Kirkens profil i fremtiden

Det er sagt gentagne gange, at folkekirken kun kan overleve, hvis den forkynder, og ikke som ritualkirke. Det er også gentaget mange gange, at kirken kan overleve som den fjerne kirke, der bÏrer værdier, som aktiveres på andre måder end gennem det almindelige kirkeliv. Derfor er der meget forskellige opfattelser i kirkeligheden om, hvilken »profil« man skal give kirken. Skal det vÏre synode, kirkens markerede politiske profil for de bevidste, hvor man danner en slagkraftig interesseorganisation, som er tidens trend på meningsområdet. Skal kirken, som Mogens Lindhardt forestiller sig, etablere sig som et sted, hvor basale, menneskelige vÏrdier formuleres midt i en rodløs tid - vejledning for passive og forvirrede gennemsnitsdanskere? Skal der målrettes en forkyndelse, der svarer til velfærdssamfundets forskellige segmenter? Eller skal man ved de ritualer og begivenheder, hvor man møder det moderne menneske, tilbyde at formulere de værdier, som deres liv bør bygges på? Der er groft sagt disse to tendenser i kirkelivet, men der burde vÏre en tredje vej. I 1849 skriver Kierkegaard bogen »Sygdommen til døden«. Heri handler det om to ting, at bestemme mennesket som ånd (dvs. gøre mennesket til den enkelte over for dyret/flokken) og at sætte dette menneske, der er af ånd, i forhold til Kristus. Det centrale er forståelsen af at forholde sig til Kristus. Det må stå klart som »profilen«. Den almindelige kulturelle forståelse af kirken, hvis værdi er traditionsbevaring, har hånd i hånd med den Løgstrup-inspirerede »teologi uden Kristus« gjort danskerne famlende over for det centrale i kristendommen. Kierkegaards forståelse af forbindelsen mellem Kristus og det at være menneske springer her i øjnene som et naturligt område at orientere sig efter. I »Sygdommen til døden« beskrives evangeliet om Kristus sådan, at den fysiske død, lidelser, fattigdom, og hvad man ellers udsættes for her i livet, ikke er sygdommen til døden. Kierkegaard bruger her Johannes 11, hvor Jesus opvækker Lazarus fra de døde. Han siger her om Kristus: »Nej, Ikke fordi Lazarus blev opvakt fra de døde, ikke derfor kan man sige at denne sygdom ikke er til døden; men fordi Han er til, derfor er denne sygdom ikke til døden.« (s. 69). Det er ikke alene Kristus som frelser, men også evigheden, der bringes ganske jordnært ind i forkyndelsen og fjerner meget af den misforståelse, som P.G. Lindhardt har været med til at udsprede om det evige liv. Kierkegaard forbinder evigheden som åbenhed mod fremtiden med mødet med Kristus, som giver os styrke til at gennemstå selv døden, fordi sygdommen til døden ikke er vore materielle forhold og fysiske død, men fortvivlelsen og forargelsen på Kristus. Kirken herhjemme har derfor svigtet sin opgave i forhold til den nuværende åndelighed ved ikke klart at sætte menneskelivet i forhold til Kristus. I dag er det jo nærmest fint at være tvivler. Kierkegaard derimod ser denne krise som fraværet af troens »du skal«. Du skal tro på syndernes forladelse, andet er der ikke at sige: »»Du skal troe« hed det i gamle dage, kort og godt, så ædrueligt som muligt - nu er det et genialt tegn på en dyb natur ikke at kunne. Problemet er vort forhold til den åbenbarede Gud.« Kierkegaards karakteristik kan fint gælde i dag på kirkelighedens holdning i almindelighed: »..den stakkels åbenbare Gud (der var uforsigtig og uklog nok til i stedetfor at holde sig skjult, som ellers altid fornemhed gør, at blive åbenbar) er blevet en af hele befolkningen kun altfor kendt personage, hvem man gør en overmåde stor tjeneste ved engang imellem at gå i kirke, hvor man derfor også bliver rost af præsten, der på Guds vegne takker en for æren af besøget, beærer en med titlen from og derimod stikler lidt på dem, som aldrig vise Gud den ære at gå i kirke.« (s. 165-66). Det er altså ikke i de såkaldt kirkeliges engagement, »profilen« skal tegnes. Hvis kirken skal have en klar »profil« i sin forkyndelse, må den gøre sin Kristusforkyndelse klar og derfor også gøre sin gamle stilling til de »fine« tvivlere (dvs. til hele det kulturelle establishment) klar. Derfor er også Kierkegaards måde, hvorpå han karakteriserer de forskellige former for afstandtagen til kristendommen som fortvivlelse og forargelse, yderst relevant for kirken. Man får herved en eksistentiel og almenmenneskelig måde at forholde sig til kristendommen på, som gør evangeliets tale om Kristus personlig på tværs af vor kultur og historie: »Når Gud lader sig føde og bliver menneske, så er dette ikke et indfald, noget han hitter på for dog at foretage sig noget, måske for at gøre ende på den kedsomhed, der, som man frækt har sagt, skal være forbundet med Gud... Nej når Gud gør det, så er dette faktum tilværelsens alvor. Og dette er igen alvoren, at enhver skal have en mening derom. Når en konge besøger en provinsby, anser han det for en fornærmelse om en embedsmand... undlader at gøre ham sin opvartning, men hvad mon han ville gøre om en ville ignorere hele det faktum at kongen var i byen... og således også når det behager Gud at blive menneske, at det så behager et menneske derom at sige: ja det er noget, hvorom jeg ikke ønsker at have nogen mening.