Knud den Hellige - tyran eller helgen?

Striden om kong Knuds knogler har fyldt meget denne sommer i Kristeligt Dagblad. Men hvem var han egenlig, denne helgenkårede konge? Dagens kronikør giver her sit bud

- Også i dag kan vi, uanset om vi er katolikker eller protestanter, glæde os over kong Knud den Helliges personlighed og pionerarbejde for den kristne kultur i vort land, skriver historiker Jørgen Nybo Rasmussen i dagens kronik. - Foto: Brian Bergmann

DEN KATOLSKE BISKOP Czeslaw Kozons ønske om at få overladt nogle små relikvier fra skrinet i Skt. Knuds Kirke i Odense medførte en uventet voldsom debat. Men den fremkaldte også ny interesse for denne danske middelalderkonge. Knud den Hellige var jo mere end sine knogler. Han var en konkret skikkelse i den danske kongerække, der styrede landet fra 1080 – 1086. Både blandt sine samtidige og i dag var han genstand for modstridende domme. Var han en tyran eller en helgen?

Lad os begynde med den afgørende begivenhed, nemlig mordet på kongen og hans hird i Skt. Albani Kirke i Odense den 10. juli 1086. Den oprørshær, der begik mordet, mente naturligvis, at han var alt andet end en helgen. Deres motiv var, at Knud var et utåleligt magtmenneske. Egenmægtigt havde han tilsidesat gammel lov og ret, pålagt nye uhørte skatter og straffet ulydige flådechefer med urimeligt hårde bøder i stedet for at gennemføre togtet til England. Han favoriserede den unge kirke på en provokerende måde. Således ville han sikre dens frihed ved at gøre betaling af tiende til en fast kirkeskat. Alt dette fremkaldte den vrede, der førte til oprøret.

Efter mordet blev Knuds broder Oluf hans efterfølger. Knud og han var nok uvenner, men Oluf var ikke direkte impliceret i mordet. Men han havde oprørernes sympati og delte deres uvilje både mod Knuds person og hans politik. Han lovede at genindføre forgængeren, Harald Hens gamle love.

Knuds familie og venner fik en hård tid. Enken Edel drog med den lille søn Karl tilbage til sit fødeland, Flandern. Broderen Erik gik med Knuds døtre i eksil i Sverige. Biskop Sven Nordmand af Roskilde, Knuds medarbejder, protesterede imod mordet, men forlod derefter Danmark og døde på vej til Jerusalem. Nogle mener, at den hungersnød, der gav Oluf tilnavnet "Hunger", hører til de fromme legender. Men man ved faktisk, at også Danmarks nabolande i disse år blev ramt af misvækst.

EFTERTANKEN og retfærdighedsfølelsen gjorde sig snart gældende. Den ældste kilde, "Passio", beretter, at der begyndte at ske mirakler ved Knuds grav. Om man nu vil tro dette eller ej, så røber rygterne en voksende tvivl om kongemordets berettigelse.

Knuds knogler blev flyttet fra Skt. Albani Kirke til krypten i den nye stenkirke, han selv havde påbegyndt. I 1095 døde Oluf, og Erik med tilnavnet Ejegod kom tilbage fra sit eksil og blev konge. Han genoptog Knuds kirkevenlige politik og indkaldte engelske munke, der stiftede et kloster i Odense ved broderens grav.

I år 1098 drog han selv til Italien for at anmode pave Urban II. om to vigtige ting: 1) at Knud måtte blive godkendt som helgen og 2) at den danske kirke måtte blive befriet fra ærkebispen af Hamborg-Bremens overhøjhed og få sit eget ærkebispedømme. Paven lovede at overveje det, men døde kort efter.

Året efter opsøgte en delegation af danske gejstlige efterfølgeren, pave Paschalis II, der efter rådslagning med kardinalerne imødekom begge ønsker. I år 1100 kunne biskop Hubald af Odense markere helgenkåringen ved at overføre Knuds jordiske rester til det skrin, hvori de stadig ligger. I år 1103 oprettedes ærkebispedømmet Lund som metropol for den katolske kirke, ikke blot i Danmark, men for hele Norden.

Den første danske historieskrivning begyndte i Odense og handlede om Knud den Hellige. Først "Passio" fra cirka 1095 og senere Ælnoths større Krønike fra cirka 1120. I disse skrifter skildres både hans egen alvorligt kristne livsførelse og hans politiske bestræbelser for at gøre Danmark til et kristent retssamfund, der sikrede kirkens status og beskyttede fattige, trælle, enker og indvandrere mod overgreb og undertrykkelse.

