Prøv avisen
Kronik

Kronikør: Klimaet forandrer sig, men CO2-teori har forklaringsproblemer

Foto: Privat / Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Michael Kjeldsen, historiker

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

I offentligheden er den altdominerende opfattelse, at klimaforandringerne er menneskeskabte og overvejende drevet af udledningen af menneskeskabt CO2 i atmosfæren. Men CO2-teorien om global opvarmning har alvorlige forklaringsproblemer

JEG ER IKKE KLIMAFORSKER, men historiker. Når jeg således som ikke-fagmand alligevel har følt mig foranlediget til at tage klimaspørgsmålet op og skrive om det, hænger det sammen med den nærmest altomfattende og larmende konformitet, der hersker i offentligheden omkring klimaet. Det har givet anledning til skepsis og fået mig til at læse mig ind på spørgsmålet.

Jeg er mig bevidst, at jeg med mit synspunkt risikerer at blive stemplet som ”klimaskeptiker”, hvis ikke ligefrem ”klimabenægter”. Men klimaet lader sig ikke meningsfuldt benægte – det er. Det har desuden ændret sig konstant siden tidernes morgen, hvorfor det centrale spørgsmål må være, hvad der driver klimaforandringerne.

I OFFENTLIGHEDEN er den altdominerende opfattelse, at den globale opvarmning og dermed klimaforandringerne er menneskeskabte og overvejende drevet af udledningen af menneskeskabt CO2 i atmosfæren. Det tillader jeg mig at sætte spørgsmålstegn ved, fordi denne CO2-teori om global opvarmning har alvorlige forklaringsproblemer set i lyset af den faktiske temperaturudvikling. Det rejser tvivl om teoriens gyldighed.

Lad os i første omgang kaste et blik på de seneste års faktiske udvikling i den globale middeltemperatur. Det er stort set ukendt i offentligheden, at den globale middeltemperatur er faldet i 2017 og 2018 (ifølge climate4you.com, der udgives af professor emeritus i fysisk geografi ved Universitetet i Oslo Ole Humlum.) Samtidig er udledningen af menneskeskabt CO2 fortsat med at stige, og CO2-koncentrationen i atmosfæren nåede ved udgangen af 2018 410 ppm (parts per million/CO2-molekyler pr. million luftmolekyler). Faldende global middeltemperatur de to seneste år og stigende CO2-koncentration i atmosfæren er det første forklaringsproblem for den herskende klimateori – og det også helt uafhængigt af den seneste rapport fra den internationale meteorologiske organisation, WMO, om det netop afsluttede årti som det varmeste nogensinde siden starten på instrumentelle temperaturmålinger omkring 1850.

NATURLIGE KLIMAVARIATIONER er på spil. Stigningen i den globale middeltemperatur i 2016, der blev et af de varmeste år, der er målt, var hovedsagelig fremkaldt af en usædvanlig stærk El Niño, der er et tilbagevendende fænomen i det østlige Stillehav kendt langt tilbage i historien. Det indtræffer som led i den såkaldte sydlige oscillation (svingning), når varmt havvand på grund af en svagere østlig passatvind trænger ind fra vest og erstatter normalt koldt vand i det østlige Stillehav. Virkningerne er vidtrækkende og medfører en stigning i den globale middeltemperatur.

Efter en El Niño følger en stærkere eller svagere, modsatrettet La Niña, hvor Jordens middeltemperatur falder på ny. Det har også været tilfældet i 2017 og 2018. Hvor den globale middeltemperatur bevæger sig hen i de kommende år må vise sig – om den fortsætter med at falde i retning af den stort set uforandrede globale middeltemperatur i årene 2002-2014, eller om den stiger eller hvad.

Et forklaringsproblem for CO2-teorien om global opvarmning er også den globale temperaturudvikling som helhed siden starten på de instrumentelle temperaturmålinger. De bevarede temperaturmålinger fra Met Office viser, at den globale middeltemperatur er steget med i alt 0,84 grader celsius siden 1850.

Men stigningen har ikke været jævn gennem årene: Perioder med stigende temperaturer (1860-1880, 1910-1943, 1977-2002) er blevet fulgt af perioder med faldende temperaturer (1880-1910, 1943-1977). I perioden 2002-2014 forblev den globale middeltemperatur stort set uforandret. Udledningen af menneskeskabt CO2 tog først for alvor fart fra 1940’erne, og denne har med andre ord kun i én periode (1977-2002), hvor den globale middeltemperatur steg, været i fase med den globale temperaturudvikling og dermed teoretisk set kunnet drive den globale opvarmning. De observerede, periodevise variationer i den globale middeltemperatur siden 1850 harmonerer derimod bedre med de omkring 30-årige faser i den såkaldte 10-årige Stillehavs-oscillation, der skiftevis opvarmer og afkøler landmasserne på den nordlige halvkugle.

