ER DET ET SÆRSYN i forhold til andre foreninger i Danmark, at en valg- eller frimenighed har en eksklusionsparagraf i sine vedtægter? Hvis den skulle komme i anvendelse, er det så det, der kaldes ”kirketugt”? Og udøver man i disse menigheder en formaliseret form for ”kirketugt”, hvor man lægger vægt på at være linjevogter i medlemmernes privatliv? Kristeligt Dagblads forsideartikel ”’Åbenlyse synder’ kan føre til eksklusion fra menighed” den 19. februar synes at give det indtryk.
Men det er forkert i denne sammenhæng at tale om negativ social kontrol eller sammenligne med Jehovas Vidners udstødelse af medlemmer. Sådan er virkeligheden ikke i disse menigheder.
Grundloven sikrer, at borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud. Både lære og trospraksis er beskyttet. Stiftere af et religiøst samfund har ret til at udforme vedtægter, så hverken lære eller praksis kan ændres i strid med stifternes ønsker. Man kan stille krav til nye medlemmer om loyalitet mod grundlag og formål. En vedtægt vil normalt også indeholde bestemmelser om mulighed for at kunne udelukke medlemmer, der bevidst prøver på at omformulere trossamfundets lære og praksis.
Grundloven sikrer også, at landets borgere har ret til at danne foreninger, hvor stifterne bestemmer grundlag og formål. Danmark har foreninger med forskellige formål: almennyttige, faglige eller mere hobbyprægede samt en række politiske partier. Pladsen tillader ikke at gennemgå diverse vedtægters formulering af, hvordan man praktiserer udelukkelse af et medlem. Et eksempel fra Enhedslisten: ”Medlemmer, der modarbejder Enhedslistens formål og politiske grundlag, eller som handler til skade for Enhedslisten, kan udelukkes fra Enhedslisten. Beslutning om udelukkelse træffes af hovedbestyrelsen med 5/6 flertal (...). Før et medlem indstilles til udelukkelse, skal vedkommende have oplyst, hvad årsagen er til, at udelukkelse overvejes. Og medlemmet skal have lejlighed til såvel mundtligt som skriftligt at ytre sig.”
Et eksempel på udelukkelse: Folketingsvalget i 1964 endte med en socialdemokratisk mindretalsregering med J.O. Krag som statsminister. Da Krag ønskede en stramning af den økonomiske politik, kunne han få flertal enten med Venstre og Det Konservative Folkeparti eller med Radikale Venstre og SF. Mens han forhandlede med Venstre og De Konservative, åbnede der sig en ny mulighed for Krag, idet de to Venstre-folk, N. Westerby og B. Diderichsen, gik i forhandling med Socialdemokratiet og De Radikale om et økonomisk forlig uden at orientere deres eget parti. Socialdemokratiet, De Radikale og de to Venstre-folk indgik en økonomisk aftale, der blev vedtaget i Folketinget med snævert flertal. Da indkaldte Venstre til et gruppemøde med dagsordenen: eksklusion af Westerby og Diderichsen. Men Westerby og Diderichsen nåede ikke at blive ekskluderet, idet de selv trådte ud af Venstre og fortsatte som løsgængere.
Et eksempel fra folkekirken: I 1994 blev Steen Ribers udmeldt af sin sognepræst, fordi han havde udbredt troslære om reinkarnation i strid med folkekirkens lære. By- og landsretten gav i 2004 Kirkeministeriet medhold i eksklusionen, men året efter blev dommen omstødt af Højesteret, så Ribers fortsat kunne være medlem. Udfaldet handlede om klare grunde for som medlem at ”stille sig uden for folkekirken” på anden måde end ved gendåb eller indmeldelse i et andet trossamfund. Bevisbyrden var ikke klar nok, mente Højesteret. Men medlemskabsloven rummer eksklusionsmuligheder i visse situationer.
