Prøv avisen
Kronik

Knud den Store bør genbegraves i Danmark

Knud den Store er den største og mest betydningsfulde konge, Danmark har haft. Op til 1000-året i 2019 for hans udråbelse til konge i Danmark bør den danske stat gøre et forsøg på at få Knud den Store og hans søn Hardeknuds jordiske rester udleveret til Danmark og genbegravet i Roskilde, mener dagens kronikører

I år er det 1000 år siden, at Knud II (Knud den Store), blev enekonge i England. Tre år senere blev han udråbt til konge i Danmark efter sin bror Harald II, som kun var konge i fire år. Harald II døde i 1018, men først året efter kom Knud den Store til Danmark.

Senere blev Knud den Store også konge i Norge. Tusindåret fejres i stor stil i England med stor medieomtale. Desværre ikke i de danske medier endnu, derfor denne kronik.

De fleste danske konger og dronninger er siden Harald Blåtands tid begravet i Roskilde. Nogle få er begravet i udlandet, blandt andre Knud den Store, og nogle enkelte i andre danske kirker (Odense, Ringsted og Sorø). Gorm den Gamle og dronning Thyra ligger i Jelling, men knoglerne er endnu ikke undersøgt med moderne dna-teknologi.

De første danske vikingekonger var gift ind i slaviske konge- og adelsslægter. Det gælder blandt andre Harald Blåtand og Svend Tveskæg. Dette slaviske islæt fortsatte i øvrigt i den danske Jelling-slægt, idet Knud Lavard (som kunne være blevet konge, hvis han ikke var blevet myrdet i Haraldsted) giftede sig med en prinsesse fra Kijev. Og fik sønnen Valdemar (Vladimir) (den Store).

Vi ved, at Harald den Gode (Harald Blåtand og navnefar til teknologifænomenet bluetooth), med stor sandsynlighed er begravet i den ældste trækirke i Roskilde, men graven er endnu ikke lokaliseret. Harald døde formentlig på vikingeborgen Jomsborg beliggende i området omkring Wolin i Polen, hvortil han var flygtet efter et oprør i Danmark ledet af hans egen søn, Svend Tveskæg.

Da denne så blev konge, brugte han en stor del af sin energi på at erobre England sammen med sin søn Knud den Store. Det lykkedes i 1016, men forinden var Svend død i 1014. Han blev begravet i York Minster og senere genbegravet i Roskilde. Man kender ikke tidspunktet.

Hvorfor blev Knud den Store ikke begravet i Danmark, da han døde i 1035, selvom hans far og farfar var begravet her? Man transporterede jo åbenbart gerne de afdøde over store afstande.

Der er flere faktorer, som har bevirket, at Knud den Store ikke blev ført til Roskilde. Den vigtigste er nok dynastisk, nemlig at han havde giftet sig med Emma, der var af en meget magtfuld, normannisk fyrsteslægt, hvorfor Emma var nært beslægtet med Vilhelm Erobreren og enke efter den nys afdøde engelske konge Æthelred II. Æthelred døde i 1016, og året efter giftede hun sig med Knud den Store. I 1018 fik de sønnen Hardeknud og året efter igen datteren Gunhild. Grunden til, at han fik navnet Hardeknud, var, at hans bedstefar, Gorm den Gamles far, hed Hardeknud (Knud I).

Knud den Store besøgte paven i Rom i 1027 med et stort følge, og samme år blev Gunhild (født 1019), formælet med den tysk-romerske kejsers søn, den senere kejser Henrik III. Hun var kun otte år, men døde allerede som 22-årig, efter at hun havde fået sit første barn, en datter.

Med sine charmeoffensiver over for paven i Rom og den tysk-romerske kejser og med sin mesterlige udnyttelse af datidens dynastiske og militære magtpolitiske manøvrer, sikrede han – vikingekongen – sig en position som en af de mest indflydelsesrige magthavere i datiden. Nordsøimperiet var nu etableret som en magtfaktor i Europa, og Danmarks sydgrænse ved Dannevirke var en almindeligt anerkendt og respekteret realitet – indtil 1864.

En yderligere årsag til, at Knud den Store ikke blev flyttet til Danmark efter sin død, var, at de vigtigste stormænd i Danmark ikke var særlig venlig stemt over for ham. Han havde efter sigende et voldsomt temperament, og i 1028 gerådede han i skænderi med Ulf Jarl, der var gift med hans søster Estrid. Næste morgen blev Ulf Jarl myrdet af en af Knud den Stores mænd i kirken i Roskilde. Knud den Store måtte betale en kæmpebod til Roskilde-biskoppen, og for de penge påbegyndte man byggeriet af en stor stenkirke.

Ulf Jarls søn Svend, som blev konge i 1047, var formentlig heller ikke særlig motiveret for at få Knud den Store til Danmark. Svend Estridsen døde i 1074. På dette tidspunkt var Emma for længst død (1052), og blykisten med Knud den Store befandt sig i Old Minster i Winchester og kunne da, om man havde villet det, være flyttet til Danmark.

Det normanniske styre i England fortsatte ind i 1100-tallet, så man var formentlig ikke synderligt motiveret for at sende Knud den Stores kiste til Danmark. Normannernes binding til Winchester var dog allerede på retur, da Vilhelm Erobreren døde i Nordfrankrig i 1087. Han blev således ikke flyttet til Winchester, men begravet i domkirken i Caen. Hans søn Vilhelm II var den sidste af de normanniske konger, som blev begravet i Winchester.

Der gik kun ganske få år efter flytningen fra den gamle til den nye kirke i Winchester i 1093, før man begyndte at flytte rundt på de kongelige levninger og fjerne dem fra deres centrale placering nær højaltret for at gøre plads til afdøde bisper og ærkebiskopper.

Under Cromwells styre (i 1642) blev Winchester Cathedral udsat for hærværk af Cromwells soldater, og knoglerne fra de afdøde blev spredt rundt i kirken. Blandt andet brugte man de største knogler som kasteskyts mod de kostbare glasmosaikvinduer. Man kunne efterfølgende ikke identificere skeletterne, og helt op til vore dage har knogleresterne været samlet hulter til bulter i små trækasser, som står højt oppe på bjælker i koret.

Nu har man mulighed for at dna-identificere knoglerne, og når det er gjort, synes vi, at den danske stat bør gøre et forsøg på at få Knud den Store og hans søn Hardeknuds jordiske rester udleveret til Danmark med henblik på genbegravelse i Roskilde.

Grunden til, at Knud den Store er så vigtig for danmarkshistorien, er, at han, alene og visionært, skabte det fundament, der muliggjorde Østersø-imperiets 800 år lange magtperiode. Danmark var allerede dengang en dominerende sømagt, hvilket landet var indtil 1807, da England bombarderede København og ødelagde den danske flåde.

Herefter var Danmarks rolle som stormagt stort set udspillet. Efter freden i Kiel i 1814 og udskillelsen af Norge fra dobbeltmonarkiet var Knud den Stores værk tilsyneladende brudt ned, men den atlantiske livline bestod i kraft af den nye stormagt, USA, hvis Monroe-doktrin af 1823 sikrede fortsat dansk suverænitet i væsentlige dele af Nordatlanten og Arktis.

Det var således de tidlige danske vikingekonger og ikke mindst Knud den Store, som udtænkte, hvordan Danmark kunne blive magtcentret i en europæisk sømagt.

Det var vores overlegenhed til søs, som gjorde, at vi allerede under Knud den Store og i tiden derefter kunne kontrollere stort set alle kyststrækninger i Danmark, England, Irland, Norge og Sverige samt de baltiske lande og Nordtyskland inklusive øerne Gotland, Bornholm, Færøerne, Shetland og Orkneyøerne samt Island og Grønland. Dette imperium bestod i 700 år, dog efterhånden i stærkt amputeret form, men visionen om Nordsø-imperiet formåede dog at holde Danmark samlet som ét rige.

Hvor Gorm den Gamle, Harald Blåtand og deres forgængere med kæmpekræfter havde sikret riget mod Det Tysk-romerske Rige og sakserne med de imponerende forsvarsværker Dannevirke, Kovirke med flere, var Knud den Store diplomaten, som ved hjælp af sin aktive og personlige politiske indsats også sikrede Nordsø-imperiets sydgrænse – en sikring, som først blev brudt i 1864.

Knud den Store må anses for at være en af vore største konger og ikke blot en fjern engelsk konge med danske rødder, og han bør rettelig genbegraves i Roskilde som flertallet af vort lands andre konger. Når vi i 2006 kunne sejle kejserinde Dagmar hjem til genbegravelse i Sankt Petersborg, skulle vi så ikke kunne gøre det samme for den største og mest betydningsfulde konge, Danmark har haft?

Steen Vadstrup og Poul Jørgen Ranløv er begge pensionerede overlæger og historieinteresserede