Prøv avisen
Kronik

Bjørn Lomborg: Klimamål er tomme floskler – og ingen lever op til dem

Internationalt er der meget få politikere, der har anerkendt Paris-traktatens indbyggede problemer, men sandheden er, at den altid er blevet oversolgt, skriver Bjørn Lomborg. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Bjørn Lomborg, Direktør for Copenhagen Consensus Center og gæsteprofessor på Copenhagen Business School

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Mens politikere elsker retorik om at redde planeten, er der meget få, der er villige til rent faktisk at implementere politikker, der ville resultere i meningsfulde temperatursænkninger. Hvorfor? Fordi omkostningerne ved dette er høje, og fordelene er meget små

POLITISK TALE OM klimaforandring består ofte ikke af andet end tomme floskler: tapre løfter, der ikke vil blive indfriet, og håbefuld retorik, der viser sig umulig at leve op til.

Det er derfor bemærkelsesværdigt, at tidligere australske premierminister Tony Abbott for nyligt anerkendte, at hans land ikke ville have skrevet under på Paris-traktaten, hvis han havde vidst i 2015, at USA ville trække sig, og at det ville ødelægge Australiens økonomi at forsøge at nå landets nationale mål.

Internationalt er der meget få politikere, der har anerkendt Paris-traktatens indbyggede problemer, men sandheden er, at den altid er blevet oversolgt.

Det begynder med selve traktaten, der omfatter den forestilling, at løfter under aftalen på en eller anden måde vil holde klodens temperaturstigninger nede på 2 eller endda 1,5 grader celsius.

MÅLET PÅ 1,5 GRADER er simpelthen ren fantasi. Undersøgelser viser, at dette kun ville kunne nås, hvis intet mindre end hele kloden opgiver hvert eneste fossile brændstof inden den 7. februar 2021. I betragtning af vores afhængighed af fossile brændstoffer vil dette betyde, at vi holder op med at køle og opvarme vores boliger, at vi standser al luftfart, og at verdens landmænd holder op med at producere halvdelen af verdens fødevarer, som dyrkes med kunstgødning, der næsten udelukkende er fremstillet med fossile brændstoffer. Og jeg kunne blive ved.

Med hensyn til det mindre strenge mål på to grader: for at holde de globale temperaturstigninger under to grader

kræver det en reduktion i udledninger i dette århundrede på næsten 6000 milliarder tons. Den FN-instans, der fører tilsyn med Paris-traktaten, har anslået, at selv hvis hvert eneste land i verden (også USA) opfyldte hvert eneste nationale løfte inden 2030, ville den samlede reduktion i drivhusgasser svare til blot 60 milliarder tons CO2. Det betyder, at selv hvis Paris-traktaten var en total succes, hvor USA kom tilbage i morgen, og hvert eneste land gjorde hver eneste ting, de havde lovet, ville den komme én procent tættere på det ”lettere mål på” to grader. Og ikke nok med, at traktaten ikke er bindende, men selv bindende aftaler som Kyoto-protokollen afholdt ikke lande som Canada fra at love at skære udledninger med 6 procent og i stedet øge dem med 24 procent.

I Paris afgav mange regeringer løfter, de ikke har levet op til, fordi det er begyndt at gå op for dem, at der er omkostninger forbundet med at gøre det. Faktisk viste forskning sidste år i tidsskriftet Nature, at ”intet større avanceret industriland er på vej til at opfylde sine løfter”.

Få lande er åbne om deres manglende resultater, men vi ved, at EU lovede en nedskæring til 40 procent under niveauet for 1990 inden 2030, men at de op til 2017 har vedtaget politikker, der vil resultere i en reduktion på 19 procent. Selv hvis man medtager ”lovede” politikker, vil EU nå op på mindre end 30 procent. Og ifølge undersøgelsen i Nature ”har Japan lovet reduktioner i udledning, der svarer til lignende landes, men det vil koste mere, end landet er villig til at betale, at nå målene”.

Det ville være forkert at forestille sig, at USA var på rette vej, før præsident Trump forlod Paris-traktaten. Præsident Obama lovede at reducere USA’s udledninger til 18 procent under niveauet for 1990 inden 2025, men han bakkede det aldrig op med tilstrækkelig lovgivning, idet han introducerede politikker, der var beregnet til at nå en reduktion på højst syv procent.