Igennem årene har der været nogle eksklusioner inden for de politiske partier, de forskellige trossamfund og diverse foreninger. Men i de fleste tilfælde har situationen været den, at en person eller en gruppe af personer har forladt det politiske parti/foreningen/trossamfundet, fordi man har været uenig med ledelsens måde at udmønte grundlag og formål på. I de fleste gruppers vedtægter har man en paragraf om udelukkelse af medlemmer, hvor også eksklusionsmåden beskrives. Muligheden for eksklusion skal værne om organisationens grundlag og formål. Normalt vil der være enighed om, at brugen af paragraffen bør ske så sjældent som muligt.
En eksklusionsparagraf kan sammenlignes med færdselsloven, hvis regler skal opdrage borgerne til at vise hensyn. Uden sanktioner vil mange tage let på reglerne. Derfor er der advarsler, bøder og eventuelt fratagelse af kørekortet. En organisations vedtægtsregler om udelukkelse af et medlem står som den sidste løsning af en opstået konflikt, når alle forsøg med dialog og mægling har vist sig virkningsløse. Det rette fokus i en menighed er dog ikke at have eksklusion for øje! Vi er klar over, at begrebet ”kirketugt” har en misklang hos mange. Man associerer det hurtigt med hårdhjertethed og at udmønte straffehandlinger. Der har været en forskellig praksis af kirketugt i kirkens historie, herunder også misbrug, som gør det vanskeligt at pege på den åndelige omsorg, som det vitterligt handler om.
For som kirke står vi i spændingen mellem at efterleve Jesu grænseløse åbenhed i sin proklamation af evangeliet og omgang med syndere og så at række kaldet til omvendelse, efterfølgelse og nyt liv – med Guds nåde og barmhjertighed som primat og ikke et farisæisk anliggende om at udskille det urene.
Hertil har Jesus givet kirken en ”nøglemagt” til både at binde og løse. Som kirke har vi fået myndighed til at prædike evangeliet og tilgive synder, men også til at formane og nægte at tilgive synder. Jesus anviste en brug af nøglemagten og et formål med denne kirketugt, at det ikke handler om at skræmme folk væk eller udelukke dem fra menigheden, men snarere at få synderen på ret kurs. Derfor hører en ret brug af nøglemagten sammen med det at afspejle Guds barmhjertighed: ”Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.” (Matt. 18, 14).
Luthersk forstået er brugen af nøglemagten knyttet til Guds ords forkyndelse i lov og evangelium, sådan som det udøves i prædikenen, skriftemålet og særligt sjælesorgen. Den gensidige formaning ud fra Guds ord i menigheden må ligeledes ske i barmhjertighed. Vi erkender, at det menneskeligt kan være svært i praksis at udøve alt dette sandt og kærligt. Derfor må vi i menigheden hjælpe hinanden til at udvise overbærenhed og ikke være årsag til at bringe nogen til fald. Og vælger nogen at forlade menigheden, må det ikke betyde at være forkastet som menneske.
Nøglemagten er derfor et kendetegn på at udvise omsorg for frelsens skyld og er givet til menigheden. I skriftet ”Om koncilierne og kirken” (1539) nævner Luther nøglemagten som et af kirkens kendetegn. Han siger: ”For hvor Guds folk ikke er, er nøglerne ikke, og hvor nøglerne ikke er, er Guds folk ikke.”
Luther vendte sig imod den kirketugtspraksis, der var fremvokset siden oldkirken og herskede i hans katolske samtid, og omtolkede begrebet. Kirkens hellighed afhænger ikke af menneskers livsførelse, men af Kristi hellighed, som rækkes til kirken gennem sakramenterne og i Ordet. Derfor skal kirkens hellighed opretholdes ved hjælp af Ordet og sakramenterne frem for gennem offentlig bod og kirketugt. Den borgerlige straf, mente Luther, skulle på ingen måder blandes ind i sagen. Det betyder dog ikke, at kirketugt i en opdragende funktion slet ikke er inde i billedet. Nøglemagten har netop til formål at pege på frelsen ved troen på syndernes forladelse og hjælpe et menneske til ikke at gå fortabt. Sådan forstået er nøglemagten givet kirken som redskab med barmhjertigheden som fortegn. For i det lys har kirketugt nemlig ikke eksklusion for øje, snarere tværtimod.