KRISTENDOMMEN FLYTTER globalt set sydpå og østpå det er en kendsgerning. Fornylig har jeg besøgt en af de voksende kirker, Madagaskars lutherske kirke, og her taler man ligefrem om en vækstkrise. I gennemsnit bringer hver uge en ny menighed, og de allerede etablerede menigheder, især i byerne, oplever stærkt stigende tilslutning, vel at mærke af mennesker, for hvem gudstjenesten og kirketilhørsforholdet er omdrejningspunkt i livet.
Den danske folkekirke har et gennemsnitligt fald i medlemstallet på 20.000-25.000 om året. Det er godt nok ikke kirkegængere, som forlader kirken, men ellers kunne væksten og tilbagegangen i de to kirker udmærket stilles op ved siden af hinanden.
En madagaskisk kirkeleder, der hørte om tilbagegangen, spurgte nysgerrigt: hvad gør I ved det? Sandt at sige gør vi vel ikke noget ved det, ud over at vi prøver at betjene de tilbageværende medlemmer bedst muligt.
Men spørgsmålet er naturligvis: Kan vi gøre noget? Er evangeliet hos os oppe imod kræfter, der er for stærke for det? Eller er der muligvis noget, vi kan lære af de kirker, som gror så ufatteligt i Asien og Afrika? Danske missionsselskaber har talt om, at de unge kirker må give os kristendommen tilbage. Men en omvendt missionsbevægelse vil nok kun undtagelsesvis have resultater. Det kendetegner de unge kirker, at væksten for alvor er kommet, da de selv tog over.
Men det er efter min mening hævet over enhver tvivl, at en iagttagelse af væksten og en teologisk refleksion over den vil være nyttig for os. Ikke sådan, at vi blot kan drage på besøg i vækstkirkerne og finde et vidundermiddel mod tilbagegangen. Vi kan ikke umiddelbart overføre deres praksis til en dansk sammenhæng (og det forholder sig i øvrigt sådan, at deres praksis ikke er så forskellig fra vores). Men hvad er det, der sker i disse kirker? Indirekte tror jeg, der er en lektie at lære her.
Det skal lige tilføjes, at det bestemt ikke er problemløst at være en kirke i stærk vækst. Hvad gør man, hvis man ikke kan give en ordentlig teologisk uddannelse til et tilstrækkeligt antal præster, ikke fordi man ikke har uddannelsen eller kandidaterne, men fordi man ikke har nok kvalificerede undervisere og økonomiske midler? Hvordan undgår man, at kirken bliver en døgnflue, fordi den ikke hurtigt nok fik rødder ned i den kristne tradition? Eller hvad gør man praktisk, når transporttiden ud til mange landsbyer, der trygler om besøg af en evangelist, er så lang, at det begrænser antallet af besøg?
JEG BESØGTE MADAGASKAR for at forsøge at forstå kirkevæksten og for at se, hvordan man teologisk prøver at følge med. Jeg kunne lige så godt være taget til Kina eller Korea, Etiopien eller Tanzania; billedet er det samme mange steder.
Madagaskars lutherske kirke (FML) er en af øens fire store kirker (ved siden af de katolske, anglikanske og reformerte kirker). Ikke mindst Norges kirke har helt tilbage fra slutningen af 1800-tallet været fødselshjælper for FML. Hvis nogen antager, at væksten skyldes en langt mere underholdende gudstjeneste, må de tro om igen. Gudstjenesten ligner i hovedsagen en nordisk folkekirkegudstjeneste bortset fra at den varer meget længere. Man synger såmænd af fuld hals oversatte salmer af Grundtvig og Kingo og på de melodier, vi kender. Og folk strømmer til.
Kirkens medlemmer hører til den fattigere del af befolkningen, og selvom den har enkelte meget store menigheder i de store byer, har den sit tyngdepunkt på landet, i landsbyerne.
Et særkende for kirken er den såkaldte hyrdebevægelse en vækkelsesbevægelse blandt lægfolket opstået omkring en række stærke åndspersoner igennem det 20. århundrede. Bevægelsen præger kirken gennem særlige gudstjenester, hvor kollektiv dæmonuddrivelse og restituering gennem bøn under håndspålæggelse er fremtrædende led. Disse elementer, som i en dansk sammenhæng ville virke nok så fremmede, er totalt selvfølgelige i de lutherske madagaskeres kristendomsforståelse.
