NYKONSERVATISME, BORNERTHED og smålighed pibler frem.
Det gælder politik, kulturdebat og i aktuelle diskussioner om kristendom og folkekirke. Jo mere konservativ og floskuløs, desto mere opmærksomhed.
Tag de tre kvinder, der kalder sig Nyt Babel, men excellerer i teologisk bavl. Se diskussionen om opstandelse, fysisk eller åndelig – hvad det så end skulle betyde. Nogle bekender ligefrem, at de tror på en naturlig og bogstavelig opstandelse. Du gode Gud.
Grib debatten om grundtvigianismens forvanskning i dag, ikke mindst eksemplificeret i den udskældte Vartov-præst Niels Grønkjær, som ellers hører til de få, der formår at tænke filosofisk og formulere sig teologisk sammenhængende.
”Klassisk kristendom” er blevet et mantra, man påberåber sig. Men er det andet og mere end et kirkeligt og teologisk rygmærke, der bruges til at true andre, alt imens man tisser teologisk territorium af?
KLASSISK KRISTENDOM ER, skulle man tro, hvad man finder i Det Nye Testamente. Men pas på. For det første er Det Nye Testamente ikke kristendom. Samtlige skrifter spejler en jødisk bevægelse, Kristus-religion, som først ad åre og gennem en langsommelig proces blev til kristendom forstået som en i forhold til jødedom selvstændig religion.
For det andet reflekterer Det Nye Testamente en fortolkningsmæssig mangfoldighed. Der er således ikke en, men mange former for ”klassisk” kristendom i Skriften selv.
For det tredje er Det Nye Testamente ikke en vedtagen samling af autoritative skrifter. Det Nye Testamente kom til at rumme de 27 skrifter, som samlingen i dag består af i de fleste kirker, men bestemt ikke alle – flere ortodokse kirker som for eksempel den etiopiske har yderligere skrifter.
Det blev til gennem en lang historisk proces, hvor nogle skrifter lejlighedsvis var med for andre gange at ryge ud. Samlingen er således ikke en refleksion af ”klassisk” kristendom, men noget, der blev til gennem kontingente, historiske processer.
For det fjerde kan vi i Det Nye Testamente selv se, at ”klassiske” positioner som for eksempel apostlene Peters og Jakobs ikke har fået den vægt, som de historisk må have haft. Det understreger på ny processens vilkårlighed og tilfældighed.
For det femte kender vi til andre skrifter, der stammer fra de nytestamentlige skrifters tilblivelsesperiode, og som i deres samtid blev forstået som ”klassisk” kristendom, men alligevel endte med at blive bortselekteret i historiens nådesløse og uforudsigelige gang.
Problemet med ”klassisk” er, at der altid er interesser på spil i bestemmelsen. Nogle ophøjer deres forståelse på bekostning af andres opfattelse, men det bliver det jo ikke til historisk sandhed af.
Det ville være sundt med en større generøsitet over for anderledestænkende og en vilje til at lade sig udfordre af andre synspunkter. Men megen nutidig teologisk debat i Danmark handler desværre om territorialmarkering, hvor man ikke har meget innovativt at bidrage med. Det er et udtryk for teologisk og åndelig armod.
Men skal der ikke forkyndes ”klassisk” kristendom i kirken? Jo, det skal der, men så må man også have mod til at sige, hvor vanskeligt det er at indholdsbestemme det ”klassiske”, og ærligt vedstå det famlende og prøvende i ethvert forsøg på at drive teologi og forkyndelse.
Det handler de bibelske historier i grunden også om: altså menneskets famlen og prøven, på godt og ondt. Men tilbage til spørgsmålet om det ”klassiske”.
HVIS MAN NU TÆNKER, at det blot drejer sig om at gengive, hvad der står i Det Nye Testamente, og ser bort fra de fem tidligere omtalte punkter, som i sidste instans umuliggør øvelsen, er der også et andet problem: Betydning skifter.
Hvad jeg sagde i går, har ny betydning i dag, fordi verden er en anden. Det kender vi godt. At sige det samme til forskellige mennesker er at sige forskellige ting.
