Det fortælles om Valdemar den Stores far, Knud Lavard, at han under sit virke som fyrste i Nordtyskland fangede nogle banditter, som han dømte til døden ved hængning. En af voldsmændene protesterede over at skulle dømmes sammen med de andre, da han mente sig finere end de andre. Det vil sige medlem af en mere betydningsfuld klan end de øvrige. Ifølge den middelalderlige helgenberetning skal Knud Lavard have svaret, at så kunne banditten få den særlige gunstbevisning at blive hængt i en højere galge end de øvrige. Helgenlegendens anliggende er at vise, at medlemskab af selv de fornemste klaner ikke var fripas til selvtægt.
Med fortællingen ville kirken ændre samfundet og drive kristen samfundspolitik. Aktuelt kunne man ikke sige, at klanernes voldelige dominans var et brud på gældende love. Vel nærmest tværtimod. Samfundet var i hine tider organiseret efter klaner. Magten betød mere end retten, sådan var klansamfundets lov. Det er faktisk Knud Lavard, der bryder landets love. For at opbygge et nyt samfund, hvor retten overtrumfer magten. Fortællingen om klanlederens hængning i den høje galge kræver nye samfundstilstande; helgenlegenden vil opbygge et nyt samfund. Et samfund, hvor det er individet, der tæller, og ikke klanen. Individet må selv stå til regnskab for sine handlinger; ingen skal kunne gå i ly bag en skræmmende klanleder og hans voldelige håndlangere. Helgenlegenden er ikke from snak, den er et skarpt kulturopgør. Den kræver et helt nyt samfundssyn.
Et samfundssyn, der efterhånden sejrede og blev bærende i 1000 år. Og da det var kirkens helgenlegender, der skabte det, må det selvfølgelig karakteriseres som kristent. Kirken gik i spidsen for en helt ny samfundsopfattelse – som nu er ved at krakelere. Klansamfundet er vendt tilbage. Fordi vi har givet det plads. Og årsagen? Der er sikkert flere, men lad os se på de to væsentligste. Så kan vi måske lære noget. Det er ganske vist ofte blevet hævdet, at man ikke kan lære noget af historien, men lad os nu alligevel prøve. Vi kunne jo vende tilbage til omegnen af Knud Lavard.
Op igennem størstedelen af vor historie har vores opmærksomhed oftest været fokuseret på de store mænd. Det skete også, da Danmark trådte ud af historiens mørke: Harald Blåtand med sit navn på det, der er kaldt Danmarks dåbsattest, Jellingstenen. Men fædrelandets endnu større mænd meldte sig et par hundrede år senere. Valdemartiden med biskop Absalon, broderen Esbern Snare og så altså Valdemar med tilnavnet Den Store. Stjerner i danmarkshistorien. Absalon havde grundlagt landets hovedstad, København. Esbern opførte den pragtfulde russisk-inspirerede femtårnede kirke i Kalundborg. Og Valdemar samlede et stærkt rige efter en udmarvende borgerkrig. Og sammen stod de i spidsen for opgøret med venderne fra Rügen, der i 1100-årene havde plaget landet. Da jeg begyndte i skole for præcis 70 år siden, fik vi stadig fortalt de store mænds historie. Men deres status var vaklende.
Mange vil sikkert endnu huske Jens Kruuse (1908-1978), en betydelig litteraturanmelder og stor kraftkarl i årtiers kulturdebat. Han udgav på sine ældre dage erindringer fra sin barndom. Han var søn af en odenseansk grosserer, der i 1905 var medstifter af Radikale Venstre. Og hvad det betød for historien, fik den lille Jens et klart indtryk af på en ekskursion til Sjælland med sin far allerede i 1917. Absalon, ”en storgodsejer, som blev reaktionens, kongedømmets brutale lakaj (...) Som alle gode radikale regnede far på forhånd kristne og præster for slyngler”. Og konger gik samme vej. Med Christian X som et da aktuelt eksempel: ”Når sgu’ aldrig ud over oberststadiet.”
