Klaus Riskær Pedersen: Vi må gentænke folkekirken

Kirkens rolle som formidler af kristne livsværdier skal genopfindes, mens kirkens rolle som festarrangør, ceremonimester og kustode bør gentænkes. Kirken bør genindtræde i sin oprindelige rolle som aktiv social agent, af mennesker for mennesker

Kirkeskatten må opgives, og folkekirken må i stedet på finansloven som en grundlovsfæstet bevilling, skriver Klaus Riskær Pedersen.
Kirkeskatten må opgives, og folkekirken må i stedet på finansloven som en grundlovsfæstet bevilling, skriver Klaus Riskær Pedersen. . Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

PÅ BLOT 30 ÅR er medlemsandelen af folkekirken faldet fra knap 90 procent til 75 procent: Et fald, som især skal ses i lyset af, at stadig færre døbes i den kristne tro. Kun to ud af tre af en ny årgang døbes, og stadig flere borgere ser kirken som adskilt fra tro – og tro som adskilt fra virkelighed.

Fremskrives denne livsindstilling, så bliver de 75 procent af befolkningen, der er medlemmer af folkekirken, til kun godt 50 procent om 30 år, og disse 50 procent falder så til 35 procent medlemmer om godt 60 år.

Inden det næste århundredskifte vil kun hver femte dansker da være døbt i den kristne tro, og det er ud fra dette varsel, at vi skal finde inspiration og kræfter til at rette det op.

For enhver, der bekymrer sig for vor selvforståelse, kultur og værdigrundlag, må det stå klart, at vi i denne generation står over for forpligtelsen til at reagere. Tiden er knap, fordi et ateistisk livssyn spreder sig i befolkningen, så omfattende forandringer må sættes i værk, før vi er drevet frem til det punkt, hvorfra vi ikke kan komme tilbage.

Vores generation må ikke tillade, at folkekirken reduceres til sekteriske menigheder på stadig jagt efter overlevelsesfinansiering. Vores moral og vores grundlov er det boldværk, vi skal støtte os ved, og hvorfra afsæt skal tages til nytænkning af folkekirken.

Reformation har både institutionelle, indholdsmæssige og økonomiske konsekvenser, og det er en reformation af folkekirken, der skal iværksættes. Ikke som et opgør eller en udefrakommende omstændighed, men som en velgennemtænkt og veltilrettelagt genopfindelse af formidlingsgrundlaget for kristendom. Kirkens rolle som formidler af kristne livsværdier skal genopfindes, mens kirkens rollen som festarrangør, ceremonimester og kustode bør gentænkes.

KIRKESKATTEN MÅ OPGIVES, og folkekirken må i stedet på finansloven som en grundlovsfæstet bevilling.

Folkekirken skal adskilles fra staten, og kirkeministeren og dennes departement skal derfor ikke længere være folkekirkens øverste myndighed.

Folkekirken skal fremadrettet modtage en bevilling til vedligeholdelse af infrastruktur, mens finansiering af de kirkelige aktiviteter er en anden og samtidig bevilling. Dermed sikres en adskillelse af infrastruktur fra drift.

Kulturstyrelsen må udarbejde en liste over bevaringsværdige kirker, og disses vedligehold skal overflyttes til Kulturstyrelsens eget ansvar og budget. Øvrige kirker kan herefter vedligeholdes på basis af beslutning i menighedsrådet efter særlige procedurer, og folkekirkens konsulentordning kan dermed nedlægges.

Folkekirkens adgang til bloktilskud skal udbygges baseret på udflytning af visse akutte sociale opgaver fra forvaltning i region og kommune til fremover at blive løst af folkekirken.

Den ny struktur skal nemlig som sit samtidige formål have, at der tilbydes ”public service”-aftaler imellem stat og folkekirke, således at folkekirkens 10 stifter som supplement til de præstelige aktiviteter og efter individuel forhandling kan vælge at indtræde i en ”public service”-kontrakt, hvor staten omlægger en række tidsfølsomme og akutte sociale indsatser til at blive løst under ledelse af landets stifter og menighedsråd. Opgaver, der i dag visiteres af landets regioner eller kommuner, vil fremover skulle finde deres løsning tættere på det enkelte menneske og i det nære samfund. Og ingen samfundsinstitution er tættere på befolkningen end landets 2200 folkekirkemenigheder, som under et kristent værdisæt og et humant helhedssyn bør hjemtage denne bistand.

