dyb mening at vide, at alle er fælles om bøn, at alle prøver at blive stille og hver for sig nærme sig vanskelige eller sarte erfaringer, som sjældent berøres. Endelig kan fællesskabsoplevelsen i momenter vide sig ud over den konkrete forsamling. En sansning af et meget større nærvær, som kan spænde fra let stemning til en konkretisering i indre billeder eller manifeste religiøse erfaringer. Af hvad art nærværet er - om det er Helligånd eller Kristi nærvær eller menneskers egne forestillinger, forekommer en urimelig diskussion. Det afgørende må være, at mennesker er gået i kirke for at påkalde Gud, søger at blive stille og erfarer at gå styrkede og opløftede derfra. Stillegudstjenesten bliver for nogle mennesker en ressource for lethed, glæde og healing. I tilknytning til stillegudstjenesten har der udviklet sig et fællesskab, hvor vi har undersøgt forskellige former for fordybelsespraksis og søgt at forbinde bøn og meditation med det dagligt levede liv. På den baggrund kan vi pege på en række veje til fordybelse, som kan give mening for moderne danskere. dåben, bjergprædikenen, forklarelsen, nadveren og passionen. Forbinder man visualiseringen med bønnens holdning kan den åbne til en erfaring af at møde en anden realitet bag billederne - at de kan åbne sig. Som om disse klassiske sindbilleder er vinduer til en dybere virkelighed. En anden mulighed er at arbejde med salmernes billedsprog. Der gemmer sig en rigdom af billeder for en visualiseringspraksis i salmebogen. F.eks. »Lysets engel går med glans...« eller »Kom i den sidste nattevagt...« og mange andre. »Kyrie eleison...« eller en dansk oversættelse, som falder naturligt i rytme og følelse, eller blot »Jesus Kristus«. Igen rummer salmebogen imidlertid en række smukke, rytmiske formuleringer, som naturligt melder sig som bro mellem fordybelsens møde med en større virkelighed og det daglige kendte liv. F.eks. »Gud du som lyset og dagen oplod« eller »Herre Gud dit dyre navn og ære«. Den vedvarende bøn kan ligge som en opmærksomhed under en rutinepræget aktivitet eller fylde et kort moment af tilbage-trækning midt i dagens travlhed. at der »sker« noget uden for den fysiske krop, som man ofte, hvis man ikke har andre muligheder, vil tolke som Helligånd. I reglen er der tale om energifænomener af væsentlig, men ganske jordnær art. Endelig er det vigtigt, at fordybelsesprocessen ikke kun udfolder sig i spirituel-religiøs retning. Dyrker man spiritualiteten ensidigt, svækkes sansen for den daglige virkelighed. Derfor er det hensigtsmæssigt at forbinde spiritualitet med personlig udvikling, hvor man målrettet søger at kaste lys på og ændre vaner, som står i vejen for ens naturlige udfoldelse. Forbinder man de ukendte eller dunkle dele af sindet med en spirituel indre praksis af f.eks. bøn, skaber det en solid jordforbindelse for spiritualitetens åbenhed. Men det forstærker tillige evnen til at ændre sit liv, at man i konfrontationen med det ukendte kan trække på en ressource, som ikke er ens egne kræfter. Denne proces svarer til den klassiske syndserkendelse, men vægten ligger her mere på muligheden for at ændre den indgroede syndens vane end på blot at begræde den. Det er vigtigt, at de erfaringer, der opstår i et miljø omkring meditationsgudstjeneste, ikke lukkes inde her, men får afsmitning på højmessen. Det kunne f.eks. være at lægge et led af stilhed ind i gudstjenesten. Men mere væsentligt har det været at erfare, hvordan en gudstjeneste kan ændre stemning og intensitet ved, at nogle af kirkegængerne medbringer deres fordybelsespraksis. Mest oplagt er det at tage den kontinuerte bøn op, som en jævn rytme under gudstjenestens forskellige led. Det afsætter et højere nærvær og mere samling for den enkelte og toner tydeligt stemningen til glæde for alle. Spiritualitet er i sin essens udtryk for opmærksomt nærvær i alle former for bevidsthed. Bevidsthed om, at Gud er til, bevidsthed om egen menneskelighed. Spiritualitet er bevidsthed om livets skabelse og udfoldelse her og nu og må derfor altid være ny. Derfor må en nutidig spirituel praksis svare til den tid og det miljø, vi lever i. Vi kan lade os inspirere af en anden tid eller en anden kultur. Men vi kan ikke blot importere østlige religionsformer eller klostertraditionens kristne meditation. Vi må prøve af og bygge op i pagt med den moderne verden og det moderne menneskebillede, og vi må forbinde det med den tradition for kristendom, som er groet ind i det danske folk. Det er et konkret arbejde, som må gøres lokalt i de enkelte menigheder, og som måske ad åre kan afsætte en levende og erfaringsbåret spirituel tradition i Danmark. n sognepræst