EN GRUNDANTAGELSE i CO2-teorien om global opvarmning er, at CO2-koncentrationen i atmosfæren er steget fra et førindustrielt ligevægtsniveau på 280 ppm (år 1800) til det nuværende angiveligt rekordhøje niveau på 410/415 ppm. Flere end 90.000 målinger af atmosfærisk CO2 mellem 1812 og 1961, analyseret med kemiske metoder – og i øvrigt stort set ladt ude af betragtning i CO2-teorien, viser imidlertid, at CO2-koncentrationen i atmosfæren i lange perioder har været betydeligt højere – med maksima omkring 1825, 1857 og 1942 på henholdsvis 480, 385 og 450 ppm, men også langt mere variabel over tid, end teorien antager.

Desuden peger målingerne på, at det er temperaturudviklingen, der driver CO2-koncentrationen i atmosfæren og ikke omvendt. Forklaringsproblemet er alvorligt, for hvordan vil CO2-teorien om global opvarmning forklare, at en CO2-koncentration i atmosfæren, der til tider var endda højere end i dag, ikke drev opvarmningen? Forholdet mellem årsag og virkning, mellem CO2 og temperaturstigning fremstår kort sagt omvendt i virkeligheden. CO2 er en drivhusgas og skulle ifølge CO2-teorien om global opvarmning fungere som et ”tæppe”, der hæmmer afgivelsen af infrarød energi fra atmosfæren til det ydre rum og dermed bidrager til at opvarme denne.

Problemet er imidlertid, at dette ”tæppe”, der ifølge teorien skulle manifestere sig ved, at den lavere troposfære bliver varmere og den højere koldere, ikke lader sig observere. Satellitmålinger af temperaturen i troposfæren i forskellige højder (2, 4 og 10 kilometer) viser ingen forskel. CO2 danner ikke et særligt lag i troposfæren, men er ligesom ilt blandet op i luften og således heller ikke til at se. Det er det enkelte CO2-molekyle, der optager infrarød stråling og dermed i teorien ”holder på varmen”. CO2 udgør i øvrigt en meget lille del af atmosfærens drivhusgasser – formentlig omkring 3,5 procent. Vanddamp er den helt dominerende.

Endelig har CO2-teorien om global opvarmning et forklaringsproblem med de temperaturprognoser, der begrunder tidens klimaalarm. Det er modelprognoser baseret på CO2-teoriens antagelser, og de har lige fra de første forudsigelser til i dag afveget fra de faktisk målte temperaturer.

Nærmere bestemt med mellem en faktor 2 og en faktor 3 i opadgående retning. Udtrykt i tal, har modellerne regnet med en temperaturstigning på i gennemsnit mellem 0,27 grader celsius og 0,35 grader celsius pr. tiår, hvor den faktiske stigning siden 1979, hvor satellitmålingerne begyndte, har været på 0,13 grader celsius pr. tiår. Det er fejlprognoser, der vil noget.

LAD MIG KONKLUDERE. CO2-teorien om global opvarmning har ikke greb om klimaet. Frem for alt kan den ikke forklare den faktiske temperaturudvikling, og dens forudsigelser af den globale middeltemperatur rammer også ved siden af.

Der er ikke belæg for at påstå, at CO2 driver den globale opvarmning – naturlige klimavariationer er på spil. Det er derfor problematisk, hvis ikke hasarderet at basere en grøn omstilling på CO2-teorien om global opvarmning.

De proklamerede drakoniske reduktioner af menneskeskabt CO2 i atmosfæren vil, hvis de gennemføres, ingen indflydelse have på klimaet. Men de vil skade levevis, landbrug, industri og transport og koste gigantiske summer, som kunne bruges bedre til energieffektivisering, forskning i nye effektive energikilder og et renere miljø.

Der er ikke belæg for at påstå, at CO2 driver den globale opvarmning – naturlige klimavariationer er på spil. Det er derfor problematisk, hvis ikke hasarderet at basere en grøn omstilling på CO2-teorien om global opvarmning.

Michael Kjeldsen, historiker