Kloakrotter kan være bærere af coronavirus

Når rotter lever i de spildevandsrør, der udleder afføring og medicinrester fra sygehusene, er det sandsynligt, at kloakrotter bærer på corona. Mens alle taler om corona, tænker ingen på risikoen for, at kloakrotter kan sprede smitte, skriver biolog i dagenskronik

'Når rotter lever i de spildevandsrør, der udleder afføring og medicinrester fra sygehusene, så er det overvejende sandsynligt, at kloakrotterne bærer rundt på corona,' skriver biolog og miljø- og sundhedskonsulent Torben Sønnichsen i dagens kronik
'Når rotter lever i de spildevandsrør, der udleder afføring og medicinrester fra sygehusene, så er det overvejende sandsynligt, at kloakrotterne bærer rundt på corona,' skriver biolog og miljø- og sundhedskonsulent Torben Sønnichsen i dagens kronik. Foto: Linda Kastrup/NF/Ritzau Scanpix.

Det er velkendt, at kloakrotter stortrives i vores kloaksystemer siden disses indførelse i 1850’erne. Nu er der kloakker over det ganske land. Den brune vandrerotte er invasiv og stammer fra Asien og kom hertil fra Indien med skibsfarten i 1700-tallet.

Det kan undre, at kloakrotterne kan mestre den konstante eksponering af kemikalier, grimme lugte, virus, bakterier og svampe og endda formere sig og bygge reder, ja, opnå op til fem kuld unger om året. Det frie parringsvalg synes at give den optimale blanding af gener, og mutationerne sørger for resten. Generationstiden er ganske kort, og nye smittestoffer inkorporeres ganske effektivt i immunforsvaret. Det kan undre, at kloakrotter stortrives og fremtræder velplejede med flot pels i et liv præget af alskens sygdomskim.

Rotter kan noget, vi mennesker ikke kan. Der er da også teorier om, at rotter og virus vil overleve menneskeheden.Den polske forsker Edyta Wincewicz har allerede tilbage i 2002 påvist, at vilde rotter og kloakrotter indeholder et reservoir af virus, bakterier og svampe. De er raske smittebærere og inficerer landbrugsdyr og andre dyr via deres parasitter såsom lopper og lus. Selv vilde rotter er smittespredere, ikke kun kloakrotter, og især rotter i spildevandssystemer fra slagterier er stærkt infektiøse.

Leptospira, som altid nævnes, er blot en af mange meget risikable bakterier for os mennesker, der spredes fra rotter til dyrebesætninger i landbrug og til hjorte ved foderhuse.

Rotter er væsentlige smittebærere for pest og andre sygdomme, der kan smitte fra dyr til mennesker (zoonoser). Faktisk kan rotter være reservoirer for over 60 forskellige zoonoser. Landmænd kender alt for godt til, at svin æder rotter. Og mange husdyr smitter landmænd for eksempel med influenza, men også husdyr-MRSA fra sygehuspatienter er i reglen tættest beslægtet med husdyr-MRSA fra svin. Denne stafylokok er endda resistent over for penicillin og har kostet menneskeliv.

Det siger sig selv, at nye stammer af bakterier og virus gennem zoonoser til mennesker udgør en væsentlig sundhedstrussel. Listen er lang over bakterier, virus og svampe, der ved mellemværter af insekter kan udgøre en sundhedsfare for mennesker. Landmændene kender risikoen ved at leve og dø sammen med deres husdyr.

Minkene i Nordjylland har fået konstateret coronavirus og aflives nu i stort antal, men ingen aner, hvorledes minkene blev smittet. Var det gennem fiskefoderet eller en coronasmittet fodermester? Faktum er, at i tætte populationer spredes corona meget hurtigt.

Ingen anede coronapandemiens komme, men man ved, at der skete en overførsel af virus fra dyr til menneske, en virus, vi mennesker ikke havde modstandskraft over for. Alle taler om corona, men ingen tænker på kloakrotternes stigende antal trods indsatser.

Når rotter lever i de spildevandsrør, der udleder afføring og medicinrester fra sygehusene så er det overvejende sandsynligt, at kloakrotterne bærer rundt på corona. Da rotternes immunforsvar må være 100 gange stærkere end hos os mennesker, så kan man sagtens opleve rotter som raske smittebærere af coronavirus sammen med alle de andre virus, bakterier og svampe, de huser, og som deres parasitter huser.