For civilsamfundet er strakstilstedeværelse ved en akut omstændighed, hvor et menneske er eksistentielt truet, et moralsk ansvar, som i dag løses dårligt i regi af sagsbehandlende medarbejdere i kommunerne eller de centraliserede akutberedskaber (misbrugsområdet, kvindevold, psykiatrien med videre).

Øjeblikkelig tilgang til nærvær, menneskelig kontakt, empati, kærlighed og forståelse er en ”serviceydelse”, som vores velfærdssamfunds bureaukrati og teknokrati ikke kan levere, og som er en absolut forudsætning for at kunne løse netop denne type af social indsats, der indledt forkert, for sent eller på et forkert værdigrundlag ikke blot kan få katastrofale konsekvenser for det enkelte menneske, som udfordres, men også kan udløse en kaskade af omkostninger og sociale tab for samfundet.

For kirken vil en sådan omlægning samtidig repræsentere et paradigmeskift fra symbolsk og virkelighedsfjern forkyndelse til anvendt kristendom i en social virkelighed, hvor netop kristne livsværdier ikke blot er efterspurgte, men også bør være tilgængelige som konsekvens af folkekirkens egen eksistensberettigelse.

Kirkens ”kunstige”, historiske karakter skal suppleres med en nærværende og distribueret human- og applikationsbaseret platform, hvor de institutionelle rammer frigøres fra tid og sted til fordel for en altid tilgængelig menneskelig relation, hvor den enkelte kan søge hjælp og vejledning i nødens stund. Nye institutioner under stifternes ledelse kommer til at repræsentere aktiv tilstedeværelse af folkekirken i de nære samfund.

INTET ER MERE NATURLIGT, end at man på det sted i vores samfund, hvor vi har en fast og værdistærk institution, mobiliserer dets kerneværdier til praktisk udnyttelse i et fællesskab, der ikke kan finde denne kvalitet andetsteds.

Folkekirken må derfor genopfinde sig selv. Reformere sig til rollen som aktiv bestyrer af nødhjælp i lokalsamfundet, og hvor den hjælp, der ydes, er af mennesker for mennesker. Udviklingen af en sådan organisation, inddragelse af de rette medarbejdere, brug af frivillige samt skabelsen af en helt anden tilgang til hjælp og vejledning skal løses af det enkelte stift, der fremover skal evne at supplere det pastorale ledelsesansvar med aktiviteter rettet mod menighedens svageste. Noget, der ikke bør ligge kirken fjernt.

Hospicer skal for eksempel ikke ledes på basis af lægefaglig evidens, bopælstilbud skal ikke tildeles efter fagstyrede konferencer, og misbrugshjælp skal ikke suboptimeres efter forvaltningsmæssigt tilhørsforhold. Evidens, fagstyring og forvaltning skal erstattes af human pragmatik, hvor det er følelsen og fornemmelsen af det enkelte menneske og dets situation, der skal være retningsgivende for visitation af bistand og mulighed for henvisning til behandlings- og ressourcetilbud andetsteds i vor velfærdsstat.

Samfundets adskillelse af kirke fra stat samt frigørelsen af folkekirken fra en kirkeskat, der vil gidseltage folkekirken i takt med, at medlemsandelen falder, har som selvfølgelig modydelse, at folkekirken må engageres i en reformproces, der bringer den kristne tilstedeværelse ind i nutiden ved eksemplets magt.

Form og indhold i folkekirken er smeltet sammen over århundreder, men kun igennem adskillelse af form fra indhold, vil det tillade ”anvendt kristendom” at genskabe den folkelige forståelse for de livsværdier og den moral, der ligger bag det kristne livssyn.

Folkekirkens vilje til at anvende sine kompetencer og institutioner skal udnyttes af vores samfund, så tidskritiske og akutte velfærdsprocesser sikres den befolkning, som har krav på hjælpen. Båret frem af en kirke, der samtidig med sin rolle som forkynder af kristendom genindtræder i sin oprindelige rolle som aktiv social agent.

Samfundets vilje til at erstatte new public management med relationsbaseret menneskekontakt skal til gengæld udnyttes af folkekirken, som dermed tillades muligheden for at supplere virkelighedsfjern forkyndelse med lokal tilstedeværelse i det enkelte sogn, og som det sted, hvor en dør altid står åben. I den kvalitet har kirken og det kristne livssyn præcis det, som ethvert fællesskab skal værne om, og som intetsteds kan finde sin erstatning.