Klapjagten på jøder og frimurere

Det er ikke underligt, at Hitler, Stalin og Franco alle forbød frimureriet. For det var ikke godt, at mennesker kunne gøre status, skriver Walter Schwartz Peter Duetoft i dagens kronik

Frimurerlogen på Blegdamsvej i København.
Frimurerlogen på Blegdamsvej i København. Foto: peter helles eriksen Denmark.

NATTEN MELLEM den 1. og 2. oktober er det 70 år siden, den tyske aktion mod de danske jøder foregik. Samtidig er det årsdagen for en af de mest kendte og medmenneskelige handlinger i Danmarks historie. Adskillige dele af den danske befolkning stod bag redningen af jøderne.

Ikke mange ved imidlertid, at cirka 8000 andre danskere var lige ved at skulle med i fiskerbådene. Det var de danske frimurere.

I 1943 krævede Hitler, at jøderne skulle fjernes helt fra Europa. I foråret 1943 korresponderede udenrigsminister von Ribbentrop og den rigsbefuldmægtigede i Danmark, dr. Werner Best, om emnet.

Da den danske regering trådte tilbage den 29. august, og der blev indført undtagelsestilstand, valgte dr. Best sandsynligvis for at indynde sig i Berlin at gøre noget ved sagen.

Den 8. september sendte han et telegram til Berlin, hvori det blandt andet hed: at man nu også må tage stilling til jøde- og frimurerspørgsmålet i Danmark. Løsningen for frimurerne var klar: Logerne skulle opløses, en del frimurere arresteres, og bygningerne beslaglægges. Den 18. september kom der svar: Føreren har bestemt, at deportation af jøder fra Danmark skal gennemføres. Frimurerne blev ikke nævnt. Hvorfor? En logisk grund kunne være, at kong Christian X var stormester for de danske frimurere. At arrestere ham ville få uoverskuelige konsekvenser.

Men helt slap man ikke. Den 20. september blev ordenens bygninger beslaglagt. Stamhuset på Blegdamsvej i København blev kort tid efter hovedkvarter for det berygtede Schalburgkorps. Siden frimureriets start har der været talrige angreb på organisationen. I begyndelsen var det hemmeligholdelsen af frimurerlogernes indhold, der gav mistanke. Senere kom der religiøse indvendinger.

I begyndelsen af det 19. århundrede ændrede angrebene karakter til mere politiske påstande. Frimureriet er blandt andet et barn af oplysningstiden og dens tanker. Den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 var voldsomt præget af frimurere. Eksempelvis var Benjamin Franklin medlem af en loge. Også USAs første præsident, George Washington, var logebroder.

Frimurerne var ligeledes med til at gøde jorden for frihed, lighed og broderskab i Frankrig, og det generede naturligvis mere despotiske magthavere. I midten af det 19. århundrede skiftede angrebene imidlertid karakter. Pludselig blev de antisemitiske. Frimurere var pseudojøder eller jødelakajer, der hjalp de rigtige jøder med at få verdensherredømmet.

Adolf Hitler påstod i 1923 i Mein Kampf, at jøden finder i frimureriet, som helt er i hans hænder, et fortræffeligt våben til at forfægte eller gennemføre sine idéer. I Hitlers øjne var frimurerne altså medskyldige i ødelæggelsen af racen og jødernes overtagelse af herredømmet i verden.

Synspunktet blev fulgt op i 1927 af general Ludendorff, der i flere bøger angreb frimureriet på det voldsomste. Nu var det frimurernes skyld, at Tyskland tabte Første Verdenskrig og man ville internationalisere og ødelægge den rene nation. Netop Ludendorff fik stor gennemslagskraft. I 1936 kunne man konstatere, at bøgerne var kommet i 176.000 eksemplarer.

I BEGYNDELSEN AF 1930erne var den antisemitiske linje i det danske nazistparti ikke særlig fremherskende. Emnet var ikke en sællert i vort land. Tonen blev imidlertid skærpet de følgende år.

I 1940 arbejdede DNSAP, Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti, med planer for en magtovertagelse i Danmark. Her skulle offentligt ansatte oplyse, om de var jøder eller frimurere. Og i et andet samtidigt papir skulle de pågældende afskediges fra offentlig tjeneste. Ingen af planerne blev heldigvis til noget. Den stærkeste angriber af frimureriet var Danmarks førende antisemit, translatør Aage H. Andersen. I 1935 stiftede han sit eget parti. Formålet var: Kamp for det danske Folks Frigørelse og kamp mod Jødedemokratiet og Frimureriet.

