Prøv avisen

Klostrene var middelalderens hospitaler

Der var hundredvis af helgener i middelalderen, der kunne påkaldes ved sygdom og anden nød. En elsket helgen var Sankt Nikolaus. En figur af ham ses her i Torkildstrup Kirke på Lolland. Foto: Lars Havn Eriksen

Det syge middelaldermenneske måtte på grund af manglende kendskab til smitteveje og behandling hengive sig til bodshandlinger og bønfaldelse af helgener

Middelaldermennesket blev ramt af pest, den sorte død, som hærgede Europa omkring 1350. Næsten halvdelen af befolkningen døde. I Boccaccios Dekameron fra 1350 der er en flot dansk udgave fra 1934 med tegninger af Arne Ungermann kan man læse: I det Herrens år 1348 hjemsøgtes Italiens herligste stad Florens af en dødbringende pestsyge, der enten ved himmellegemernes indflydelse eller som straf for menneskenes synder vandrede hastigt fra sted til sted, bringende jammer overalt.

Den ytrede sig ved voldsomt næseblod, forstørrede knuder i lysken og armhulerne, hvorfra sygdommen snart bredte sig til hele legemet, senere viste sig sortbrune pletter på lårene og armene, og disse pletter var et ubedrageligt dødstegn.

Lægerne, som ikke kendte sygdommens årsag, stod fuldstændig magtesløse, og næsten alle døde tre dage efter, at de nævnte tegn havde vist sig. Den sorte død varede fra 1348 til 1352. Da der ikke var kendskab til smittemåden bid af rottelopper og ingen effektiv behandling, måtte den pestsyge hengive sig til bodshandlinger og bønfaldelse af helgener.

LÆS OGSÅ: Helgener findes stadig i folkekirken

En anden af middelalderens alvorlige sygdomme var spedalskhed lepra som ikke var dødelig, men en plage for dem, der blev ramt af den. Sygdommen viste sig til at begynde med ved nedsat følesans og mørke pletter i huden, senere kom der knuder og sår, og knoglerne blev angrebet, så de syge fik lammelser.

Spedalskhed kom til Danmark omkring år 1000 og havde størst udbredelse i 1200-1300-tallet; de spedalske blev i bogstavelig forstand udstødt af samfundet, en social dødsdom, og skulle bo og opholde sig i de cirka 40 Sankt Jørgensgårde, passet og hjulpet af munke og nonner og såkaldte karske, det vil sige raske søskende.

Nyere forskning tyder på, at op mod 20 procent af den voksne befolkning var ramt af spedalskhed. Spedalskhedsforskeren professor Jesper Boldsen har en velunderbygget teori om, at grunden til, at spedalskheden stort set var udryddet herhjemme i slutningen af 1400-tallet var, at en ny sygdom, kvægtuberkulose, dukkede op med studehandlen, dansk landbrugs vigtigste eksportprodukt i middelalderen.

Kvægtuberkulosen smittede mennesker, der drak mælk fra de syge dyr, så de fik kirteltuberkulose. Men fordi tuberkelbakterierne i komælken har vist sig at indeholde et stof, der virkede som en slags vaccine mod spedalskhed, kan det være forklaringen på, at spedalskheden gik tilbage.

Syfilis er den farligste lidelse blandt de veneriske sygdomme benævnt efter Venus, som blandt andet beskyttede prostituerede kvinder. Sygdommen blev observeret hos besætningen på skibet Pinta, da det kom tilbage til Spanien i 1493 efter Columbus rejse til Amerika. Herpå spredtes syfilis til det øvrige Europa, på vore breddegrader i 1497 med 6000 smittede landsknægte sydfra, junker Slenz sorte garde hidkaldt af kong Hans i krigen mod Sverige.

Kongen iværksatte i øvrigt den foranstaltning mod lidelsen, som man var klar over havde sammenhæng med letfærdigt levned, at offentlige fruentimmere til skræk og advarsel skulle bære en hue halvt rød, halvt sort, mens kirkens mand Poul Helgesen, der levede i begyndelsen af 1500-tallet, advarede mod badstuerne, som ud over badning muliggjorde andre former for samvær mellem kønnene.

Selvom der ikke var lægeuddannelse i Danmark og dermed læger, som vi kender det i nyere tid, kunne de syge blive behandlet, hvis de vel at mærke boede i nærheden af eller kunne hjælpes til et kloster. For munkene og nonnerne vidste naturligvis, at Jesus ville give fårene ved hans højre side det evige liv : for jeg var syg, og I tog jer af mig, Matthæusevangeliet kap. 25, v. 36).

