Forskere: Klimakrisen er den perfekte moralske storm

Klimakrisen kan desværre kun løses, hvis vi erkender, at det ikke nødvendigvis er irrationelt at påtage sig et moralsk ansvar, selvom det umiddelbart strider mod ens egne interesser, skriver forfattere til ny bog om, hvordan vi bedst kæmper for kloden

Forskere: Klimakrisen er den perfekte moralske storm

For nylig kom 301 danske forskere med et opråb i Politiken, hvor de gjorde opmærksom på, at den nuværende indsats på klimaområdet er utilstrækkelig. Opråbet er ikke ene- og alenestående. Faktisk har det siden slutningen af 1970’erne ikke skortet på advarsler fra forskningssamfundet.

Eksempelvis konkluderede det amerikanske Videnskabernes Akademi i 1979, at der findes uigendriveligt bevis for, at klimaforandringerne er menneskeskabte, samt at en fortsat udledning af CO2 vil have markant indvirkning på klimaet. Siden da er udledningen af CO2 på verdensplan nærved fordoblet. Hvorfor bliver vi ved med at gå den stik modsatte vej af, hvor vi skal hen?

Ifølge Stephen Gardiner, der er professor i filosofi ved University of Washing- ton, udgør klimakrisen den perfekte moralske storm. Udtrykket ”den perfekte storm” er hentet fra Sebastian Jungers bog, der er baseret på historien om en fiskekutter, der blev fanget i tre voldsomme simultane storme. Stephen Gardiner peger på, at de menneskeskabte klimaforandringer afføder fire simultane moralske storme, der hver især indeholder særdeles vanskelige problemer: den globale storm, den intergenerationelle storm, den teoretiske storm og den økologiske storm.

Den globale storm opstår, fordi udledning af CO2 har samme negative indvirkning på atmosfæren, uanset hvor på kloden udledningen finder sted. Modsat rygning har udledning af CO2 således ikke en særlig skadelig effekt på den specifikke forbruger. Derved havner man i følgende dilemma: Det er kollektivt rationelt at begrænse den samlede udledning af CO2 på verdensplan, fordi hvert enkelt individ foretrækker en situation, hvor alle begrænser deres udledning frem for en situation, hvor ingen gør det.

Det er individuelt rationelt ikke at begrænse sin egen udledning, fordi hvert enkelt individ foretrækker de goder, der er knyttet til at fortsætte sin udledning frem for de byrder, der er knyttet til at begrænse sin udledning.

Bemærk, det enkelte individ opnår nærved ingen goder ved at begrænse sin udledning, da ét individs udledning har yderst minimal indvirkning på det samlede klimaregnskab. Normalt kan en sådan slags dilemma – der i spilteori betegnes som fangernes dilemma – ofte imødegås via stærke statslige institutioner, der ved hjælp af straf og belønning skaber incitamenter til at indgå og overholde en kollektiv aftale. Problemet er imidlertid, at der ikke findes nogen globale institutioner, der er stærke nok til at gennemtvinge en ambitiøs klimaaftale samt sikre, at den overholdes. Det er således fortsat rationelt for den enkelte ikke at begrænse sin CO2-udledning.

Storm på tværs af generationerne opstår, fordi der går lang tid, fra en CO2-udledning finder sted, til de negative følgevirkninger indtræffer. Det tidsmæssige aspekt betyder, at nuværende udledninger hovedsageligt skader fremtidige generationer. Derved skabes følgende dilemma:

Det er kollektivt rationelt for de fleste generationer at tilslutte sig en aftale, der begrænser den samlede udledning af CO2 på verdensplan, fordi de fleste generationer foretrækker en situation, hvor alle generationer begrænser deres udledning frem for en situation, hvor ingen gør det.

Det er rationelt for alle generationer ikke at begrænse deres udledning, fordi hver generation foretrækker de goder, der er knyttet til at fortsætte udledningen, frem for de byrder, der er knyttet til at begrænse udledningen.