I 1941 startede han Dansk Antijødisk Liga, der også bekæmpede frimureriet. På trods af den nye liga festligholdt man stadig det oprindelige partis stiftelsesdag. Ironisk nok holdt man ottendeårsstiftelsesfesten i november 1943 i det, man beskrev som Schalburgkorpsets og Folkeværnets store festsal, Blegdamsvej 23 i København.

Nu var det altså frimurerordenens festsal, der skulle danne ramme om antijødiske og antifrimureriske aktiviteter. Pressebeskrivelserne af mødet er malende: Hilst med Begejstring af sine trofaste Medkæmpere stod da Ligaens Leder, den mangeaarige Forkæmper for et racerent, jødefrit og frimurerløst Danmark, Aage H.Andersen, på Talerstolen.

Nu kan man jo indvende, at disse holdninger kun fandtes i små, rabiate kredse og det er heldigvis rigtigt. Men selv små kredse kunne jo med besættelsesmagtens støtte få stor magt.

LÆS OGSÅ: Loger tiltrækker i stigende grad yngre mennesker

Derfor kunne ingen frimurer være uanfægtet. Frimurerspørgsmålet blev rejst af dr. Best og var kun forblevet uløst på grund af politiske analyser i Berlin. Selv i dag kan man både i Danmark og internationalt finde påstande om, at jøderne og frimurerne vil overtage verdensherredømmet. Umberto Eco beskriver hadets mekanisme så godt i romanen Kirkegården i Prag.

Hvad var det dog, der provokerede så meget ved frimureriet? Bevægelsen bygger på erkendelsen af, at Gud har skabt alle levende mennesker. Derfor har man et ansvar for sit eget liv, men også over for alle andre skabninger. Logen er et åndeligt fitnesscenter, hvor man træner i selverkendelse og gør status. Man skal følge sin fornuft og sin samvittighed. Er en beslutning nyttig og leder den i retning af det, jeg tror på?. Mange små i sig selv uskyldige skridt i en forkert retning fører til en katastrofe.

Den mekanisme beskrives strålende i Peter Fogtdals roman Flødeskumskrigen. Man skal afvise at lade sig lede af fordomme og tabuer. Man skal ikke hele tiden kræve sin dagsorden gennemført, men også lytte til andre. Endelig skal man erindre, at vi er en del af et fællesskab. Intet menneske er en ø, en verden for sig; ethvert menneske er et stykke af fastlandet, en del af det hele, som digteren John Donne skrev i digtet, der dannede forord til Ernest Hemingways roman Hvem ringer klokkerne for?.

Ethvert menneske har et valg. Men valget kan kun træffes, hvis man har gjort sit grundlag klart. Dette generer naturligvis despoter.

Det er ikke underligt, at Hitler, Stalin og Franco alle forbød frimureriet. For det var ikke godt, at mennesker kunne gøre status.

OGSÅ I DAG, står vi over for uendelig mange dilemmaer. Den teknologiske udvikling, internationaliseringen, genteknologi og muligheden for design-mennesker kræver stillingtagen og valg. Render man efter modebølger og fikse idéer, vil man blive rendt over ende af udviklingen. Det er ikke godt. For udviklingen kan være god, eller den kan være slet.

Jøderne blev ramt så tragisk af kravene om den rene race. De blev syndebukke for alle ulykker og den lette forklaring for despoterne. Det kostede millioner af mennesker livet. Det er vel i virkeligheden et af de største traumer i den europæiske kultur: Hvordan kunne det ske?

Med i fordommene kom frimureriet. Heldigvis slap vi billigt i Danmark. Alligevel giver det stof til eftertanke i dag, at mennesker skulle forfølges, fordi de mente, at andre mennesker har ret til at leve deres liv ,og at vi har ret til at være her, på trods af alle forskelligheder.

Intolerance ført ud i det ekstreme koster menneskeliv. Det er også godt at huske på i det moderne samfund, hvor vi kan så meget men måske overvejer konsekvenserne for lidt.

Walter Schwartz er stormester i Den Danske Frimurerorden, og Peter Duetoft er tidligere folketingsmedlem (CD) og tidligere ordførende mester i logen Nordstjernen