Dette løfte var selvsagt kendt af Henrik Harpestreng, der virkede ved domkapitlet i Roskilde i 1200-tallet. Han blev berømt for sin urtebog, et eksemplar af denne har overlevet i næsten 1000 år og opbevares i det kongelige bibliotek i Stockholm. Behandlingen i klostrene havde rod i oldtidens græske lægers forestillinger om elementerne ild, luft, jord og vand og om disses indvirkning på kroppens organer herunder produktionen af legemsvæskerne blod, slim og galde.

Man var overbevist om, at der opstod sygdom, når den naturlige balance mellem disse legemsvæsker blev forstyrret. Diagnosen blev stillet ud fra undersøgelse af den syges urin lugt, smag (!), farve og bundfald og ved undersøgelse af pulsen, dens hastighed, kraft og regelmæssighed. På et kalkmaleri i den nordsjællandske Nørre Herlev Kirke ser man et billede af en læge muligvis forestillende Lukas, der var læge som holder en urinkolbe op foran sig og studerer indholdet.

Jeg vil afslutte omtalen af middelalderens klostre i Europa ved at gøre opmærksom på, at der var omkring 150 klostre i Danmark indtil Reformationen i 1536, hvor danmarkshistoriens største tyveri fandt sted, da kong Christian III beslaglagde bispernes og klostrenes ejendomme, hvorved han opnåede indtægter fra 60 procent af de samlede dyrkede arealer i Danmark uden at bekymre sig om de fattige og syge, den katolske kirke havde taget sig af.

Der var hundredvis af helgener i middelalderen, der kunne påkaldes ved sygdom og anden nød, og de syge vandrede i store skarer til kirker og kapeller, der ejede relikvier tilskrevet berømte helgener. Eller til kilder, der var indviet til helgener, for eksempel Helenekilde i Tisvilde, hvis kraft var størst valborgaften og sankthansaften.

En elsket helgen var Nikolaj (Nikolaus), biskop i Smyrna en by på den tyrkiske vestkyst som reddede et skib og derfor blev helgen for de søfarende. Andre populære helgener var Kristoffer, som bar den lille Jesus over en flod og beskytter de vejfarende, Barbara beskytter mod ild og er derfor skytshelgen for artillerister og brandmænd, og Lucia, død cirka 300, siciliansk martyr, værner mod øjensygdomme. Hun symboliserer lyset og mindes den 13. december i Sverige og Danmark ved stilfærdige optog af syngende børn med levende lys.

Jeg vil slutte af med at fortælle om en lille personlig oplevelse, jeg havde for 40 år siden, da jeg var praktiserende læge i Nr. Lyndelse lidt syd for Odense. En dag, jeg havde vagt, blev jeg ringet op af pårørende til en gammel dame og bedt om at komme på sygebesøg hos hende. Da jeg spurgte om hendes adresse, fik jeg at vide, at hun boede i Hillerslev Hospital. Jeg mente nok, jeg kendte de fynske hospitaler, der var stort set et i hver købstad, men i Hillerslev, en lille landsby på Midtfyn? Jamen det var ikke svært at finde, fik jeg at vide, det ligger lige ved siden af kirken. Jeg drog af sted, kirken var let at finde, den kan ses på lang afstand. Men hospitalet? Det viste sig at være et lille hus nærmest bygget ind i kirkegårdsmuren med en dør og et par små vinduer, hvor den gamle dame boede, og hun bekræftede, at huset blev kaldt Hillerslev Hospital. Der var ikke og havde ikke været noget kloster på stedet, så den, der stod bag opførelsen af kirken, formentlig en lokal stormand, havde åbenbart som god kristen villet kunne give ly og hjælp til et par fattige mennesker.

Jeg kan ikke huske, hvad den gamle dame fejlede, men det var ikke noget alvorligt og derfor heller ikke nødvendigt at indlægge hende ej heller af sociale grunde, der var nogen, der tog sig af hende. Så jeg sagde farvel og god bedring og kørte ind mod Odense med byens sygehus, der med tiden blev til et hospital, oven i købet et universitetshospital.

Jeg tvivler stærkt på, at den gamle dame ville have følt sig godt tilpas dér, hvis hun var blevet anbragt i en flersengsstue eller en seng på gangen. Hun ville ikke engang have haft en helgen, hun kunne se på og trøste sig ved.

Finn Jørgensen er pensioneret embedslæge.