I mellemtiden er fattigere nationer udelukkende på vej i mål, fordi de lovede så lidt. Mens politikere elsker retorik om at redde planeten, er der meget få, der er villige til rent faktisk at implementere politikker, der ville resultere i meningsfulde temperatursænkninger. Hvorfor? Fordi omkostningerne forbundet med at gøre dette ved at reducere CO2-udledninger er høje, og fordelene er meget små. Dette passer ikke med, hvad mange mennesker tror: Vi får ofte at vide, at global opvarmning er katastrofalt dyr, og at løsningerne er billige eller gavnlige.

Det kan godt betale sig at se på beviserne. Lige nu viser de bedste overslag, at nettoomkostningerne for menneskeheden i forbindelse med global opvarmning ligger lige omkring nul. Den mest pessimistiske undersøgelse finder, at omkostningen er på 0,3 procent af bnp, mens den mest optimistiske viser en nettofordel på 2,3 procent.

Vi hører som regel kun om de (virkelige) problemer forbundet med global opvarmning, såsom flere varmebølger, omkostninger til afkøling og dødsfald på grund af heden. Men vi hører sjældent om, at global opvarmning vil reducere ekstrem kulde, omkostninger til varme og antallet af dødsfald forårsaget af kulden (som lige nu overstiger varmedødsfald 7 til 1).

Efterhånden som global opvarmning skrider frem, vil de negative virkninger generelt blive flere, mens de positive indvirkninger vil blive reduceret, hvilket vil resultere i en nettonegativ virkning for menneskeheden.

Men resultatet er ikke det dommedagsscenarie, Hollywood maler på væggen. FN’s Klimapanel har fundet, at uden klimapolitikker ville virkningen om cirka halvtreds år svare til et tab på 0,2-2 procent af globalt bnp. Dette er sådan cirka det samme som en enkelt afmatning over næsten fem årtier: et problem, men på ingen måde verdens ende.

Hvis vi ikke handler, vil skaden nå op på tre-fire procent først i det næste århundrede – helt sikkert en betydelig indvirkning, men stadig ikke noget, der nærmer sig en katastrofal virkning i en verden, hvor klimamodeller forventer, at gennemsnitsborgeren vil være 500 procent rigere.

PARIS-TRAKTATEN ER IKKE det rette svar, men der er brug for en løsning. USA’s beslutning om at forlade traktaten uden at implementere en alternativ klimapolitik er en dårlig ide. På sidelinjerne af Paris-traktaten opstod den rigtige mulighed: Filantrop Bill Gates bekendtgjorde oprettelsen af en innovationsfond for grøn energi, der er bakket op af privatpersoner og omkring 20 regeringer, der vil fordoble global investering i forskning og udvikling i grøn energi.

Dette bør blot være begyndelsen.

nobelpristagere i projektet Copenhagen Consensus on Climate fandt, at vi ikke blot bør fordoble investeringer i forskning og udvikling, men at det bør seksdobles til at beløb på mindst 650 milliarder kroner om året. Dette ville stadig være langt billigere end de reduktioner, der blev foreslået i Paris, og der ville rent faktisk være udsigter til, at det kunne have en betydelig indflydelse på temperaturstigninger. Uden at kvæle den økonomiske vækst, der fortsat løfter hundreder af millioner ud af fattigdommen.

Europa og Danmark bør gøre ambitionen om at innovere grønne energikilder til hjertet af deres klimapolitik. Dette bør ikke være om at give tilskud til eksisterende ineffektive solpaneler og vindmøller, men i stedet om at investere i realistiske teknologiske gennembrud, der kan hjælpe sol, vind, fusion, fission, kunstig biomasse og de mange andre lovende teknologier med at opnå de ønskede gennembrud. Vi har ikke brug for, at alle arbejder på det – blot nogle få kan løse klimaproblemet, mens de fremstiller billig og rigelig energi til hele verden.

Bevidstheden om, at Paris-traktaten ikke skulle have været underskrevet, er måske overraskende, men det er på tide, vi lærer af traktatens fejl og sikrer, at fremtidige beslutninger om politikken har rod i økonomisk virkelighed.

Hvis vi skal afhjælpe klimaforandring, kræver det et boost i innovation, så grøn energi før eller siden vil blive så billig, at den vil udkonkurrere fossile brændstoffer – ikke gøre fossile brændstoffer så dyre, at det går ud over alle.

Det ville være forkert at forestille sig, at USA var på rette vej, før præsident Trump forlod Paris-traktaten

Bjørn Lomborg, direktør for Copenhagen Consensus Center