« (s. 79). Det er dette, man må gøre menneskene klart over for den ligegyldighed, som i virkeligheden er fortvivlelse. Denne form for forargelse er den almindeligste og laveste form ifølge Kierkegaard. Men der er en anden, som er værre: den, der vil fornægte, at Kristus var Guds søn. Det kan gøres på to måder. Den åbenlyse forargelse fornægter altså Kristus, men sådan: »at Kristus enten ikke bliver et enkelt menneske, men kun tilsyneladende... så han bliver poesi eller mytologi, der ikke gør fordring på virkelighed, eller rationalistisk en virkelighed, der ikke gør fordring på at være guddommelig. I denne nægten af Kristus som paradokset ligger naturligvis igen nægten af alt det kristelige: synden, syndernes forladelse osv.« (s. 179). Vi kender jo i disse ord tidens generelle forhold til Kristus; man anerkender ham som et stort menneske, en spændende mand med moralske budskaber, eller man siger, at det hele er mytologi og digt, men at der heri dog ligger spændende ting, der kan krydre ens liv - som man så supplerer med andre spændende ingredienser. Problemet for kirken er, at man er gået med på tanken, i hvert fald delvis, man har ikke forkyndt Kristus som paradokset, hvorom livets alvor drejer sig. Man har talt og tænkt i sociologiske kategorier og foretager sogneanalyser og målretter forkyndelsen til forskellige aldersgrupper og grupperinger i kirken, man prøver på alle måder at vise kristendommens store kulturelle og historiske værdi, man forsikrer i tide og utide om, at kirken bærer værdier, som er uundværlige for samfundet, man laver derfor menighedslivet om til noget lettere finkulturelt med foredrag om Karen Blixen og Dostojevskij, og man trøster sig med, at folk kommer i kirke, når der er koncerter. For når Kristus ikke er paradokset, hvortil, som det står klokkeklart i evangeliet, man må forholde sig, så får man ikke noget eksistentielt forhold til kristendommen, men nok et udvendigt kulturelt og historisk. Man skulle måske i stedet for at uddele den danske kirkes historie til menighedsrådsmedlemmerne have uddelt en skildring af Kristus som det paradoks, at Gud-mennesket ikke er en del af kirkens øvrige staffage, men det, hvortil man må forholde sig med sit hele liv. At kirken ikke er historie, men afgørelse i forhold til Gud. Kristendom er ikke læren om menneskelige værdier eller om den historiske udvikling, men som ordet siger: læren om Kristus. Kristendommen vil være en tale til det enkelte menneske om, hvad det er at være menneske. Derfor begynder Bibelen også med den beretning, der gør mennesket til den enkelte: syndefaldet, hvor mennesket kommer i et eksistentielt forhold til Gud. Men synden har man jo nærmest patenteret at tale om i Indre Mission, den er forsvundet ud af den mere mondæne grundtvigianisme, hvor man f.eks. i Kirkeligt Samfund har slået sig på at være politisk korrekt. Men herved forsvinder også det, der gør dig til enkelt menneske for Gud og altså kristendommen til sandheden om dit liv. Læren om synden er nemlig ikke en bestemmelse, som nogen (kirken) kan bruge til at dømme andres handlinger. Læren om synden splitter mængden og sondrer dig ud som den, til hvem Gud taler. Taler ikke i al almindelighed om verdens værdier og gebrækkelighed, men om dit liv, dine handlinger, dine svigt. Mennesket opdager sig selv som ånd, når det møder Kristus. Mennesket er et forhold, der forholder sig til sig selv og derved til instansen, som satte forholdet, som Kierkegaard siger. Det betyder f.eks., at man, når man er gået fra sin ven, hvis far er død, uden man fik sagt det, som man burde have sagt, at man så på vejen væk tænker: »Idiot, du skulle have gjort noget, sagt noget, trøstet«. Instansen, der forlanger dette, er Gud, men der er ingen, der så at sige skal eller egentlig kan blande sig i dette forhold, det er her, hvor mennesket ikke er bestemt af arv og miljø eller generne, men er ånd, idet det forholder sig til sig selv og sine handlinger i forhold til Gud i misforholdet imellem, hvad Gud er og vil, og hvad man selv er. Det er her, man opdager, at det at være af ånd mere end den oprejste gang kendetegner mennesket. Men det er også her, fortvivlelsen og forargelsen kommer til syne. Det er her, spørgsmålet om Gud stiller sig, når man konfronteres med Bibelens ord, med kirken, med andre religioner og livstydninger. Hvilke svar giver de på denne situation, at mennesket er af ånd, forholder sig til sig selv. Her er kristendommens svar altså Kristus. Han er den, til hvem man må forholde sig, når man forholder sig til sig selv. At Kristus igen i kirkens forkyndelse kommer til at indtage pladsen som det eksistentielle midtpunkt er en absolut nødvendighed for at tale meningsfyldt ind i vores moderne tid. Hele talen om, at kirken skal have en mening og udtale sig om kristelige værdier, er blot udenomssnak og i virkeligheden noget, der vil dræbe kirken, fordi den herved ikke vil være til at adskille fra enhver anden ansvarlig politisk og religiøs retning. frimenighedspræst