Med radikalismens indtog blev de politiske og kulturelle værdier udsat for en kulturrevolution. Historien blev pludselig anderledes, og den politiske dagsorden anderledes. Eller var det omvendt? For grosserer Kruuse og de radikale historikere var konge og kirke af det onde.
Deres forståelseshorisont var det nye demokratis vanskeligheder i Estrupperioden. De troede, at det tidlige danske samfund var et demokrati, der blev kværnet ned af kirke og konge. De havde en romantisk opfattelse af det folkelige fællesskab. Før kirke og konger mødtes folket på tinge og traf afgørelser om det fælles. Troede de.
De lagde andelsbevægelsens idealer ned over det gamle Danmark. Det er ikke høveder, men hoveder, der skal bestemme. Hver mand en stemme. Samfundet blev fremstillet som en andelsforening. Og derfor mente man selvfølgelig også, at kirkebygningerne blev rejst af fællesskabet. Kirken skal hvermands hjemhus være, hedder det i Sjællandske Lov, og begrundelsen var, at sognets folk selv havde bygget kirken. Den var fælleseje, troede man.
Men sådan var det ikke. Meningen var ikke, at kirken skulle være et fælles, hyggeligt forsamlingshus. ”Hvermands hjemhus” var en retsgaranti, et ønske om sikkerhed mod samfundets voldelige elementer. Det var kirken og kongemagten, der tog opgøret med klanernes vold. Og i dette kulturopgør blev den moderne stat, som vi kender den, bygget op.
Aviser og tv aflægger snart dagligt vidnesbyrd om, at denne kultur er under nedbrydning. Den er ved at krakelere. Måske skyldes det, at den har glemt sin egen oprindelse. Den er blevet blind over for historiens vidnesbyrd. Eller måske rettere blændet af strålende idéer, af blændende ideologier.
På det politiske og kulturelle plan møder vi en af årsagerne i oplysningstiden i det 17.-18. århundrede. Den kultur, der havde sikret opgøret med klanerne, den kristne kultur, kom nu under angreb.
Den kristne skabelsestanke med dens fokus på individet blev nu sekulariseret, borgerliggjort og derved revet ud af sammenhængen med den kristne kultur. Det kristne syn på alle skabtes lighed blev omformet til en politisk forestilling om alle kulturers ligeværdighed. I et kulturradikalt univers vil man ikke gøre forskel på kulturer. Man kunne ikke drømme om at tage afstand fra andre kulturformer – altså, har erfaringen vist, undtagen den kristne. Kulturrelativisme er radikalismens bærende dogme.
Det er dette dogme, der nu sætter sine frugter. Klansamfundet er retur. Oplysningsradikale politikere har i kulturrelativismens hellige navn længe set passivt til, at der flere og flere steder opbygges parallelsamfund med idealer, norm- og retssystemer, der på centrale områder er identiske med det samfundssyn, som kristendom og kirke tog et opgør med i middelalderen. Lighedstanken har taget magten, således at vi ikke mere tør sætte skel mellem kulturer.
Når en fransk skolelærer viser Muhammed-tegninger, er der for de kulturradikale tale om kulturimperialisme og mangel på respekt for andre kulturer, og halshugningen er derfor nærmest selvforskyldt, hvorfor den københavnske protestdemonstration over mordet på ham kun kunne mobilisere 200 deltagere. Opgøret med klankulturen producerer kun foragt, for hvordan kan man dog mene, at én kultur er bedre end andre?
Den kulturradikale oplysningsideologis og den moderne lutherdoms ubehag og modvilje mod at hævde, at nogle kulturer har kvaliteter, humane kvaliteter, som andre kulturer ikke har, er utvivlsomt blandt årsagerne til det kulturelle barberi, som udspiller sig i dagens Europa. Det kristne Europa brugte mere end 1000 år på at opbygge en kultur, som skulle mindske de stærke klaners vold, selvtægt og det, man i vore dage kalder parallelsamfund. Intet afslører tydeligere den kristne kulturs krakelering end klansamfundenes tur-retur.