Dilemmaet på tværs af generationerne udgør en endnu større udfordring end det globale dilemma. Nuværende generationer får fordelene ved billig energi og ingen (eller kun få) af ulemperne ved CO2-udledningerne. Således anskuet er nuværende generationer derfor begrænset motiveret til at reducere deres udledninger. Selvom generationer ikke eksisterer i hver sin tidslomme, men tvært- imod overlapper hinanden, så afmon- terer det ikke problemet. Det er stadig tilfældet, at nuværende forbrugere høster fordele og kun ganske få (hvis overhovedet nogen) ulemper. Sidstnævnte tilfalder hovedsagligt deres efterkommere.

Således er der allerede to alvorlige moralske udfordringer, som hver især er særdeles vanskelige at løse. Dertil kommer en teoretisk storm, der udspringer af, at mange af de teorier, vi normalt sætter vores lid til, ikke er i stand til at håndtere spørgsmål om globale og gensidige forpligtelser. Eksempelvis er standard cost-benefit-analyse ude af stand til at sige noget om global retfærdighed eller om, hvilke moralske hensyn vi bør udvise over for fremtidige generationer. Oveni skal lægges en økologisk storm, der skyldes vores tendens til at tage meget lidt hensyn til andre arter. Selvom det stort set kun er mennesket, der får glæde af den energi, som CO2-udledninger frembringer, så kommer andre arter også til at betale prisen, da de risikerer at få forværret deres livsvilkår eller ligefrem uddø som følge af de menneskeskabe klimaforandringer.

SÅ DER ER TO VALG: Vi kan acceptere, at vores nuværende levevis resulterer i klimaforandringer. Det er ærgerligt, men da Jorden ikke bliver otte grader varmere i morgen, slipper vi selv for at opleve de værste konsekvenser. De virkelig alvorlige ulykker overlader vi til børnebørnene. Man kan naturligvis håbe på et teknologisk quick fix, der løser alle problemer, men realistisk set er udsigterne hertil ikke meget bedre end Månens fald fra himmelhvælvingen. De seneste 40 år har ikke frembragt nogen nævneværdige konkurrenter til fossile brændstoffer, der i øjeblikket står for over 80 procent af verdens energiforbrug. At tro, at et grønt energividunder pludselig dumper ned fra himlen, forekommer at være ønsketækning.

Den anden mulighed er at gøre op med forestillingen om, at der er lighedstegn mellem rationalitet og egeninteresse. Som det fremgår af ovenstående, er det ud fra en egoistisk optik nærved stupidt at begrænse sine individuelle CO2-udledninger. Men betyder det, at det ligefrem er irrationelt at forsøge at løse klimakrisen, også selvom det har personlige omkostninger?

Her vil nogle måske henvise til, at selvom de ikke bekymrer sig om hele menneskeheden, så bekymrer de sig om deres børn og børnebørn. Hensyn til børn og børnebørn kan imidlertid ikke levere plausible begrundelser for, at den enkelte bør ofre sig. En mor eller far, der spiser vegetarisk, lader bilen stå og holder teltferie i haven, gavner næppe børn og børnebørn. For det første betyder deres klimavenlige adfærd ikke ret meget i det store klimaregnskab. For det andet skal eventuelle gavnlige effekter deles af hele menneskeheden, hvoraf deres børn og børnebørn jo udgør en forsvindende lille del. Til gengæld udsætter forældrene deres børn for teltferie med linsesuppe på menuen. Ud fra børnenes optik er det næppe et godt bytte.

Klimakrisen kan desværre kun løses, hvis vi erkender, at det ikke nødvendigvis er irrationelt at påtage sig et moralsk ansvar, selvom det umiddelbart strider mod ens egne interesser. Det bærende element i den perfekte klimastorm, som den udlægges af Gardiner, er jo netop egoisme – kan vi afmontere den, så er vi godt på vej. I bogen ”Kæmp for kloden”, der netop er udkommet ved Gyldendal, præsenterer vi et nyt ansvarlighedsbegreb – Unified Social Responsibility – der netop gør op med kortsigtede win-win-strategier for i stedet at bygge på moralfilosofiske indsigter, god gammeldags sund fornuft, initiativ og virkelyst. Fremskridt handler ikke kun om teknologi, men også om mod til at se ud over sin egen næsetip.