Det enestående er imidlertid den fulde integration af hyrdebevægelsen i kirkens liv, og bevægelsen har af samme grund ikke på nogen måde lukket sig om sig selv eller præg af bedrefølelse. Alle gudstjenestedeltagere, også børnene, lod hyrderne bede personligt for sig. Bevægelsen fungerer tillige som kirkens diakonale ben gennem et omfattende omsorgsarbejde i særlige landsbyer for psykisk og fysisk syge eller handicappede.
Er der en sammenhæng mellem kirkevæksten og dette særlige lokale præg af kirken? Ja, det er der. Når man spurgte folk, hvad årsagen var til denne stærke vækst, var svaret dobbelt: Det er ligesom en ild, det er ånden, der gør det, og det er, fordi de kristnes vidnesbyrd har en iboende overbevisningskraft.
Men samtidig henvistes der til, at den store tilslutning af mennesker, der vender sig til kristendommen fra forfædre- og åndedyrkelse, blandt andet skyldes hyrdebevægelsen. Det må forstås som sammenhængende med dens stærke applicering af kristendommen på den enkeltes og fællesskabets liv og vanskeligheder. Bønnen under håndspålæggelse blev set som et udtryk for, at evangeliets frigørelse og redning vedrørte hver enkelt i deres konkrete liv med fattigdom og sult, sygdom, farer og angst.
DERUDOVER VAR den uselviske pleje og omsorg for de syge og handicappede jo et stærkt vidnesbyrd om evangeliets autenticitet.
Desuden henvistes der til den konkrete forandring og forbedring af folks liv gennem kristendommen. Opbruddet fra den traditionelle religion betyder, at tabuerne, som er med til at holde dem nede i fattigdom og elendighed, forsvinder. De bliver vendt fremad i stedet for hele tiden at være vendt mod de døde, de kommer ud af misbrug, de bliver mere oplyste. Der er på ingen måde tale om fremgangsteologi, blot om konstaterbare, sociale ændringer.
Også fattigdommen i sig selv blev anført som forklaring: Vi kan ikke leve uden troen på, at Gud vil give os, hvad vi dagligt behøver til overlevelse. En teologisk lektor henviste ligefrem til, at hun var blevet glemsom i forhold til Gud under et længere ophold i England og det lette liv, hun levede dér. Hjemkomsten var også en tilbagekomst til virkeligheden.
Mit sammenfattende indtryk af alle samtaler var, at kristendommen vokser, fordi kirkerne er præget af troværdige menigheder, altså menigheder, som selv tror evangeliet, og som åbenlyst lever af det og ud fra det. Mere indviklet er det i grunden ikke, og derfor brugte man egentlig ikke som vi mange overvejelser på form og metoder for kristendommens formidling.
Det fordrer langt mere plads end en kronik at gennemgå, hvilke overvejelser disse udsagn kunne give anledning til for os. Nogle stikord må gøre det i denne omgang.
Kirkens grundlæggende vidnesbyrd kommer fra menigheder, der tror på evangeliet. Hvorfor skulle andre finde kristendommen engagerende, hvis de, der henviser dem til den, ikke har ladet sig selv og deres eget liv binde af den, så man kan se og mærke det! Hvor er de danske menigheder, der rummer denne udfordring til omgivelserne?
Dernæst: Vi udtrykker kristendommen i en meget almen form. Men mennesker bevæges af det, der vedrører dem personligt. Vi må blive bedre til både liturgisk og i prædikenen at personliggøre kristendommen.
Og så må vi tale klarere om forbrugerismen som en »alternativ religion«, der får os til at glemme Gud, og som vi derfor må vende os fra. Som Fay Weldon sagde det Kristeligt Dagblad den 14. november: Vi er kommet til at se vores liv som forbrug, og gør man ikke bevidst modstand, så gør en sådan livsform os alle til ateister.
En lille, men betydningsfuld ting: Vi må finde løsningen på, hvordan vi får folk til at synge igen, så det kan høres. Sangen er menighedens åndedrag. Alt for tit virker det, som om den er i respirator.
Endelig: I FLM havde man indset, at vækstkrisen krævede en teologisk uddannelse på et højt niveau og iværksat den. Jeg tror, det samme gør sig gældende for en kirke i tilbagegang.
Niels Henrik Arendt er biskop i Haderslev Stift