Men kloakrotterne bliver vel nede i kloakrørene og kommer ikke i kontakt med mennesker, vel? Ved ekstremregnen i København og Odense i 2011 døde flere mennesker efter kontakt med spildevand og rotter. Udledning af urenset spildevand i Øresund fra Hofor og Novafos udgør en kæmpe sundhedsrisiko for badende og kanofolket. Forsyningsselskaberne mener ikke, at de har et rotteproblem. Velkendt er det, at de mange kloakudløb og regnvandsmængderne medfører smitte til mennesker fra kloakvand og rotterne.

Indsatsen mod rotter i kommunerne er steget fra 60 millioner kroner om året i 1990’erne til nu mindst 250 millioner kroner om året. Mange skadedyrsfirmaer lever godt af rottebekæmpelsen. Et normalt år i 1990’erne havde 60.000 rotteklager om året, men nu er der over 160.000 rotteklager om året, dog er antallet faldet lidt de seneste par år.

Mange års forgæves indsats mod kloakrotter har ligefrem hjulpet rotterne, idet de blev resistente over for den gift, som Naturstyrelsen anbefalede. Statens giftpolitik med svage midler slog fejl, og de resistente rotter åd giften med velbehag. Dette medførte, at rovfuglene optog rottegift ved at æde resistente rotter med rottegift. Der blev udlagt 600 tons rottegift om året, nok til at dræbe 80 millioner rotter, hvilket bare ikke skete. Så indførte man regler om sporingsblokke, som også var rottefoder uden gift, og fortsatte fodring af rotter.

Forskning i rottebekæmpelse i Danmark er ikkeeksisterende. Derfor er området præget af en masse søforklaringer om effekt af indsats mod rotter. Rotter skaber arbejde, koster mange penge. Folk er bange for rotteangreb, der medfører langsommelig sagsbehandling og i mange tilfælde medfører påbud og omkostninger især for parcelhusejerne. Familierne lider under rotteangreb, og det fører også til familiekriser og endda skilsmisser.

Erfagruppen for forebyggende giftfri indsats mod rotter har eksisteret siden 2000. Næsten hvert år samles 50-60 specialister i rottebekæmpelse. Over halvdelen af landets kommuner har deltaget og også betalt for udgivelsen af bogen om rottespærrerapporten og paradigmeskiftet i Dansk Rottebekæmpelse. Vi har gennem årene drøftet, hvilke indsatser vi mener, at Naturstyrelsen burde indføre i rottebekendtgørelsen. I nogle tilfælde lykkes det for eksempel med indførelse af rottespærrer som en klap, der hindrer rotter i at trænge ind gennem kloakkerne, og som lader spildevandet løbe ud uhindret. Det blev oplevet som en besværlig og langvarig proces, hvor vi oplevede alt for mange modspillere, blandt andre forsyningsselskaber som Hofor og Danva og Teknologisk Institut. Men daværende SF-politikere Ida Auken og Steen Gade skar igennem og indførte rotteklapspærrer i rottebekendtgørelsen, som skal installeres i offentligt ejede bygninger.

Erfagruppen for forebyggende giftfri indsats mod kloakrotter har i maj 2020 udarbejdet forslag til Erhvervsministeren om, at der ved samtlige hushandler fremover indføres et afsnit i tilstandsrapporten, hvor der skal dokumenteres lovlig kloaktilstand og italesættes, om husejeren har eller har haft en rottesag, og om der er monteret en rotteklapspærre.

Det skønnes at koste 4000-5000 kroner pr. hushandel at sikre køberen mod at købe en rotterede, samtidig strammes grebet om de alt for mange kloakrotter, som udgør en konstant fare som zoonoseværter, og som ødelægger stikledningerne.

I gruppen er vi i kontakt med kommuner, regioner, forsyningsselskaber, opfindere, rådgivere, kloakmestre, skadedyrsbekæmpere, ejendomsmæglere, udstyrsleverandører og ikke mindst folketingspolitikere og rotteramte borgere. Men der er endnu ikke tilstrækkelig viden om risikoen for coronavirus blandt kloakrotter.

Vi må håbe, at Naturstyrelsen som øverste landeansvarlig for rotternes fremmarch snart vælger en bindende målsætning med at reducere antal rotteangreb. I de bydele, hvor vi har kendskab til effekt af rotteklapspærrer, er der ikke længere nævneværdig rotteaktivitet. Hver rottesag, der går ud over sagesløse, er en rottesag for meget. Menneskeheden vil opleve flere og flere livstruende zoonoser. Den islandske forfatter Sjón skriver i ”Codex 1962”, at Jorden nok skal overleve menneskehedens ødelæggelser, når virus har udslettet menneskeheden.