Prøv avisen
Kronik

Bjørn Lomborg: Klimamål er tomme floskler – og ingen lever op til dem

Internationalt er der meget få politikere, der har anerkendt Paris-traktatens indbyggede problemer, men sandheden er, at den altid er blevet oversolgt, skriver Bjørn Lomborg. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Bjørn Lomborg, Direktør for Copenhagen Consensus Center og gæsteprofessor på Copenhagen Business School

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Mens politikere elsker retorik om at redde planeten, er der meget få, der er villige til rent faktisk at implementere politikker, der ville resultere i meningsfulde temperatursænkninger. Hvorfor? Fordi omkostningerne ved dette er høje, og fordelene er meget små

POLITISK TALE OM klimaforandring består ofte ikke af andet end tomme floskler: tapre løfter, der ikke vil blive indfriet, og håbefuld retorik, der viser sig umulig at leve op til.

Det er derfor bemærkelsesværdigt, at tidligere australske premierminister Tony Abbott for nyligt anerkendte, at hans land ikke ville have skrevet under på Paris-traktaten, hvis han havde vidst i 2015, at USA ville trække sig, og at det ville ødelægge Australiens økonomi at forsøge at nå landets nationale mål.

Internationalt er der meget få politikere, der har anerkendt Paris-traktatens indbyggede problemer, men sandheden er, at den altid er blevet oversolgt.

Det begynder med selve traktaten, der omfatter den forestilling, at løfter under aftalen på en eller anden måde vil holde klodens temperaturstigninger nede på 2 eller endda 1,5 grader celsius.

MÅLET PÅ 1,5 GRADER er simpelthen ren fantasi. Undersøgelser viser, at dette kun ville kunne nås, hvis intet mindre end hele kloden opgiver hvert eneste fossile brændstof inden den 7. februar 2021. I betragtning af vores afhængighed af fossile brændstoffer vil dette betyde, at vi holder op med at køle og opvarme vores boliger, at vi standser al luftfart, og at verdens landmænd holder op med at producere halvdelen af verdens fødevarer, som dyrkes med kunstgødning, der næsten udelukkende er fremstillet med fossile brændstoffer. Og jeg kunne blive ved.

Med hensyn til det mindre strenge mål på to grader: for at holde de globale temperaturstigninger under to grader

kræver det en reduktion i udledninger i dette århundrede på næsten 6000 milliarder tons. Den FN-instans, der fører tilsyn med Paris-traktaten, har anslået, at selv hvis hvert eneste land i verden (også USA) opfyldte hvert eneste nationale løfte inden 2030, ville den samlede reduktion i drivhusgasser svare til blot 60 milliarder tons CO2. Det betyder, at selv hvis Paris-traktaten var en total succes, hvor USA kom tilbage i morgen, og hvert eneste land gjorde hver eneste ting, de havde lovet, ville den komme én procent tættere på det ”lettere mål på” to grader. Og ikke nok med, at traktaten ikke er bindende, men selv bindende aftaler som Kyoto-protokollen afholdt ikke lande som Canada fra at love at skære udledninger med 6 procent og i stedet øge dem med 24 procent.

I Paris afgav mange regeringer løfter, de ikke har levet op til, fordi det er begyndt at gå op for dem, at der er omkostninger forbundet med at gøre det. Faktisk viste forskning sidste år i tidsskriftet Nature, at ”intet større avanceret industriland er på vej til at opfylde sine løfter”.

Få lande er åbne om deres manglende resultater, men vi ved, at EU lovede en nedskæring til 40 procent under niveauet for 1990 inden 2030, men at de op til 2017 har vedtaget politikker, der vil resultere i en reduktion på 19 procent. Selv hvis man medtager ”lovede” politikker, vil EU nå op på mindre end 30 procent. Og ifølge undersøgelsen i Nature ”har Japan lovet reduktioner i udledning, der svarer til lignende landes, men det vil koste mere, end landet er villig til at betale, at nå målene”.

Det ville være forkert at forestille sig, at USA var på rette vej, før præsident Trump forlod Paris-traktaten

Bjørn Lomborg, direktør for Copenhagen Consensus Center