Så man kan altså ikke forfalde til papegøjesprog, hvor man gør gentagelse til norm. I så fald overser man dette grundlæggende forhold. Omvendt duer det heller ikke at sige noget nyt, for så har man svigtet det gamle eller rettere det fundament, som teologi og forkyndelse er forpligtet på.
Det er et spændstigt dilemma, og den, som ikke er villig til åbent og ærligt at erkende og vedkende sig det, er ikke sin embedseksamen værdig.
Hvis man således ikke må sige noget nyt og heller ikke blot gentage traditionen, fordi man derved de facto siger noget andet, hvad skal man så?
Måske er udfordringen som i al anden tale og kultur og i enhver organisme løbende at tilpasse sig nye miljøer og at præge talen ind i dem – ellers uddør man. Men man er også forpligtet på traditionen.
Så opgaven er at bringe de to i spil i forhold til hinanden: kontinuerligt at fastholde centrale traditionselementer, samtidig med at man på grundlag af nutidig tænkning former dem, så de taler ind i det aktuelle samfund og fællesskab. Det gælder forkyndelse, teologi, men i min optik, principielt, en hvilken som helst tale og kultur, der ikke blot vil forfalde til vanetænkning og uigennemskuede fordomme.
Men hvad er traditionen, man er forpligtet på? Ja, det er selvsagt Bibelen og især Det Nye Testamente, som man stedse må lege med og bestandigt (ny)fortolke. Men det er bestemt også andet og mere.
Det er tidlig kristendoms mange forskellige skrifter, Klemens, Ignatius, Tertullian, Origenes, Clemens, Augustin med flere. Det er dogmedannelser, koncilietekster, bekendelser og meget andet.
Det er kort sagt hele den teologisk-kirkelige tradition, inklusive billedkunst, skulpturer, musik og meget mere, som jeg ikke engang har fantasi til at forestille mig. Det er Erasmus, Luther og Melanchthon og hele den omfattende tradition frem til nutiden.
Nogle vil antagelig indvende, at med en sådan forståelse flyder alt.
DET TROR JEG IKKE. Traditionsvalget sikrer fundamentet. Den løbende fortolkning og udfordring af grunden sikrer spændstighed og relevans.
Men er det ikke lidt for løst, vil nogle indvende. Måske. Men de nytestamentlige evangelier fortæller på meget forskellig vis om en Gud, som satte sig på prøve og udleverede sig på menneskelige tydningers vilkår. Hvis guden har en sådan frimodighed og et sådant vovemod, så skam de Kristus-tilhængere, som ikke tør ligne guden.
Inkarnation drejer sig ikke kun om Jesu bliven menneske, som det ”klassisk” hedder. Det er et grundlæggende forhold i al kristendom. At guden har udleveret sig selv på godt og ondt til de selvoptagne, nepotistiske mennesker, som ikke desto mindre har fået i opdrag at forkynde Gud(en).
Det er da udtryk for courage og frejdighed, som siger spar to. Og det ligger langt væk fra de mange småtskårne og nidkære debattører og meningsmagere i aktuelle diskussioner om kristendom, som kun har alt, alt for travlt med at gøre Gud uendelig meget mere smålig og mindre, end Gud selv har ladet traditionen udfolde ham.
”Klassisk kristendom” lader sig ikke fiksere eller sætte på formel, skønt den har rammer defineret af traditionen. Den kristne flåde sejler uforknyt videre, på lyst og fromme. Vi behøver ikke at tilhøre en særlig klasse eller roklub (det er, hvad klassisk betyder) for at forkynde ”kristendom”. Såmænd ikke.
Teologi og kristendom er forpligtet på traditionen, men må ikke reduceres til menneskers nidkære tilskæring og udstrækning af tolkninger i overensstemmelse med deres alt for klejne forståelser.
De må i stedet bero på frihed til frisk og frejdig forkyndelse og teologi i dialog mellem tradition, nutid og tænkning.
