Prøv avisen
Kronik

Knausgård viser os det ekstraordinære i det almindelige

Hans Nørkjær Franch, Cand.theol., valgmenighedspræst

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

For 10 år siden udkom Karl Ove Knausgårds ”Min kamp”. Den udspringer af en følelse af frustration og af at mislykkes både som ægtemand, som far og som kunstner. Bogen åbner for en refleksion over, hvad der kan give tilværelsen mening og dybde

FOR LIGE GODT 10 ÅR SIDEN satte en nordmand i midtvejskrise sig til at skrive det, der skulle blive et af de mest omdiskuterede værker i moderne litteratur. En milepæl. Et nybrud i litteraturhistorien kaldte man Karl Ove Knausgårds ”Min kamp”, hvis første bind udkom den 19. september 2009.

Hvad præsterede denne mand, som tiltrak så stor opmærksomhed? Han skrev om sig selv. Han skrev om sine inderste tanker og følelser, han fremskrev et erindringens kludetæppe over sin egen tilværelse. Hans erklærede mål var at komme ”så tæt på mit liv som muligt”. Hvor banalt, fristes man til at tænke. Hvor selvoptaget har man lov til at være?

Men ved at skrive om sig selv, åbnede Knausgård for et dyb, hvori vi kunne betragte det moderne menneskes virkelighed som en underlig blanding af total tryghed og komplet eksistentiel uro.

”Min kamp” var ikke terapi. Det var snarere en slags litterær masochisme. En slags katarsis, en renselse af sjælen med religiøse undertoner, hvor forfatteren ofrede sin sagesløse familie i sit eget behov for at sige sandheden. Det var en uddrivelse af indre dæmoner ved at kalde dem ved deres rette navne.

Knausgård skrev for at blive en stor forfatter. Og biproduktet var et stort kunstværk, en åbning af virkeligheden, der gav os grund til at læse med. Og enhver, der gør dét, må træffe en afgørelse: Vil man væmmes, eller vil man bjergtages?

”Min kamp” udspringer af en følelse af frustration og af at mislykkes både som ægtemand, som far og som kunstner. Og netop fordi Knausgård spejler sig i sit eget uforløste liv, åbner ”Min kamp” for en refleksion over, hvad der overhovedet kan give tilværelsen mening og dybde.

IGENNEM SINE UFORLØSTE tankebaner leder Knausgård læseren ind i en overvejelse over, hvad der giver tilværelsen værdi, og herigennem hvad forskellen er på relativt og absolut, på hverdag og evighed. Ofte bryder han sin refleksions lys i kunstens eller religionens prismer, så tilværelsen kan genvinde nogle af de perspektiver, den i vide stræk har mistet troen på.

Der bor en dyb længsel i Knausgård. Han er eksistentielt urolig. Han er romantikeren uden Gud, der ikke har nok i den lille, almindelige og aflukkede dagligdag. Livet med sine børn. Livet med sin kone. I det hele taget livet i fællesskab med sine medmennesker – som i Knausgårds tilfælde for det meste er storbysvenskere, hvis samtaleemner mest handler om sundt slik, CO2-kvoter og delebilordninger.

Knausgård bryder sig ikke om at være social, og han længes for det meste blot ind i sin skrivecelle, hvor han kan lade fingrene danse uforstyrret på computertastaturet eller begrave sin opmærksomhed i en bog.

Men denne længsel ind i det aflukkede kunstnerkammer indeholder også en vekselstrøm, der går i den modsatte retning: For Knausgårds kunstnerlængsel fylder ham med anfægtelse og dårlig samvittighed. Han ved godt, at han i sin konstante dragelse mod skriveriet vender sig bort fra det fælles liv, han har forpligtet sig til at leve – med sine børn og med sin kone.

Han ved godt, at alle ordene og alle bøgerne på sin vis tilhører det døde og verdensfjerne, og at det virkelige liv findes på den anden side af kontordøren, ude hos de rigtige, levende og nærværende mennesker. De mennesker, der har brug for ham og gør krav på hans tilstedeværelse. Længslen er derfor dobbeltrettet hos melankolikeren Knausgård. Han anfægtes af sin trang til afsondring, men har meget svært ved ikke at give efter for den.