Knuds helgenkåring og den danske kirkes selvstændiggørelse hørte altså nøje sammen som skelsættende begivenheder i vor historie. Ved sit store gavebrev til kannikkerne i Lund 1085 havde Knud allerede selv vist vejen. Dette var som en portal til den egentlige højmiddelalder i Danmark.

I disse århundreder samvirkede kirken og den danske stat til begges gavn. Domkirker, kirker og klostre byggedes og blev troens, lærdommens og kulturens arnesteder. I Odense samledes talrige pilgrimme ved helgenskrinet, især på Skt. Knuds dag, den 10. juli, der helt til vor tid var byens markedsdag. I de nye byer sluttede købmænd sig sammen i Skt. Knudsgilder til fælles fordel. Navnet Knud delte de efterhånden med Knuds nevø, den 1131 myrdede og 1170 helgenkårede hertug Knud Lavard. Kalkmalerier og skulpturer af dem begge fik plads i mange kirker. Helgendagene indførtes i bispedømmernes kalendere og i messebøger og tidebøger, således at folk ved gudstjenesterne lærte dem at kende som forbilleder og venner i himlen.

Ved den lutherske reformation i 1500-tallet blev denne kirkelige fejring afskaffet, men hverken Knud Konge eller Knud Hertug blev glemt. Adelen ærede dem gerne som eksempler på kristen ridderlighed. Under enevælden sympatiserede man med deres markering af den kristne øvrigheds gudgivne ret over for folket.

I 1800-TALLET SÅ IKKE BLOT de romantiske digtere, men også faghistorikerne på middelalderen med indfølende forståelse som tiden, hvor den nationale kristne kultur blev til. De gamle helgenskrifter blev udmærket udgivet og oversat, idet man dog som lutheranere fastholdt den teologiske skepsis over for det katolske helgenbegreb.

Først da den radikale naturalisme hen imod 1900 sejrede som tidens modefilosofi, satte kritikken for alvor ind. Historieskrivningens "moderne gennembrud" lanceredes af historikere som brødrene Weibull og Arup. Men kirkehistorikere som P.G. Lindhardt og Hal Koch tog ganske deres radikale kritik til sig. De middelalderlige helgenskildringer blev dissekerede. Ikke blot blev alt, hvad der var "overnaturligt", såsom mirakelberetninger, kasseret som uhistorisk, men også de positive træk i helgenernes liv, deres kristne hensigter og etiske fortrin blev mistænkeliggjort som propaganda fra de magthaveres side, som ventede politisk fordel af deres helgenstatus.

Efter dette syrebad blev der ikke meget godt tilbage af Knud den Hellige. Resultatet af kritikken kom i forbavsende grad til at ligne det billede, oprørspartiet i sin tid motiverede mordet med, nemlig at Knud var en upopulær og brutal magtmisbruger, som de gode danske bønder havde al god grund til at skille sig af med, idet kun kongernes og kirkens interesser havde ført til, at han alligevel blev etableret som helgen.

Dette billede af den "hellige tyran" kong Knud blev dog i 1980'erne kyndigt og kraftigt anfægtet af historikere som Carsten Breengård og Tore Nyberg. De påviste, at Knuds fjender netop ikke var fattige bønder, men datidens stormænd, der følte deres tilvante friheder og magt truet af denne konge, der havde mod til at virke for en kristen retsorden mod deres interesser.

Trods dette opgør har det negative billede af Knud vist sig forbavsende sejlivet. I forbindelse med den nuværende debat om relikvierne er det igen blevet ført i marken, som var det en absolut historisk sandhed.

Men faktisk findes der intet videnskabeligt bevis for, at de danske biskopper og kong Erik Ejegod omkring 1100 i den grad skulle have taget fejl endsige bevidst have forfalsket det billede af Knud, som vi finder i "Odense-litteraturen".

Den frugtbare udvikling af kirken, kulturen og samfundsetikken, der fandt sted i den følgende gode tid for Danmark, er yderligere et vægtigt argument for, at de så rigtigt. Også i dag kan vi, uanset om vi er katolikker eller protestanter, glæde os over kong Knud den Helliges personlighed og pionerarbejde for den kristne kultur i vort land.

Jørgen Nybo Rasmussen er historiker og dr. theol. h.c.