Knausgård lever i en vedvarende krise, der dagligt fordrer en afgørelse fra hans side: Er det litteraturen eller familien, der er det vigtigste i hans liv? Er det kunsten eller kærligheden, der skal overvinde alt? Problemet er, at han i virkeligheden ikke kan leve uden nogen af delene. Og på trods af store frustrationer over hverdagens praktiske trummerum, vidner ”Min kamp” også om en meget stor kærlighed til det forpligtende liv med familien.

”MIN KAMP” HANDLER OM forfatteren selv. Men i modsætning til selvbiografien er værket ikke retfærdiggjort af hovedpersonens særlige karakter eller ekstraordinære bedrifter.

I ”Min kamp” er det ganske omvendt forfatterens livsskildring, der i sig selv er den bedrift, der retfærdiggør værket. Det er således ikke i første omgang det ekstraordinære eller det særlige ved lige netop Karl Ove Knausgård, der retfærdiggør udgivelsen af” Min kamp”. Det er snarere omvendt: Værket retfærdiggøres i kraft af det banale, fordi det er i det banale, at det ekstraordinære ligger gemt, og det er i kraft af skildringen af det banale, at værket hæver sig op og bliver til kunst.

Læser man de seneste værker fra Knausgårds hånd, såvel de fire ”Årstidsbøger” som det nyudkomne essay, ”Hvorfor skriver jeg?”, kan man se, at en stor del af hans forfattermotor er at beskrive menneskers fælles livsverden og åbne for det, der skjuler sig midt i den, midt i livet.

Fordi Knausgård selv står i et problemfyldt forhold til virkeligheden, har han et dybfølt ønske om at åbne virkeligheden for os andre, så vi ikke skal leve med samme livslede, som han selv gør. Også af den grund tror jeg, at han adresserede de fire årstidsbøger til sin endnu ufødte datter som et velsignelsens vindue mod den verden, hun endnu ikke kender.

KNAUSGÅRDS STØRSTE SKRÆK er at ende som sin egen far, der indpodede frygt i sine børn og endte med at dø af druk, fordi han ikke kunne holde verden ud. Et af Knausgårds livsmål er derfor at gøre verden tryg og hjemlig for sine egne børn.

Knausgårds højspændte sind har i al sin melankoli en uhørt musikalitet for virkelighedens storhed – også midt i det allermest gængse, det allermest almindelige. Og det er netop den musikalitet, der gør ham til mere end blot en litterær narcissist. Hans genialitet ligger i at åbne vores øjne for storheden midt i banaliteten. At vise os evigheden midt i det allermest hverdagslige og almindelige. At åbne for alt det, der alt for ofte bliver glemt i hverdagens trummerum og dræbt af vores mekaniske verdensbillede.

Knausgårds yndlingsdigter er romantikeren Hölderlin, fra hvem han har adopteret sin længsels refræn: ”Kom ud i det åbne, min ven.” Det er den appel, Knausgård lader lyde til sig selv – måske fra den Gud, han ikke tror på: ”Kom ud i det åbne.” Det er det, der synes så godt som umuligt for Knausgård selv. Men hans storhed som forfatter består blandt andet i, at han igennem sin virkelighedsnære litteratur formår at åbne virkeligheden for de dimensioner, som vi har det med at glemme, at den rummer.

I alt fra banaliteten i at ryge en cigaret eller at betragte en krageflok på en grå himmel – til almindeligheden i et dødsleje eller en barnefødsel. Han lader os se det, lader os få øje på det store i det små og det ekstraordinære midt i det almindelige.

Genialiteten i banaliteten – det er, hvad ”Min kamp” er. Et vindue, der ikke bare reflekterer en mismodig nordmands sandhedshungrende sjæl, men et vindue, der bliver et perspektivforskydende spejl for enhver læsers mere eller mindre banale livsverden. I ”Min kamp” ser vi noget nyt midt i det gamle, noget ganske stort i noget meget småt. Det er sådan noget, stor litteratur kan. Og det kan Karl Ove Knausgård. Og derfor bør man læse ”Min kamp” – også i tiåret for dens udgivelse.

Den norske forfatter Karl Ove Knausgårds genialitet ligger i at ”åbne vores øjne for storheden midt i banaliteten. At vise os evigheden midt i det allermest hverdagslige og almindelige”, skriver dagens kronikør. – Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix